Spydkast

Der er noget i Lone Hørslevs stemme, som jeg godt kan lide. Noget vigende måske? Hun bider ligesom sig selv af, når hun læser Naturlige fjender op. Det har jeg erfaret fra lydbogen. Men også at hun måske er lidt forkølet, da hun læser del tre ind? Hendes stemme er i hvert fald den rigtige for bogen. Eller: Den er der jo alligevel. Sorg og camping har faktisk en jegfortæller, måske er det helt simpelt bare Lone, der fortæller sin fiktion inde i bogen? Hvorfor ikke?

Lydbøger er en fantastisk ting. Dér sidder jeg i min lille sorte bil, på vej til arbejde. Vi er mange og den første kø starter på Oddervej, lige før krydset ved Ringvejen. Så kommer de myldrende, nu også fra Mårslet, og som myrer mod tuen sidder vi fast, må ned i fart, og det er aldrig sjovt. Vi skal jo for fanden på arbejde, og vi har afleveret børn og sager. Tiden er skrøbelig, når vi er frie, løse, parate til at slå til. Sidder man for længe i kø uden at bevæge sig, kommer skammen. Skammen over ikke at foretage sig noget. Men heldigvis ikke den skam, som Philip Roth beskriver i Nemesis, der handler om Bucky Cantor. Han er 23 år og ”playground director”. Imens hans jævnaldrende drager i krig – anden verdenskrig – bliver Bucky hjemme i Newark. Her begynder en polio epidemi langsomt at brede sig, og flere af de børn, som Bucky kender fra legepladsen, dør. Buckys kæreste arbejder et andet og tilsyneladende fredeligere sted, nemlig på en sommerlejr i bjergene ved Poconos. Bucky er i syv sind. Skal han redde sit eget skind og få det arbejde, som hun kan skaffe ham deroppe, eller skal han heroisk blive i Newark og forblive direktør på legepladsen. Set i forhold til dem, der drager i krig, er Buckys dilemma latterligt. Naturligvis skal han blive i Newark. Men set i forhold til et mere egoistisk synspunkt, trækker Poconos vældigt meget i ham. Han ender med at tage til Poconos. Alt er vitalistisk fryd og gammen deroppe, indtil den dag en af børnene deroppe bliver syg. Langsomt erfarer Bucky, at det er ham, der formentlig har bragt polioen med sig derop, og han ender også med selv at blive syg.

Romanen knækker lige efter midten. Man har et enkelt sted hørt, at fortælleren er en jegfortæller, men der er endnu ikke blevet gjort en sag ud af det. Imidlertid træder jegfortælleren tydeligt frem sent i bogen. Han har tilfældigt mødt Bucky senere i livet, hvor denne har fortalt hele sin historie. Det viser sig så, at Bucky ender med at bortvise sin kæreste, selvom hun faktisk vil have ham på trods af den måde, som polioen forkrøbler hans krop. Det er dog ikke noget, som han kan leve med. Han sviner hende så meget til, at hun forlader ham. Det hele er så skammeligt, og Roths erfaringer med mere eksperimenterende fortællinger, fx ”The Breast”, kommer til fuld udblæsning, når han skildrer, hvad det vil sige at være fanget i en vantreven krop.

Mest distinkt, fra min lytning af bogen, står imidlertid den allersidste scene, som jeg kan blive ved med at tænke tilbage på. I et formidabelt flashback, der sætter hele Buckys korporlige mareridt i relief, skildres en scene, hvor han som ung kaster med spyd:

“And the he hurled the javelin. You could see each of his muscles bulging when he released it into the air.  He let out a strangulated yowl of effort (one we all went around imitating for days afterward), a noise expressing the essence of him – the naked battle cry of striving excellence. The instant the javelin took flight from his hand, he began dancing about to recover his balance and not fall across the foul line he’d etched in the dirt with his cleats. And all the while he watched the javelin as it made its trajectory in a high, sweeping arc over the field. None of us had ever before seen an athletic act so beautifully executed right in front of our eyes.”

De sidste linjer i en roman er altid de allerbedste. Derfor må forfatteren også anstrenge sig ekstra meget her, ligesom dette spydkast. Læs dem aldrig, når du kan blive forstyrret, men alene og helt uforstyrret. Eller hør dem i en bil, som jeg gjorde med Nemesis. Afslutningen på Nemesis var én af de største oplevelser med litteratur, som jeg har haft længe, men to andre romanafslutninger, som inden for den seneste tid, har gjort stort indtryk på mig, er Gaute Heivolls, dels i Før jeg brenner ned og i særdeleshed i Himmelarkivet. Selvom den førstnævnte er en bedre bog end den sidste. Men for at får den fulde nydelse af disse, skal man, som det også gælder for Nemesis, læse hele bogen først. Derfor får man ikke flere citater for denne gang.