Hoeullebecq er en engel

Jeg er netop blevet færdig med Michel Hoeullebecqs La carte et le territoire, som jo er en fantastisk god og underholdende roman, og det er faktisk en mindre skandale, at den endnu ikke er oversat til dansk. Den findes fx på norsk. 

Egentlig handler bogen om kunstneren Jed Martin, der får sit gennembrud, da han begynder at affotografere Michelin-kort over dele af Frankrig. Da Jed senere skal afholde fernisering for en udstilling, overtaler galleriejeren ham til at få forfatteren Michel Houellebecq til at skrive teksten til kataloget. Gennem denne begivenhed lærer Jed Martin (og læserne) Houellebecq, den yderst sky og depressive forfatter, nærmere at kende. Jed maler endog et meget succesrigt portræt af Houellebecq, der senere hen spiller en vigtig rolle i bogen. Satiren omkring det kunstneriske miljø i Frankrig og alle steder, i og for sig, er i sig selv ganske underholdende, ligesom "indblikket" i Houellebecqs liv er det. Men pludselig tager historien en drejning.

Hoeullebecq bliver myrdet og parteret, hvilket jo er ok langt ude, og historien forvandles til en form for krimi med opklaringen af mordet i centrum. Mere interessant, end hvem der myrdede Houellebecq, er måske de detaljer, der kommer frem om forfatteren i forbindelse med opklaringen. Eller sådan læser man bogen. Men der er ikke meget nyt om Houllebecq, snarere bliver man bekræftet i alt det, man vidste i forvejen fra medierne.

Mange detaljer i romanen er imidlertid uhyre morsomme, men måske mest den omstændighed, at forfatteren foruden en romanfigur også deler fornavn med en hund. 

Til sidst i bogen følger vi en betjent, der er ved at opklare mordet på Houellebecq - herunder følger vi også betjentens privatliv, ikke mindst historien om betjenten og dennes kones hund ved navn Michel. Fra Michel, der er syg og gammel, ønsker de et afkom. I romanen lyder det sådan her:

“…de havde ventet for længe, hunden var allerede begyndt at blive gammel, sædkvaliteten kunne være forringet. Til sidst fandt de en opdrætter i Fontainebleau som var villig til at hjælpe dem, og af foreningen af Michel og den unge tæve ved navn Lizzy Lady de Heurtebise blev der født to hvalpe, en han og en hun. Som ejere af avlsdyret (dette var den faste formulering) kunne de efter sædvanen vælge hvalp først. De valgte hannen og kaldte den Michou. Den havde ingen synlige skavanker, og i modsætning til hvad de frygtede, blev den godtaget af faren, som ikke udviste synlige tegn på jalousi.”

Senere viser det sig dog, at Michou er steril på grund af avldyrets, dvs. Michels høje alder; testiklerne er aldrig faldet helt ned på Michou.

Hvad det præcis er, som Houellebecq vil fortælle os ved navneligheden mellem Michel og Michel, kan man jo pønse videre på. Sjovt er det under alle omstændigheder, og det er meget tydeligt, hvordan Houellebecq med sin bog spiller videre på de forestillinger, fordomme og myter, der allerede eksisterer om forfatteren i det kulturelle liv. Umiddelbart får man i bogen et ”intimt” indblik i forfatteren Houellebecqs privatliv, men der er faktisk ikke noget privat derinde (måske fortæller navneligheden med hunden os det mest private, men det kan man kun gisne om og det er jo det, forfatteren inviterer os til at gøre). Ikke engang da de efter møje og besvær får adgang til forfatterens password-sikrede harddisk, finder man noget interessant. Der er kun alle de rygter, vi i forvejen kender til omkring forfatteren. Ingen snask altså, blot et enkelt besøg på hjemmesider, der sælger lingeri. Det er alt. Hoeullebecq er og forbliver en ren engel.