”Jeg ville ønske at man i min person fik øje på det jeg
pådutter. Trænge sig ind på folk, som en personlighed, for derefter at være
denne underkastet for hele livet. Andre dagbøger bør forholde sig til den her
foreliggende som ordene ”sådan er jeg” forholder sig til ordene ”sådan vil jeg
være”. Vi har vænnet os til døde ord der blot hævder noget, men det ord er
bedre som vækker til live. Spiritus
movens. Hvis det skulle lykkes mig at fremmane denne bevægende ånd her på
dagbogens sider ville jeg kunne fuldbyrde mangt og meget. Først og fremmest
ville jeg (og det er så meget des mere nødvendigt som jeg er en polsk
forfatter) kunne søndersprænge dette snævre begrebsbur som I har villet holde
mig fanget i. Alt for mange mennesker der var en bedre lod værdig har ladet sig
lænke. Ingen anden, jeg selv alene, bør besætte min egen rolle.
Og
videre – ved at jeg, som en form for forslag, fremlægger problemer der mere
eller mindre er forbundet med mig selv, drager jeg mig selv ind i dem og de
fører mig imod andre indvielser som endnu er mig ukendte. At trænge så langt
ind som muligt på jomfruelige kulturers terræn, til steder i dem der endnu er
halvvilde og derfor uanstændige, og også at ophidse sig selv ved at ophidse Jer
til at være drastiske. For jeg ønsker nemlig at møde Jer netop i det krat,
knytte forbund med Jer på den – for Jer og for mig – vanskeligste og mest
utrolige måde.”
(Witold
Gombrowicz: Dagbog 1953-1954, Arena
1979, side 64-65)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar