I dag faldt jeg over denne anmeldelse af Amalie Smiths debut på min egen computer (CHOK), som jeg sendte for laaaaang tid siden til Sentura, hvor den sammen med sitet i øvrigt er blevet syltet. Så hvorfor ikke bringe den HER? Det fortjener bogen (og forhåbentlig også anmeldelsen?):
Den
dobbelteksponerede identitet
Amalie Smith: De næste
5000 dage
Gyldendal
96 sider
149,95 kroner
Det var en fredag
aften
Til en start styrtlæste jeg Amalie Smiths debutbog De næste 5000 dage en kedelig fredag
aften. Det tog ikke lang tid, en god halv times tid eller deromkring, og jeg
var helt oppe på mærkerne omkring kedelig forfatterskolelitteratur, og jeg skal
komme efter dig. En anden og tredje gennemlæsning gjorde imidlertid, at jeg
måtte revidere min forforståelse en del. Dermed ikke være sagt, at Amalie Smith
har skrevet et uomgængeligt værk, eller at der ikke stadigvæk er noget omkring
min fordomsfulde førstegangslæsning, men hun har mønstret en række tekster, der
på hver sin måde fortæller os interessante ting om, hvad identitet og
litteratur (også) er i dag.
Hybridroman
Bogen kaldes en hybridroman i seks dele. Alle genrer
afprøves fra den nøgternt registrerende prosa til poesien i det næstsidste
afsnit. Desuden indeholder bogen billeder i kombination med tekster. Bl.a. en
serie hvor en person, formentlig forfatteren selv, æder en blomst, der
(formentlig igen) er en såkaldt narcissus pseudonarcissus, også kendt som
påskelilje. Det er naturligvis en symbolladet handling, som man bør tolke mere
på, ikke mindst når den kombineres, ikke blot med ét tekstspor, men hele to,
hvoraf det sidste knyttes tættere til billedet, fysisk set, imens det første på
en mere ”handlingsmæssig” måde knytter sig til billederne. At blomsten omtales
ved sit latinske navn og dermed giver allusioner til en kompleks narcissisme,
gør det ikke mindre interessant. Som der står et sted: ”Jeg ligner en, der
leder efter nogen”. Det interessante ved den sætning er, at den på samme tid
har et subjekt, der taler om at se og blive set. Denne dobbelteksponering, som
det hedder andetsteds i bogen, er central for forståelsen af den udsigelse og
identitet, der mere generelt er på spil. Tænk her på, at unge, der vokser op i
dag, i den grad har været udsat for en konstant dobbelteksponering. De har i
kraft af en til stadighed forfinet digital teknik så at sige ikke skullet vente
på at blive fremkaldt.
Når man falder ud
Det lyder sikkert mere kompliceret, end det er, men Amalie
Smiths ”tekster” undersøger dermed ikke bare egne stedsfornemmelser, men også
læserens, idet man tvinges til på tværmediel vis at navigere mellem forskellige
diskurser. Netop her mener jeg også, at hybridromanen har sin største styrke.
Især når udsigelsens sted undersøges i det mest vellykkede afsnit, der hedder
”Søgeresultater”. Hvad sker der, når man som ”udsiger” falder ud? Eller når man
oplever spaltningen af at have en krop i verden samtidig med at man bliver
suget ind i andre medier, som det sker i denne her tekst om Facebook:
”Jeg oplever, at mennesker,
der suges ind i tv og aviser, bliver ved med at have en krop i den virkelige
verden. Det er en konkret erfaring. Der findes et fotografi af Sappho som ung,
men det bevæger sig mod en anden galakse. Hun så op i himlen, og sådan gik det
til. Ikke noget hokus pokus. I
mellemtiden har nogen lavet et ansigtskartotek på nettet, og alle i verden har
meldt sig.”
En skærm imellem mig
og mig
Bogens fine omslag er et billede af et still-kamera (tror
jeg det hedder), der filmer ind i et ”ekkofrit rum”. Billedet foregriber som
Smiths tekster, tror jeg, en undersøgelse af udsigelsespositionen. Smith
skriver også flere steder, som om hun er et registrerende kamera. En metode der
visse steder minder om Jørgen Leths i sine tekster, men måske mere
cyborg-agtig. Hos Leth er man klar over, at udsigelsen mimer et kamera. Hos
Smith er tingene mere komplicerede og indvævede i hinanden, men der er
stadigvæk en enorm bevidsthed om det aktuelle medie, om det er skrift eller
billede. Stederne i bogen flyder grænseløst sammen både i det enkelte medie
alene og på tværs af dem. Tingene opløses til tider for øjnene af os, som når
jeget siger ”At røre ved dig, føles som at stikke hånden gennem et løst vævet
tæppe”. Sådanne passager kunne fx minde læseren om det en
globaliseringsteoretiker (John Tomlinson) har kaldt for ”the condition of
immediacy”. Nye medier giver os fornemmelsen af umiddelbarhed og fluiditet,
uanset hvor i verden vi befinder os, de påvirker simpelthen vores identitet.
Måske er det noget sådant, der er på spil hos Smith? Vi er tilsyneladende i
kontakt med os selv og hinanden, og så alligevel ikke, for der er fx en skærm
imellem os, ja imellem mig og mig.
Ny litterær
subjektivitet
Når det er sagt, må jeg måske også hellere vende tilbage til
og forklare mine indledende fordomme. For bogen vil måske for meget på en gang,
og den vil for mange, ikke specialiserede læsere, føles en anelse verdensfjern,
arty-farty måske? Måske gøres nogle af teksterne unødvendigt komplicerede, og
man skal (som illustreret ovenfor) lede en smule hårdt efter, ikke bare det
verdensvendte, men også det læserhenvendte, ved teksterne. Jeg fik med andre
ord litterær klaustrofobi ved min første læsning. Også jeg er naturligvis ramt
af tidstypiske tendenser til, at litteraturen skal være kommunikerende og
intervenere i verden. Tilgiv mig! For jeg tilgiver naturligvis Amalie Smith for
alt: Hun er debutant, ung og (især fordi) hun har et stort forpligtende talent.
Sammen med en af de seneste års bedste digtdebutanter, Theis Ørntoft, tegner hun konturerne
af en ny form for litterær subjektivitet, som er yderst interessant.
Kommentarer