ESSAY efter genlæsning af Karl Ove Knausgårds Min kamp 1:
Når man læser Knausgård føles det først og fremmest som om,
at man læser et andet menneskes bevidsthed. Forskydningerne, associationerne,
tankerækker, essays osv. foldes ind i de få centrale, men stærkt udvalgte
”scener”, som forfatteren har valgt ud for os. Fortælleren er det meste af
tiden tro mod det nu, der fortælles om, eller måske snarere fortælles i. Og på
trods af digressionen i første bind, fx til Stockholm eller til det skrivende nu
i Malmø, hvor familien ligger og sover, imens Knausgård taler direkte og intimt
til os læsere, så er dette nu ikke styrende for vores oplevelse af de
begivenheder, der fortælles om.
Når Knausgård fortæller om sin rejse ned til farmorens hus i
Kristiansand, hvor faren dagen forinden er fundet død, fortæller han det ikke
med erfaringen in mente, eller med en afstand til begivenhederne, heller ikke
selvom det er fortalt i datid. Men han fortæller det sådan, at vi gennemlever turen sammen med det
fortællende jeg. Perspektivet er, til trods for datidsformen, fra de oplevede detaljer, følelserne, de
steder hovedpersonen befinder sig i.
Alt er sådan set retrospektivt og så alligevel ikke. Fx da
Karl Ove og storebroren Yngve hører, at deres farmor er i tvivl, om faren
faktisk døde om aftenen eller om morgenen; her oplever vi ængstelsen sammen med brødrene: Er faren nu også
død? Eller da farens bror, Gunnar, kommer ind ad døren, men hvor Karl Ove et
øjeblik tror, at NU kommer faren.
Det fortalte er således ikke mættet af afstand og erfaring,
men fortælles som om det gennemleves af nogen her og nu. Det skaber en følelse
af umiddelbarhed. Vi er tæt på virkeligheden. Eller sådan føler man det i det
mindste, når man læser bogen.
Denne måde at fortælle på er hentet fra dagbogsformen,
hvilket Knausgård ikke lægger skjul på. Man flytter dagbogens skrivende stund,
eller skrivende nu, til det fortalte, for derved at bevare den umiddelbare
henvendelse, der jo faktisk omhandler begivenheder, der for længst har
udspillet sig, og som egentlig ikke længere burde formå at generere
umiddelbarhed.
Dagbøger skaber en fornemmelse af, at man hører nogen tale.
Nogen der på en vis måde taler direkte til én, men på en indirekte måde. Til
mig, læseren, men naturligvis også til den skrivende selv. Det er den
henvendelsesform, der skal flyttes til det fortalte, førend Knausgårds
fortælling virker.
Knausgård er blevet kaldt narcissist, og han kalder sig selv
narcissist. Hvorfor mon? I mine øjne handler det om, at det narcissistiske er
et løsen i forhold til den dagbogsagtige fortælleform. Knausgård henvender sig
jo først og fremmest til sig selv. Spejler sig i sit liv. Han genopfinder,
genkonstruerer sit liv og sine tanker. Fx hvordan man kunne tænke sig, at han
tænkte, da han sidder på flyveren til Stavanger og skal mødes med Yngve.
Det vi genkender, når vi læser Knausgård, er derfor langt
fra kun de realistiske detaljer, det liv han lever, som – indrømmet – minder
meget om fx mit eget. Nej, det vi først og fremmest genkender, og som skaber
”realismen” (eller hvad man nu ynder at kalde det), er denne særlige form for
henvendelse. Vi går alle rundt og taler for og med os selv, men det er kun de
færreste af os, der skriver det ned. Eller rettere: evner at skrive det ned.
Det gør Knausgård derimod, og det er det, der gør ham så
god. Knausgård er uhørt opmærksom på sine egne følelser og fornemmelser i alle
situationer, fx da han sidder i flyet:
”Metatankerne, at jeg sad der
på flyet og var på vej ned for at begrave min far, mens jeg tænkte på at jeg
sad der i flyet og var på vej ned for at begrave min far, vældede pludselig
frem. Alt hvad jeg så, ansigter og kroppe der kom gående langsomt gennem
kabinen og lagde deres bagage et sted, satte sig ned, lagde bagagen et andet
sted, satte sig ned, blev forfulgt af en refleksiv skygge der ikke kunne lade
være med at fortælle mig at jeg sad og så det nu, mens jeg tænkte at jeg så
det, og så videre in absurdum samtidig med at nærværet af denne tankens skygge
eller måske snarere spejl, også indebar en kritik af at jeg ikke følte at jeg
gjorde mere end jeg gjorde (271-272).
