Gå videre til hovedindholdet

Jeg læser Natta de mina


Og heri optræder Horace Engdahl, Arne Melberg og naturligvis Stig Larsson selv. Horace og Arne støber kuglerne, men det er Stig, der udfører tingene i praksis. Han stifter tidsskriftet Kris og de to andre er med. Kan det lade sig gøre at skrive en roman uden centrum, spørger Horace, og Stig besvarer dette med romanen Autisterne. Sådan.

Med med Stig Larsson er man på sporet af kimen til hele den selvbiografiske tendens i de skandinaviske landes romaner. Stig Larsson er en slags Godfather for Karl Ove Knausgård – det er man vist klar over. Men at han også er en Godfather for Claus Beck-Nielsen, er der vist flere, som ikke er klar over. Beck-Nielsen skriver en længere anmeldelse af Larssons Avklädda på ett fält fra 2000 i Information og brokker sig gevaldigt over, at de danske forfattere ikke læser litteratur, medmindre det er oversat til dansk. Dog nævner han Jeppe Brixvolds dagbogsroman Hæfte, som værende dybt inspireret af Larsson. Det tror jeg langt hen ad vejen, at han har ret i, men det er en anden sag. Beck-Nielsen lurer Larsson – tænk bare her på, hvordan han afbilleder sig selv i Selvudslettelser (i den grad afklædt i et felt). Forskellen er bare - og den er også stor - at Beck-Nielsen lægger krop til skriften - skriftens krop, der bliver til fiktionens krop, og mere og mere fiktiv, og ender som en voksfigur. Og apropos selvudslettelser, så er har Larsson naturligvis også sin Godfather, nemlig Thomas Bernhard, om hvilken han i Avklädda på ett fält skriver:

Den i Utplåningen återkommande benämningen på dem var DE MINA. Vilket jag hoppas inte förlett läsare att se en av mine tidigare boktitlar, Natta de mina, som en sådan där löjlig blinkning av samhörighet med Thomas Bernhard. Och i så fall, med tanke på förhallandena i den romanen, kanske rent av betrakta denna titel som en dold aggression mot mina närmaste.
Det är alltså inte så.
Snarare kan man säga att det är tvärt om! (35)

Derfor er Bernhard også blevet læst af fx Knausgård og en del af andre norske forfattere, men også af Mette Moestrup, der nævner ham – i et interview, var det vist. Og inspirationen fra Larsson fortsætter: Kunne man forestille sig Pablo Llambías' Monte Lema uden Natta de mina?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...
Send en kommentar
Læs mere

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...
45 kommentarer
Læs mere

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...
42 kommentarer
Læs mere