søndag den 2. december 2007

Montanas litteraturpris

For en sikkerheds skyld tjekkede jeg lige, hvad Montanas litteraturpris egentlig var i udgangspunktet, hvilke kriterier, de som udgangspunkt lagde for dagen, og fandt følgende fra Luftskibet, bloggen på Informations hjemmeside:


"En helt ny litteraturpris ser dagens lys. Det er dagbladet Information og Testrup Højskole, der i fællesskab har indstiftet en ny litteratur-pris, Montanas Litteratur-pris, der vil blive uddelt første gang i januar 2007. Ifølge kriterierne skal prisen gives til "et dansk værk, som inden for sin genre er fornyende, grænseoverskridende eller et værk, som formår at belyse virkeligheden på en ny eller overraskende måde".

Prisen er sponsoreret af møbelfirmaet Montana og er på 30.000 kr. Prisen kan gives til skønlitterære udgivelser, essay-samlinger, fagbøger og biografier. Sigtet med den nye litteraturpris er at honorere den litteratur, som det kræver en særlig indsats at producere.

I et lille sprogområde som det danske og med et litterært marked, der har stadigt stærkere fokus på mainstream-litteratur og bestsellere, er det vigtigt at støtte den litteratur, som er med til at flytte grænser i folks bevidsthed og derigennem berige kulturen. Dette arbejde ønsker vi at støtte symbolsk og økonomisk. I løbet af efteråret indstiller vi derfor i alt seks danske værker fra 2006."


Ud fra disse kriterier kan jeg naturligvis godt se, at man kan nominere Blekingegade-tingen, Leine og Grænselandet, men det der forvirrede mig, var et totalt kursskifte. For efter at der kun blev indstillet deciderede skønlitterære bøger sidste gang, så er de næsten helt ude i år.

Det er den tvetydige brug af ordet litteratur, som jeg ikke helt kan fange. Noget andet er, at Øvig Knudsens bog jo må betragtes som en form for mainstream-litteratur. Hvad skal den med de 30.000 kroner eller værre endnu: anerkendelsen fra skønlitterær side? Er det romanens mål at blive dokumentar? Skal man nu til at halse efter virkeligheden?

Nå, måske må jeg sande at mit litteratur-begreb er blevet overhalet indenom, men det samme er skønlitteraturen i dette tilfælde, tror jeg, og det er det, der er det bekymrende i foretagendet. Virkelighedshunger, er der nogen der kalder det, og det er det, som disse nomineringer er et udtryk for. Det er i den grad et litteraturpolitisk signal, som jeg ikke bryder mig specielt meget om, heller ikke selvom jeg synes, at det er spændende, at litteraturen intervenerer med virkeligheden på alle mulige måder fra Romer-lyset til Beckwerket.

10 kommentarer:

thk sagde ...

... Peter Nielsen, kulturredaktøren i INF, skrev jo for et stykke tid siden at der ikke skete en fis inden for skønlitteraturen, hvorfor skønlitteraturen skulle tage ved lære af dem, der virkelig rykkede... hvorefter han nævnte Øvig Knuden og Leine. Det hele hænger sammen. Som gammel grød.

Slush sagde ...

Måske skulle du bare lave din egen pris!?

Udvælgelseskriterier:
1)Ingen almindelige læsere må have læst bogen.
2)Den må ikke handle om virkeligheden, men kun om sproget selv.
3) Endelig må pressen ikke vide noget om prisen, for så bliver den bare ALT for kommerciel...og det kan vi jo ikke have.

Stefan sagde ...

Hold da op Slush. Det er nok en af de klogeste kommentarer jeg endnu har læst , nej vent, det ER den mest kloge kommentar i hele denne her lange debat og endda med hele 3 flotte og gennemtænkte udvælgelseskriterier (pyha... langt og svært ord)

Slush sagde ...

Undskyld jeg ikke sidder i elfenbenstårnet til dagligt, Eders nåde.

Jacob sagde ...

