Jeg læser Hæfte

Jeppe Brixvold er i mine øjne en undervurderet forfatter. Måske har han allerede skrevet to mindre mesterværker, dels Hæfte, dels Forbrydelse og fremgang. Begge bøger er mærkværdige og udgør på mange måder hinandens modsætninger. Antifiktion og hyperfiktion.

Hæfte er bekendende og performativ, en søgen efter identitet, men også efter en anden stil, at gøre noget andet med litteraturen. Den er en forløber for Claus Beck-Nielsens projekt og beskriver en pilgrimsvandring på El Camino. Det sker mange år før berømtheder fik den idé, at de også burde tage derned som del af deres egen opreklamerede selvfortælling.

Mest fascineret er jeg af afsnittet ”Månebrødre”. Det beskriver jo fint, hvad det er for en selvforståelse, vi har i dag, ja hvad vi forstår ved selvet. Men det indledende, misantropiske afsnit i begyndelsen af bogen er og forbliver bogens højdepunkt. Her vrisser Brixvold som en anden Stig Larsson.

Claus Beck-Nielsen har i et portræt af Stig Larsson (Information 13/1, 2001), før han døde, øje for Brixvold. Især det at Brixvold er dybt inspireret af Larsson, ligesom Beck-Nielsen i øvrigt. Beck-Nielsen skriver:

I det hele taget er Larsson af danske øjne nærmest overset, han noteres meget sjældent i aviser eller tidsskrifter, og det selv om han har betydet meget for flere (og flere) yngre danske forfattere. For eksempel havde Jeppe Brixvolds gennembrud Hæfte været nærmest USKRIVELIG uden Stig Larsson og dennes vilje til at være oprigtig, at stille sig »afklædt på en mark«, skriften som en slags stemme, der tiltaler (og muligvis frastøder) læseren, den stemmeefterlignende brug af kursiv og store bogstaver, hans måde at associere og dennes forbindelse med anelsen og anelsens ditto med det religiøse, det profetiske, Gud, og så ikke videre!

Portrættet er i øvrigt en yderst vigtig forudsætning for at forstå Claus Beck-Nielsens projekt. Tænk her bare på overskriften, der kommer efter citatet ovenfor ”slut med litteraturen”, lyder den. Ligesom ingen endnu, på trods af Beck-Nielsens bekendelse til Larsson, har gjort noget ud af den kobling.

Stig Larsson er og forbliver den skandinaviske godfather til hele den litterære selvfremstillingsbølge. At Larssons forfatterskab så er blevet podet med ideer fra Horace Engdahl og måske Arne Melberg er en anden sag, som forbliver endnu mere uoplyst.