Uden for (litteratur)nummer: Citat fra et mailfællesskab, som jeg er medlem af. Jeg kunne ikke være mere enig:
"Personligt forstår jeg ikke, at man fra rød bloks side ikke klandrer blå blok for at have ført uansvarlig økonomisk politik? Ikke Løkke, men Fogh. Hvorfor investerede man ikke pengene fornuftigt, dengang vi med en fjollet ministers ord kunne købe hele verden? Hvorfor gav man grønt lys for stadigt mere risikable lånetyper? Hvorfor løb regningerne til det offentlige løbsk på trods af intentionerne om det modsatte? Jeg hørte en økonom tale om to store succeshistorier, hvad økonomi angår i nyere tid: Det er Schlüter og Nyrups regeringer. Imens Foghs tid var en fiasko. Økonomisk ansvarlighed er ikke nødvendigvis knyttet til partifarve. Først surfede Fogh på den økonomiske bølge, som viste sig at være en boble, og så løb han fra regningen. Måske var det i virkeligheden Henrik Qvortrup, der var ansvarlig for den økonomiske politik, som Fogh-regeringen førte. Dvs. den blev ført på baggrund af retorik, fx ideen om "skattestop", som var fanden, var den. Der var skattestop alle de synlige steder, imens man stadig blev trukket steder, hvor det ikke så ud til at gøre ondt. Og dér stod man, muligvis med 500 kroner mere om måneden som velstillet familie, imens man kunne se, at ens børn skulle bespises med pis og papir i institutioner og skoler.
Det handler desuden om den mistillid, som regeringen har gjort til en del af sin politik overfor det offentlige. Hvilket har medført selvkontrol og bureaukrati og dermed en ineffektiv arbejdsgang. Egentlig i bedste mening. Det "offentlige" svarer igen i forhold til den mistillid. Når man fx nedlægger små kommuner og amter, gør man det for at effektivisere, men tænk på alle dem, der hytter deres eget skind i den proces. Mistillid er præcis grobund for sådan en handlen på egen hånd imellem geleddene. Mellemledere, overgangsfigurer, folk der skal sørge for en glidende overgang fra amt til region. Det koster, men det kommer der ikke flere "varme" hænder ud af. Tværtimod. Igen: Intentionen er god, men styringen af den proces er slået fejl, tror jeg. Det der med at sige, at kommunerne har så og så mange penge, at det er dem der selv må prioritere, dem der har ansvaret for styringen af dit og dat, overordnet set at sende ansvaret (og mistilliden) ned i geleddene, det er noget, som Fogh-regeringen har indført. Det hænger naturligvis sammen med en liberalistisk tankegang (enhver er sin egen lykkes smed, også kommunerne), men denne er ikke nødvendigvis effektiv, heller ikke økonomisk, når det kommer til styringen af en moderne velfærdsstat, der jo med et andet ord fra 00'erne skal have sammenhængskraft. Økonomi er et incitament, men det er ikke den eneste gode forretning (hvilket i øvrigt også er derfor, at Liberal Alliances politik ikke holder stik. Det er luftkasteller, for Danmark er ikke en virksomhed, og kapital er ikke kun et økonomisk anliggende, når det gælder velfærdsstaten, som vi vel mere eller mindre alle er enige om at bevare)."
Godt valg.
"Personligt forstår jeg ikke, at man fra rød bloks side ikke klandrer blå blok for at have ført uansvarlig økonomisk politik? Ikke Løkke, men Fogh. Hvorfor investerede man ikke pengene fornuftigt, dengang vi med en fjollet ministers ord kunne købe hele verden? Hvorfor gav man grønt lys for stadigt mere risikable lånetyper? Hvorfor løb regningerne til det offentlige løbsk på trods af intentionerne om det modsatte? Jeg hørte en økonom tale om to store succeshistorier, hvad økonomi angår i nyere tid: Det er Schlüter og Nyrups regeringer. Imens Foghs tid var en fiasko. Økonomisk ansvarlighed er ikke nødvendigvis knyttet til partifarve. Først surfede Fogh på den økonomiske bølge, som viste sig at være en boble, og så løb han fra regningen. Måske var det i virkeligheden Henrik Qvortrup, der var ansvarlig for den økonomiske politik, som Fogh-regeringen førte. Dvs. den blev ført på baggrund af retorik, fx ideen om "skattestop", som var fanden, var den. Der var skattestop alle de synlige steder, imens man stadig blev trukket steder, hvor det ikke så ud til at gøre ondt. Og dér stod man, muligvis med 500 kroner mere om måneden som velstillet familie, imens man kunne se, at ens børn skulle bespises med pis og papir i institutioner og skoler.
Det handler desuden om den mistillid, som regeringen har gjort til en del af sin politik overfor det offentlige. Hvilket har medført selvkontrol og bureaukrati og dermed en ineffektiv arbejdsgang. Egentlig i bedste mening. Det "offentlige" svarer igen i forhold til den mistillid. Når man fx nedlægger små kommuner og amter, gør man det for at effektivisere, men tænk på alle dem, der hytter deres eget skind i den proces. Mistillid er præcis grobund for sådan en handlen på egen hånd imellem geleddene. Mellemledere, overgangsfigurer, folk der skal sørge for en glidende overgang fra amt til region. Det koster, men det kommer der ikke flere "varme" hænder ud af. Tværtimod. Igen: Intentionen er god, men styringen af den proces er slået fejl, tror jeg. Det der med at sige, at kommunerne har så og så mange penge, at det er dem der selv må prioritere, dem der har ansvaret for styringen af dit og dat, overordnet set at sende ansvaret (og mistilliden) ned i geleddene, det er noget, som Fogh-regeringen har indført. Det hænger naturligvis sammen med en liberalistisk tankegang (enhver er sin egen lykkes smed, også kommunerne), men denne er ikke nødvendigvis effektiv, heller ikke økonomisk, når det kommer til styringen af en moderne velfærdsstat, der jo med et andet ord fra 00'erne skal have sammenhængskraft. Økonomi er et incitament, men det er ikke den eneste gode forretning (hvilket i øvrigt også er derfor, at Liberal Alliances politik ikke holder stik. Det er luftkasteller, for Danmark er ikke en virksomhed, og kapital er ikke kun et økonomisk anliggende, når det gælder velfærdsstaten, som vi vel mere eller mindre alle er enige om at bevare)."
Godt valg.
Kommentarer