Noter til kritikerpanel 27. april

Sad i dag og kiggede på mine noter fra Kritikersalon den 27. april i Kunstbygningen, Århus. Så tænkte jeg, hvorfor ikke smide dem ud på bloggen. Her er de så:

Kritikerpanel 27. april 2011

Begge værker i dag bærer reminiscenser eller inspiration fra Per Højholt. Det er lidt underligt, at Højholt sådan lever videre i det dulgte, for ellers virker han på en måde glemt og lidt utidig i nutidens litterære landskab. Litteratur i dag skal jo handle om noget, og dér har Højholt måske ikke så meget at byde ind med.

Man kunne også sige, at en litteratur med så stor fokus på (sin egen) form tilsyneladende lige nu er outdated. Eller er den?

Begge de to romaner, som vi har læst til i dag, er jo først og fremmest formfuldendte, snarere end indholdsfuldendte, hvis man kan sige det. Og de står begge i gæld til Per Højholt på hver deres måde.

Lone Hørslev: Sorg og camping

På en måde er det en sejr for litteraturen, når Sorg og camping til trods for sit fokus på form ender med at runde bestsellerlisten. Ud fra anmeldelserne, eller rettere anmelderne at dømme, kan man desuden se, at Lone Hørslev ikke længere er en forfatterskoleforfatter med et snævert publikum. Hun bliver anmeldt af både Leonora Christina Skov og fx Mikkel Bruun Zangenberg.

(Ofte er anmelderen et første hint om, hvilket publikum bogen har eller får)

At Hørslev har formået at få sit forfatterskab til at spænde så vidt, er jeg personligt glad for. Inspirationen bag hendes forfatterskab er jo mestendels amerikansk LANGUAGE poesi samt en digter som Frank O’Hara, og at hun formår at forene en sådan inspiration med en voksende popularitet, er flot.

Om Højholt-inspirationen hos Hørslev: Først og fremmest er der jo titlen, der er hentet fra dette digt af Højholt:

Personen slår til

Når man står og ser et af de nye, lette persontog
komme glidende, godt oppe i fart og med en
slibende, definitiv lyd som når man skærer glas
kan man godt gribes af undren over at livet
som sådant med dets sorg og camping er langt
nok, lige nøjagtigt, fx nåede jeg i dag både
at se en stor tudse ved indgangen til Kvickly og
at forsone mig med at jeg nok ikke får den at se igen.

(fra Praksis, 9: Det gentagnes musik, 1989)

Men der er også Gitte. Den ligefremme tale, som jo er romanens stemme, snarere end personernes – i den, kan man, synes jeg, af og til høre Gitte, eller i hvert fald inspirationen fra Gitte. Men hvor Højholt på en måde udstillede Gitte en smule, om end det måske aftog i takt med succesen, er Hørslev mere solidarisk overfor sin gennemgående stemme.

Det kan ganske simpelt skyldes, at hun er en kvinde. Men i hvert fald skyldes det, at hun, som Olga Ravn skriver i sin anmeldelse i Information, der er den hidtil bedste af bogen, at ”Hørslevs kvinder kæmper bravt mod en konventionel offerrolle, som de samtidig har svært ved ikke at svælge i.”

Det gælder fx når Laurits ved at kalde både Jannie og Marianne for ”pantere” fastholder dem i forestillingen om at de er de farlige hundyr, selvom han bedrager dem begge og ikke mindst sin kone (jf. side 74).

Hørslev elsker på den ene side at skrive om sådan noget som julepynt og nisselandskab, blot for at tage et par eksempler, imens hun på den anden sagtens kan se problemerne i, at kvinder bliver sådan nogen, der netop står for julepynten eller nisselandskabet.

Det er jo traditionelt det, man inden for kunst og litteratur kalder for camp, som er en æstetisk sensibilitet, hvori noget er tiltrækkende på grund af sin dårlige smag og ironiske værdi. Begrebet er nært beslægtet med kitsch. Der er masser af camp og kitsch i Lone Hørslevs forfatterskab, men i denne roman får hun ligesom trukket linjen mere op. Indhold og form er tættere på hinanden end i de tidligere romaner.

Jeg er ikke sikker på, at jeg synes at Sorg og camping er bedre end sine to forgængere, dvs. Hørslevs to romaner, men den er mere tydelig i forhold til denne camp-æstetik.

