Svanerne er Simons, de blinker bøjet i støvet opstår øjnene og glasperler triller på ny fra hans hånd. Hvis det er mine  vinger du har set dér på skærmen, så send mig straks alle himlens på een gang blinkende stjerner i skriften denne eksploderende postkasse ingen kan rumme på nær rummet som rummer sig selv og os fra jorden op til sig. (kun kommentarer som digte accepteres, men skriv gerne nogle linjer til Simon : - )

Går man og spekulerer på, hvad man skal give sine elskede i julegave, er der her to bud: Den gode og den onde. Så kan man jo selv vælge. Begge bøger er fremragende, men på hver deres meget forskellige måde. O'Hara er jo livsbekræftende og flyder ovenpå alt. Bernhard derimod er en af de mest mugne forfattere, man kan læse. Han er så muggen, at man nærmest griner af det og sig selv til sidst - det må være en vits, tænker man - men det er det ikke, og det bliver bare ved og ved. Jeg kan levende forestille mig, hvordan det ville lyde på tysk - endnu grummere. Heldigvis har Søren Fauth leveret denne fremragende oversættelse til os alle sammen, så vi kan surmule med Bernhard og føle malstrømmen suge os helt ned i afgrunden. O'Hara er i øvrigt også fremragende oversat til dansk af Pejk Malinovski og Palle Sigsgaard. Tak for det.

Jeg kan sådan set kun sige hurra for Promenaden  og hilse den nye litterære blog med otte stærke skribenter velkommen i cyberspace. Min eneste skepsis går sådan set bare på, om der er en (vigtig) dagsorden at sætte, dér hvor man forsøger at sætte den (på Sentura forsøgte man noget lignende  via Senturaklummen, men det ebbede hurtigt ud). Man skriver i den første manifesterende pressemeddelelse på Promenaden: "Formen er med andre ord fri, men det er en overordnet idé for bloggen, at den skal være et alternativ til en stadig mere kommerciel og udvandet litteraturformidling i Danmark." Men her har man jo kun øje for den litteraturformidling, man kender fra aktualiserende medier, fx dagblade, fjernsyn og radio, som er den mest synlige af slagsen. Jeg skal ikke kunne afgøre, om den er blevet mere kommerciel og udvandet, end den har været tidligere, men min pointe er, at det for det første ikke den eneste litteraturformidling, der finder sted, og for det andet, og vigtigere...

Særnummer af Spring om "Fiktionens forandringer" er udkommet og kan købes nu. (Uddrag: Forord ved Poul Behrendt, Marianne Barlyng og Rolf Reitan, der har redigeret nummeret) Da debatten om Åsne Seierstads journalistiske romaner var på sit højeste, udtalte Jan Guillou, at hvis bare fire procent af en fremstilling er fiktion, så er hele fremstillingen fiktion. En procentsats, der var valgt med omhu. Den svarer til andelen af salt i verdenshavene. Det kan godt være, at 96 procent heraf er det rene vand, men de resterende fire procent gør det hele udrikkeligt. Det er en generel opfattelse, der er kommet under stigende pres de sidste ti år og senest er blevet prøvet ved flere skandinaviske retsinstanser, med forskelligt udfald. Noget kunne tyde på, at en domstol ikke er det bedste sted at afgøre problemet, som ikke desto mindre optager offentligheden, fordi der ikke længere findes nogen konsensus om, hvor grænsen mellem virkelighed og ...

"Døden har aldrig slået nogen rigtige forfattere ihjel. De lever af den." Citat fra Poul Behrendts f remragende kronik  om Karl Ove Knausgårds Min kamp i Politiken . Kan man ikke få nok af essays i forlængelse af Min kamp , kan man jo gå videre til Eivind Tjønnelands tekst  fra Morgenbladet , hvor han beskriver Min kamp som en "interaktiv realityroman". Jeg har svært ved at finde ud af, om Tjønneland er fascineret af Knausgård, og hvis han er det, hvorfor så denne lidt nedladende tone? Hvad er det, han har i klemme, og som ikke rigtigt kan komme ud? Under alle omstændigheder ligger Tjønnelands fjernlæsende og filosofiske tilgang langt væk fra Behrendts. Kun den sidstnævntes kronik påviser således, hvorfor det også er stor litteratur.

