tirsdag den 27. november 2007

Ryan Adams - uden for nummer - og lidt Højholt til sidst



Dette er en litterær blog, men "vi litterater" [sikke åndssvagt det lyder] laver også andet end at læse bøger og forleden var jeg fx til koncert med Ryan Adams i Falconer Salen. Det var et lærerstykke i patos og måske mest af alt i at undgå den. Jeg lagde mærke til, at Gaffas anmelder var tilstede af helt andre grunde. Han ville have rock'n'roll, men altså, det er jo en fuldstændig misforståelse af Ryan Adams musik, som i den grad læner sig opad country-musikken og dennes åre er, om man vil det eller ej, proppet med patos. På den anden side så er Ryan Adams ung, moderne og ironisk og stritter imod, ligesom Gaffas anmelder, der kalder Ryan Adams ekstranumre for patetiske, men det var de langtfra. Det var højdepunktet uden sammenligning. I løbet af aftenen agerer Adams klovn, tager fx en fjollet hat på, forsøger sig forgæves som guitarkonge (hvilket han skulle holde sig meget langt væk fra), roder og kaster med ørebøffen osv. osv. men det, som det handler om, er hans stemme og måske et instrument til at akkompagnere denne. Det er ikke patetisk, men så megen patos, at Ryan konstant passer på ikke at drukne i den, og det er lige præcis det, som hans musik læner sig opad, og som for mig at se gør den god. En ordentlig og uudgrundelig stilhed, som nødvendigvis er behæftet med patos, fordi vi er væsener, der skal dø, og som ved præcis det. Har man ikke forstået det, så forstår man intet af den.

Og anledningen til at jeg præcis tænkte den tanke, det var, at jeg samme dag som koncerten var, besøgte Per Højholts arkiver på det kongelige. Ja, jeg sad og rodede med manuskripter som Højholt også havde rodet i - det var blasfemisk pirrende, men alligevel. Sæt nu, at det intet, den stilhed, alt det som Højholt skriver sig op imod, sæt nu, at det er den form for patos, som jeg forsøgte at karakterisere ovenfor! Prøv at læse hele forfatterskabet som en lang kamp mod patosen og prøv at læse de sene digte, som nye versioner af de tidlige digte, man kunne læse i de to første digtsamlinger. Temaerne er for så vidt de samme. Tonen har ændret sig. I stedet for at overgive sig til patos, flygter de bare fra den. Patosen er der, men som en art baggrund, kun indirekte tilstede, det lys de bader og af og til drukner sig i. Det som de altid forsøger at undgå.

Nu kan man selvfølgelig klandre mig for, at mine refleksioner er et udtryk for, at det, som jeg sad og fyldte mig med ved de sidste 4 numre, var patetisk og ikke patos på trods - ergo er jeg en gammel nar og anmelderen fra Gaffa har gennemskuet mig. Men så simpelt tror jeg ikke på det er. Country handler om at svitse sjælen, om længsel og patos, men det er svært, og tiden som sådan gør det ikke nemmere. På den anden side: hvad var vi mennesker uden den patos, alt det som får os til at hænge sammen, også selvom det gør ondt? Gamle nar!

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Kaspar smiler blidt hvidt overbærende altimens Thorsten oprevet fortæller om, hvor sentimental Kaspar er. Kaspar og Thorsten mødte hinanden tilfældigt, og når de en stille aften deler et glas rødvin kan de godt lide at diskuterer vigtige emner, politik, musik, litteratur. På mange måder ligner de hinanden, selvom Kaspar inderst inde befinder sig et helt andet sted.
Han kan fx. bedre lide country end acid house, bedre lide det blanke rum end lørdage på stadion med stiv pik og håret tilbage.
I det lange løb glider Kaspar nok fra Thorsten.

Dennis sagde ...

Hej Stefan. Kort kommentar til dit indlæg på min blog, samt et link du måske vil finde iteressant.