Gå videre til hovedindholdet

Ryan Adams - uden for nummer - og lidt Højholt til sidst



Dette er en litterær blog, men "vi litterater" [sikke åndssvagt det lyder] laver også andet end at læse bøger og forleden var jeg fx til koncert med Ryan Adams i Falconer Salen. Det var et lærerstykke i patos og måske mest af alt i at undgå den. Jeg lagde mærke til, at Gaffas anmelder var tilstede af helt andre grunde. Han ville have rock'n'roll, men altså, det er jo en fuldstændig misforståelse af Ryan Adams musik, som i den grad læner sig opad country-musikken og dennes åre er, om man vil det eller ej, proppet med patos. På den anden side så er Ryan Adams ung, moderne og ironisk og stritter imod, ligesom Gaffas anmelder, der kalder Ryan Adams ekstranumre for patetiske, men det var de langtfra. Det var højdepunktet uden sammenligning. I løbet af aftenen agerer Adams klovn, tager fx en fjollet hat på, forsøger sig forgæves som guitarkonge (hvilket han skulle holde sig meget langt væk fra), roder og kaster med ørebøffen osv. osv. men det, som det handler om, er hans stemme og måske et instrument til at akkompagnere denne. Det er ikke patetisk, men så megen patos, at Ryan konstant passer på ikke at drukne i den, og det er lige præcis det, som hans musik læner sig opad, og som for mig at se gør den god. En ordentlig og uudgrundelig stilhed, som nødvendigvis er behæftet med patos, fordi vi er væsener, der skal dø, og som ved præcis det. Har man ikke forstået det, så forstår man intet af den.

Og anledningen til at jeg præcis tænkte den tanke, det var, at jeg samme dag som koncerten var, besøgte Per Højholts arkiver på det kongelige. Ja, jeg sad og rodede med manuskripter som Højholt også havde rodet i - det var blasfemisk pirrende, men alligevel. Sæt nu, at det intet, den stilhed, alt det som Højholt skriver sig op imod, sæt nu, at det er den form for patos, som jeg forsøgte at karakterisere ovenfor! Prøv at læse hele forfatterskabet som en lang kamp mod patosen og prøv at læse de sene digte, som nye versioner af de tidlige digte, man kunne læse i de to første digtsamlinger. Temaerne er for så vidt de samme. Tonen har ændret sig. I stedet for at overgive sig til patos, flygter de bare fra den. Patosen er der, men som en art baggrund, kun indirekte tilstede, det lys de bader og af og til drukner sig i. Det som de altid forsøger at undgå.

Nu kan man selvfølgelig klandre mig for, at mine refleksioner er et udtryk for, at det, som jeg sad og fyldte mig med ved de sidste 4 numre, var patetisk og ikke patos på trods - ergo er jeg en gammel nar og anmelderen fra Gaffa har gennemskuet mig. Men så simpelt tror jeg ikke på det er. Country handler om at svitse sjælen, om længsel og patos, men det er svært, og tiden som sådan gør det ikke nemmere. På den anden side: hvad var vi mennesker uden den patos, alt det som får os til at hænge sammen, også selvom det gør ondt? Gamle nar!

Kommentarer

Anonym sagde…
Kaspar smiler blidt hvidt overbærende altimens Thorsten oprevet fortæller om, hvor sentimental Kaspar er. Kaspar og Thorsten mødte hinanden tilfældigt, og når de en stille aften deler et glas rødvin kan de godt lide at diskuterer vigtige emner, politik, musik, litteratur. På mange måder ligner de hinanden, selvom Kaspar inderst inde befinder sig et helt andet sted.
Han kan fx. bedre lide country end acid house, bedre lide det blanke rum end lørdage på stadion med stiv pik og håret tilbage.
I det lange løb glider Kaspar nok fra Thorsten.
Anonym sagde…
Hej Stefan. Kort kommentar til dit indlæg på min blog, samt et link du måske vil finde iteressant.

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...