Lige en lille, rask nytårsreplik til Erik Skyum-Nielsens underlige "anmeldelse" af Simon Grotrians seneste salmesamlinger, for jeg sidder her med den flotte Frontalgalakser i hånden, og mener jo sådan set, at Grotrian kun er blevet bedre, mere sikker og desto mere original og uomgængelig som salmist. Det Skyum-Nielsen kalder "ujævnt" og "bimlende himmelvendt vås" kunne måske i første omgang oversættes som postmodernistisk og i næste som blot og bar poesi, men begge dele har trange kår i salmegenren, i hvert fald sådan som Skyum-Nielsen forstår denne. Det samme gælder, når han kritiserer Grotrian for ikke at lave ordentlige rim - men det er jo skriftrim, på skriftens (den postmodernistiske poesis) vilkår. Det gode ved Grotrians salmer er (i mine øjne og jeg er ingen ekspert, heller ikke på "teologisk soliditet" (hvad det så end betyder i 2009? I hvert fald noget jeg ikke giver fem flade ører for, set fra poesiens side)), at de ikke helmer. De s...

"Digtene er tilsyneladende henvist til og opsuget af internettet, dette globale, ja, universelle alting og ingenting, de er dele af denne luftige, ikke-materielle, denne ekstra-evaporerede helligånd, der lader vor gamle klode gynge som en bold i et boldnet af grænseløs poesi, en usynlig space-virkelighed. Men digte skal også have konkret eksistens, de skal være hørbar hvisken, rap, højtlæste ord, show, sang. Digte skal også findes på papir, de skal have den gamle skrifts tyngde og sendes ud i den lokale verden fra en scene, som Peter [Laugensen] gør det i dag, og som Dan [Turèll] gjorde det i sin tid. Med saft og rytme" (Henning Mortensen i det seneste og ganske fremragende nummer af Standart i en lille sjov artikel om forlagsvirksomheden Jorinde og Joringel. I øvrigt en kommentar til den fraværende poesi på bogmessen i år).

Åh Dan, hvor har du så evindelig ret.

InGUNn Økland beklager sig i norske Aftenposten over litteraturvidenskabens hang til teori og luftkasteller, den har selv stor andel i sin egen krise. Hun skriver: "Kanskje er det altså samtidslitteraturen som nå må endre litteraturvitenskapen. Det er litteraturen som nå kaller på nye lesemåter, der liv, historie og moral igjen blir noe mer enn estetiske størrelser. Ja, samtidslitteraturen blir stadig mer personlig og livsnær, i Norge demonstrert ved årets to kandidater til Nordisk Råds litteraturpris, Karl Ove Knausgård og Tomas Espedal. Men selv om mange ønsker seg over i den nye tid, sitter den gamle tid i ryggmargen. Vi er redde for å virke moraliserende eller intimiderende. Det ser vi ikke minst i mottagelsen av Min kamp. Første bok, der et nærmest samlet anmelderkorps unnlot å ta stilling til de etiske problemene ved utgivelsen. Selv etter at forfatterens familie kalte prosjektet for judaslitteratur, valgte anmelderen i Bergens Tidende å snu ryggen til hele problemstillinge...

Faldt over denne artikel af Rasmus Bo Sørensen i Information . Faktisk vil jeg gerne rose Information for at finde ofte gode, sjove og perspektivrige vinkler på litteraturen og bogmarkedet. Godt gået. Imidlertid: Ser man nærmere på de digte, der har solgt godt fra Gyldendals side: Naja Marie Aidt, Ursula Andkjær Olsen og Mette Moestrup er der faktisk - i modsætning tror jeg til hvad Simon Pasternak hævder - en helt simpelt forklaring bag alle de tre digteres salgssucces. Det handler om deres eksponering i medierne, ikke andet (deres kvaliteter til trods). Helt specifikt for Aidt, at hun udgav Poesibog nærmest samtidig med, at hun vandt Nordisk Råds Litteraturpris, Andkjær Olsen kom på forsiden af Politiken , fordi Tøger Seidenfaden tilfældigvis havde læst Atlas over huller , og Mette Moestrup optrådte i talkshowet den 11. time, og hun vandt Montanas litteraturpris med kingsize . Ideelt set kunne man naturligvis have håbet på, at Pasternaks forklaring var rigtig - at netop disse digt...

