De næste 5000 dage

I dag faldt jeg over denne anmeldelse af Amalie Smiths debut på min egen computer (CHOK), som jeg sendte for laaaaang tid siden til Sentura, hvor den sammen med sitet i øvrigt er blevet syltet. Så hvorfor ikke bringe den HER? Det fortjener bogen (og forhåbentlig også anmeldelsen?):

Den dobbelteksponerede identitet

 

Amalie Smith: De næste 5000 dage

Gyldendal

96 sider

149,95 kroner

Det var en fredag aften

Til en start styrtlæste jeg Amalie Smiths debutbog De næste 5000 dage en kedelig fredag aften. Det tog ikke lang tid, en god halv times tid eller deromkring, og jeg var helt oppe på mærkerne omkring kedelig forfatterskolelitteratur, og jeg skal komme efter dig. En anden og tredje gennemlæsning gjorde imidlertid, at jeg måtte revidere min forforståelse en del. Dermed ikke være sagt, at Amalie Smith har skrevet et uomgængeligt værk, eller at der ikke stadigvæk er noget omkring min fordomsfulde førstegangslæsning, men hun har mønstret en række tekster, der på hver sin måde fortæller os interessante ting om, hvad identitet og litteratur (også) er i dag.

Hybridroman

Bogen kaldes en hybridroman i seks dele. Alle genrer afprøves fra den nøgternt registrerende prosa til poesien i det næstsidste afsnit. Desuden indeholder bogen billeder i kombination med tekster. Bl.a. en serie hvor en person, formentlig forfatteren selv, æder en blomst, der (formentlig igen) er en såkaldt narcissus pseudonarcissus, også kendt som påskelilje. Det er naturligvis en symbolladet handling, som man bør tolke mere på, ikke mindst når den kombineres, ikke blot med ét tekstspor, men hele to, hvoraf det sidste knyttes tættere til billedet, fysisk set, imens det første på en mere ”handlingsmæssig” måde knytter sig til billederne. At blomsten omtales ved sit latinske navn og dermed giver allusioner til en kompleks narcissisme, gør det ikke mindre interessant. Som der står et sted: ”Jeg ligner en, der leder efter nogen”. Det interessante ved den sætning er, at den på samme tid har et subjekt, der taler om at se og blive set. Denne dobbelteksponering, som det hedder andetsteds i bogen, er central for forståelsen af den udsigelse og identitet, der mere generelt er på spil. Tænk her på, at unge, der vokser op i dag, i den grad har været udsat for en konstant dobbelteksponering. De har i kraft af en til stadighed forfinet digital teknik så at sige ikke skullet vente på at blive fremkaldt.

Når man falder ud

Det lyder sikkert mere kompliceret, end det er, men Amalie Smiths ”tekster” undersøger dermed ikke bare egne stedsfornemmelser, men også læserens, idet man tvinges til på tværmediel vis at navigere mellem forskellige diskurser. Netop her mener jeg også, at hybridromanen har sin største styrke. Især når udsigelsens sted undersøges i det mest vellykkede afsnit, der hedder ”Søgeresultater”. Hvad sker der, når man som ”udsiger” falder ud? Eller når man oplever spaltningen af at have en krop i verden samtidig med at man bliver suget ind i andre medier, som det sker i denne her tekst om Facebook:

”Jeg oplever, at mennesker, der suges ind i tv og aviser, bliver ved med at have en krop i den virkelige verden. Det er en konkret erfaring. Der findes et fotografi af Sappho som ung, men det bevæger sig mod en anden galakse. Hun så op i himlen, og sådan gik det til. Ikke noget hokus pokus. I mellemtiden har nogen lavet et ansigtskartotek på nettet, og alle i verden har meldt sig.”

En skærm imellem mig og mig

Bogens fine omslag er et billede af et still-kamera (tror jeg det hedder), der filmer ind i et ”ekkofrit rum”. Billedet foregriber som Smiths tekster, tror jeg, en undersøgelse af udsigelsespositionen. Smith skriver også flere steder, som om hun er et registrerende kamera. En metode der visse steder minder om Jørgen Leths i sine tekster, men måske mere cyborg-agtig. Hos Leth er man klar over, at udsigelsen mimer et kamera. Hos Smith er tingene mere komplicerede og indvævede i hinanden, men der er stadigvæk en enorm bevidsthed om det aktuelle medie, om det er skrift eller billede. Stederne i bogen flyder grænseløst sammen både i det enkelte medie alene og på tværs af dem. Tingene opløses til tider for øjnene af os, som når jeget siger ”At røre ved dig, føles som at stikke hånden gennem et løst vævet tæppe”. Sådanne passager kunne fx minde læseren om det en globaliseringsteoretiker (John Tomlinson) har kaldt for ”the condition of immediacy”. Nye medier giver os fornemmelsen af umiddelbarhed og fluiditet, uanset hvor i verden vi befinder os, de påvirker simpelthen vores identitet. Måske er det noget sådant, der er på spil hos Smith? Vi er tilsyneladende i kontakt med os selv og hinanden, og så alligevel ikke, for der er fx en skærm imellem os, ja imellem mig og mig.

Ny litterær subjektivitet

Når det er sagt, må jeg måske også hellere vende tilbage til og forklare mine indledende fordomme. For bogen vil måske for meget på en gang, og den vil for mange, ikke specialiserede læsere, føles en anelse verdensfjern, arty-farty måske? Måske gøres nogle af teksterne unødvendigt komplicerede, og man skal (som illustreret ovenfor) lede en smule hårdt efter, ikke bare det verdensvendte, men også det læserhenvendte, ved teksterne. Jeg fik med andre ord litterær klaustrofobi ved min første læsning. Også jeg er naturligvis ramt af tidstypiske tendenser til, at litteraturen skal være kommunikerende og intervenere i verden. Tilgiv mig! For jeg tilgiver naturligvis Amalie Smith for alt: Hun er debutant, ung og (især fordi) hun har et stort forpligtende talent. Sammen med en af de seneste års bedste digtdebutanter, Theis Ørntoft, tegner hun konturerne af en ny form for litterær subjektivitet, som er yderst interessant.