torsdag den 1. februar 2007

Advarsel til mig selv

Min bog om Højholt skriver sig selv. Jeg skal til at passe på. Det sker næsten hver gang, jeg skal skrive noget om forfatterskabet. Man falder ind i en stime, hvor det hele giver sig selv. Gad vide om andre skribenter, der skriver om Højholt, har det på samme måde? Man må gribe sig selv i armen. Er det mig, eller Højholt der taler?

Man må vride sig selv af led, ellers bliver det aldrig godt. Men ude af sig selv dukker Højholts stemme netop op, snakker løs og jeg er til diktat igen.

Arrrghhh

14 kommentarer:

PC sagde ...

Jeg glæder mig at læse hvad du skriver om højholt, eller hvad højholt skriver gennem dig, eller hvordan det nu bliver. yir!

Stefan K sagde ...

Kære PC tak for kommentaren,
Nu må vi se. Bogen er i sin spæde begyndelse. Men det glæder mig at du også er glad for den sene Højholt. Der er så meget på spil dær, synes jeg. Dær, dær.

Bjørn Friis Thomsen sagde ...

Du kunne jo vælge at indlede med dette lettere korrigerede Mallarmé citat:

"Jeg er ikke længere den Stefan du har kendt, men en måde Højholt
har til at udtale sig gennem det der engang var mig"
(citeret efter hukommelsen og ændret efter bedste evne)

Stefan K sagde ...

Præcis så indskrevet føler jeg mig, men jeg har på fornemmelsen at andre har prøvet det samme: Madsen, Egebak osv. Når det gælder Højholt, så er det sådan det sker, åbenbart. Også noget Thomas Bredsdorff beklagede sig over, da Jacob Bøggilds antologi & Højholt udkom. Bredsdorff skrev at bedetæppet var rullet frem og at hele Højholt-diskursen var indforstået. Måske har han ret, og måske gør man Højholts forfatterskab en bjørnetjeneste ved denne indforståethed. Netop det har jeg tænkt mig at gøre noget ved. Men hvordan, når man selv er fan???

Bjørn Friis Thomsen sagde ...

måske gør man Højholt en bjørnetjeneste ved at læse ham overhovedet, jeg har samme problem med Nielsen i mit speciale, de be'r sgu selv så meget om at blive læst på én måde og den måde er tilfældigvis den eneste man (med 'man' mener jeg jeg jf. din tidligere post) har lært at læse på. Det bliver så satans affirmativt (og dermed indforstået, det hele giver sig selv), uden at man kan stille noget som helst op. Højholt vil læses som 'skriven' og bliver det. Kunne du ikke læse ham biografisk, selv blev jeg glad da jeg i natur/retur læste at han har boet 200 meter fra der hvor jeg voksede op i Esbjerg, "6700 dær" (men godt nok nogle år væk) og at han visiterede de samme antikvarer som jeg eller jeg som ham. hmmm det er vist en værre kattepine, men glæder mig til se hvad der kommer ud af det... Den sidste mulighed er vel at holde ham i baghånden, mener Foucault et sted taler om at det godt at have tænkere man aldrig beskæftiger sig kritisk med, det samme gælder vel digtere... men du er selvfølgelig way beyond that line...

Stefan K sagde ...

I Selvskreven forsøger jeg faktisk at nærme mig det selvbiografiske. Problemet er snarere, at man helst skal læse dem idiosynkratisk. For at læse godt, tror jeg, skal der helst være noget, en indgang, hvor der er en svaghed, noget i deres tekst, som de ikke er opmærksomme på. Hver gang man synes, at man kigger Højholt over skulderen, så finder man ud af, at han sidder bagved og griner (igen), og det er jo ikke så rart. Derfor skal man måske helt fjerne sig og læse hele scenariet, dvs. at han hele tiden kommer bag på een. Hvad er dette komme bag på een for noget? HVordan kan han være en bedre læser af sine egne tekster end alle mulige, der forsøger sig?

Bjørn Friis Thomsen sagde ...