Hej Stefan,

Jeg er en ganske almindelig læser, og jeg er glad for indstillingerne til Montana-prisen. Kan du ikke prøve at forklare mig hvorfor du siger sådan her: "At nominere den (Kalak) ved siden af Hans Otto er nærmest en hån overfor denne (HO). Jeg har læst HO's bog og synes den er fin. Men jeg synes også at noget af det, der kendetegner HO og hans forfatteskab er, at han skriver om jævne folk der gør jævne ting - men han gør det i et sprog som er elitært. Skal spoget/formen i din optik være elitær før en bog (roman eller ikke) kan være prisværdig???

Stefan sagde ...

Jeg forsøger ikke at være elitær, selvom jeg sidder på universitetet, og jeg sidder ikke i et elfenbenstårn, men er tværtimod opvokset på en gård på landet med Tornfuglene og Dollars konstant kørende på skærmen...Muhh og har begge fødder plantet i lorten muld. Jeg synes ikke at HO er elitær, han er bare god og formår noget med sin prosa som Leine hverken aldrig ville eller skal kunne. Det er vidt forskellige projekter, det ene er først og fremmest litterært, det andet er først og fremmest selvterapeutisk. Men læs mine argumenter på Informations site under min artikel "Litteratur som modsprog". Det er bestemt rart at ikke alle skriver som HO, eller at ikke alt er litteratur. Vi ville jo blive kvalt i sprog, og det er ikke sjovt, skulle jeg hilse at sige. Så selvfølgelig er elitært ikke noget kriterium, det ville være latterligt at påstå det. Noget af den bedste litteratur er primitiv som ind i helvede. Og bøger har forskellige formål. Jeg kan sagtens forstå, at folk bliver grebet af Leines bog, men det er ikke nødvendigvis af litterære årsager. Bøgerne tilhører derfor måske i sidste ende forskellige kategorier og er slet ikke sammenlignelige. Fra mit LITTERÆRE perspektiv, synes jeg bare, at det er synd, at HO skal konkurrere på de vilkår og på en måde sådan set også det samme om Leines bog, at den skal konkurrere på de vilkår. Ingen af bøgerne har en jordisk chance for at vinde over hinanden, for de spiller slet ikke det samme spil.

Lars-Emil Woetmann Nielsen sagde ...

Hvad betyder litterært? Jeg mener; dækker det over en særlig æstetik, at bogen etablerer et fiktionsrum, en bestemt værkopfattelse eller at man skriver et sprog, der rækker udover hvad man ikke kan kalde det normalsproglige?

Stefan sagde ...

Kære Lars-Emil, tak for en seriøs kommentar. Det er rigtigt. Ordet er ikke specielt præcist. Men hvis du skal sige det, har du så ikke en hel klar fornemmelse af, hvornår et værk er litterært eller ej? Jeg mener: Hvis du læser Blekingebadebanden, eller hvad fanden den nu hedder, så læser du den ikke som litteratur i den forstand, gør du? Jeg ved godt at det er et dårligt argument, men alligevel. Man indstiller sig på noget helt andet, når man fx læser Hans Otto end når man læser Leine, det er een ting. Jeg var måske indstillet på at læse HO eller bare Knud Romer, da jeg læste Leine, men måtte gå derfra slemt skuffet. Kvaliteterne lå jo ikke i fortællingen, dens form eller i sproget for den sags skyld, men udelukkende i bekendelsernes indhold. Jeg mener at begge dele skal med, det er noget af det særegne ved litteratur, at den er et samspil af indhold (stof) og form. Det er klart at nogle gange så er det ene mere dominerende end det andet. Ingen af delene er bedre end den anden, men samspillet skal være der. At sige at formen i Leines bog præcis er dens mangel på form, dens voldsomme bekendelse, dens ligefremhed, er derfor snyd i min optik. Man kunne også sige det anderledes, nemlig at der skal være nødvendighed i både form og indhold. Hos Leine er der nødvendighed i forhold til indholdet (erindringerne), men ikke i forhold til formen (at den også er en roman). Men altså, jeg kan jo ikke lige på stående fod definere "litterært", det kræver jo kæmpe afhandlinger fra Aristoteles til Derrida og selv disse ville ikke være tilfredsstillende. Til gengæld kan jeg se, at der er en voldsom trang til klaske litteraturen sammen til det man med et eneste dækkende ord kunne kalde "bøger". I udlandet er man allerede begyndt at sige fiction og non-fiction, men hvad er lyrik fx, hvad er Leines bog for den sags skyld? Lige nu kan man i boghandlen finde lyrikhylden sammen med humor og om nogle år, kan man finde litteraturen på en hylde under alt muligt andet pis. Den 747ende bog om Clinton-familien, bøger af spindoktorer, bøger af kokke, bøger af TV værter, bøger af kongelige, bøger af folk fra Vild med dans. Måske? Billedet er dystopisk og karikeret, men går man ind i en boghandel, så føles det næste allerede sådan. Jeg føler mig selv kvalt sådanne steder. De bedste bøger kan man kun få på nettet. Og det er måske ok.

