Gå videre til hovedindholdet

Rune Christiansen

Jeg har næsten lige fået Rune Christiansens bog Utelatelsen ind ad døren og vil gerne benytte lejligheden til at gøre opmærksom på et fantastisk, men relativt uopdaget forfatterskab fra Norge. Christiansen har efterhånden en del bøger bag sig, mestendels digtsamlinger, men også nogle romaner. I Utelatelsen eksperimenterer Christiansen en del med formen. Teksterne har ikke et knæk, som digte normalt har det, og man kan formentlig heller ikke tale om vers i gængs forstand. Professor Arne Melberg ville sikkert tale om interferensen mellem prosa og digt, jf. denne artikel, og om en prosaisering af det lyriske udtryk. Linjerne er ligesom punkterede af ellipser, ja udeladelser. Men en interessant lille og eksklusiv bog af en forfatter, der ligesom er for international til kun at blive læst på norsk, men måske også for norsk til at få et internationalt gennembrud, hvorfor kritikerne måske indtil videre har haft en vis berøringsangst. Man burde uden videre lave et udvalg og oversætte til dansk.

Lille uddrag fra en tekst i Christiansens bog, hvor højrelinje jo står lige tillige (men igen bliver man ved en gengivelse i tvivl, om der er tale om prosa eller poesi og derfor om man skal respektere linjeskift, dvs. om man skal se linjerne som vers):

ENVOI
man kunne kanskje forestille seg at barndommen var en
anstrengelse i mangel av et sentrum ... da jeg lovet å oppfylle
ønsket ditt fordi det nå engang også var mitt uttrykte ønske ...
en inskripsjon full av abstrakte elementer ... og noen ganske få
sprekkdannelser ... i løpet av en vår kunne de ... deretter slukner
den, men det var ingen grunn til å fortvile så lang tid i forveien
... opreist i morgenlyset ... ble mottatt med stor begeistring
... en dvale så uanstendig og så ulastelig ... men ingen uhyre
vanmakt ... kalte seg kritiker ... altid dette "det er noe med"
og så "bla-bla-bla"

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...