Måske synes jeg, at det er lidt overflødigt at henligge handlingen til 1985. Er der egentlig nogle gode årsager til dette? Den kitsch-værdi som 80’erne måtte have i forhold til bogen, skinner ikke specielt tydeligt igennem, og Hørslev vil stadig kunne finde kvinder, der er fanget i lignende situationer som Marianne, Gunnhildur og Jannie. Folk tager stadig på camping. De bedrager stadig hinanden. Arbejder stadig som butiksassistenter osv.

Men måske ligger der i anakronismen et budskab om, at tingene ikke har ændret sig de seneste 25 år. Kvinder lader sig stadigvæk indfange i den problemstilling, som Hørslev trækker op.

***

I et af de mange brud mellem mand og kvinde ligger der for øvrigt også et hint om litteratursyn. Her taler jeg ombruddet mellem Gunnhildur og Thomas. Thomas er 80’ernes mand. Han tilhører det gamle, sorte litteratursyn (jf. side 175).

Måske er det symbolsk, at Gunnhildur beskæftiger sig med salget af litteratur, og at hun her faktisk formår at forene det kommercielle med det kunstneriske. Det har Thomas ikke meget til overs for. Men det har Lone Hørslev derimod, tror jeg. Ligesom der for Gunnhildur ikke er en nødvendig modsætning dér, er det det heller ikke for Hørslev.

Thomas er jo et skvat. For hvad bliver det til med de litterære drømme?

Både Leonora Christina Skov og Mikkel Bruun Zangenberg taler om en alvidende fortæller, den sidste endda om en diskret alvidende fortæller. Det er rigtigt, men det er en diskret alvidende jegfortæller. Det ser man fx side 77. For mig at se skinner lyrikeren Hørslev her igennem de narrative lag, dvs. lyrikkens stemme, der stadig findes i hendes romaner

Naturlige fjender hørte jeg som lydbog indlæst af forfatteren selv, og det var en god oplevelse, fordi man derigennem i endnu højere grad måske kunne mærke den stemme, som bærer hele værket. At være diskret og alvidende på samme tid er måske lidt af et paradoks. Det er rigtigt, at fortælleren ryger ind og ud af bevidstheder, men grundtonen er på en måde den samme, og den er hørslevsk, en vi kender fra digtene.

Måske er det derfor, at jeg synes, at Hørslev er bedst, når hun ikke bruger for megen dialog, for dialogen står faktisk i vejen for denne hørslevske alvidende jegfortællerstemme.

Her er vi så tilbage ved, hvorfor Hørslev måske et eller andet sted stadigvæk er lyriker, selvom ud nu har udgivet tre romaner

Thomas Hvid Kromann: Saksehånd:

Jeg kan ligeså godt indrømme, at jeg har det mærkeligt med at skulle anmelde Thomas Hvid Kromanns bog. Thomas har været min ven siden vi mødtes for ca. 15-16 år siden på en højskole, og jeg har sådan set været vidne til hans forfatterskab fra før det overhovedet blev et forfatterskab.

Derfor er det også lidt speget at være mig i denne her situation, nu. Desuden fordi jeg et sted optræder i romanen og generelt kender ret godt til den fiktive virkelighed, der skildres i romanen.

Men det som jeg har tænkt på, og for begges, både Hørslev og Kromanns vedkommende, er, at de jo begge debuterede som lyrikere og måske på en måde stadigvæk er lyrikere, der skriver romaner på formeksperimenterende vis. Det kommer til udtryk på to vidt forskellige måder, men måderne er personlige.

Thomas er også akademiker og skriver faktisk nogle meget genre-rene akademiske artikler, om man så kan sige. Bogen her kan man måske sige, er personlig på en måde, fordi den er det akademiske ude på et overdrev. Tilsat fiktion.

Formen giver en distance, også selvom det måske er Kromanns mest personlige bog til dato. Og jeg tror, at der i formen ligger en vis skyhed, eller måske snarere en reservation, der på andre kan virke nedsættende eller frastødende.

Egentlig kunne jeg godt tænke mig at Thomas ”gav faen” som gode Karl Ove Knausgård siger det – altså slipper alle hæmninger og formmæssige forbehold, men det er ikke helt hans stil.

Ser man derfor bogen i forhold til forfatterskabet som sådan, mener jeg, at Kromann er blevet mere sikker i forhold til sin egen stil. Den kan man så bryde sig om eller ej

Stilen er altså bevidst tung og giver mindelser om Højholts bog om Hans Henrik Mattesen, men desuden i sin lidt platte tilgang til virkeligheden om Claus Beck-Nielsens Selvudslettelser.

