Gå videre til hovedindholdet

Smag

Jeg tror, at det er Nick Hornby der i Fever Pitch taler om smagens forbandelse, hvordan man pludselig som teenager ikke længere æder alt. Det er på en måde en forfærdende og chokerende oplevelse. Man får øjnene op for, hvor dårlig smag alle de andre har. Det er jo åbenlyst for enhver, hvorfor Prince er bedre end Michael Jackson, eller hvorfor Kliche og TV2 ikke kan sammenlignes – det ene er kunst, det andet pop. Så simpelt er det og så bare ikke alligevel.

Nu hvor jeg er blevet en anelse ældre holder jeg stadigvæk mest af Prince og Kliche, men kan også se de mange kvaliteter ved de andre. Men det allermest forfærdende ved det hele er måske, at jeg selv i dag, hvor jeg jo kalder mig selv litterat og ekspert i ny skandinavisk litteratur stadigvæk har det sådan, at jeg er mere usikker på kvaliteten af et litterært værk end kvaliteten ved film og musik – pop- og rockmusik naturligvis – men alligevel. Man skal ikke tage fejl af, hvor meget man egentlig er blevet stopfodret med disse ting siden man var et barn. Det træner potentielt set ens kritiske bevidsthed. Men for at blive god til give udtryk for en sådan, må man naturligvis øve sig. Imidlertid tror jeg, at en af grundene til at jeg finder det mere interessant at udøve kritik omkring litteratur, er at udfordringen ganske simpelt er større – den intellektuelle udfordring. Det er simpelthen for nemt at se og høre, hvornår en film eller et rockalbum er godt eller skidt. Det er næsten bare at mærke efter i kroppen. Den kender det. Kender følelsen i forvejen. Der kan så spille alle mulige ting ind. Hvordan man har det den og den dag. Fx havde jeg det fysisk underligt efter at jeg havde set den tredje film af Lord of The Rings. Ikke dårligt, men underligt. På den ene side var jeg lykkelig over, at jeg i så forholdsvis sen en alder kunne blive påvirket så kraftigt, ofte er det jo ellers kun et yngre publikum forundt. På den anden side var det som når man drikker – man kan ikke længere tåle så meget, som man siger. Jeg kunne ikke passe mit arbejde. En aften hvor jeg var alene hjemme, og hvor Sine var taget af sted med ungerne for at jeg skulle arbejde, kunne jeg ikke tænke på andet end at køre ind for at se filmen igen. Men jeg vidste at det ville gøre ondt værre. Dér holdt jeg uden for biografen. Det var pisvejr. Men jeg turde ikke gå ind. Jeg kørte hjem igen og surfede videre på nettet for at finde mere info om Tolkien. Jeg lånte en dansk oversættelse hjem af de finske sagn og sagaer, Kalevala, for at opspore flere ting. Jeg var besat. Jeg ønskede at eventyret måtte blive ved og ved. Vintermorgener, når jeg kørte Arthur i vuggestue, kunne jeg tage mig selv i at være en del af et eventyr. Tænk bare at vandre udover markerne med frosten i lungerne, og  sværdet ved sine side. Sværdet ved sin side? Hvor kom det fra?

Som en af de eneste gange nogensinde sad jeg dér i mørket og græd, da Frodo skulle ud på sin sidste rejse. Den film ramte mig i mellemgulvet. Selv i dag skal jeg passe på, hvis filmen tilfældigvis kører på en af tv-kanalerne. Det er ganske simpelt ikke særlig sundt for mig.

Men sådan er det ikke helt med litteraturen. Den rammer mig ikke ligeså hårdt. Heller ikke Tolkiens bøger, selvom jeg naturligvis er vilde med dem også. Måske er det mediet, der gør forskellen, og ikke den træning og erfaring der ligger bag. Alligevel føler jeg mig mere på sikker grund dér, end når det gælder litteraturen. Men netop derfor læser jeg litteratur.

Kommentarer

Odgaard sagde…
Men nu har jeg undret mig et par dage, Stefan.

Hvorfor rammer litteraturen dig ikke NETOP hårdt i mellemgulvet, hvorfor er det ikke NETOP på den usikre grund, dér hvor det først bliver rigtig svært, hvorfor er det ikke dér, det hele ramler, og følelserne bliver svære at kontrollere, - hjertet banker så hårdt, at bogstaverne begynder at flimre, og man skal lige sunde sig..

Er det kun den 'lette' underholdning, der kan få dig til at græde i mørket (eller ved en lampes svage skær én eller anden tilfældig aften)? Er man som litterat ikke længere sådan rigtig modtagelig overfor ordene?

Er det mere med hjernen og mindre med hjertet, når man skal leve af skidtet? ;)
Stefan K sagde…
Kære Odgaard

Det klare svar er NEJ. Men der er en tendens til at glemme udgangspunktet, dvs. litteraturen, også blandt litterater, det er rigtigt og derfor mit kursskifte. Min indlæg om Smag handlede sådan set bare om at at vi genremediemæssigt vænner os til noget andet - at litteraturen bliver noget mere og mere fremmedartet for os. Omvendt er det netop derfor vi skal bruge tid på den. Der er mere udfordring i den end i film (synes jeg), også selvom film indimellem taler direkte til mellemgulvet. Ved ikke, om du forstår, hvad jeg mener?

Mvh
SK

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...