I forbindelse med udgivelsen af et særnummer af Spring med titlen "Fiktionens forandringer" redigeret af Poul Behrendt og Rolf Reitan afholdes dette seminar 9/12 på Aarhus Universitet

"Det politiske i  Min kamp  har ingen retning, ingen klarhet, ingen stringens. Men jeg ser styrken i verket et annet sted enn i det politiske. Og da faller jeg stadig tilbake på et syn på verket som «et prosjekt for selvinnsikt», slik Jan Kjærstad har formulert det i den korteste oppsummeringen av  Min kamp  som gir mening. Å lese om både den kloke og den dumme Karl Ove, fungerer litt på samme måte som å lese de klassiske selvbiografiske verkene til en Montaigne, en Proust eller en Rousseau. Du leser, du sammenlikner, du tenker «sånn har jeg også tenkt» eller «det kunne jeg aldri ha tenkt». Det forutsetter at den som skriver, tenker og skriver på et visst nivå, og det gjør Karl Ove Knausgård, tross alle de mindre inspirerte partiene, i en slik grad at han engasjerer meg mer enn noen annen forfatter fra hans generasjon. Jeg tror bare ikke vi trenger å gjøre ham så radikal, så politisk eller så ny for å ha glede av ham." Den norske litteraturkritiker Ane F...

I dag faldt jeg over denne anmeldelse af Amalie Smiths debut på min egen computer (CHOK), som jeg sendte for laaaaang tid siden til Sentura, hvor den sammen med sitet i øvrigt er blevet syltet. Så hvorfor ikke bringe den HER? Det fortjener bogen (og forhåbentlig også anmeldelsen?): Den dobbelteksponerede identitet   Amalie Smith: De næste 5000 dage Gyldendal 96 sider 149,95 kroner Det var en fredag aften Til en start styrtlæste jeg Amalie Smiths debutbog De næste 5000 dage en kedelig fredag aften. Det tog ikke lang tid, en god halv times tid eller deromkring, og jeg var helt oppe på mærkerne omkring kedelig forfatterskolelitteratur, og jeg skal komme efter dig. En anden og tredje gennemlæsning gjorde imidlertid, at jeg måtte revidere min forforståelse en del. Dermed ikke være sagt, at Amalie Smith har skrevet et uomgængeligt værk, eller at der ikke stadigvæk er noget omkring min fordomsfulde førstegangslæsning, men hun har mønstret en række tekster, der på ...

Foto: Tor Erik H. Mathiesen Karl Ove Knausgårds Min kamp 6 er udkommet i Norge, og reaktionerne er som ventet voldsomme. Man kan starte her  i en artikel, der handler om at konen mødte muren undervejs i processen, og via links bevæge sig videre ind i den mangfoldige Knausgård-reception (som i sig selv jo er en begivenhed), fx til "Onkel Gunnars" kritik af projektet. Knausgård mener selv, at virkeligheden forpligter mere end alt andet. Bedøm selv.

Bliver Knausgård knauset?

Jeg læste mere eller mindre Claus Beck-Nielsens nyudkomne  Jeg taler til jer i en køre og følte mig sådan set vældig godt underholdt det meste af vejen. Måske især af det første kapitel "Husum i mit akvarium". Egentlig havde jeg på en måde opgivet at følge med, indtil jeg fandt ud af, at der allerede havde været en del furore på nettet og i dagbladene. Til en begyndelse Tue Andersen Nexøs lidt mærkværdige  afvisning på forhånd  (der jo endte med at blive en reklame for projektet) og senere hen Lars Bukdahls noget mere forståelige ditto . Bukdahls "liv" bliver jo i bogen endevendt af en særdeles anmassende, alvidende fortæller, og han bliver stalket af Claus Beck-Nielsen, der ønsker, at denne skal skrive en monografi, imens Beck-Nielsen så til gengæld skal skrive en monografi om Bukdahls værk. Jf. billedet, der er en hybrid mellem de to. Både Bukdahl, altså ham fra virkeligheden, og Andersen Nexø er i tvivl om, hvem forfatteren er. Det er også rigtigt, at stilen i...

