Og jeg kværner løs og bliver selv klogere på det, jeg siger. Eller sådan føles det i hvert fald. Det handler om forskellen mellem Knausgård og Beckwerket. Begge kan jo indlemmes under termen selvfremstilling, synes jeg. Men begges værker har meget direkte affødt nye, nogle gange sammenlignelige, men også usammenlignelige teoridannelser - fiktionsfri fiktion, autonarration og performativ biografisme, dobbeltkontrakt.
Der er naturligvis enorme forskelle på forfatterskaberne. Jeg tror, at de er enige om udgangspunktet, bl.a. den fiktion, verden og virkeligheden er indspundet i. Men midlerne i forhold til at agere i dette er helt forskellige. Jeg er enig med Behrendt, når han forsøger at argumentere for, at det eneste "fiktionsfri" ved Knausgård er selve henvendelsen. Det er med henvendelsen, at Knausgård forsøger at skære alt det overflødige bort (fiktionen fx). Til det har han brug for litteraturen, romanen. Men det er dagbogen, der er forbilledet, for netop her er henvendelsen mere autentisk, om man så kan sige, end i fx en fiktiv roman. Omvendt er romanen mere ekstrovert end dagbogen. Kombinationen af de to er løsenet. Dagbogshenvendelsen i en roman, hvor man skriver sig så tæt ind på sig selv eller sit selv som muligt, velvidende at der måske ingen grænser er indadtil i forhold til det private, men at det afhænger af mod. Det handler altså om at gøre henvendelsen ærlig. De omgivelser, henvendelsen foregår i, er mindre vigtige, fx i hvilken udstrækning de er fiktive, om noget varede uger eller måneder, hvordan vejret var, hvad der blev sagt i situationen. Så længe henvendelsen er ærlig, forbliver det andet noget sekundært.
Hos Beckwerket er der ikke noget sådan på spil. Der spiller fiktionen sammen med fiktionen. Den intervenerer og udstiller det, den griber ind i, et sted mellem parodi, ironi og alvor uden at være nogen af delene. Ideen om noget fiktionsfrit findes næppe. Snarere tværtimod.
Knausgårds projekt er en utopi fra Beckwerkets synsvinkel, tror jeg, men måske ligeså politisk. Det handler blot om det privates politik, om en sådan henvendelse overhovedet kan finde sted og i hvilken form?
Beckwerket derimod inkarnerer fiktionen. Nu er han den Nielsen, som bøgerne har skabt. Men kødet skal åbenbart give fiktionen modstand. Kødets opstandelse i fiktionen.
6 kommentarer:
Dersom jeg tillader mig at ræsonnere på den måde om min bog", fortsætter M. Proust, "skyldes det, at den på ingen måde er et fornuftsværk, eftersom dens mindste elementer er blevet mig givet af min sensibilitet, og fordi jeg først har fornemmet dem dybt i mig selv, uden at forstå dem, da jeg havde lige så svært ved at omsætte dem til noget forståeligt, som hvis de havde været lige så fremmede for intelligensens verden som, hvad skal jeg sige?, et musikalsk motiv. Det forekommer mig, at De tror det drejer sig om subtiliteter. Åh, nej, jeg forsikrer Dem, det drejer sig derimod om realiteter. Det som vi ikke har behøvet at klargøre selv, det som var klart før (f.eks. logiske ideer), det tilhører os ikke virkeligt, vi ved ikke engang om det er det virkelige. Det er noget "muligt", som vi udvælger vilkårligt – Og for øvrigt, forstår De, ser man det straks i stilen. Stilen er på ingen måde en forskønnelse, som visse personer tror, det er ikke engang et spørgsmål om teknik, det er – ligesom farven hos malerne – en egenskab ved synet, åbenbaringen af det særskilte univers, som hver af os ser, og som de andre ikke kan se. Den nydelse som en kunstner giver os, det er at lade os lære et univers til at kende oveni det vi i forvejen kender."
