Sprogets boksering

"Maskinen arbeider, språket går. Jeg tenner en sigarett. Det er overskyet. Det er lenge siden jeg sluttet å skrive bøker. Jeg skriver, det er alt."

Jeg gik kold i Karl Ove Knausgårds (alt for) gammeltestamentlige En tid for alt og brugte anledningen til at sluge en samlet paperbackversion af Tomas Espedals Biografi / Dagbok / Brev, og jeg fattes ord, som man siger. Det er sjældent, at man læser noget, hvor nødvendighed simpelthen lyser ud af alt, hvad der foregår på og mellem siderne. Det her er uden tvivl mesterværker inden for nyere nordisk litteratur. Især Dagbok.

Indrømmet: i sin tid var jeg ikke specielt begejstret for Gå. Eller.... - en bog han i øvrigt skriver om at skrive i Dagbok. Formentlig forstod jeg ikke projektet dengang. Forstod ikke den kropslige uro, der ligger bag Espedals skrift og litteratur. Men nu med Dagbok og de to andre bøger forstår jeg pludselig det hele.

Dagbok er så fremragende, at det gør ondt. Forfatteren skriver ellers forholdsvis usentimentalt. Han skriver egentlig mest om at skrive. Men så kommer det alligevel: først om morens død, dernæst om tabet af sin kone, som er mor til deres to børn.

Hvordan skrive sig igennem den sorg, som disse bøger også skildrer? Hvordan holder man sig som forfatter og menneske i gang? Det gør man ikke nødvendigvis. Man kollapser. Både i og uden for sproget. Ønsker sig selv død og borte. Men skrivebordet kalder, det litterære arbejde. Noget som er mere nødvendigt en een selv. Det er det Dagbok "handler" om; eller rettere: det den beskriver. Litteratur som overlevelse. Men den er også et blik ind i skriften som en rus af en anden verden.

Espedal giver sig hen til skriften på en måde, der ligger mellem Peter Laugesen og Stéphane Mallarmé. Det maskinelle, dvs. fysiske arbejde det er at hamre på tasterne, som man jo også møder i Imot kunsten, og så det abstrakte, at blive ingen. Men hvor mange kun nøjes med at fortabe sig i skrift, er det en mere fysisk proces for Espedal. Kroppen er i (skriftens) gang. Jeget er en protese, og sproget en boksering for Espedal. Flere steder beskriver han fx også glæden, rusen ved at slås. At få nogen på hovedet.

Men ved at give los formår han at indfange en helt særegen fysik i sproget. Det er inkarneret, kunne man måske sige. Og Espedal giver fanden i genrer. Han foretrækker en form, der er intim, men som først og fremmest kommer ham selv og sproget ved. Det betyder ikke, at han helt holder sig fra fiktionen. Fx er der et gribende afskedsbrev fra den afdøde kone til forfatteren. Espedal kerer sig blot ikke om grænsen mellem fiktion og ikke-fiktion. En sådan er nemlig underlagt en helt anden form for nødvendighed: Hvordan skriver jeg mig selv ud af denne krise?

Nå ja, så bør man i denne her sammenhæng også nævne Espedals forbindelser til det danske, bl.a. at han er stor fan af Klaus Høeck og Morten Søndergaard (med hvem han jo har et gå-projekt til fælles).

Nu har vi fået et par bøger af Espedal på dansk. Men disse tre bør også oversættes. FLUKS.

"onsdag 6. november

I dag begravde jeg deg.

Det regnet.

Jeg gravde hullet i jorden, plasserte urnen i hullet, spadde jord over asken som er deg.

Familien sto i en sirkel rundt graven. Det var din far og mor, og dine to døtre. Venner. Venninner. Jeg gravde, og det regnet. Det var umuligt ikke å tenke på at jeg hadde stått slik og gravd en gang tidligere. Det var etter en fødsel. Jeg gravde ned morkaken. Du sto i vinduet og så på. I hendene holdt du henne som nå står og gråter."