KAOSSÆK Selvet er omspændt, en kerne i rammen vi syr på din kaossæk, biernes hævelse hvirvlende søjler af blodbaner rystes din latter var rå som en planke på maven og gnister af slagsol forgik ved det yderste spyttet var trods, så lad havet barbere men fuglen blev punktet, der udmåler verden men øjet i nakken blev Guds. Eksemplarer kan bestilles ved henvendelse til prk[a]km.dk

Kilde: Poetische Sprachspiele. Vom Mittelalter bis zur Gegenwart , Reclam 2002

Jeg har netop modtaget litteraturtidsskriftet  Standart nr. 3/2011 , der på sin vis bekræfter det, jeg skrev i en anden blogpost under overskriften "Sker der noget i dansk litteratur?" . Det er ikke meget dansk litteratur, der bliver anmeldt i dette nummer, som jo ellers er vældig fint, fx Gregers Andersens inspirerende indlæg om klimalitteratur eller nummerets opfindsomme Stand In, der handler om "Ideer om Europa i litteraturen". Men anmeldelser af spændende danske, dagsordensættende bøger glimrer ved sit fravær. Måske er det uretfærdigt at betragte Standart som udtryk for, om der sker noget i dansk litteratur, men tidsskriftet plejer sædvanligvis at fungere som en art opsamling på den ene eller anden måde - i hvert fald som opsamling for mig. Til gengæld kan vi så glæde os til anmeldelser af bøger, der er udkommet sidenhen, fx Pablo Llambías Monte Lema , som jeg ikke har fået læst endnu, men som jeg glæder mig umådelig meget til. Claus Beck-Nielsens to bøger...

Jeg er netop blevet færdig med at læse Jens Smærup Sørensens roman Phase . En roman som jeg personligt finder mere interessant end Mærkedage , der til trods for sin fortællesnilde, rent faktisk kedede mig lidt i perioder (og jeg er endog fra landet, opvokset på en gård!). I Phase , synes jeg, kommer det, som Smærup Sørensen for alvor er god til, endnu mere til udtryk. Dette væld af ord. Det er sjældent, at man møder en dansk forfatter, der ligesom har hele det danske sprog til rådighed og spiller på det, nærmest som et klaver, for nu at bruge en halvdårlig, men forklarende metafor. Det gælder ned i detaljen, småudtryk, faste vendinger, den slags. Smærup Sørensen, føler man, kan ligesom det hele. Hele sproget, alle stemmerne. Det er ikke altid, at han gør det, men bare fornemmelsen af, at han har mulighed for det, er næsten nok. Handlingen i Phase , Andy Thomassens deroute og skrivende forsøg på at samle sig selv op, er naturligvis også interessant. Phase er en forkortelse af Post H...

Dagens digt er fra Simon Grotrians nye digtsamling Selvbinderhjertet  (Alfa 2011): Fire to UUUU UUUU UUUU UUUU Ilden har åbenbart taget til siden HEST PÅ ET GLASTAG fra Fire (1990), der så sådan her ud: UU UU Eller måske er det det vilde trav (galop) i Grotrians senere digtning, som digtet her gør os opmærksomme på? Grotrians digte rummer deres eget interne katalog af allegoriske muligheder.

