Jeg blev bedt om at holde et oplæg i sidste uge, da Tidsskriftet Standart fejrede sit 25 års jubilæum. Oplægget skulle tage udgangspunkt i den artikel, som jeg skrev til jubilæumsnummeret om de sidste 25 års danske litteraturhistorie. Jeg tænkte, at det gerne måtte være en smule underholdende og satirisk. Dette er, hvad jeg sagde:
Måske
jeg bør indlede med en advarsel:
Mit
oplæg vil være skamløst selvpromoverende, formentlig pinligt og selvudleverende,
alt sammen på samme tid, så jeg undskylder på forhånd. Hvis det er for meget,
så er det helt ok at forlade rummet i protest. Vi bliver ikke fornærmede. Men
da jeg var ude at løbe en tur forleden, spekulerede jeg på, hvad jeg skulle
sige og især, at det skulle have udgangspunkt i min artikel. Det har det også,
men artiklen kan I jo bare selv læse. Den gider jeg ikke læse op igen. Derfor
var det eneste, jeg kunne komme i tanke om, at jeg ville læse to digte op, et i
starten og et i slutningen af mit oplæg, og det endda to digte, som jeg selv er
forfatteren til. De skulle ligesom indramme mit oplæg og udgøre den
litteraturhistoriske parentes, som jeg gerne vil sige mere om. Udgangspunktet
var, og nu citerer jeg mig selv fra artiklen:
”Af og til ynder jeg at fremstille historien som
om, at 90’erne slet ikke eksisterede, at de blot var mødet mellem 80’erne og
den periode, vi lever i i dag.”
Det
er naturligvis ikke helt rigtigt, og
det følgende modbeviser dette til en vis grad.
Oplægget
begynder altså her:
[Læs
”Rockertilståelse” op]
Vi
skal tilbage til 90’erne for at forstå dette digt af en vis Bob Hvid Green
ordentligt. Den litteraturhistoriske parentes, som 90erne var. Tilføj
indledningsvist følgende tags: Søren Ulrik Thomsen, Det skabtes vaklen. Tidsskriftet Øverste Kirurgiske, Lars Bukdahl, Claus
Beck-Nielsen, avantgarde, både for sjov og for alvor.
Jeg
var, som så mange andre, naturligvis fan af denne Søren Ulrik Thomsen, men også
så meget fan, at jeg gav fanden. Jeg var med andre ord nødt til at begive mig ud i et fadermord. Det var jeg
ikke ene om.
Inde
på litteraten Jon Helt Haarders hjemmeside har man igennem mange år kunnet
finde Claus Beck-Nielsens anmeldelse eller artikel om Det skabtes vaklen. Den hedder ”Det urokkelige”. Lad mig citere fra
begyndelsen af denne:
Trods det strenge ydre greb jeg grådigt Det skabtes vaklen, efter 5 års venten længtes jeg efter påny at lade Thomsen-pulsen banke i mig. Langsomt arbejdede jeg mig gennem de 27 arabesker mod eksistensens bundløshed, men for hver linie, der skrælledes, nærmede jeg mig, for til slut (oh rædsel!) at stå ansigt til ansigt, ikke med eksistensen i al sin anonymitet, nej, jeg stod ansigt til ansigt med digteren og hans helt private ensomhed.
Det er da løgn, tænkte jeg, for på side 27 står der jo skrevet:
udskil alle de strengt personlige,
helt anonyme affaldsstoffer,
oprethold livet, imens det skrælles
som et løg - og tårer,
der kunne ha tilhørt en anden, syder i blikkets blænde
Trods denne erklæring havde arabeskerne drejet mit blik og den følgende refleksion mod netop det strengt personlige, digterens liv, hans helt private affaldsstoffer og de tårer, som ikke kunne have tilhørt nogen anden, end netop han, som havde grædt dem, knastørt og uden at vakle, ned over siderne.
Beck-Nielsens anmeldelse udvikler sig til en form for kritik af det, han kalder Thomsen-maskinen, men viser det sig også en kritik af sig eller sit selv, især via en tiltagende skepsis overfor ordet ”hamrende”. Denne skepsis er størst i den note, som Claus Beck-Nielsen anno 1999 har fået lov til at tilføje artiklen:
Når jeg nu i januar 1999 skuer henover den næsten 3 år brede dikotomi mellem ham, der er, og den, han var i marts 1996, så kan jeg ikke lade være med at knytte en kommentar til sidstnævntes hidtil upublicerede skrift "Det urokkelige".
