Ud af spejlet

ESSAY efter genlæsning af Karl Ove Knausgårds Min kamp 1: 

Når man læser Knausgård føles det først og fremmest som om, at man læser et andet menneskes bevidsthed. Forskydningerne, associationerne, tankerækker, essays osv. foldes ind i de få centrale, men stærkt udvalgte ”scener”, som forfatteren har valgt ud for os. Fortælleren er det meste af tiden tro mod det nu, der fortælles om, eller måske snarere fortælles i. Og på trods af digressionen i første bind, fx til Stockholm eller til det skrivende nu i Malmø, hvor familien ligger og sover, imens Knausgård taler direkte og intimt til os læsere, så er dette nu ikke styrende for vores oplevelse af de begivenheder, der fortælles om.

Når Knausgård fortæller om sin rejse ned til farmorens hus i Kristiansand, hvor faren dagen forinden er fundet død, fortæller han det ikke med erfaringen in mente, eller med en afstand til begivenhederne, heller ikke selvom det er fortalt i datid. Men han fortæller det sådan, at vi gennemlever turen sammen med det fortællende jeg. Perspektivet er, til trods for datidsformen, fra de oplevede detaljer, følelserne, de steder hovedpersonen befinder sig i.

Alt er sådan set retrospektivt og så alligevel ikke. Fx da Karl Ove og storebroren Yngve hører, at deres farmor er i tvivl, om faren faktisk døde om aftenen eller om morgenen; her oplever vi ængstelsen sammen med brødrene: Er faren nu også død? Eller da farens bror, Gunnar, kommer ind ad døren, men hvor Karl Ove et øjeblik tror, at NU kommer faren.

Det fortalte er således ikke mættet af afstand og erfaring, men fortælles som om det gennemleves af nogen her og nu. Det skaber en følelse af umiddelbarhed. Vi er tæt på virkeligheden. Eller sådan føler man det i det mindste, når man læser bogen.

Denne måde at fortælle på er hentet fra dagbogsformen, hvilket Knausgård ikke lægger skjul på. Man flytter dagbogens skrivende stund, eller skrivende nu, til det fortalte, for derved at bevare den umiddelbare henvendelse, der jo faktisk omhandler begivenheder, der for længst har udspillet sig, og som egentlig ikke længere burde formå at generere umiddelbarhed.

Dagbøger skaber en fornemmelse af, at man hører nogen tale. Nogen der på en vis måde taler direkte til én, men på en indirekte måde. Til mig, læseren, men naturligvis også til den skrivende selv. Det er den henvendelsesform, der skal flyttes til det fortalte, førend Knausgårds fortælling virker.

Knausgård er blevet kaldt narcissist, og han kalder sig selv narcissist. Hvorfor mon? I mine øjne handler det om, at det narcissistiske er et løsen i forhold til den dagbogsagtige fortælleform. Knausgård henvender sig jo først og fremmest til sig selv. Spejler sig i sit liv. Han genopfinder, genkonstruerer sit liv og sine tanker. Fx hvordan man kunne tænke sig, at han tænkte, da han sidder på flyveren til Stavanger og skal mødes med Yngve.

Det vi genkender, når vi læser Knausgård, er derfor langt fra kun de realistiske detaljer, det liv han lever, som – indrømmet – minder meget om fx mit eget. Nej, det vi først og fremmest genkender, og som skaber ”realismen” (eller hvad man nu ynder at kalde det), er denne særlige form for henvendelse. Vi går alle rundt og taler for og med os selv, men det er kun de færreste af os, der skriver det ned. Eller rettere: evner at skrive det ned.

Det gør Knausgård derimod, og det er det, der gør ham så god. Knausgård er uhørt opmærksom på sine egne følelser og fornemmelser i alle situationer, fx da han sidder i flyet:

”Metatankerne, at jeg sad der på flyet og var på vej ned for at begrave min far, mens jeg tænkte på at jeg sad der i flyet og var på vej ned for at begrave min far, vældede pludselig frem. Alt hvad jeg så, ansigter og kroppe der kom gående langsomt gennem kabinen og lagde deres bagage et sted, satte sig ned, lagde bagagen et andet sted, satte sig ned, blev forfulgt af en refleksiv skygge der ikke kunne lade være med at fortælle mig at jeg sad og så det nu, mens jeg tænkte at jeg så det, og så videre in absurdum samtidig med at nærværet af denne tankens skygge eller måske snarere spejl, også indebar en kritik af at jeg ikke følte at jeg gjorde mere end jeg gjorde (271-272).