Jeg er netop blevet færdig med Michel Hoeullebecqs La carte et le territoire , som jo er en fantastisk god og underholdende roman, og det er faktisk en mindre skandale, at den endnu ikke er oversat til dansk. Den findes fx på norsk.  Egentlig handler bogen om kunstneren Jed Martin, der får sit gennembrud, da han begynder at affotografere Michelin-kort over dele af Frankrig. Da Jed senere skal afholde fernisering for en udstilling, overtaler galleriejeren ham til at få forfatteren Michel Houellebecq til at skrive teksten til kataloget. Gennem denne begivenhed lærer Jed Martin (og læserne) Houellebecq, den yderst sky og depressive forfatter, nærmere at kende. Jed maler endog et meget succesrigt portræt af Houellebecq, der senere hen spiller en vigtig rolle i bogen. Satiren omkring det kunstneriske miljø i Frankrig og alle steder, i og for sig, er i sig selv ganske underholdende, ligesom "indblikket" i Houellebecqs liv er det. Men pludselig tager historien en drejning. ...

Er den lidt selvironiske titel på det foredrag jeg vil holde til Æstetisk Seminar på torsdag 6/10. Den mindre ironiske undertitel er "om litteraturens forandringer i et medialiseret landskab". Man kan læse mere her . Foredraget foregår: lokale 124, bygning 1584 Aarhus Universitet, Kasernen Langelandsgade 139, Aarhus C Kl. 14.15 som sædvanligt. Det er ganske gratis og uforpligtende at møde op.

Sådan lyder overskriften på en artikel om det nye bogprogram på DR2, Tekst-TV. Der er ingen fine fornemmelser, ingen højpandethed, lyder det sammesteds. Jeg sad lige og småkiggede programmet på nettet. Det er underholdende og for så vidt ganske fint, altså som underholdning. Det her med at sætte læseoplevelsen i centrum er sådan set godt og relevant, ikke mindst læseoplevelsen hos alle, store og små, meget læsende og lidt læsende. MEN MEN MEN jeg synes jo stadigvæk, at programmet i sin usnobbede stil behandler alle, der faktisk  har  forstand på litteratur, på en ganske snobbet måde. Man snobber opad fra neden. Iøjnefaldende er således det fravær af professionel viden, det man sikkert fra programredaktionens side forbinder med støv, højpandethed og den slags - eller kort sagt: forfattere og litterater. Mere interessant er det åbenbart at høre aktuelle kendisser og deres "dybt interessante" oplevelser af bøger. Hvem og hvad er det lige, dette program definerer sig i forhol...

Faldt over denne anmeldelse af Jonas Hassen Khemiris roman Montecore. En unik tiger i New York Times. Det er altid interessant, at se bøger, man kender så godt i en lokal kontekst, her forstået som skandinavisk, i en ny og fremmed kontekst.

Uden for (litteratur)nummer: Citat fra et mailfællesskab, som jeg er medlem af. Jeg kunne ikke være mere enig: "Personligt forstår jeg ikke, at man fra rød bloks side ikke klandrer blå blok for at have ført uansvarlig økonomisk politik? Ikke Løkke, men Fogh. Hvorfor investerede man ikke pengene fornuftigt, dengang vi med en fjollet ministers ord kunne købe hele verden? Hvorfor gav man grønt lys for stadigt mere risikable lånetyper? Hvorfor løb regningerne til det offentlige løbsk på trods af intentionerne om det modsatte? Jeg hørte en økonom tale om to store succeshistorier, hvad økonomi angår i nyere tid: Det er Schlüter og Nyrups regeringer. Imens Foghs tid var en fiasko. Økonomisk ansvarlighed er ikke nødvendigvis knyttet til partifarve. Først surfede Fogh på den økonomiske bølge, som viste sig at være en boble, og så løb han fra regningen. Måske var det i virkeligheden Henrik Qvortrup, der var ansvarlig for den økonomiske politik, som Fogh-regeringen førte. Dvs. den blev før...

