Sidder og læser Briefwechsel imellem Nelly Sachs og Paul Celan. Det er bemærkelsesværdige ting. Fx den måde som Celan nærmest besværgende skriver til Sachs, at hun skal komme ud i lyset, væk fra mørket. Det er ikke ordene, der her står i centrum for Celan, men handlingen. Ordene skal gøre noget; de skal hive Sachs ud af mørket. Det siger mange ting om dennes forhold til ordene, fx om en tillid til deres besværgende magi. Ordene skal handle for Celan, og digtene er en redning for digteren. Flere gange skriver Celan også om et fællesskab, som Sachs og han jo i den grad har via ordene og deres eksil, ikke mindst sproglige eksil. Men han kan ikke overtage Sachs' Gud, selvom han accepterer denne. Digtningens Gud da? Måske?
For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...
Kommentarer