Efter dette smager Karl Ove en smule på ordet ”far”, ligesom for at føle efter, om han overhovedet føler noget, men kan ikke bryde den onde refleksive cirkel og ender med at få kvalme.

Situationen er emblematisk for et menneske, ikke mindst for det menneske der er blevet karakteriseret som selvrefleksivt i det senmoderne samfund. Verden kan ikke bryde igennem refleksionen. Vi kan ikke mærke den og bliver dårlige over, at vi ikke evner at mærke den. I stedet bliver virkeligheden uvirkelig, og vi begraves – i os selv.

Et andet sted, hvor Karl Ove sidder i en bil sammen med Yngve, opstår der noget lignende. Først føler Karl Ove, at han og Yngve deltager i en større og mere universel, måske mytologisk fortælling, som handler om to sønner, der skal begrave en far. Men han retter så siden hen sig selv: ”det var ikke en far vi skulle begrave, det var vores far” (297). Herefter fortsætter passagen:

”Jeg var ikke træt og faldt ikke i søvn, men det var behageligt at sidde sådan, mest fordi det var uforpligtende. Da vi voksede op, var Yngve en jeg snakkede løs med og ikke havde nogen hemmeligheder for, men på et eller andet tidspunkt, måske allerede da jeg gik i gymnasiet, forandrede det sig, fra da af var jeg uhørt bevidst om hvem han var og hvem jeg var når vi talte sammen, al naturlighed forsvandt, hvert udsagn jeg ytrede, blev enten planlagt på forhånd eller analyseret bagefter, som regel begge dele, bortset fra når jeg drak, så vandt jeg den gamle frihed tilbage. (297)

Imidlertid hører vi allerede i begyndelsen af bogen, at Karl Ove er holdt med at drikke. Til gengæld skriver han, og litteraturen, fornemmer man, giver ham den gamle frihed tilbage, uskylden kunne man vel sige. Præcis dette er også en af de primære årsager til Knausgårds projekt. De sociale bindinger, der forhindrer naturligheden, at vi ikke evner at sige, hvad vi mener – disse ting skal litteraturen nedbryde.

Men litteraturen har også en anden, relateret funktion, nemlig at bekæmpe selvrefleksionen. Det at alt er blevet ånd, som det hedder i en passage (250), skal bekæmpes, men hvordan? Døden er én måde:

”Den del af døden, den der tilhører kroppen og er konkret, fysisk, materiel, den død der holdes skjult med en omhyggelighed så stor at den ligner en slags vanvid, og det virker, bare hør hvordan mennesker der uforvarende har været øjenvidner til dødsulykker eller drab plejer at formulere sig. De siger altid det samme, det var helt uvirkeligt, selvom det de mener, er det modsatte. Det var så virkeligt. Men den virkelighed lever vi ikke længere i. For os er alt blevet vendt på hovedet, for os er det virkelige uvirkeligt, det uvirkelige virkeligt. Og døden, døden er det sidste store udenfor. Det er derfor den må holdes skjult. For godt nok er døden uden for navnet og uden for livet, men den er ikke uden for verden.” (251)

Præcis derfor kredser især bind et så meget om døden, især i det lange essay i begyndelsen, der handler om, hvordan døden fylder medievirkeligheden, men ikke vores liv som sådan. Knausgårds pen er dyppet i døden, kunne man sige, men kun for at skrive virkeligt, for at trænge igennem vores oplevelse af verden som uvirkelig.

