Det åbne

Linjerne fra i nat lyser i mørket. Eller sådan føles de, skrevet halvvejs i søvne som de er. Kun den første og den sidste linje er noget værd, tror jeg. Den første linje var faktisk den, der vækkede mig. Måske reminiscenser af Knausgårds fantastiske åbning i bind 1. Det er vel sådan alle forfattere ønsker at åbne et værk. Eller nej. Ikke alle forfattere. Forfattere som Knausgård. Her ca. 700 sider inde bind 6 er jeg stadig forundret over, hvor let det går. Også ovenpå flere hundrede siders analyse af et Paul Celan digt og det meste af Hitlers biografi revisited. Det ene tager det andet. Han giver virkelig fanden i dette bind. Skriver med knoglerne, som Søren Fauth formulerede det til mig en dag. Men det er ikke knoglerne man hører. Prosaen er flydende, ovenpå. Den kører og indeholder sin egen poetiske energi.

Jeg har tænkt en del over, hvorfor det er så vigtigt for Knausgård at lave den lange analyse af Celans digt? Flere gange i løbet af de forskellige bind berører han tematikken omkring digte og digtlæsning. Han føler sig talt ned til af digte, tror jeg, bl.a. fordi han ikke forstår dem. Det er en af drivkræfterne bag analysen. At komme bagom digtet, og Celan er prøven. Afgangsprøven. Den der beviser at digtet ikke længere kun er noget, der taler ned til ham - at han formår at læse det og det endda over et utal af sider. Med den formår han at bevæge sig selv og sit selv ud i det åbne.

Det er en ejendommelig drivkraft i en ejendommelig, vild prosa. Den er nærmest oprørsk, og de første fem bind baner vejen for denne vildskab. Nu kan han tillade sig at skrive om hvad som helst. Nu er poesien der, synes hans prosa at fortælle os. Drivkraften er ikke det selvbiografiske, selvom parallellen til Hitlers selvbiografi konstant forsøger at sætte Knausgårds i et andet lys. Hitler bliver analyseret som den lille mands talerør. Først bliver han i selvbiografien ikke taget alvorligt af tyskerne, slet ikke de intellektuelle - selvbiografien var jo dårligt skrevet - men da tankerne i denne bliver mere og mere til virkelighed, bliver selvbiografien pludselig en vigtig brik til at forstå manden - manden med en retorik der spiller på laveste fællesnævner. Jeg tror, at Knausgård på en måde også tænker sig selv som den lille mand. Det var jo også det som Serge Doubrovsky sagde at autofiktionen var til for, og Min kamp er først og fremmest en autofiktion. Men en prægnant forskel mellem Knausgård og Hitler (undskyld, men det er netop den formulering, som den lange del om Hitler i bind 6 åbner op for) er, at Knausgård ikke ønsker at projektet åbner op for "den lille mand", det primitive, i os allesammen, tværtimod. Knausgård vil skrive sig fri af det, som Hitler forsøgte at fastholde sine medtyskere i, og som det lykkedes ham at fastholde mange af dem i indtil 45.

Måske forestiller Knausgård sig præcis, at Hitler var en type, der også følte sig talt ned til af poesien. Derfor bliver det måske så påtrængende en sag for Knausgård. Flere gange taler han om en formulering af Hölderlin omkring det åbne. Det er det åbne, måske endog poesien, som Knausgård vil åbne for sig selv og dernæst for os andre. Men også en mangfoldighed, ikke det primitive, vores laveste fællesnævner, der er blottet for poesi, som Hitler.

Måske handler det om poesien som en slags menneskelighedens essens. På den ene side noget total overflødigt, sprog der ikke tjener et formål, og som egentlig ikke er retorisk på nogen måder. Poesien søger ikke at overbevise nogen om noget som helst. På den anden side er det præcis formålet. En helt særlig diskurs muliggjort af det allermest menneskelige i os allesammen: Sproget.