Kære Monsieur Proust
Såfremt de tillader undertegnede at kommentere på Deres indlæg, så lad mig allerførst adressere Dem omkring spørgsmålet om stil. Det er jo ikke hver dag, man bliver kontaktet af en karakter som Dem. Stilen er synet, siger De, og verden tilsyneladende produktet af det, som øjet ser. Sådan er det utvivlsomt for den kunstneriske sjæl, ja for kunstneren selv – et univers oveni. Men er De så sikker på, at det gælder resten? Også den hob af sarte sjæle, der med deres ellers så godhjertede iver begiver sig ind i den litterære verdens dyb? Jeg betvivler ikke Deres ambitioner som forfatter – ej heller deres talent. Men tillad mig dog at betvivle deres evner til at se tingene på den mest ydmyge læsers vegne. Også jeg tror på realiteter, om det gælder litteraturen eller ej, men at gøre subtiliteter til realiteter tilkommer kun en guddommelig instans.
Deres ydmyge ven,
Stefan
Efter netop at have læst fjerde bind undrer jeg mig stadig over, hvorfor jeg finder Min kamp så uhørt fremragende. For mig er det spørgsmål næsten det mest interessante. Jeg kan ikke umiddelbart se, at der er noget særligt ved skrivestilen - jo, han skriver godt, men vel ikke uhørt godt eller særegent, og brugen af dagbogsstil (som du nævner) er vel ikke nyt. Derudover er handlingen ikke ekstremt stærkt dramatisk stof, og mange af de beskrevne begivenheder er nærmest,hvad man normalt ville kalde dårligt dramatisk stof. Jeg synes også, at man ved nærmere eftertanke flere steder kan undre sig over (jeg mener: kritisere), at han ofte synes at skrive om mindre vigtige begivenheder og omvendt undlader at beskrive - eller færdiggøre - nogle handlingstråde, der virker mere væsentlige. I øvrigt: Du taler om ærlighed. Ville det ikke være mere rigtigt at tale om "ærlighedseffekt"?
Tillad mig at henvise til et forsøg på et essay "Ud af spejlet# om Knausgård, som jeg tidligere har udgivet på bloggen:
http://kjerkegaard.blogspot.com/2011/09/ud-af-spejlet.html
Her forsøger jeg at argumentere for, at Knausgård er god til at skildre bevidsthedsarbejde, men et bevidsthedsarbejde, vi kan genkende. Den forskel mellem det indre og det ydre, som Knausgård iscenesætter med sine bøger, tror jeg, er drivkraften, og den bevidsthed han skildrer, er hans egen, men den ligner til forveksling vores. Det realistiske ved Knausgård er ikke handlingen, personerne osv. men skildringen af en bevidsthed på arbejde. Knausgård er så fantastisk til at skrive på tværs af det indre og det ydre. Det minder om dagbogen, men ikke helt. Det er jo også (stor) litteratur, idet det har en særlig henvendelsesform - dagbøger bliver i længden kedelige, eller bare selvterapi.
Mange hilsener
Stefan
Tak for linket med det gode forsøg på et svar. Et eksempel på det jeg nævner angående, hvilke begivenheder han vælger at skriver om: I bind 1 mener jeg at huske, at han nærmest intet skriver om selve begravelsen af faren, der om noget ellers er en oplagt central scene, og det skyldes tilsyneladende ikke, at han gemmer scenen til senere (jeg har dog endnu ikke læst bind 5 og 6). Derimod skriver han mange, mange sider om en egentlig ret begivenhedsløs tur med Jan Vidar Nytårsaften. Den prioritering kunne man muligvis finde en spidsfindig forklaring på, men var jeg hans redaktør, ville jeg kommentere det, og som hans læser undrer det mig.
Hele bind 6 ville ikke kunne lade sig gøre uden de første fem. Enhver redaktør ville have sagt: Nu stopper festen. Men det er jo så det fantastiske ved bind 6. Her giver han virkelig fanden og er besat af en skrivedjævel.
SK
Send en kommentar