Hvad Knausgård kæmper imod, er verdens lukning. At visse områder, som vi tror vi kender, forbliver uberørte og uåbnede. Det globale og særdeles visuelle billede af verden, som vi lever med, skal bekæmpes, og det skal bekæmpes med litteratur:

”Vores tanker oversvømmes af billeder af steder vi aldrig har været, men alligevel kender, mennesker vi aldrig har mødt, men alligevel kender, og lever vores liv i forhold til. Den følelse det giver af at verden er lille, tæt omsluttet om sig selv, uden åbninger mod noget andet, er næsten incestuøs, og selvom jeg vidste at den var dybt usand, eftersom vi egentlig ikke ved noget om noget, slap jeg alligevel ikke væk fra den. Den længsel jeg altid mærkede, som nogle dage var så stor at den næsten ikke lod sig kontrollere, udsprang heraf. Det var delvist for at lindre den at jeg skrev, ved at skrive ville jeg åbne verden, for mig selv, samtidig med at det også var det der gjorde at jeg mislykkedes med det […]. Det som jeg forsøgte, og som måske alle forfattere forsøger, hvad ved vel jeg, var at bekæmpe fiktion med fiktion.” (246)

Situationen er egentlig den samme som i flyet. Refleksionen, alt det der er ånd, lukker sig om os og efterlader os i et klaustrofobisk og narcissistisk rum. Men ligesom Knausgård forsøger at bekæmpe fiktion med fiktion, forsøger han også at bekæmpe narcissisme med narcissisme. At tale indirekte og til sig selv for at tale direkte til alle. Det er vejen ud af den refleksive solipsisme, som Knausgård (og måske de fleste af os andre) er havnet i.

Hvad vi derfor genkender hos Knausgård, tror jeg, er den indirekte tale, der bunder i narcissisme. Genkender den og mærker den som noget, der er direkte og umiddelbar, selvom den faktisk er noget helt andet. Måske endog fiktion. For her læser vi måden vores særdeles selvrefleksive bevidsthed skabes på, måden vi skaber fortællinger om os selv og om vores liv, hvordan minder bliver til minder, historier, fortællinger, hvordan jeg, din og min identitet bliver til.

Den dårlige hukommelse, som Knausgård nævner flere gange i forbindelse med projektet, og som bl.a. nævnes side 213 i den danske udgave af første bind, er på en måde et perfekt udgangspunkt for den narcissistiske fortælleform. Hukommelsen er noget, der skal skrives frem. Det er ikke ensbetydende med fiktion. Ej heller med fakta. Uendelig mange detaljer i Min kamp er umulige at efterprøve. Men det er jo ikke en henvisning til verden på den måde, der interesserer Knausgård. Dvs. om detaljer nu også er sande i forhold til faktuelle begivenheder. Sandhedskravet er fra starten et andet. Det skal være sandt i forhold til det skrivende nu, og tro mod den skrivendes og dermed også den læsendes nu. Vi skal først og fremmest genkende den bevidsthedsrejse, der er tale om, som vores egen. Dernæst mærke hvordan det føles at rejse hjem, når ens far lige er død. Hvordan det føles at gøre rent efter sin fars druk, svineri og misligholdelse af eget liv

Knausgård er ikke en bedrager, tværtimod. Han skriver ud fra et andet diktum end den, som den historiske, faktuelle sandhed dikterer. Han skriver først og fremmest en roman, vi skal kunne spejle os i, men også spejle os ud af igen. Sådan lidt banalt formuleret skal romanen lære os at gennemskue verden Dette ikke ensbetydende med ”ren” fiktion. Men det er ensbetydende med et fordrejet virkelighedsbillede og en hensyntagen til andre faktorer. Som Aristoteles engang sagde det, så er skønlitteraturen mere universel, hvad sandhed angår, end historieskrivningen, også selvom den benytter fiktion eller fiktive elementer.

Det er en sådan universalitet, som Knausgårds roman sigter efter. Den vil være sand i forhold til, hvad det vil sige at være et menneske, og det vil den i højere grad, end den vil være sand i forhold til, hvad det vil sige at være Karl Ove Knausgård. Knausgård er et bestemt eksempel på et menneske. Men det er ikke dette bestemte eksempel, der er interessant. Det er det eksemplariske ved eksemplet: Hvad det overhovedet vil sige at være et velorienteret, velfærdsramt, vesteuropæisk menneske i det 21. århundrede.