Hjertedråber bringer vore tunger ud af salmen

Nye tekster fra den altid produktive Simon Grotrian. Det bliver teksterne ikke dårligere af, skulle jeg hilse og sige. Egentlig er det jo dybt paradoksalt, hvis man bliver blind eller immun overfor de enorme kvaliteter, det helt ustyrligt store talent der ligger i Grotrians poesi. Ikke mindst når man ved nærlæsning faktisk kan konstatere, at Grotrian bliver en bedre og bedre salmeskriver, og at billederne eksploderer ligeså meget, som de altid har gjort. Gad vide, om det er fordi hans tidligere salmer, nu er begyndt at få en decideret impact på de nye? Vores intolerance er så at sige ændret, og man er som læser blevet mere tolerant overfor grotriansk salmesprog? Genren er blevet udvidet, masseret af det grotrianske? Eller er det fordi Grotrian har ændret, måske endog tilpasset sit sprog? Gentagelsen hos Grotrian er i hvert fald en gentagelse, der gør en forskel. Sproget æder sig mere og mere ind mod noget, der føles rigtigt, også rigtigt som salme:

Smertetræ, du er et hul i blæsten
hvor de spidse nagler deler sfæren
der er altid hjerte under vesten
Kristus stiger ned med barnelæren.

Da de så nøjagtigt slog i veddet
for at klynge smerten op for rakket
stod Vorherre med en kvist ved leddet
gennem engleporte er vi bakket.

Sådan hørtes bønnerne i skriget
fluesukker trækker mølleåget
rakket måtte spejle sig i liget
Gud foroven smække himmellåget.

Smertetræ, når tordenskyen daler
og når lynet stiger i sin krone
véd vi, det er livet selv, der taler
i en gyldensi med kaldetone.

Da de slog det fast, at verden læskes
når man går i døden som til bager
rejste vi en krop af denne æskes
kærlighed, som ingen bøddel stager.