Der er ikke noget punktum

Der er ikke noget punktum. Naturligvis er jeg voksen, føler mig voksen, med alt hvad deraf følger. Men det er ikke en roman værd. Den har vi læst. Kan man finde en form, som både er en slags logbog, og som giver mening bagefter, for andre? Spor af liv, der peger fremad. Jeg mener: en blog skulle nødigt være en dødsdom. Dette indlæg kan altid opdateres. Jeg er allerede træt af legen.

Jeg er mere end mig selv. Jeg er også de andre og omvendt. De lever jo i mig. Det gælder min familie, mine venner. Det er også vigtigt for mig, at det her afspejler mit arbejde, hvor jeg henter en stor del af min identitet. Men at inkludere artikler eller dele fra de bøger, som jeg allerede har udgivet i forbindelse hermed, virker forkert og desuden underligt. Jeg vil hellere beskrive de mellemrum, der findes mellem arbejdet og så det her. Hvad det så end er? Måske en kontekst til det andet, eller omvendt?

Man kan jo skrive selvbiografisk om det samme stof, fx som Hans Otto Jørgensen gør det. Der findes der mange hovedstole, selvom fortællingen på en måde er den samme. En ulykke i barndommen, faren der ikke ser sin søn. Men jeg mener: Perspektivet kan jo flytte sig. Ja, det flytter sig hele tiden. Hovedstolen er en god metafor, men den bygger på et forældet syn på identitet og selv. Jeg vil nødig kalde selvet et væv, men der er i hvert fald en masse tråde, som man skal holde styr på. Man finder én, forsøger at holde fast og beskriver det man ser, imens. Det er et hyr. Eller det er det i hvert fald for mig, og jeg har ingen overordnet fiktion at holde mig til, kun noget løseligt. Tarzan i lianerne, men hvilken Tarzan, den overciviliserede slags. Tarzan ude i tovene.

Det var vist Kafka, der sagde, at han kun kunne være litteratur. Sådan har jeg det ikke helt. Der findes også et liv uden for litteraturen. Men det er fascinerende, når man lader litteraturen inkludere det hele. Når dagbogen åbner sig op mod verden. Det havde Kafka sans for. I hans dagbøger finder man også alt muligt, fortællinger, breve etc. Uden sammenligning i øvrigt ville jeg gerne lave noget lignende, men jeg satser ikke på, at nogen gider at læse det, når jeg dør. Derfor skal det ud nu. Måske man kan betragte det som en avanceret form for Facebook profil. Ikke så historieløs, ikke så visuelt orienteret, men mere vilter og begravet i skrift. Gamle billeder er i stedet gamle tekster. For eksempel som dem, der kommer efter det her indlæg. For god ordens skyld har jeg taget et par billeder med. De er fra før digitalkameraet blev opfundet og totalt ændrede vores forhold til snapshottet. Instant snapshot, om man vil. Ad den vej er vi sikkert blevet mere fotogene, men også mere delte. Individ, det udelte. Det er ikke længere os. Vi har mange brugerflader. Her er én.