onsdag den 21. december 2011

Simon Grotrian 50 år

Svanerne er Simons, de blinker bøjet
i støvet opstår øjnene
og glasperler triller på ny
fra hans hånd.
Hvis det er mine vinger
du har set dér på skærmen,
så send mig straks alle himlens
på een gang blinkende stjerner i skriften
denne eksploderende postkasse
ingen kan rumme på nær rummet
som rummer sig selv og os
fra jorden op til sig.



(kun kommentarer som digte accepteres, men skriv gerne nogle linjer til Simon : - )

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

UGH

Du viser mig angsten
Jeg er din totempæl
Her begraves øksen:

Anonym sagde ...

Fredsviber over landet
Det er det vi vil.

Anonym sagde ...

polits frit smadret
efter gråningens krops
kommes lægnings
frysnings
aflange hoved
bue pil

PC sagde ...

Jeg læste den første
sonet med et jordskælv
på læben,
jeg læste de andre
i lyset fra
en vinterdepression
som roligt gik i opløsning
i det sydende vand
(de lette bobler
op gennem væsken
og mineralernes
stress i de nederste lag)
og jeg spurgte mig selv:
hvem, hvis de fulgte
dine gåder,
kunne glemme
de forsølvede spring
du slog sammen
med de langsomme
landmasser og havet.