Fiktionens forandringer

Særnummer af Spring om "Fiktionens forandringer" er udkommet og kan købes nu.

(Uddrag: Forord ved Poul Behrendt, Marianne Barlyng og Rolf Reitan, der har redigeret nummeret)

Da debatten om Åsne Seierstads journalistiske romaner var på sit højeste, udtalte Jan Guillou, at hvis bare fire procent af en fremstilling er fiktion, så er hele fremstillingen fiktion. En procentsats, der var valgt med omhu. Den svarer til andelen af salt i verdenshavene. Det kan godt være, at 96 procent heraf er det rene vand, men de resterende fire procent gør det hele udrikkeligt. Det er en generel opfattelse, der er kommet under stigende pres de sidste ti år og senest er blevet prøvet ved flere skandinaviske retsinstanser, med forskelligt udfald. Noget kunne tyde på, at en domstol ikke er det bedste sted at afgøre problemet, som ikke desto mindre optager offentligheden, fordi der ikke længere findes nogen konsensus om, hvor grænsen mellem
virkelighed og fiktion går. Er fiktion en parallelverden til den  eksisterende, bare uden virkelighedens juridiske og handlingsmæssige konsekvenser? Eller er fiktion tværtimod en alternativ verden med egne love og regler, fuldt så gyldige som den tilfældigvis eksisterende? Er fiktion overhovedet ikke noget område eller nogen verden, og heller ikke nogen genre, men derimod et felt – fiktionalitet, som vi betjener os af, ligesom af ironi, også i vores daglige adfærd? Er fiktion efterligning af virkelighed, eller efterligning af tale? Er den en afkobling af tale? Er fiktion stedet for udfoldelse af alt det, der pga. forskellige hensyn aldrig kan udfoldes fuldt i virkeligheden? Eller er fiktion tværtimod en måde at se den eksisterende verden på?

Det er nogle af de spørgsmål, der rejses og besvares i dette dobbeltnummer om “Fiktionens forandringer”. Indholdet er resultatet af et samarbejde mellem to forskergrupper ved Københavns og Aarhus Universitet, “Unnatural Narratology” på Nordisk Institut i Aarhus og “Forfatter- og fortællestudier” på INSS i København, samt tidsskriftet Springs redaktion. Vi har ikke bare ønsket at introducere nogle af de mange nye teorier om fiktion, som har gjort sig gældende i narratologiens postklassiske æra, frem for alt Richard Walsh: The Rhetoric of Fictionality som afløser for Wayne C. Booths pragmatiske fiktionsteori. Vi har også ønsket at afsøge og genrebestemme de grænseoverskridende måder, hvorpå fiktion bruges i fiktionens forandringer i samtidens medier, ikke bare bogmediet, men også lyd- og billedmedier – for at vise, at narratologien har konsekvenser og relevans på tværs af fagskel. Litteraturhistorisk strækker emnerne sig fra forrige århundredes fiktionsfornyere som St. St. Blicher, Søren Kierkegaard og H. C. Andersen via modernisterne Klaus Rifbjerg, Per Højholt og Jørgen Leth til årtusindskiftets hybridforfattere: danske Claus Beck-Nielsen, svenske Jonas Hassen Khemiri, norske Jan Kjærstad og hans litterære modpol Karl Ove Knausgård. I alle tilfælde er der tale om en narratologisk indfaldsvinkel, som åbner for en ny måde at læse forfattere/auteurer og værker på.