jacob sagde ...

Hej Igen,

Når du siger LITTERÆRT, ser det for mig ud til, at du mener KUNST eller KUNSTLET.
Jeg læser ikke Barbara Cartland eller Sara Blædel, men vil ikke modsætte mig, at deres tekster er litterære. Vil du det? Til gengæld vil jeg hjertens gerne hævde, at det de skriver ikke er kunst men håndværk.....og det tror jeg også at begge forfattere vil.... eller det håber jeg da:-)
I mine øjne kan litteratur også godt være kunst selv om den tager udgangspunkt i ikke fiktivt stof. Jeg er selv teatermand, og indenfor teatret oplever man i år en stigende tendens til at teaterteksterne bliver para-dramatiske. Dvs. at personlige data, faglige passager og fiskerinotater kan indgå i teksten på lige fod med de mere gængse fortællende passager. Det ser jeg ikke som nogen ekskluderende faktor i forhold til om værket kan defineres som kunst.

Stefan K sagde ...

Nej, det vil jeg ikke modsætte mig, og selvfølgelig kan noget være kunst, selvom den bruger af virkeligheden og ikke-fiktivt stof. Hvor skulle det ellers komme fra? Håber ikke, at jeg har sagt andet. Det er rigtigt at nogle af mine betragtninger i forbindelse med ordet litterært, nærmer sig også et begreb om kunst, du har ret her. Men der er naturligvis tale om ordforbistring, for naturligvis er Cartland og Blædel også litteratur i en eller anden forstand, ligesom man også kan sige, at alle de hjemmelavede kunstværker, som enlige mødre og højskoleelever producerer også er en form for "kunst". Det er svært at stikke en fod ind her. På den anden side må man sande, at noget så absolut er så MEGET bedre end noget andet og værd at beskæftige sig med, nærmest til alle tider. Men også at noget automatisk stræber efter at være stor kunst, stor litteratur, imens noget andet blot vil informere, underholde, fungere terapeutisk, beskrive samtiden, fortiden osv. Og det er den første slags, jeg taler om. Jeg tror ikke at Peter Øvig ville hævde at hans bog er stor kunst, eller stræber efter at være stor kunst. Men så absolut et fantastisk håndværk. Derfor skal man heller ikke bedømme den bog ud fra kriterier, som kun kan tillægges den første slags bøger. Hans Otto Jørgensen derimod ville nok synes, at det var lidt fladt, hvis man kun sagde om hans bog, at den er god håndværk. Det er den også, men den har jo også ambition om at være mere end det. Det har al den litteratur, som jeg snakker og ved noget om. Men at bedømme de bøger kræver andre kriterier end at bedømme bøger som Øvigs. Derfor er det ærgerligt for begge slags at blive bedømt under samme kriterier, som sjældent er sammenlignelige.