Smag

Jeg tror, at det er Nick Hornby der i Fever Pitch taler om smagens forbandelse, hvordan man pludselig som teenager ikke længere æder alt. Det er på en måde en forfærdende og chokerende oplevelse. Man får øjnene op for, hvor dårlig smag alle de andre har. Det er jo åbenlyst for enhver, hvorfor Prince er bedre end Michael Jackson, eller hvorfor Kliche og TV2 ikke kan sammenlignes – det ene er kunst, det andet pop. Så simpelt er det og så bare ikke alligevel.

Nu hvor jeg er blevet en anelse ældre holder jeg stadigvæk mest af Prince og Kliche, men kan også se de mange kvaliteter ved de andre. Men det allermest forfærdende ved det hele er måske, at jeg selv i dag, hvor jeg jo kalder mig selv litterat og ekspert i ny skandinavisk litteratur stadigvæk har det sådan, at jeg er mere usikker på kvaliteten af et litterært værk end kvaliteten ved film og musik – pop- og rockmusik naturligvis – men alligevel. Man skal ikke tage fejl af, hvor meget man egentlig er blevet stopfodret med disse ting siden man var et barn. Det træner potentielt set ens kritiske bevidsthed. Men for at blive god til give udtryk for en sådan, må man naturligvis øve sig. Imidlertid tror jeg, at en af grundene til at jeg finder det mere interessant at udøve kritik omkring litteratur, er at udfordringen ganske simpelt er større – den intellektuelle udfordring. Det er simpelthen for nemt at se og høre, hvornår en film eller et rockalbum er godt eller skidt. Det er næsten bare at mærke efter i kroppen. Den kender det. Kender følelsen i forvejen. Der kan så spille alle mulige ting ind. Hvordan man har det den og den dag. Fx havde jeg det fysisk underligt efter at jeg havde set den tredje film af Lord of The Rings. Ikke dårligt, men underligt. På den ene side var jeg lykkelig over, at jeg i så forholdsvis sen en alder kunne blive påvirket så kraftigt, ofte er det jo ellers kun et yngre publikum forundt. På den anden side var det som når man drikker – man kan ikke længere tåle så meget, som man siger. Jeg kunne ikke passe mit arbejde. En aften hvor jeg var alene hjemme, og hvor Sine var taget af sted med ungerne for at jeg skulle arbejde, kunne jeg ikke tænke på andet end at køre ind for at se filmen igen. Men jeg vidste at det ville gøre ondt værre. Dér holdt jeg uden for biografen. Det var pisvejr. Men jeg turde ikke gå ind. Jeg kørte hjem igen og surfede videre på nettet for at finde mere info om Tolkien. Jeg lånte en dansk oversættelse hjem af de finske sagn og sagaer, Kalevala, for at opspore flere ting. Jeg var besat. Jeg ønskede at eventyret måtte blive ved og ved. Vintermorgener, når jeg kørte Arthur i vuggestue, kunne jeg tage mig selv i at være en del af et eventyr. Tænk bare at vandre udover markerne med frosten i lungerne, og  sværdet ved sine side. Sværdet ved sin side? Hvor kom det fra?

Som en af de eneste gange nogensinde sad jeg dér i mørket og græd, da Frodo skulle ud på sin sidste rejse. Den film ramte mig i mellemgulvet. Selv i dag skal jeg passe på, hvis filmen tilfældigvis kører på en af tv-kanalerne. Det er ganske simpelt ikke særlig sundt for mig.

Men sådan er det ikke helt med litteraturen. Den rammer mig ikke ligeså hårdt. Heller ikke Tolkiens bøger, selvom jeg naturligvis er vilde med dem også. Måske er det mediet, der gør forskellen, og ikke den træning og erfaring der ligger bag. Alligevel føler jeg mig mere på sikker grund dér, end når det gælder litteraturen. Men netop derfor læser jeg litteratur.