Jeg læser Natta de mina

Og heri optræder Horace Engdahl, Arne Melberg og naturligvis Stig Larsson selv. Horace og Arne støber kuglerne, men det er Stig, der udfører tingene i praksis. Han stifter tidsskriftet Kris og de to andre er med. Kan det lade sig gøre at skrive en roman uden centrum, spørger Horace, og Stig besvarer dette med romanen Autisterne. Sådan.

Med med Stig Larsson er man på sporet af kimen til hele den selvbiografiske tendens i de skandinaviske landes romaner. Stig Larsson er en slags Godfather for Karl Ove Knausgård – det er man vist klar over. Men at han også er en Godfather for Claus Beck-Nielsen, er der vist flere, som ikke er klar over. Beck-Nielsen skriver en længere anmeldelse af Larssons Avklädda på ett fält fra 2000 i Information og brokker sig gevaldigt over, at de danske forfattere ikke læser litteratur, medmindre det er oversat til dansk. Dog nævner han Jeppe Brixvolds dagbogsroman Hæfte, som værende dybt inspireret af Larsson. Det tror jeg langt hen ad vejen, at han har ret i, men det er en anden sag. Beck-Nielsen lurer Larsson – tænk bare her på, hvordan han afbilleder sig selv i Selvudslettelser (i den grad afklædt i et felt). Forskellen er bare - og den er også stor - at Beck-Nielsen lægger krop til skriften - skriftens krop, der bliver til fiktionens krop, og mere og mere fiktiv, og ender som en voksfigur. Og apropos selvudslettelser, så er har Larsson naturligvis også sin Godfather, nemlig Thomas Bernhard, om hvilken han i Avklädda på ett fält skriver:

Den i Utplåningen återkommande benämningen på dem var DE MINA. Vilket jag hoppas inte förlett läsare att se en av mine tidigare boktitlar, Natta de mina, som en sådan där löjlig blinkning av samhörighet med Thomas Bernhard. Och i så fall, med tanke på förhallandena i den romanen, kanske rent av betrakta denna titel som en dold aggression mot mina närmaste.

Det är alltså inte så.

Snarare kan man säga att det är tvärt om! (35)

Derfor er Bernhard også blevet læst af fx Knausgård og en del af andre norske forfattere, men også af Mette Moestrup, der nævner ham – i et interview, var det vist. Og inspirationen fra Larsson fortsætter: Kunne man forestille sig Pablo Llambías' Monte Lema uden Natta de mina?