ESSAY efter genlæsning af Karl Ove Knausgårds  Min kamp 1:  Når man læser Knausgård føles det først og fremmest som om, at man læser et andet menneskes bevidsthed. Forskydningerne, associationerne, tankerækker, essays osv. foldes ind i de få centrale, men stærkt udvalgte ”scener”, som forfatteren har valgt ud for os. Fortælleren er det meste af tiden tro mod det nu, der fortælles om, eller måske snarere fortælles i. Og på trods af digressionen i første bind, fx til Stockholm eller til det skrivende nu i Malmø, hvor familien ligger og sover, imens Knausgård taler direkte og intimt til os læsere, så er dette nu ikke styrende for vores oplevelse af de begivenheder, der fortælles om. Når Knausgård fortæller om sin rejse ned til farmorens hus i Kristiansand, hvor faren dagen forinden er fundet død, fortæller han det ikke med erfaringen in mente, eller med en afstand til begivenhederne, heller ikke selvom det er fortalt i datid. Men han fortæller det sådan, at vi genneml...

Måske er det bare mig - sandsynligheden er stor - men sker der ikke forbavsende lidt i dansk litteratur for tiden? Måske holder forlagene på skønlitteraturen? Måske venter der en tsunami af gode bøger lige inden bogmessen i Forum, hvor al god litteratur alligevel drukner? Måske holder vi alle vejret, indtil Karl Ove Knausgård udgiver bind seks af Min kamp? Selv sidder jeg nok engang tilbage med min gode ven Philip Roth. En ældre bog: Forfatterspire . Måske er det valget? Vi venter i spænding. Et systemskifte på vej?

Lone Munksgaard Nielsens digt fra den fantastiske digtsamling: Skæbnen og mig. Digte for børn (2000), som jeg tilfældigvis fandt på hylden, da jeg rodede efter noget andet.

"Selvfølgelig kunne jeg være gået ind i denne roman og have skrevet den ned. Det ville have krævet meget arbejde at finde den frem, men til sidst ville den være blevet komponeret på den måde, den har været fra begyndelsen. Kan jeg sige sådan? Hvad så, når alle mine romaner er blevet anderledes, end jeg havde regnet med, da jeg begyndte? Romanen bliver med andre ord til lidt efter lidt, men behøver det at være i modstrid med, at den har ligget der fra begyndelsen? Gemt. Slumrende. Nedgravet. Uanset hvor meget jeg dementerer, at romanen har ligget der fra begyndelsen, kan jeg ikke se bort fra, at det i hvert fald godt kan forholde sig på den måde alligevel. Ja, jo mere jeg modsiger mig selv, des mere sikker bliver jeg på, at jeg ikke modsiger mig selv, men at det at skrive en roman er at opfinde den, og finde den frem." Dag Solstad, Armand V. Fodnoter til en uudgravet roman , Rosinante 2007, side 180.

Arrangement. Læs mere her .

Igår var jeg vidne til en kunstnerisk totaloplevelse, da jeg var inde for at se Korus' Kabaret, der er en libretto med tekst af Adda Djørup og musik af Erik Bach. Jeg er naturligvis inkompetent, når det drejer sig om at vurdere stykket som opera, hvilket det vel først og fremmest er, men fortællingen og teksten bag stykket, skrevet af Djørup, er naturligvis det, jeg interesserer mig for og kan mene noget om. Et af Djørups varemærker er om muligt at afprøve genrer. Nu har hun udgivet en digtsamling, en novellesamling og en roman, og så har hun altså også skrevet en libretto. Med forfatterens egne ord handler fortællingen om familien Korus, der i generationer har haft "en kabaret og den magiske evne at kunne lave lig om til dukker. De har i bogstaveligste forstand deres egne afdøde og verdenshistoriens store skikkelser på lager. I tre akter fortælles sidste generations historie – og måske bliver stykket pludselig til virkelighed og familiens historie fortsættes i nutid på s...

