torsdag den 26. januar 2012

Wild Horsens: Eskils kødsovs

Eskil har en fantastisk evne til at komme bag på alle, der tror de ved, hvor de har ham. Tag nu hans kødsovs. Kun Eskils kødsovs kan hamle op med Michelin-stjerner og hemmelige italienske restauranter. Det er trylleri i køkkenet, og mangen en pige er blevet nedlagt på den måde. Vi er altså mange fans.

- Putter du også dét i?
Jeg stirrer på Eskils hånd, hvori der befinder sig en uidentificerbar HP Sauce.
- Ja, da. Alt muligt, griner han og skovler løgringe så store som rundetårn ned i den sydende pande. Bare det, at han laver sin kødsovs på panden, er nok til at vække forundring hos sådan en som mig.

Det dufter stærkt i hele den lille kollegielejlighed på Sjællandsgade. Måske man kan dufte det helt til Spedalsø?
- Skal vi ikke have noget vin, spørger han.
- Johh, svarer jeg tøvende. Det er tirsdag, og i mine øjne er det en lidt for profan tanke at drikke vin nu. Jeg er en amatør i den henseende. Eskil derimod bliver ved.
- Ja, nede fra kiosken, du ved.
Jeg tøffer lidt rundt og tager min jakke på.
- Jo, jeg henter noget. Et øjeblik, så er jeg tilbage.

På vej ned til kiosken på Sønderbrogade tænder jeg en smøg. Suger den forførende røg helt ned i lungerne og nyder vejret, stemningen. Det er ved at være sommer, tænker jeg. Kirkeklokkerne ringer fra den moderne Sønderbro Kirke. Den er tegnet af Paul Niepoort og ligner slet ikke noget, man ellers finder i Horsens. Det bliver man glad for, når man er ung. Det virker mere urbant, selvom det er et ord, jeg næppe ville bruge eller vide, hvad jeg skulle bruge til, den dag. Jeg er altså på vej. Tænker lidt over kirker i Horsens. Sønderbro Kirke er fin nok, men mest holder jeg af Klosterkirken inde midt i byen og pladsen omkring denne. Det ved jeg ikke. Men der er stemningen anderledes; stadig lidt for urban til Horsens. Den minder én om, at her har der været liv i ufatteligt mange år. Det er rødderne. Det er eksotisk, både at den er bygget i 1200-tallet og at tænke på, at den har været tilknyttet et kloster. Jeg bliver varm ved tanken, som en anden Vitus Bering, på vej ned for at købe en flaske rødvin, en tirsdag aften. Det er sådanne steder, vi opsøger. Nogle vil sige i mangel af bedre, men alligevel. Steder, der rummer et eventyr, og selvom Horsens kan lyde nok så prosaisk, og var det endog i utrolig grad i en ung teenagers øjne, nemlig mine, så findes de.
Det gamle kvarter lige nord for havnen er altid en gåtur værd. Her er tiden stået stille. Som om at det altid er søndag når man går dér fra Borgergade og videre ad Slotsgade og Bredgade. Og oppe bagved, bevidstheden om Lunden, Kunstmuseet, en anden verden. Stedet hvor jeg meget senere skulle se og høre navne som David Bowie og Roxy Music, godt nok i en ældre udgave, men alligevel. At det var i den del af byen, de optrådte, passer fint ind i min forståelse af Horsens.
Dernede havnen, lystbådehavnen og Langelinie. Havnen bliver også et yndet udflugtssted for os med udlængsel. Der er ikke meget at komme efter, men alligevel går vi derned. Måske ligger der et russisk fragtskib, noget der bærer på eller lugter af eventyr? Eller vi går længere ud. På Langelinie, den åbne plads og fjorden. Er man heldig, kan det være at cirkus i byen. Det er de sjældent. Men så kan det være, at man støder på en eller anden, der er ude at lufte sin hund. Også om natten. Og sygehuset rumler deroppe mellem liv og død.
Går man op til Sundvej og især længere ud af denne, er det noget andet. Først sygehuset og meget senere Oddervej og derude Stensballe, hvor vi var samlet til Pernilles fest, da vi blev studenter og Danmark vandt EM  fodbold. Oddervej kommer jeg til at kende langt bedre, senere i mit liv, når vi ofte kører fra Beder over Odder til Horsens. Peer Hultberg har nogle beskrivelser i sin selvbiografi, hvordan han og moderen går denne vej,  i bidende kold vind sådan som jeg husker det, men i retning af sygehuset, op af bakken, langs Sundvej. Det er lidt den rene ynk, alt for megen selvmedlidenhed op og ned ad siderne. Jeg ved ikke helt med Hultberg, men det er som om, at han ikke fik det optimale ud af sit talent. Han var ligesom smurt ind i sig selv. 
Nå, skidt. Kører man længere ud af Oddervej kommer man til Søvind og Hundslund. Området omkring Hundslund og Sondrup, som i øvrigt er smukt, kan man læse om hos Henning Mortensen. Fx i Næb og kløer. Det er en privilegeret ting, når steder bliver søsat i litteraturen. Det må jeg prøve engang.
Alt dette tænkte jeg ikke, da jeg var på vej ned i kiosken for at hente vin til Eskils kødsovs, men når man vandrer i litteraturen, kommer man mange steder hen. Jeg var nu nået til Sønderbrogade. Jeg havde røget den King’s, som jeg tændte for lidt siden. På den anden side af gaden gik der nogle piger. De genkendte mig vist, fnisede lidt, tror jeg. Måske fra gymnasiet, tænker jeg, smiler og går op ad trappen.
Da jeg kommer ind i Eskils lejlighed spørger han:
- Hvor har du været?
- Jamen, bare nede for at købe noget vin. Var det ikke det, jeg skulle?
- Jo, for helvede. Fedt. Lad os spise. Maden er klar.

Ingen kommentarer: