Lidt gammel er man vel altid

Her til morgen blev jeg lige sat 17 år tilbage i tiden, da jeg hørte Søren Ulrik Thomsens oplæsning af sit digt "Levende". Formidabelt og samtidig et genhør med mit eget udgangspunkt for at læse og indimellem skrive digte. Dengang var det jo Søren Ulrik og Michael Strunge, som var heltene.

Jeg holder stadig utrolig meget af begge digtere. Derfor er det lidt nedslående, at når man i dag kommer ud på et gymnasium, så kender de ikke Strunge, men vil gerne høre historien om ham, især anekdoten med at han hoppede ud med skrivemaskinen på nakken fra den og den sal, fordi han troede, at han kunne flyve. Jeg ved ikke, om den passer, men eleverne husker det hele bedre, hvis det serveres sådan. Thomsen har de måske stødt ind i, hvis deres lærer ellers er lidt chick. Synd og skam, men sådan er der så meget, når man er ved at blive gammel, og lidt gammel er man vel altid.

Nu ringer min mobil: En sms fra min fortid.

Kommentarer

Bjørn Friis Thomsen sagde…

Er det ikke Turell, der et eller andet sted siger noget a al "det eneste jeg fortryder ved min ungdom er at jeg var for gammel til at nyde den"

7. april 2007 kl. 20.02

Stefan K sagde…

Måske og Thomsen blev meget hurtig gammel, ja kunne næsten ikke vente med det, hvilket på flere måder er lidt synd. Men mon ikke han finder balancen en gang igen og skriver noget, der er så gammelt, at alt andet bliver løgn. Hans talent er der jo ingen, der kan tage fra ham.

19. april 2007 kl. 20.02

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

Læs mere

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Læs mere

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...

Læs mere