Det lyder som en mulig taktik, men hvordan komme bag scenariet, tror du ikke bare Højholt vil sidde der bag dig bag scenariet og grine (igen) på ny? eller måske vil du bare opdage at det flyder med "tom emballage ord som ispind og kapsel plasticbægeret cellofanstrimmel"


jeg tænkte iøvrigt på om jeg ikke skulle anmelde'Selvskreven' til vandfanget?

THK sagde ...

Et forslag: Hvad med at kontekstualisere Højholt som et produkt af sin samtid (åndshistorisk, litteraturhistorisk etc.) frem for den dær 'skriven'-ting... dvs. væk med poetikkerne og afsted til Exilet, bl.a. At f.eks. en bog som "Punkter" ikke kun er det dær SKRIVEN, men i lige så høj grad er Højholts (originale) rip-off på den konkrete poesi. Carsten Madsen tager jo i sin doktorafhandling konsekvent afstand fra at Højholts skulle være indsmurt i alsken profane samtidskunstlerier, men læser man bogen til filmen om højholt (den der kom i 1998) så siger Højholt faktisk en del om gælden til bl.a. systemdigtningen.

THK sagde ...

(men jeg synes faktisk at det ikke er Højholt, der taler om Højholt i din ph.d.-afhandling, det er umiskendeligt Kjerkegaard!)

Rasmus Graff sagde ...

Litteraturens stemme ER erklæret død.

Stefan K sagde ...

Ang.: Litteraturens stemme
Af hvem om man må spørge? Og hvordan? Er man fx fan af Peter Laugesen, så er det da af stemmen, stemmen i digtene, mere end noget andet; den særlige måde, som Laugesen siger tingene på, og som kun han kan sige dem på. Eller sådan har jeg det i hvert fald. Naturligvis kan man kalde det noget andet, gøre spørgsmålet til en tale om sprogforbistring, men stemmme forekommer mig at være det mest præcise ord i forhold til bestemte forfattere. Litteraturens stemme som sådan derimod, tjah den kan man diskutere, om den findes, og det bliver der også gjort, jf. fx Information i weekenden ang. KNud Romers "Roman", men det er en anden snak, synes jeg.

Rasmus Graff sagde ...

Jeg taler Barthes' stemme (hvilket ikke betyder jeg er enig med ham). "[Skriften] ødelægger enhver stemme, ethvert ophav", skriver han i essayet "Forfatterens død".

Og ja, stemmen i Laugesens værk er meget vigtig, det er jeg enig i, men ikke mere end så meget andet. Det er i øvrigt sjovt at følge stemmens udvikling i hans forfatterskab.

Nå tilbage til Barthes: "En tekst er udgjort af mangfoldige skrifter fra adskillige kulturer, der indgår i dialog med hinanden, der parodierer og bestrider hinanden; men der er et sted, hvor denne mangfoldighed samler sig, og dette sted er ikke forfatteren, som man hidtil har ment, det er læseren: Læseren er selve det rum, hvor alle de citater, skriften udgøres af, indskriver sig, uden at nogen af dem går tabt.; tekstens enhed ligger ikke i dens ophav, men i dens destination, men denne destination kan ikke længere være personlig."

Højholts skrifter samler sig i læseren.

Rasmus Graff sagde ...

ved ikke lige om det besvarer noget. man kan fx læse videre i Marie Lund Klujeffs bog "Litteraturens Tone", hvor hun diskuterer Barthes' radikale påstand.

Stefan K sagde ...

Barthes essay havde jo en enorm effekt, men havde en meget tvetydig kontekst (hele historien om avantgardetidsskriftet Aspen osv.), der næsten var ironisk og frem for alt, havde det også den modsatte effekt. Først efter Barthes opstod begrebet autofiktion osv. Foucaults tekst derimod fra samme periode "Hvad er en forfatter?" er meget mere holdbar i dag og ikke så naiv som Barthes'. Og ja, lad os bare sige, at Højholts skrifter samler sig i læseren, men Højholt selv er jo den første læser og muligvis den bedste af slagsen. Det er det, der er mit problem. Jeg kan ikke komme til for Højholt selv.