Og jeg kværner løs og bliver selv klogere på det, jeg siger. Eller sådan føles det i hvert fald. Det handler om forskellen mellem Knausgård og Beckwerket. Begge kan jo indlemmes under termen selvfremstilling, synes jeg. Men begges værker har meget direkte affødt nye, nogle gange sammenlignelige, men også usammenlignelige teoridannelser - fiktionsfri fiktion, autonarration og performativ biografisme, dobbeltkontrakt.
Der er naturligvis enorme forskelle på forfatterskaberne. Jeg tror, at de er enige om udgangspunktet, bl.a. den fiktion, verden og virkeligheden er indspundet i. Men midlerne i forhold til at agere i dette er helt forskellige. Jeg er enig med Behrendt, når han forsøger at argumentere for, at det eneste "fiktionsfri" ved Knausgård er selve henvendelsen. Det er med henvendelsen, at Knausgård forsøger at skære alt det overflødige bort (fiktionen fx). Til det har han brug for litteraturen, romanen. Men det er dagbogen, der er forbilledet, for netop her er henvendelsen mere autentisk, om man så kan sige, end i fx en fiktiv roman. Omvendt er romanen mere ekstrovert end dagbogen. Kombinationen af de to er løsenet. Dagbogshenvendelsen i en roman, hvor man skriver sig så tæt ind på sig selv eller sit selv som muligt, velvidende at der måske ingen grænser er indadtil i forhold til det private, men at det afhænger af mod. Det handler altså om at gøre henvendelsen ærlig. De omgivelser, henvendelsen foregår i, er mindre vigtige, fx i hvilken udstrækning de er fiktive, om noget varede uger eller måneder, hvordan vejret var, hvad der blev sagt i situationen. Så længe henvendelsen er ærlig, forbliver det andet noget sekundært.
Hos Beckwerket er der ikke noget sådan på spil. Der spiller fiktionen sammen med fiktionen. Den intervenerer og udstiller det, den griber ind i, et sted mellem parodi, ironi og alvor uden at være nogen af delene. Ideen om noget fiktionsfrit findes næppe. Snarere tværtimod.
Knausgårds projekt er en utopi fra Beckwerkets synsvinkel, tror jeg, men måske ligeså politisk. Det handler blot om det privates politik, om en sådan henvendelse overhovedet kan finde sted og i hvilken form?
Beckwerket derimod inkarnerer fiktionen. Nu er han den Nielsen, som bøgerne har skabt. Men kødet skal åbenbart give fiktionen modstand. Kødets opstandelse i fiktionen.
Der er naturligvis enorme forskelle på forfatterskaberne. Jeg tror, at de er enige om udgangspunktet, bl.a. den fiktion, verden og virkeligheden er indspundet i. Men midlerne i forhold til at agere i dette er helt forskellige. Jeg er enig med Behrendt, når han forsøger at argumentere for, at det eneste "fiktionsfri" ved Knausgård er selve henvendelsen. Det er med henvendelsen, at Knausgård forsøger at skære alt det overflødige bort (fiktionen fx). Til det har han brug for litteraturen, romanen. Men det er dagbogen, der er forbilledet, for netop her er henvendelsen mere autentisk, om man så kan sige, end i fx en fiktiv roman. Omvendt er romanen mere ekstrovert end dagbogen. Kombinationen af de to er løsenet. Dagbogshenvendelsen i en roman, hvor man skriver sig så tæt ind på sig selv eller sit selv som muligt, velvidende at der måske ingen grænser er indadtil i forhold til det private, men at det afhænger af mod. Det handler altså om at gøre henvendelsen ærlig. De omgivelser, henvendelsen foregår i, er mindre vigtige, fx i hvilken udstrækning de er fiktive, om noget varede uger eller måneder, hvordan vejret var, hvad der blev sagt i situationen. Så længe henvendelsen er ærlig, forbliver det andet noget sekundært.
Hos Beckwerket er der ikke noget sådan på spil. Der spiller fiktionen sammen med fiktionen. Den intervenerer og udstiller det, den griber ind i, et sted mellem parodi, ironi og alvor uden at være nogen af delene. Ideen om noget fiktionsfrit findes næppe. Snarere tværtimod.
Knausgårds projekt er en utopi fra Beckwerkets synsvinkel, tror jeg, men måske ligeså politisk. Det handler blot om det privates politik, om en sådan henvendelse overhovedet kan finde sted og i hvilken form?
Beckwerket derimod inkarnerer fiktionen. Nu er han den Nielsen, som bøgerne har skabt. Men kødet skal åbenbart give fiktionen modstand. Kødets opstandelse i fiktionen.
Kommentarer
Såfremt de tillader undertegnede at kommentere på Deres indlæg, så lad mig allerførst adressere Dem omkring spørgsmålet om stil. Det er jo ikke hver dag, man bliver kontaktet af en karakter som Dem. Stilen er synet, siger De, og verden tilsyneladende produktet af det, som øjet ser. Sådan er det utvivlsomt for den kunstneriske sjæl, ja for kunstneren selv – et univers oveni. Men er De så sikker på, at det gælder resten? Også den hob af sarte sjæle, der med deres ellers så godhjertede iver begiver sig ind i den litterære verdens dyb? Jeg betvivler ikke Deres ambitioner som forfatter – ej heller deres talent. Men tillad mig dog at betvivle deres evner til at se tingene på den mest ydmyge læsers vegne. Også jeg tror på realiteter, om det gælder litteraturen eller ej, men at gøre subtiliteter til realiteter tilkommer kun en guddommelig instans.
Deres ydmyge ven,
Stefan
http://kjerkegaard.blogspot.com/2011/09/ud-af-spejlet.html
Her forsøger jeg at argumentere for, at Knausgård er god til at skildre bevidsthedsarbejde, men et bevidsthedsarbejde, vi kan genkende. Den forskel mellem det indre og det ydre, som Knausgård iscenesætter med sine bøger, tror jeg, er drivkraften, og den bevidsthed han skildrer, er hans egen, men den ligner til forveksling vores. Det realistiske ved Knausgård er ikke handlingen, personerne osv. men skildringen af en bevidsthed på arbejde. Knausgård er så fantastisk til at skrive på tværs af det indre og det ydre. Det minder om dagbogen, men ikke helt. Det er jo også (stor) litteratur, idet det har en særlig henvendelsesform - dagbøger bliver i længden kedelige, eller bare selvterapi.
Mange hilsener
Stefan
SK