Rune Christiansen

Jeg har næsten lige fået Rune Christiansens bog Utelatelsen ind ad døren og vil gerne benytte lejligheden til at gøre opmærksom på et fantastisk, men relativt uopdaget forfatterskab fra Norge. Christiansen har efterhånden en del bøger bag sig, mestendels digtsamlinger, men også nogle romaner. I Utelatelsen eksperimenterer Christiansen en del med formen. Teksterne har ikke et knæk, som digte normalt har det, og man kan formentlig heller ikke tale om vers i gængs forstand. Professor Arne Melberg ville sikkert tale om interferensen mellem prosa og digt, jf. denne artikel, og om en prosaisering af det lyriske udtryk. Linjerne er ligesom punkterede af ellipser, ja udeladelser. Men en interessant lille og eksklusiv bog af en forfatter, der ligesom er for international til kun at blive læst på norsk, men måske også for norsk til at få et internationalt gennembrud, hvorfor kritikerne måske indtil videre har haft en vis berøringsangst. Man burde uden videre lave et udvalg og oversætte til dansk.

Lille uddrag fra en tekst i Christiansens bog, hvor højrelinje jo står lige tillige (men igen bliver man ved en gengivelse i tvivl, om der er tale om prosa eller poesi og derfor om man skal respektere linjeskift, dvs. om man skal se linjerne som vers):

ENVOI
man kunne kanskje forestille seg at barndommen var en
anstrengelse i mangel av et sentrum ... da jeg lovet å oppfylle
ønsket ditt fordi det nå engang også var mitt uttrykte ønske ...
en inskripsjon full av abstrakte elementer ... og noen ganske få
sprekkdannelser ... i løpet av en vår kunne de ... deretter slukner
den, men det var ingen grunn til å fortvile så lang tid i forveien
... opreist i morgenlyset ... ble mottatt med stor begeistring
... en dvale så uanstendig og så ulastelig ... men ingen uhyre
vanmakt ... kalte seg kritiker ... altid dette "det er noe med"
og så "bla-bla-bla"