Efter dette smager Karl Ove en smule på ordet ”far”, ligesom
for at føle efter, om han overhovedet føler noget, men kan ikke bryde den onde
refleksive cirkel og ender med at få kvalme.
Situationen er emblematisk for et menneske, ikke mindst for
det menneske der er blevet karakteriseret som selvrefleksivt i det senmoderne
samfund. Verden kan ikke bryde igennem refleksionen. Vi kan ikke mærke den og
bliver dårlige over, at vi ikke evner at mærke den. I stedet bliver
virkeligheden uvirkelig, og vi begraves – i os selv.
Et andet sted, hvor Karl Ove sidder i en bil sammen med
Yngve, opstår der noget lignende. Først føler Karl Ove, at han og Yngve
deltager i en større og mere universel, måske mytologisk fortælling, som
handler om to sønner, der skal begrave en far. Men han retter så siden hen sig
selv: ”det var ikke en far vi skulle begrave, det var vores far” (297). Herefter fortsætter passagen:
”Jeg var ikke træt og faldt
ikke i søvn, men det var behageligt at sidde sådan, mest fordi det var
uforpligtende. Da vi voksede op, var Yngve en jeg snakkede løs med og ikke
havde nogen hemmeligheder for, men på et eller andet tidspunkt, måske allerede
da jeg gik i gymnasiet, forandrede det sig, fra da af var jeg uhørt bevidst om
hvem han var og hvem jeg var når vi talte sammen, al naturlighed forsvandt,
hvert udsagn jeg ytrede, blev enten planlagt på forhånd eller analyseret
bagefter, som regel begge dele, bortset fra når jeg drak, så vandt jeg den
gamle frihed tilbage. (297)
Imidlertid hører vi allerede i begyndelsen af bogen, at Karl
Ove er holdt med at drikke. Til gengæld skriver han, og litteraturen, fornemmer
man, giver ham den gamle frihed tilbage, uskylden kunne man vel sige. Præcis
dette er også en af de primære årsager til Knausgårds projekt. De sociale
bindinger, der forhindrer naturligheden, at vi ikke evner at sige, hvad vi
mener – disse ting skal litteraturen nedbryde.
Men litteraturen har også en anden, relateret funktion,
nemlig at bekæmpe selvrefleksionen. Det at alt er blevet ånd, som det hedder i
en passage (250), skal bekæmpes, men hvordan? Døden er én måde:
”Den del af døden, den der
tilhører kroppen og er konkret, fysisk, materiel, den død der holdes skjult med
en omhyggelighed så stor at den ligner en slags vanvid, og det virker, bare hør
hvordan mennesker der uforvarende har været øjenvidner til dødsulykker eller
drab plejer at formulere sig. De siger altid det samme, det var helt uvirkeligt, selvom det de mener, er det modsatte. Det
var så virkeligt. Men den virkelighed lever vi ikke længere i. For os er alt
blevet vendt på hovedet, for os er det virkelige uvirkeligt, det uvirkelige
virkeligt. Og døden, døden er det sidste store udenfor. Det er derfor den må
holdes skjult. For godt nok er døden uden for navnet og uden for livet, men den
er ikke uden for verden.” (251)
Præcis derfor kredser især bind et så meget om døden, især i
det lange essay i begyndelsen, der handler om, hvordan døden fylder
medievirkeligheden, men ikke vores liv som sådan. Knausgårds pen er dyppet i
døden, kunne man sige, men kun for at skrive virkeligt, for at trænge igennem
vores oplevelse af verden som uvirkelig.
