Jeg læser Pan

Jeg læser Pan afKnut Hamsun. Det er en rystende oplevelse. Glahn er jo paranoid som ind ihelvede, eller ind i Skogen, om man vil. På den ene side er der en vished overromanen. Hamsun har gennemskuet, hvad ungdom indeholder af liderlighed, kærlighed,jalousi og deraf følgende paranoide tanker. Han får det nedfældet og beskrevet.På den anden side hviler der over romanen noget fantastisk uforløst, som omingen niveauer er hellige. Deraf det rystende. Det kan godt være, at LøjtnantThomas Glahn er vanvittig og ser syner, jf. hans navn. Glane kan både værenoget, der træder lysende frem på en mørk baggrund: ”Skoven staar med strakteKviste og glaner lysegrøn”, som ODS oplyser os, men kan også betyde at stirre,glo. Begge dele er tilfældet med Glahn. På et tidspunkt i bogen, hvor Glahn er”tilskogs” lyder det:

”Jeg glæder mig over, at jeg er alene, at ingen kan semine Øjne, jeg læner mig tillidsfuldt ind til Klippevæggen og ved, at ingen kanstaa og iagttage mig bagfra. […] Og jeg blir siddende der en Tidlang stille,jeg falder hen i Hvile, der bæver en lun Følelse af Hygge gennem mig, fordi jegkan sidde saa trygt i Skjul, mens Regnen vedbliver at falde ned udenfor”

Meni skjul sidder han jo så ikke alligevel. Vi læser jo om ham, ser ham. Han er stadigudstillet for os.

                      I norsk litteratur er dermange, som går til skovs. De har ligesom en tradition for det. Jeg tænker fx påErlend Loes Doppler. I sin desperatekamp for ikke at være så fandens kompetent, flytter han ud i skoven. Eller iflere af Per Pettersons romaner. Naturen er en anden i norsk litteratur. Tor Eystein Øverås skriver et sted i Til. En litterær reise:

”Jegbegynner å gå daglige spaserturer i mosen. Min lille skog, tenker jeg; en sisterest av natur omringet av kulturlandskap. I Norge er man omringet av villmark.I Danmark er man omringet av kulturmark. Danmark er en stor park. Danskene vetom alt som finnes, den vesle danske park. Hvert tre og hver sten og hver bekkog hver dam og hver strand har de kartlagt og passer de på.

Gadvide, om det er derfor de skriver bedre romaner? Måske har de bare en andentradition. Ikke det her småtteri, som vi har nedarvet fra H.C. Andersen ogandre. Den danske kortprosa, en velfriseret have. Den norske prosa derimod erklipper, skov og elv.

Her forleden læste jeg fx Lars Frosts Ubevidst rødgang. Frost er god til atholde sproget i gang. Det kører for ham i prosaen. Måske én af de bedste danskeprosaister lige nu. Men midt i bogen ramler det hele og til slut går det heltgalt. Bogen mister langsom sin identitet. Mister pusten, som om den ikke harmere at fortælle. Eller ikke gider. Bliver til wikipedia i stedet. Eller noget,der ligner. Det er ærgerligt.

                      Pan skuffer i øvrigt også lidt til slut. Som om kærlighedshistorienskal gøres færdig og indkredse det andet. Det skal indrammes. Det vilde ogparanoide, som er så gennemført i de første to tredjedele af romanen. Hvad dælen tror han, at han kanmed sit dyreblik?