Her til morgen blev jeg lige sat 17 år tilbage i tiden, da jeg hørte Søren Ulrik Thomsens oplæsning af sit digt "Levende". Formidabelt og samtidig et genhør med mit eget udgangspunkt for at læse og indimellem skrive digte. Dengang var det jo Søren Ulrik og Michael Strunge, som var heltene.
Jeg holder stadig utrolig meget af begge digtere. Derfor er det lidt nedslående, at når man i dag kommer ud på et gymnasium, så kender de ikke Strunge, men vil gerne høre historien om ham, især anekdoten med at han hoppede ud med skrivemaskinen på nakken fra den og den sal, fordi han troede, at han kunne flyve. Jeg ved ikke, om den passer, men eleverne husker det hele bedre, hvis det serveres sådan. Thomsen har de måske stødt ind i, hvis deres lærer ellers er lidt chick. Synd og skam, men sådan er der så meget, når man er ved at blive gammel, og lidt gammel er man vel altid.
Nu ringer min mobil: En sms fra min fortid.
2 kommentarer:
Er det ikke Turell, der et eller andet sted siger noget a al "det eneste jeg fortryder ved min ungdom er at jeg var for gammel til at nyde den"
Måske og Thomsen blev meget hurtig gammel, ja kunne næsten ikke vente med det, hvilket på flere måder er lidt synd. Men mon ikke han finder balancen en gang igen og skriver noget, der er så gammelt, at alt andet bliver løgn. Hans talent er der jo ingen, der kan tage fra ham.
Send en kommentar