søndag den 28. oktober 2007

Mattesen 2

Som Lars (Bukdahl) påpeger nedenfor så lavede jeg faktisk en fejl i min begejstrede læsning af Højholts efterladte roman. Det er ikke Elly Marcussen, som Mattesen dyrker heftig sex med sidst i romanen, men lærerens kone. Det komplicerer naturligvis sagerne og ikke mindst visse aspekter i min læsning. Fakta i den forbindelse skal naturligvis være i orden. Det ændrer dog ikke på, at det landskab som Mattesen bevæger sig rundt i, da han betragter Elly bade, i unægtelig grad minder om det landskab, man ser, når man glugger ind ad Marcel Duchamps Étant Donnés. Forbindelsen er der stadigvæk, så vidt jeg kan se. Hvordan det så lige skal forstås, er noget andet, udover at det i sig selv er bemærkelsesværdigt, at de to værker er efterladte.

Det er altid svært at finde ud af, hvor meget man skal lægge i sådanne detaljer, men det er sjovt for os, der sidder tilbage at overvurdere Højholt på det vildeste, hvis det ellers kan lade sig gøre. Hvad Højholt lærte af Duchamp handler ikke kun om det, man læser i værkerne. Der er mere, tror jeg. Han lærte også en masse om, hvordan man promoverer værket, lader det sive ud, hvor grænserne bliver diffuse. I den forstand er hverken Auricula eller bogen om Mattesen bare bøger - de er også begivenheder på et andet plan. Auricula er også historien om Auricula, hele optakten, anekdoterne osv. Begge er blindgyder, javel, i tråd med forfatterskabets poetik i øvrigt, oversavede grene, hvor forfatteren selv holder saven.

Men altså, min hovedpointe i læsningen er, at Højholt demonstrerer, hvordan lysten driver værket netop ved at vise, hvordan den holder op, og så er der ingen grund til at fortsætte, uanset om projektet har kørt på siden 1978, eller hvornår det nu er. Tidsudstrækningen er i sig selv med til at pointere den pointe, om man så kan sige - de bliver bare ved og ved. Værkerne ender i en form for frigiditet. Der er ingen orgasmer, hverken i Auricula eller Hans Henrik Mattesen, ingen kulmination. Heller ikke selvom ørerne knalder løs i øst og vest.

Noget andet, som jeg ikke fik nævnt i min anmeldelse, er, hvordan Mattesen-bogen, især det første kapitel, som uden sammenligning er det mest vanskelige at læse, minder en del om Thomas Hvid Kromanns Hr. Toksvig, som på sin vidunderlige vis også er kropumulig at læse. Det er måske nok et Kafka-trick, den her med at holde det hele hen, også syntaksen, indtil hovedet dunker, og man klokker i det hele, men når det virker, er det sjovt på sin egen udsyrede måde.

Og apropos ordspil på navne, hvad skal Elly så betyde? El-Ly? Eller ligger der et skummelt vink til filmklassikeren Elly Petersen fra 1944 med Bodil Kjer i hovedrollen, når nu vi hører, at Mattesen kender så meget til filmens verden. Nå, det er nok for langt ude. Jeg må hellere gå i seng, og mon ikke Mattesen lurer et sted i mine drømme ; - )

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Filmen Elly Petersen bygger jo i øvrigt på Mogens Klitgaards roman af samme navn. Blot en lille og formentlig helt ligeyldig note.

hans henrik mattesen sagde ...

it ain't over 'till it's over, baby