- Putter du også dét i?
Jeg stirrer på Eskils hånd, hvori der befinder sig en uidentificerbar
HP Sauce.
- Ja, da. Alt muligt, griner han og skovler løgringe så
store som rundetårn ned i den sydende pande. Bare det, at han laver sin kødsovs
på panden, er nok til at vække forundring hos sådan en som mig.
Det dufter stærkt i hele den lille kollegielejlighed på
Sjællandsgade. Måske man kan dufte det helt til Spedalsø?
- Skal vi ikke have noget vin, spørger han.
- Johh, svarer jeg tøvende. Det er tirsdag, og i mine øjne
er det en lidt for profan tanke at drikke vin nu. Jeg er en amatør i den
henseende. Eskil derimod bliver ved.
- Ja, nede fra kiosken, du ved.
Jeg tøffer lidt rundt og tager min jakke på.
- Jo, jeg henter noget. Et øjeblik, så er jeg tilbage.
På vej ned til kiosken på Sønderbrogade tænder jeg en smøg.
Suger den forførende røg helt ned i lungerne og nyder vejret, stemningen. Det
er ved at være sommer, tænker jeg. Kirkeklokkerne ringer fra den moderne
Sønderbro Kirke. Den er tegnet af Paul Niepoort og ligner slet ikke noget, man
ellers finder i Horsens. Det bliver man glad for, når man er ung. Det virker
mere urbant, selvom det er et ord, jeg næppe ville bruge eller vide, hvad jeg
skulle bruge til, den dag. Jeg er altså på vej. Tænker lidt over kirker i
Horsens. Sønderbro Kirke er fin nok, men mest holder jeg af Klosterkirken inde
midt i byen og pladsen omkring denne. Det ved jeg ikke. Men der er stemningen
anderledes; stadig lidt for urban til Horsens. Den minder én om, at her har der
været liv i ufatteligt mange år. Det er rødderne. Det er eksotisk, både at den
er bygget i 1200-tallet og at tænke på, at den har været tilknyttet et kloster.
Jeg bliver varm ved tanken, som en anden Vitus Bering, på vej ned for at købe
en flaske rødvin, en tirsdag aften. Det er sådanne steder, vi opsøger. Nogle
vil sige i mangel af bedre, men alligevel. Steder, der rummer et eventyr, og
selvom Horsens kan lyde nok så prosaisk, og var det endog i utrolig grad i en
ung teenagers øjne, nemlig mine, så findes de.
Det gamle kvarter lige nord for
havnen er altid en gåtur værd. Her er tiden stået stille. Som om at det altid
er søndag når man går dér fra Borgergade og videre ad Slotsgade og Bredgade. Og
oppe bagved, bevidstheden om Lunden, Kunstmuseet, en anden verden. Stedet hvor
jeg meget senere skulle se og høre navne som David Bowie og Roxy Music, godt
nok i en ældre udgave, men alligevel. At det var i den del af byen, de optrådte,
passer fint ind i min forståelse af Horsens.
Dernede havnen, lystbådehavnen og
Langelinie. Havnen bliver også et yndet udflugtssted for os med udlængsel. Der
er ikke meget at komme efter, men alligevel går vi derned. Måske ligger der et
russisk fragtskib, noget der bærer på eller lugter af eventyr? Eller vi går
længere ud. På Langelinie, den åbne plads og fjorden. Er man heldig, kan det
være at cirkus i byen. Det er de sjældent. Men så kan det være, at man støder
på en eller anden, der er ude at lufte sin hund. Også om natten. Og sygehuset
rumler deroppe mellem liv og død.
Går man op til Sundvej og især
længere ud af denne, er det noget andet. Først sygehuset og meget senere
Oddervej og derude Stensballe, hvor vi var samlet til Pernilles fest, da vi blev studenter og Danmark vandt EM fodbold. Oddervej
kommer jeg til at kende langt bedre, senere i mit liv, når vi ofte kører fra
Beder over Odder til Horsens. Peer Hultberg har nogle beskrivelser i sin
selvbiografi, hvordan han og moderen går denne vej, i bidende kold vind sådan som jeg husker det, men i retning af sygehuset,
op af bakken, langs Sundvej. Det er lidt den rene ynk, alt for megen selvmedlidenhed op og ned ad siderne. Jeg ved ikke helt med Hultberg, men det
er som om, at han ikke fik det optimale ud af sit talent. Han var
ligesom smurt ind i sig selv.
Nå, skidt. Kører man længere ud
af Oddervej kommer man til Søvind og Hundslund. Området omkring Hundslund og
Sondrup, som i øvrigt er smukt, kan man læse om hos Henning Mortensen. Fx i Næb og kløer. Det er en privilegeret
ting, når steder bliver søsat i litteraturen. Det må jeg prøve engang.
Alt dette tænkte jeg ikke, da jeg
var på vej ned i kiosken for at hente vin til Eskils kødsovs, men når man
vandrer i litteraturen, kommer man mange steder hen. Jeg var nu nået til
Sønderbrogade. Jeg havde røget den King’s, som jeg tændte for lidt siden. På
den anden side af gaden gik der nogle piger. De genkendte mig vist, fnisede lidt,
tror jeg. Måske fra gymnasiet, tænker jeg, smiler og går op ad trappen.
Da jeg kommer ind i Eskils
lejlighed spørger han:
- Hvor har du været?
- Jamen, bare nede for at købe noget vin. Var det ikke det,
jeg skulle?
- Jo, for helvede. Fedt. Lad os spise. Maden er klar.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar