tirsdag den 13. december 2011

Promenade i Andedammen?

Jeg kan sådan set kun sige hurra for Promenaden og hilse den nye litterære blog med otte stærke skribenter velkommen i cyberspace. Min eneste skepsis går sådan set bare på, om der er en (vigtig) dagsorden at sætte, dér hvor man forsøger at sætte den (på Sentura forsøgte man noget lignende via Senturaklummen, men det ebbede hurtigt ud). Man skriver i den første manifesterende pressemeddelelse på Promenaden:

"Formen er med andre ord fri, men det er en overordnet idé for bloggen, at den skal være et alternativ til en stadig mere kommerciel og udvandet litteraturformidling i Danmark."

Men her har man jo kun øje for den litteraturformidling, man kender fra aktualiserende medier, fx dagblade, fjernsyn og radio, som er den mest synlige af slagsen. Jeg skal ikke kunne afgøre, om den er blevet mere kommerciel og udvandet, end den har været tidligere, men min pointe er, at det for det første ikke den eneste litteraturformidling, der finder sted, og for det andet, og vigtigere, det er måske ikke den vigtigste.

Alt for ofte glemmer man (i sådanne situationer som Promenaden italesætter sig i forhold til) at litteraturformidling også finder sted i undervisningssystemet (universitet, seminarier, gymnasier osv.) - og at der findes tidsskrifter, afhandlinger, opgaver osv. der alle beskæftiger sig med formidlingen af litteratur. Den er imidlertid ikke så synlig og aktualiserende, den er måske ligefrem sendrægtig, men den findes i allerhøjeste grad.

Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke en smule kritisk på det, som Promenaden definerer sig på baggrund af, og som jo dermed indirekte kommer til at definere bloggen. Er man bare en smule bitter over, at man ikke figurerer i de aktuelle medier? Det ser ud som om, at man vil åbne op for litteraturformidlingen, men den forbliver en smule lukket (fx fra forfatter til forfatter).

Men ok: Lad mig være konstruktiv i stedet for kun kritisk. Forslag til et dogme på Promenaden: Du må ikke skrive om aktuel dansk samtidslitteratur (heller ikke dit eget forfatterskab)?!

; - )

10 kommentarer:

Martin Glaz Serup sagde ...

Spørgsmål til dogmet: hvorfor dog ikke?

Stefan K sagde ...

Hej Martin, det er naturligvis halvvejs ment i sjov, og så alligevel ikke: Men p.g.a. frisk luft!
Det bliver så uendelig småt nogle gange, fx når Niels skriver om Lone og hvad ved jeg. Forstå mig ret: Jeg holder meget af begge forfatterskaber - det er ikke det. Men der går nogle gange en art autisme i det hele, som ingen gode forfattere er tjent med. Er der ikke rigelig litteraturformidling om dansk samtidslitteratur i DK undertegnede inkl.!

Martin Glaz Serup sagde ...

Hej Stefan,

Nu tror jeg ikke at der nogetsteds står på Promenaden at Niels skriver om Lone, men fred nu også være med det. Som jeg også skrev derovre, synes jeg ikke den tekst var helt tiptop, men jeg synes at den tager fat i noget væsentligt, som nogle af de efterfølgende kommentarer også beviste - jeg er sikker på at vi kommer til at diskutere litteraturens (selv)fremtrædelsesformer mere indgående (og sobert) snart og den diskussion er jo faktisk blevet initieret af Franks artikel...

Desuden: som Elisabeth Friis vist sagde i et interview til Politiken: det er ikke mængden, men måden. Der er så rigeligt med litteratur alle vegne, det har du ret i, i tv og aviser og where-not; men hvordan er det der gås til det? Fx på TV2s nye daglige kulturmagasin? Jeg har kun set det en eller to gange - det har været nok; første gang skulle Knud Romer og Jakob Levinsen tale om Pablo Llambias' MONTE LEMA - som de tydeligvis ikke havde læst - og det eneste de (og journalisten) kunne hænge sig ved var at forfatteren nævnte Leonora Christine Skov ved navn, jamen, herregud...

Se nu de diskussioner der i løbet af det sidste døgns tid har løbet over på Promenaden: om Asta Olivia Nordentofts debut og om Dorrit Willumsens seneste erindringsroman (eller hvad det nu er) - det er begge danske forfattere - og hånden på hjertet, som Peter Nielsen skriver i Information, når han spørger Promenaden om vi virkelig synes at det er dette der har manglet; hvor ser du ellers den slags udveksling og diskussion af og om litteraturen i den samtidige danske litteraturoffentlighed?

