Gå videre til hovedindholdet

Erfaringer med tykke, svære bøger

Jeg har et ambivalent forhold til det at læse de her tykke, fantastisk svære klassikere, såsom Mason & Dixon, Ulysses, Beckett i særdeleshed og i den lidt blødere ende Absalom, Absalom! m.fl. På den ene side får man en fantastisk læseoplevelse, men på den anden så er oplevelsen ikke forankret i selve bogens tekst, i stedet er det, man husker bedst, efter læsningen, de rammer, som der var omkring bogen, fx om man læste bogen i en bestemt periode af ens liv, om man læste den i et sommerhus etc. Måske skyldes det, at jeg er lyrisk stemt? Måske det faktum, at jeg er for dum til at læse bøgerne? Måske for basalt uinteresseret? Men det kunne måske også være, at bøgerne rent faktisk udstøder sin læser. Man bliver ganske enkelt forkastet. Det giver til gengæld en helt bestemt oplevelse, især når man endelig har pløjet sig igennem bogen. Ahhhh. Forløsning igen, ingen modstand. Der er tale om en temmelig sej måde at kommunikere på, hvis det da overhovedet er kommunikation! Op ad bakke, det rene marathonløb, eller hvad man nu kan finde at sammenligne med (helst inden for sportsmetaforikken). Omvendt så står bøgerne der jo, lige deroppe, de findes på mirakuløs vis. Man kan bare pille dem ned fra reolen og gå i gang. Men det kræver dæleme et tilløb af de store, ja træning, hvis man vil i mål. Så findes der jo også tykke, vanskelige, men alligevel forholdsvis letlæselige bøger, fx Perecs Livet - en brugsanvisning, Thomas Manns Buddenbrooks osv. De nærmer sig mere det her sug, som fortællingen også kan være, hvor man helt forsvinder i bogen, fx når man som dreng læser Ringenes herre. Her udstødes man slet ikke, snarere omvendt: Man opsuges, forbrændes som læser. Måske ikke lige den oplevelse, man søger som forholdsvis trænet læser, men det kan være godt at minde sig selv om, at den stadigvæk findes, selvom man sidder og fedter med blækket i de ulæselige bøger.

Men hatten af for den, der skriver en bog, som ingen tør at hive ned fra reolen. Der står den og lyser, monsteret over dem alle, Finnegans Wake, parat til at voldtage alle ører med ordspil på ordspil.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...
Send en kommentar
Læs mere

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...
45 kommentarer
Læs mere

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...
42 kommentarer
Læs mere