Hvad Knausgård kæmper imod, er verdens lukning. At visse
områder, som vi tror vi kender, forbliver uberørte og uåbnede. Det globale og
særdeles visuelle billede af verden, som vi lever med, skal bekæmpes, og det
skal bekæmpes med litteratur:
”Vores tanker oversvømmes af
billeder af steder vi aldrig har været, men alligevel kender, mennesker vi
aldrig har mødt, men alligevel kender, og lever vores liv i forhold til. Den følelse
det giver af at verden er lille, tæt omsluttet om sig selv, uden åbninger mod
noget andet, er næsten incestuøs, og selvom jeg vidste at den var dybt usand,
eftersom vi egentlig ikke ved noget om noget, slap jeg alligevel ikke væk fra
den. Den længsel jeg altid mærkede, som nogle dage var så stor at den næsten
ikke lod sig kontrollere, udsprang heraf. Det var delvist for at lindre den at
jeg skrev, ved at skrive ville jeg åbne verden, for mig selv, samtidig med at
det også var det der gjorde at jeg mislykkedes med det […]. Det som jeg
forsøgte, og som måske alle forfattere forsøger, hvad ved vel jeg, var at
bekæmpe fiktion med fiktion.” (246)
Situationen er egentlig den samme som i flyet. Refleksionen,
alt det der er ånd, lukker sig om os og efterlader os i et klaustrofobisk og
narcissistisk rum. Men ligesom Knausgård forsøger at bekæmpe fiktion med
fiktion, forsøger han også at bekæmpe narcissisme med narcissisme. At tale
indirekte og til sig selv for at tale direkte til alle. Det er vejen ud af den
refleksive solipsisme, som Knausgård (og måske de fleste af os andre) er havnet
i.
Hvad vi derfor genkender hos Knausgård, tror jeg, er den
indirekte tale, der bunder i narcissisme. Genkender den og mærker den som
noget, der er direkte og umiddelbar, selvom den faktisk er noget helt andet.
Måske endog fiktion. For her læser vi måden vores særdeles selvrefleksive
bevidsthed skabes på, måden vi skaber fortællinger om os selv og om vores liv,
hvordan minder bliver til minder, historier, fortællinger, hvordan jeg, din og
min identitet bliver til.
Den dårlige hukommelse, som Knausgård nævner flere gange i
forbindelse med projektet, og som bl.a. nævnes side 213 i den danske udgave af
første bind, er på en måde et perfekt udgangspunkt for den narcissistiske
fortælleform. Hukommelsen er noget, der skal skrives frem. Det er ikke
ensbetydende med fiktion. Ej heller med fakta. Uendelig mange detaljer i Min kamp er umulige at efterprøve. Men
det er jo ikke en henvisning til verden på den måde, der interesserer Knausgård.
Dvs. om detaljer nu også er sande i forhold til faktuelle begivenheder.
Sandhedskravet er fra starten et andet. Det skal være sandt i forhold til det
skrivende nu, og tro mod den skrivendes og dermed også den læsendes nu. Vi skal
først og fremmest genkende den bevidsthedsrejse, der er tale om, som vores
egen. Dernæst mærke hvordan det føles at rejse hjem, når ens far lige er død.
Hvordan det føles at gøre rent efter sin fars druk, svineri og misligholdelse
af eget liv
Knausgård er ikke en bedrager, tværtimod. Han skriver ud fra
et andet diktum end den, som den historiske, faktuelle sandhed dikterer. Han
skriver først og fremmest en roman, vi skal kunne spejle os i, men også spejle
os ud af igen. Sådan lidt banalt formuleret skal romanen lære os at gennemskue
verden Dette ikke ensbetydende med ”ren” fiktion. Men det er ensbetydende med
et fordrejet virkelighedsbillede og en hensyntagen til andre faktorer. Som
Aristoteles engang sagde det, så er skønlitteraturen mere universel, hvad
sandhed angår, end historieskrivningen, også selvom den benytter fiktion eller
fiktive elementer.
Det er en sådan universalitet, som Knausgårds roman sigter
efter. Den vil være sand i forhold til, hvad det vil sige at være et menneske,
og det vil den i højere grad, end den vil være sand i forhold til, hvad det vil
sige at være Karl Ove Knausgård. Knausgård er et bestemt eksempel på et
menneske. Men det er ikke dette bestemte eksempel, der er interessant. Det er
det eksemplariske ved eksemplet: Hvad det overhovedet vil sige at være et
velorienteret, velfærdsramt, vesteuropæisk menneske i det 21. århundrede.
Kommentarer