Du brænder mellem tegn du ikke sætter - ilden kredser lægger sig på istinder og slukker sin tørst i sneen. Inde i bjergene længes dværge efter kulden. Kirsten Thorup: Indeni-Udenfor , 1967

Akkurat her kan man høre Karl Ove Knausgård om sit besøg på Testrup Højskole den 22. juli 2011, og om hans oplevelse af de forfærdelige hændelser i Norge samt om nationalisme og om tabet af Norges uskyld. I starten er der desuden nogle fremragende refleksioner over, hvad et hjem er, da Knausgård tænker tilbage på sine ferier i DK. Til sidst sammenligner Knausgård Hitlers selvbiografi Mein Kampf med Breiviks såkaldte manifest. Han kalder begge for døde personer. Personer, der skriver og lever uden et dyb og uden et du. Jeg er lidt i tvivl om status på på teksten, men man tænker jo, at det kommer med i bind 6? Ja, at det er nødvendigt, at det kommer med, hvis romanen i en eller anden forstand skal rumme sin samtid. Desuden tænker man, at det har været nødvendigt for Knausgård at få det ud hurtigst muligt. Imens vi stadig er i en fase, hvor vi efterrationaliserer i forhold til Utøya og Oslo. Stykket iscenesættes som om det bliver skrevet dagen efter den 22., men man lægger mærke til, ...

Har i år et fantastisk program. Læs mere om arrangementet her . Fra Dag Solstad, Ib Michael til Naja Marie Aidt.

Jeg er stadigvæk rystet over hændelserne i Norge og er egentlig lidt ked af, at et af mine citater fra det bragte interview i Information ikke kom med i den endelige artikel. Det drejer sig om denne passus: "Men, vil jeg tilføje, æstetisk set har det ingen værdi, det han har gjort. Det er og bliver vanvittigt" Det vil jeg gerne fastholde på det kraftigste, og selvom jeg går ind for debat og efterrationalisering generelt, mener jeg, at man skal være varsom, når det gælder en sag som denne. Man kan sagtens lede efter overordnede forklaringer, som fx i denne artike l, men hellere vil jeg reducere handlingerne til psykopati, tømme deres (politiske) værdi fuldstændigt, og sammenligne dem med skoleskyderier. Forskellen er, at Anders Behring Breiviks verdensbillede tilfældigvis er infiltreret af forstyrrede politiske scenarier. Scenarier han så siden har overført til sit sort/hvide (computerspils)billede af verden. "Marxist hunter" stod der på hans arm - det er jo til gri...

"Maskinen arbeider, språket går. Jeg tenner en sigarett. Det er overskyet. Det er lenge siden jeg sluttet å skrive bøker. Jeg skriver, det er alt." Jeg gik kold i Karl Ove Knausgårds (alt for) gammeltestamentlige En tid for alt og brugte anledningen til at sluge en samlet paperbackversion af Tomas Espedals Biografi / Dagbok / Brev , og jeg fattes ord, som man siger. Det er sjældent, at man læser noget, hvor nødvendighed simpelthen lyser ud af alt, hvad der foregår på og mellem siderne. Det her er uden tvivl mesterværker inden for nyere nordisk litteratur. Især Dagbok . Indrømmet: i sin tid var jeg ikke specielt begejstret for Gå. Eller.... - en bog han i øvrigt skriver om at skrive i Dagbok . Formentlig forstod jeg ikke projektet dengang. Forstod ikke den kropslige uro, der ligger bag Espedals skrift og litteratur. Men nu med Dagbok og de to andre bøger forstår jeg pludselig det hele. Dagbok er så fremragende, at det gør ondt. Forfatteren skriver ellers forholdsvis usenti...