Adskillige steder i skriftet har Claus Beck-Nielsen anno marts 1996 fremhævet ordet hamrende i sin kritik af en digtning, der foregiver at betænke Det skabtes vaklen. Som det jo ofte er i kritik, så falder hammeren tilbage på den, der slår: Der er ikke megen betænksomhed eller åbning af et tredje tvivlens rum mellem lytten og slagfærdighed i "Det urokkelige". Tværtimod synes det mig, at det ellers hist i sine hammerslag rammende skrift, gør præcis det, den anklager sit offer for: Den blotlægger hamrende klart, at Claus Beck-Nielsen også har brugt "Det skabtes vaklen" og dennes "skriftkonkylie" til at spidse sin nyfattede kritiske blyant i. Retorikken er øredøvende.
Ikke desto mindre føler jeg stor forståelse for Claus Beck-Nielsens synspunkter og argumentation. Der er sgu'da noget om larmen!
Claus Beck-Nielsen, januar 1999
De
fleste kender nok Lars Bukdahls anmeldelse af Det skabtes vaklen i Kristeligt
Dagblad, som tillige var en adgangsbillet til Weekendavisen og cirka ti års hegemoni i anmelderbranchen. Men der
findes også sidelitteraturhistorier til disse mere ophøjede af slagsen, som nu
denne Bob Hvid Green.
Min gode ven,
Thomas Hvid Kromann, og jeg havde som unge studenterknøse forfattet en artikel om
Thomsen, der ligesom Beck-Nielsens var skeptisk overfor Det skabtes vaklen og måske i ligeså høj grad overfor Thomsens
position i det litterære landskab. Vi sendte den til Kritik, men den blev naturligvis afvist. Gad vide, hvor mange der
gjorde det?
Dernæst
begyndte vi at gå mere undergrundsagtigt til værks ved at lege med Thomsens
digte i parodi- og pasticheform. Men Thomas blev jo rigtig forfatter, og jeg blev
Bob Hvid Green. Eller en del af mig blev Bob Hvid Green, dvs. alle
forfatterdrømmene fortrængt til denne ene, infantile protestfigur, imens Stefan
Kjerkegaard blev rigtig litteraturforsker og senere hen skrev afhandlinger og
deslige.
Men
lad os tage et hurtigt blik på ”Rockertilståelse”. Med nogle meget beskedne og
til dels også ganske prosaiske
virkemidler får teksten vendt op og ned på Thomsens tekst, således at den
pludselig handler om en ung fængselslæges undersøgelse af en rockers endetarm.
Den eneste grund til, at Greens tekst virker, er formentlig, at Thomsens tekst
naturligvis er fremragende, hvad angår diktion og rytme. Men Greens tekst
demonstrerer alligevel, at Thomsens syntaks måske er tæt på at læne sig opad
det skabelonagtige, dvs. Thomsens egen digteriske skabelon, fanget som en
statue i de dikotomier, som også Beck-Nielsen kritiserer, en levende død (og
hvem ender egentlig med at udleve den litterære tilstand?). Thomsens arabesker
tygger drøv på ensomhedens skrå, som Nielsen skriver det.
Det
er på en måde det institutionelle ved litteratur, som Bob Hvid Greens
form for pastiche spørger til. Men åbenbart en form for pastiche der kan få
selv et ”avantgarde-tidsskrift” som Øverste
Kirurgiske til at ryste i genrerne. I hvert fald når man ser på den måde,
som bladet præsenterede det første digt af Bob Hvid Green, og her er jeg nødt
til at henvise til den originale repræsentation af digtet i nr. 20-21, 1999.
Teksten er placeret sidst i hæftet, lige før reklamerne og nogle afsluttende
mere eller mindre kunstneriske billeder.
[vis
digtet fra ØK]
Tilsyneladende
er der tale om sponsorer, ifølge teksten nederst side 3. Vi har altså at gøre
med tidsskriftets bagside, dets ende, litteraturens røv og bagside. Man kender
det fra dagbladene, hvor de mere usobre indslag placeres bagtil eller sammen
med andre humoristiske indfald (i øvrigt en mere tendens der går igen i flere
danske boghandler, hvor digte ofte placeres sammen med humor). Derudover
tillader redaktørerne af tidsskriftet at placere et svar på en eller anden quiz
nedenfor Greens digt, og det er endnu en indikation på, at digtet ikke rigtigt
hører hjemme nogen steder. Det er i hvert fald ikke poesi, allerhøjest ”poesi”,
hvilket er Øverste Kirurgiskes bud på
en genre for Greens digt.
Men
hvad er det, Greens tekst gør sig skyldig i, siden den placeres her? Hvorfor er
den kun poesi i anførselstegn? En røv uden ører? Og hvorfor skal den placeres
bag i nummeret? Omvendt: Hvis der ligefrem er tale om en dekonstruktionen af
genren poesi, så kan man jo som forfatter ikke undgå at være en smule stolt.