Ideen med at skildre miljøet omkring det lille forlag After Hand i slutningen af 1990’erne er god. Digteren og maleren Henrik Have tildeles her en prominent og central plads, som præsidenten for det hele. Jeg læser bogen som en hyldest til Have og til dennes indsats med After Hand, der meget sigende i bogen ikke beskrives som et forlag, men som en situation.

After Hand er og har været, ikke bare i bogen, men også i virkeligheden, mere end et forlag – det er også et opbevaringssted, fysisk og psykisk, for Haves kunstneriske praksis, om man så kan sige. Det som jeg tror, at Saksehånd vil fange, er denne praksis, en indsats der ikke kun kan måles via de bøger som After Hand har stået for, men i ligeså høj grad det miljø som forlaget, især dengang, faciliterede. Hvis præsidenten er Henrik Have, er en af præsidentens mænd (Claus) Handberg. Vi får således også et portræt af den talentfulde, men ikke altid så flittige forfatter Handberg, hvis talent også synes at flyde ud over bogens rammer og ind i situationen. Han er på en måde bogens helt. En person der ikke forbliver et vidne til avantgardens trængsler, en person som er beyond avantgarde; måske fordi han lever den i stedet for at tænke den.

En intention ved skildringen af After Hand er formentlig at beskrive forlagets praksis som undergrund, avantgarde, resterne af en avantgarde, og det er velsagtens baggrunden for at hive en skikkelse som Nikolaj Vang ind (aka Mikkel Bolt). Bolt har og havde sådan set ingenting at gøre med After Hand, men, må man formode, figurerer et sted i Volontørens (forfatterens) bevidsthed som del af denne ”avantgardens rester”.

Jeg tror, at jeg sådan nogenlunde på stående fod ville kunne redegøre for, hvad der er fiktion, og hvad der ikke er fiktion i bogen, men noget der i hvert fald er fiktion, er det redaktionsmøde, som finder sted omkring tidsskriftet Die Nordsee. Ideen om dette tidsskrift er ikke en fiktion; den havde Henrik Have vistnok i mange år, og den har han måske endnu, men mødet mellem disse for bogen så centrale skikkelser har aldrig fundet sted. Redaktionsmødet er vel en form for avantgardistisk fantasi fra forfatterens side. Tænk at have Das Beckwerk, Henrik Have, Mikkel Bolt, Mikkel Thykier samlet til et redaktionsmøde i After Hands lokaler i Nansensgade og tænk at bevidne denne avantgardistiske situation. Det er det, volontøren gør.

Afsnittet med redaktionsmødet er for mig at se centralt, selvom det måske tilhører den mere fiktive del af bogen. Mødet illustrerer en utopisk vision, eller en forlist drøm, om at samle en fortrop, en egentlig avantgarde, ligesom bogen som sådan til en vis grad foregiver, at en sådan har fundet sted. Men faktum er, at mødet aldrig har fundet sted, og at avantgarden, også i den tid som Saksehånd skildrer, er noget, man foretager sig alene. Bogen kan måske derfor læses som en pendant til Mikkel Bolts lille bog på forlaget 28/6, der hed Avantgardens selvmord.

Kromanns bog er ikke nostalgisk, men den postulerer måske en sammenhæng, som aldrig har været der. Jeg ved ikke, om avantgarden har begået selvmord, men den fremherskende individualisme har måske givet den nye betingelser. Selv i tresserne kunne store egoer som Jørgen Leth, Hans-Jørgen Nielsen, Per Højholt og Per Kirkeby finde kreative veje sammen. I dag er egoerne, også for dem der kalder sig avantgarde, måske så store, at man, som det også bliver skildret ved det fiktive redaktionsmøde i Saksehånd, starter med alternativet til det alternative tidsskrift Die Nordsee. Og, ikke mindst, at dette alternativ er personligt motiveret. Hvis det fiktive møde fortæller os noget om avantgardens situation i dag, er det dette: at den i dag er forbundet med personlige og private dagsordener, som modsætter sig en fælles front. Sådan har det – til en vis grad – måske altid været, idet avantgarden har en sådan lige dele konkurrerende og udgrænsende bevægelse: Hvem er mon mest avantgarde af dig og mig? Mig? Mig?

Højholt får det sidste ord, som måske kan illustrerer dette:

goegoeegoeGoeGOeGOEgOeGOeGOEGOEGOEGON