"Der er endnu ingen anmelder i DK, der har vist, hvilke spørgsmål der skal stilles til litteraturen for at opdage hvor, hvordan og hvornår den har en ny erfaring at tilbyde, og der er ingen nysgerrighed efter det, fordi nysgerrighed altid kræver åbenhed for selvkritiske spørgsmål"Igennem længere tid har Mikkel Thykiers lille manifest "Overfor en ny virkelighed" rumsteret i mit hoved. Selvom jeg både føler en vis relation til det han taler om, og samtidig provokeret af det, synes jeg alligevel, at udsagn som det ovenstående, samt dem nedenfor, taler for sig selv. Det er flot formuleret, men forbliver en smule infantilt, naivt om man vil. Noget man ikke kan gå i dialog med, og dialogen er vel det, han vil, eller hvad? Man kan komme i tvivl mange steder i skriftet. For et andet sted skriver han fx, at
"det kritiske niveau i aviser og litterære tidsskrifter, selv dem der reklamerer mest for deres litterære interesse, er på så lavt niveau, at det er umuligt at forholde sig til det."
Det samme kunne man måske sige om Thykiers pamflet. Og han fortsætter sin svada:
"Her er ingen forskel mellem en avis som Politiken eller et tidsskrift som Standart: Der er ingen af de nuværende dagblade og litterære tidsskrifter, der tilfredsstiller et behov eller sætter en standard, som forfatterne kan ønske at reagere på."
En retorisk flot udradering af forskelle og nuancer til fordel for den store, mavesure kage - det er hvad han kan. Men det kan man ikke forholde sig til som læser. Sådan ser verden ikke ud nogen steder, selvom "den ny virkelighed" for litteraturen kan være hård. Desuden: Hvad er det for en underlig heroisering af forfatterrollen? Forfattere er aldrig for gode til kritik, og hvis de er det, skal tiden nok sørge for, at det bliver sådan. Selvkritik har Thykier derimod ikke meget af, og den mangel gør pamfletten uinteressant.
Igen må jeg sige, at Thykier er på et gevaldigt vildspor, og det er hårdt at se på som fan af forfatterskabet. For andre af analyserne i skriftet, fx af den alternative publicering i DK, eller af de æstetiske modstrategier, er jo relevante og spændende. Men ak og ve, ingen gider at gå i dialog med en en forurettet teenager, som tror at hele verden er på nakken af ham eller hende. Den verden, og den virkelighed findes desværre ikke. Kun i teenagerens eget hoved.
Kommentarer
Husk at tjekke Virkelig.dk:
http://virkelig.dk/indhold_v2/2011/05/det-universelle-bibliotek/
Venligst
Lasse Winther Jensen
Desuden mener jeg jo, at de kritikere som Thykier drister sig til at angribe, alle er "lette" ofre. Han går med andre ord ikke til fadet.
Dertil kommer, at det er yderst uklart, om Thykier faktisk begræder det faktum, at litteraturen i dag ofte foregår uden for bogens rammer, eller om han hylder det?
Det virker jo som om, at han kritiserer litteraturen som begivenhed, men det er jo netop dens begivenhedskarakter og modtagernes hunger efter oplevelser (oplevelsesøkonomi) i det hele taget, der sørger for at litteraturen bliver begivenhed, og derfor i dag også ofte foregår uden for bogrammen - på den ene aller anden måde (poesifestival, bogforum, oplæsning, performance etc.). For mig virker det derfor som om, at han hylder litteraturen for det, den gør uden for bogrammen, men kritiserer den for dens karakter af begivenhed.
Havde han læst en smule oplevelsesøkonomi, ville have vide at det er to sider af samme sag.
Måske tænker han på noget andet, når han skriver begivenhed, men alligevel. Sådan er der for mange løse, ofte vilde påstande, til at man for alvor kan tage det alvorligt.
Når det så er sagt, tager jeg alligevel hatten af for Thykier. Den konsekvens i sit forfatterskab, som han udviser. Den er et eller andet sted beundringsværdig, heroisk måske endda. Man komme i mine øjne bare ikke langt, når man lukker dialogen, før den er begyndt.
Går man til Thykiers forbilleder, franske tænkere som Barthes eller Blanchot, er det noget andet. For det første fordi de ganske simpelt er bedre tænkere end Thykier. For det andet fordi tonen ikke er så patetisk. Da Barthes fx skrev "Forfatterens død" var der også ironi involveret i selve måden, udgivelsen fandt sted på. Hos Thykier bliver afsenderen (som jo er Thykier selv) ophøjet på en måde, der er blottet for selvironi og, værst af alt, selvkritik. Derfor ender det med at være patetisk, desværre.
kh
Stefan