Nok
om det: Det måske helt store litteraturhistoriske spørgsmål er, hvorfor
Thomsens lyrik medfører en sådan splittelse i vores, min og Claus
personligheder? Det er, som om at de løgringe, Thomsen skriver om, enten
spreder sig om ringe i vandet, eller at identitetskernen bliver udsat for en
nuklear eksplosion. Sammen med Thomsens digte bliver vi på besynderlig vis alle
sammen skrevet ind på ”poesiens privathospital”. Dengang i 90erne. Hvorfor?
Hvordan animerer Thomsens digte til dette? Er det fordi han, som Beck-Nielsen
antyder i sin læsning, poetologisk prædiker det ene, men reelt gør noget andet?
Fordi liv og værk faktisk flyder sammen i Det
skabtes vaklen?
*
* *
For
at gøre historien om Bob færdig, så er det svært at sige, hvilke spor Bob Hvid
Greens ”poesi” har affødt. I Bukdahls Generationsmaskinen
nævnes han et par gange, fx side 382, hvor Bukdahl taler om Øverste Kirurgiske, og hvor der står:
”En
lille gruppe var til hver en tid under mistanke for at være pseudonymer […] –
to mindeværdige var Louis Même og Bob Hvid Green”
Og
hvor Bukdahl citerer fra Greens Mikkel Thykier-parodi. Men
måske kunne man også, i al beskedenhed, sige, at Bob Hvid Green mere handler om
en bestemt diskurs, som Øverste
Kirurgiske lagde spalter til, og som de lod udspalte. At ”poesi” bliver
lovliggjort som poesi efter ØK. Her tænker jeg fx på nogle af de pastiche og
parodi-digte og digtere, som man ser senere hen, tænk på Grotrians pastichedigte,
Mette Moestrups Ewald-digt fra kingsize,
eller allermest på Peter Adolphsen og Ejler Nyhavns Katalognien
– en versroman. Måske kunne man om muligt endog trække forbindelsen endnu
videre, fx i forhold til Claus Beck-Nielsen, hvis bog Selvudslettelser muligvis også har ladet sig inspirere af Bobs
virke. Lad mig blot antydningsvist afslutte med to citater, først Beck-Nielsen
og til sidst Bob(s måske mest vellykkede digt):
”- Der Doktor, begyndte
han forfra og slap pedalen, - der Doktor ist Doktor, so also Stelter roligt
rullende sideværts ud af køen, der efterhånden strækker sig ned gennem
kontinentet som en mur af, nochmals! Metal, og vi lidt til højre mod autoværnet vigende, - der Doktor ist der
neue Meister aus Deutschland, so Stelter – von mir hierher mit
heraufaufgebracht, der Doktor, so also bestandigt højrewärts vigende, - ist
Doktor der Genetik, Doktor der Genethik und Doktor der Genästhetik, und so
weiter mod værnet skrabende, snart ramler vi du over randen af Storebæltsbroen,
- und also nicht nur Doktor, so Stelter, - oder Doktor Doktor, aber…“ (125)
Og
her Bob Hvid Greens pastiche over Pia Tafdrups „Viber ved midnat“:
sweeper ved midnat
-
til Sepp Piontek (den egentlige Holger Danske)
Målet
åbne sig langsamt, trække mig næsten magnetisch ind
wie
ein Ball som mortenolsenplys score fantastisch i en pumpet Parken
der
dufte råt i den boldeluft, af tacklinger nyarvet rundt um landet, neh
som
siten jeg flyttet hertil tysk har dannet kø af brødrepar og milde små Maginaler
I
nutellamörket flag af dannebrog, et ryk over mitbenens græstråde af krystal
når
min pibe kurtz für Mittnacht redde jeres krig som søvnløse Matthias Sammer
der
gennem min moral ryge ind i nattens offside, som Schmeichels violette næsvise
mischdannelser,
und fra min højre toback afleveringer falde og
frit
blomstre som den tyske nerve, der ursprünge fra Lerbys rygsøjle oder danskens
dyb
og
miracoliøst føre jer op fra det Kaos, I jeden Tag lade jer sænke ned i
for
blandt landsmænder I kender, aber niemals forstår – at udforsche scoringer i
eksil.
3 kommentarer:
Stefan, lige en lille note om Katalognien. Den er i høj grad skrevet af to. Udover Peter A., så er metrikeren og digteren Ejler Nyhavn den anden halvpart i firmaet.
ks
Kære Knud, det er noteret. En fejl fra min side. Godt nytår.
Jamen.. er det DIG, der er Bob Hvid Green? Hvorfor vidste jeg ikke det?
Send en kommentar