Til sidst: et alternativ er vi næppe til alt det bestående, men et supplement. Vi har ingen ambitioner om at være repræsentative eller dækkende på nogen måde, det vi vil er at skabe et rum, hvor man kan samtale om litteraturen og det der står i den som litteratur (ikke som vare), og hvor det er dét der er kvalitetsparametret: om der står noget, om det tænder os - ikke hvem der skrevet det eller om det lige er udkommet... Lysten ved teksten, med andre ord.

Og til allersidst: jeg synes nu nok at vores format kunne være bedre rent teknisk, men det er altså hvad vi magter - hvis der sidder en programmør derude, der har tid og lyst til at hjælpe; kom endelig frit frem!

De bedste hilsner
Martin

Elisabeth Friis sagde ...

forfattere der diskuterer litteratur - andres og måske også deres egen - med hinanden i et offentligt rum - synes du virkelig der er rigeligt af det?
Og hvad den litteraturformidling og diskussion som finder sted på uni angår - og som du ikke synes vi er opmærksomme nok på. Har du lagt mærke til at tre af bloggerne er ansat som litteraturforskere på universitetet? Der skulle altså være rig mulighed for at bringe de interessante indsigter fra deres daglige arbejde i spil på bloggen.

Stefan K sagde ...

Kære Elisabeth, det vil jeg så glæde mig til. Og Kære
Martin, tak for din kommentar. Det er jo svært for mig at være uenig i noget af det, du skriver. Jeg følger ikke med i de kulturmagasiner, du refererer til. Det fører sjældent noget interessant med sig, når man omtaler litteratur som kultur. Egentlig gik min kommentar måske heller ikke så direkte på jer, men mere det, som I definerer jer op imod. F... det, for (ikke) at sige det lige ud. Nå, måske jeg bare savner luft generelt. Da jeg talte med en unavngiven forfatter forleden til et seminar var det så forfriskende at tale Thomas Bernhard eller Flaubert eller Kafkas dagbøger. Det er inspirationer som disse, jeg savner i dele af den nye danske litteratur og litteraturkritik, der ofte kun har sig selv som omdrejningspinkt. Ingen danske forfattere er blevet store eller gode ved at sidde på skødet af andre danske forfattere, eller ved kun at læse hinanden. Nå, det er sikkert bare mig, der er ved at få kuller. Kh sk

Stefan K sagde ...

Nå og nå. Der er lidt problemer med teknikken. Det må I undskylde.

Stefan K sagde ...

Og nå og nå, jeg er ikke ude på at støde jer, kære medbloggere. Jeg forbeholder mig bare retten til at være kritisk, især i forhold til hvad det er for et alternativ, som I forsøger at være. Nu skal I jo lige have luft under vingerne og sådan. Men måske skal man ikke definere sig i forhold til en dagsorden, som man mener at kunne få øje på, men bare sætte dagsordenen, helt simpelt ;-)

Martin Glaz Serup sagde ...

Hej Stefan,

Vi bliver slet ikke stødt. Mht. udsynet, så kender jeg personligt ikke en eneste forfatter der kun læser andre danske forfattere - til gengæld kender jeg mange universitetsfolk der næsten kun gør det ;-)

Stefan K sagde ...

Hej Martin, touché ; - )

Det er sikkert bare mig, der ser spøgelser: unge forfattere (mere unge end de fleste af jer forfattere på Promenaden, sorry) der gerne vil være som deres danske forbilleder (Moestrup, Skinnebach, Hørslev, Llambias, Hans Otto, hvem ved jeg?), bare i en GTI version (kan man overhovedet sige det i dag, findes GTI? (jeg er et firserfænomen, suk -)) (2.0 så da).

Og den gode LB (som vi selvfølgelig alle holder af, undtagen Ib Michael og "Claus Beck-Nielsen") bekræfter dem så i, at det er den verden, de bliver målt på - det er den slags autisme, som jeg gerne vil ud over, den andedam specifikt, som jeg ikke finder speciel interessant. Det indspiste (kannibalistiske) avantgardistiske hjørne, der gør dansk litteratur en bjørnetjeneste, og som vender sig indad mod sig selv, hver gang det I på Promenaden karakteriserer som "udvandet litteraturformidling" tager et skridt længere ud i underholdning- og kultursfæren.

Næste gang de finder på en tv-serie på DR skal den sgu ikke hedde Borgen, men Skolen og omhandle "forfatterskolen". Det skal baseres på virkeligheden og virkelige personer: Pablo som Pablo osv. ; - )

Martin Glaz Serup sagde ...

Som selvstændig opfølger på ovenstående - Kamilla Löfström i Information.