I Phase, synes jeg, kommer det, som Smærup Sørensen for alvor er god til, endnu mere til udtryk. Dette væld af ord. Det er sjældent, at man møder en dansk forfatter, der ligesom har hele det danske sprog til rådighed og spiller på det, nærmest som et klaver, for nu at bruge en halvdårlig, men forklarende metafor. Det gælder ned i detaljen, småudtryk, faste vendinger, den slags. Smærup Sørensen, føler man, kan ligesom det hele. Hele sproget, alle stemmerne. Det er ikke altid, at han gør det, men bare fornemmelsen af, at han har mulighed for det, er næsten nok.
Handlingen i Phase, Andy Thomassens deroute og skrivende forsøg på at samle sig selv op, er naturligvis også interessant. Phase er en forkortelse af Post Happening Apathetic Social Evasiveness, hvis symptomer er introversion, filosofisk kynisme, træthed og hunger efter virkelighed. Noget der rammer mennesker i et gennemmedialiseret samfund. Det hele foregår i et semi-sci-fi-univers, i en nær fremtid, og har det til fælles med megen anden science fiction, at der i virkeligheden er tale om samtidsskildring. Her en satirisk en af slagsen. Et sted i Phase læser man fx:
"I en virkelighed der synes flygtig og flimrende, uhåndgribelig som sæbebobler, bogstavelig talt u-fattelig, dér kan kunsten måske, en overgang, blive nødt til, i det mindste på skrømt, at svigte den fantasi, der bærer den, for at iklæde sig reality, og således udfolde sit egentlige væsen ved ikke alene at sætte den enkeltes forestillingsevne op imod det sprog, vi er fælles om, eller mod billedskærmens rektangel, men også ved i udgangspunktet at erstatte enhver original ide om tiden med tidens banale forestillinger om sig selv. [...] De muligheder, overflodssamfundet har givet den enkelte for en kombination af singleliv og konstante udvekslinger med talløse andre, genererer masser af viden om hvordan man er, men samtidig en febrilsk uvished om man stadig ville være sådan i en position, også kaldet 'virkeligheden', uden for de rappe sociale spil. Ved at gennemspille sådan nogle konstruerede reality games, og det til sige: spille dem igennem, forsøger vi at opmåle deres rækkevidde og dermed at definere et testområde for den individuelle erfarings gyldighed." (244-245)
Ordene er godt nok lagt i munden på andre, men alligevel fornemmer man satiren og kritikken i forhold til vores virkelighed og i forhold til kunstens rolle i et sådant. Hvem der rent faktisk lider af Phase i bogen, og hvem der ikke gør det, hvis det overhovedet er en sygdom, er uklart. Måske lider fortælleren Andy Thomassen af noget sådant? I hvert fald fortælles bogen til tider i en tone, der nærmer sig noget mekanisk og posthumant. Phase er en sygdom, der kan spores tilbage til Hamlet, men igen, med Hamlet er det også tricky: Spiller han bevidst på det?
Handlingen er imidlertid en ting, noget andet disse fantastiske passager, hvor Smærup Sørensen folder sig ud. Enten filosofisk-essayistisk, som ovenfor, eller mere poetisk, som dette stykke om mørket:
”Jeg havde altid været mørkeræd. Derfor jeg også altid har
været så begejstret for salmer. Den lille håndfuld jeg kender, bortset fra
julesalmerne: dem der oftest anvendes til begravelser. Og kender og kender,
ikke helt udenad, må jeg med det samme tilstå, men jeg har siden jeg var en
stor dreng haft deres hovedindhold klart for mig og vidst hvor intens en
oplevelse der ventede mig, hver gang vi måtte begrave en slægtning. Og senere
hen på samme måde med venner og bekendte, kollegaer.
Mørke
og lys. Men mest mørke. Det var hvad digterne havde erfaret så afgrundsdybt, så
endeløst, absolut rædselsfuldt som ellers kun jeg selv. Troede jeg længe. For
ingen andre ville sige noget om det, de voksne tyssede straks det sorte fra
sig. Bagatelliserede i deres egen pludrende sniksnak det frygtelige tab af lys
som barnepjat, vissevasse. Og mine kammerater havde jeg ikke mod til at spørge.
Der var kun digterne at snakke med, og helt for alvor var der endda kun de der
begravelsessalmer de havde skrevet. I den kunne jeg, fattet og med åbne øjne,
synke ned i det sære ingenting som er mørket. For det er almægtigt, så tyst og
eksplosivt et ingenting, og jeg kunne gennem ordene, de her store ord, de
omsider så rigtige ord, varmt fornemme et fællesskab om vores gru. Mærke at vi
nu sammen kunne tage fat om mørket i al dets knusende kraft, det som jeg, alene
om natten, totalt forsvarsløs, havde måttet underkaste mig, som nat efter nat
holdt min stivnede krop i sit kolde greb og klemte et sidste gisp og et
allersidste igen ud af mig. For nu vidste jeg også at lyset var det stærkeste.
Når vi sad og sang omkring de døde i deres kister, i deres mørke, så blev der
lys. I ordene kom et lys, og det sønderrev alt hvad der var mørke, og det
strålede til evig tid.
Et
øjeblik var der lys. Og i øjeblikket fandtes ingen mørke. Det kom så tilbage, i
al sin vælde, gennem lange nætter, og jeg famlede efter de ord, som jeg aldrig
sansede at få lært, mens der var lys. Som måske slet ikke kunne læres så de
hang ved. Eller ikke var andet end helt tilfældige ord og sludder og vrøvl, når
jeg lå alene.
Men
den novembernat jeg gik der langs stranden, overgav jeg mig endelig, og
villigt, til mørket. Tror jeg. Eller rædslen for det aftog så drastisk at jeg
kunne tage det til mig. Eller hvis man bare kunne sige det sådan: Jeg kom til
at se på mit mørke med lidt mildere øjne. For det var nu som om det ville være
venligt. Det foldede sig lunt og fugtigt om min krop og mit sind.” (78-79)
Det har været en fornøjelse at læse Smærup Sørensen. Også fordi der rent faktisk er tale om en roman. Mange af de "romaner", som flere af hans yngre danske forfattere skriver, er jo overstået på et par timer, hvis de overhovedet varer så længe. Sådan er det ikke med denne - den får man fornøjelsen af i længere tid, fx henover en efterårsferie som i mit tilfælde. Her bliver jeg så afbrudt.