Det er de færreste i Danmark, der ved det. Men Lukas Moodysson, én af Skandinaviens mest talentfulde filminstruktører, med film som Fucking Åmål, Lilja 4-ever og Mammut bag sig, startede sin karriere som forfatter. Han debuterede med digtsamlingen Det spelar ingen roll var blixtarna slår ner i 1987 og var medlem af den såkaldte Malmöliga, der udover Moodysson bl.a. talte en forfatter som Kristian Lundberg. For nylig har Moodysson så annonceret et farvel til filmen samtidig med, at han har udgivet sin første roman i mere end tyve år. Det er hans anden roman. I Danmark er Moodysson næppe hverken kendt eller anerkendt som forfatter, imens han både i Sverige og Norge har en anden og mere central plads. I Norge bl.a. fordi forfatter og forlagsredaktør Geir Gulliksen er dybt inspireret af Moodyssons forfatterskab. Rhianna og Moder Teresa Moodyssons roman er et tankeeksperiment. Hvad ville der ske, hvis Lukas hed Lucas? Således læner den sig opad det selvbiografiske, men er alligeve...

"Der er endnu ingen anmelder i DK, der har vist, hvilke spørgsmål der skal stilles til litteraturen for at opdage hvor, hvordan og hvornår den har en ny erfaring at tilbyde, og der er ingen nysgerrighed efter det, fordi nysgerrighed altid kræver åbenhed for selvkritiske spørgsmål" Igennem længere tid har Mikkel Thykiers lille manifest "Overfor en ny virkelighed" rumsteret i mit hoved. Selvom jeg både føler en vis relation til det han taler om, og samtidig provokeret af det, synes jeg alligevel, at udsagn som det ovenstående, samt dem nedenfor, taler for sig selv. Det er flot formuleret, men forbliver en smule infantilt, naivt om man vil. Noget man ikke kan gå i dialog med, og dialogen er vel det, han vil, eller hvad? Man kan komme i tvivl mange steder i skriftet. For et andet sted skriver han fx, at "det kritiske niveau i aviser og litterære tidsskrifter, selv dem der reklamerer mest for deres litterære interesse, er på så lavt niveau, at det er umuligt at forh...

Kære Gud, tak for himlen i blodet, dine fugle, der nipper sirligt til verden, det er sådan, du passer på os, når vi rejser os før solopgangen og øser stjernetegnene i et glas. Tak for denne forvandlingskugle, idet stråleeksplosionen farver verden lilla, og alt kan åbenbares rundt om hjørnet. Vi placeres på halsen med rebussamlinger af jonglerende trolde, farerne ligger bag os som en tiger under dynen, og om aftenen når vi daler i sengens fængsel, tænder du et fjernsyn med vener. Amen (Fra Simon Grotrians Domkirkeperlen , der udkommer i morgen på Borgens forlag. Formentlig den sidste Grotrian-bog derfra, suk. Omslag af Lars Rosenquist Bech-Jessen)

Hurra for YouTube, hvor jeg faldt over denne sekvens i forbindelse med min undervisning, hvor jeg mange gange efterhånden har brugt Erika Fischer-Lichtes bog The Transformative Power of Performance . Hendes forsidebillede er netop fra Abramovic' performance "Rest Energy".

Nu i den morsomme Sex og SingelSiv (Siv Jensen, norsk politiker, formand for Fremskrittspartiet i Norge).

Sad i dag og kiggede på mine noter fra Kritikersalon den 27. april i Kunstbygningen, Århus. Så tænkte jeg, hvorfor ikke smide dem ud på bloggen. Her er de så: Kritikerpanel 27. april 2011 Begge værker i dag bærer reminiscenser eller inspiration fra Per Højholt. Det er lidt underligt, at Højholt sådan lever videre i det dulgte, for ellers virker han på en måde glemt og lidt utidig i nutidens litterære landskab. Litteratur i dag skal jo handle om noget, og dér har Højholt måske ikke så meget at byde ind med. Man kunne også sige, at en litteratur med så stor fokus på (sin egen) form tilsyneladende lige nu er outdated . Eller er den? Begge de to romaner, som vi har læst til i dag, er jo først og fremmest formfuldendte, snarere end indholdsfuldendte, hvis man kan sige det. Og de står begge i gæld til Per Højholt på hver deres måde. Lone Hørslev: Sorg og camping På en måde er det en sejr for litteraturen, når Sorg og camping til trods for sit fokus på form ender med at...