Gå videre til hovedindholdet

Jeg læser Hæfte

Jeppe Brixvold er i mine øjne en undervurderet forfatter. Måske har han allerede skrevet to mindre mesterværker, dels Hæfte, dels Forbrydelse og fremgang. Begge bøger er mærkværdige og udgør på mange måder hinandens modsætninger. Antifiktion og hyperfiktion.

Hæfte er bekendende og performativ, en søgen efter identitet, men også efter en anden stil, at gøre noget andet med litteraturen. Den er en forløber for Claus Beck-Nielsens projekt og beskriver en pilgrimsvandring på El Camino. Det sker mange år før berømtheder fik den idé, at de også burde tage derned som del af deres egen opreklamerede selvfortælling.

Mest fascineret er jeg af afsnittet ”Månebrødre”. Det beskriver jo fint, hvad det er for en selvforståelse, vi har i dag, ja hvad vi forstår ved selvet. Men det indledende, misantropiske afsnit i begyndelsen af bogen er og forbliver bogens højdepunkt. Her vrisser Brixvold som en anden Stig Larsson.

Claus Beck-Nielsen har i et portræt af Stig Larsson (Information 13/1, 2001), før han døde, øje for Brixvold. Især det at Brixvold er dybt inspireret af Larsson, ligesom Beck-Nielsen i øvrigt. Beck-Nielsen skriver:

I det hele taget er Larsson af danske øjne nærmest overset, han noteres meget sjældent i aviser eller tidsskrifter, og det selv om han har betydet meget for flere (og flere) yngre danske forfattere. For eksempel havde Jeppe Brixvolds gennembrud Hæfte været nærmest USKRIVELIG uden Stig Larsson og dennes vilje til at være oprigtig, at stille sig »afklædt på en mark«, skriften som en slags stemme, der tiltaler (og muligvis frastøder) læseren, den stemmeefterlignende brug af kursiv og store bogstaver, hans måde at associere og dennes forbindelse med anelsen og anelsens ditto med det religiøse, det profetiske, Gud, og så ikke videre!

Portrættet er i øvrigt en yderst vigtig forudsætning for at forstå Claus Beck-Nielsens projekt. Tænk her bare på overskriften, der kommer efter citatet ovenfor ”slut med litteraturen”, lyder den. Ligesom ingen endnu, på trods af Beck-Nielsens bekendelse til Larsson, har gjort noget ud af den kobling.

Stig Larsson er og forbliver den skandinaviske godfather til hele den litterære selvfremstillingsbølge. At Larssons forfatterskab så er blevet podet med ideer fra Horace Engdahl og måske Arne Melberg er en anden sag, som forbliver endnu mere uoplyst.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...
Send en kommentar
Læs mere

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...
45 kommentarer
Læs mere

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...
42 kommentarer
Læs mere