Tjek dette site Virkelig . Litteraturhungrende og entusiastiske kulturforbrugere og anarkistiske smagsdommere samlet på et sted.

”Påstanden om, at virkeligheden er ved at blive til et skuespil, er udtryk for en rystende provinsialisme. En provinsialisme, der universaliserer seer-vanerne hos en lille veluddannet gruppe, som lever i den rige del af verden, hvor nyheder er blevet forvandlet til underholdning – den udbredte måde at betragte verden på, som er en af ”det modernes” mest centrale frembringelser og en forudsætning for afviklingen af alle de traditionelle former for partibaseret politik, der kunne byde på virkelig uenighed og debat. Den antager, at alle mennesker er tilskuere, og den lader perverst og useriøst formode, at der ikke findes virkelig lidelse i verden. Men det er absurd at identificere verden med de områder i de velstillede lande, hvor folk har det tvivlsomme privilegium at være tilskuere til, eller at afvise at være tilskuere til, andre menneskers lidelser. Ligesom det er absurd at generalisere om evnen til at forholde sig til andre menneskers lidelser udfra mentaliteten hos de nyhedsforbruge...

dette at ligne. at blive refereret til i billede og skrift. dette at opstå. at overse betydning. dette at afgøre. har at gøre med. ligner. kunne omhandle min mobile enhed. sjæl. sådan står der skrevet. med lidt for lette fødder. at leve for hurtigt og dø samtidigt en ulykke en spe, en svimmelhed, tusindvis af biler og en blodbrusende søvn de dødtrætte øjne på stikker det kommer efter dig indefra med gammelkoneknirk en stemme som en ustemt dør hvis du kan trække vejret er du fri græd så! Fundet på Karin Toft s blog.

"[O]ur nostalgia is indeed a kind of nostalgia for racism. What we like about racism is precisely the fact that its victims are the victims of discrimination rather than exploitation, of intolerance rather than oppression, or of oppression in the form of intolerance. And insofar as the politics of the left becomes the politics of respect for identities - the end of discrimination - it becomes a kind of utopianism of the right. Liberalism [...] may have needed racism; neoliberalism doesn't - it needs antiracism" Walter Benn Michaels i "Plots Against America: Neoliberalism and Antiracism" American Literary History - Volume 18, Number 2, Summer 2006 s. 297-98.

Så er Grotrian løs igen med sine avantgardesalmeudgivelser: "Kloden er mental enhver, der rummer den, blir gal så Herre, rul den gennem halsen ud i pegefingervalsen." Eksemplarer kan ifølge bogen bestilles på prk (snabelA) km.dk

Og kan forudbestilles her . Køb den endelig, om ikke andet så for forsidens skyld ; - ) Billedet er af Poul Ib Henriksen og er en del af samme serie, som det berømte billede af Højholt med ægget i munden, og omslaget i øvrigt udarbejdet i samarbejde med Jørgen Sparre. Hvad billedet med ægget i munden fra Volumen angår, så er Højholts briller ikke knuste, som jeg altid har troet. Det er blot stativet fra lysopsætningen, som spejles i Højholts briller. Hmmm... Det reviderer en hel del af de fortolkninger, som jeg i hvert fald har lavet, af netop det billede.

Via Charles Bernsteins foredrag forleden til seminaret "Poetry Today" i Århus, blev jeg opmærksom på følgende site. I kender det sikkert allerede, men her er linket alligevel: PennSound

...i hvert fald i denne uge. Både et flot anlagt seminar om poesi i dag og så festivalen "Verbale pupiller" i weekenden. Fantastisk Læs mere her og her .

Fremmed er alting, fremmed selv Stilheden. Øret fortumles af Bjergbækkens Nabotale: Derfor døber den mig. Vender mig, hvis jeg lytter, mildt mod min glemte Indgang, mit Menneskevæsens Port. Gør dig til Sten og Bølge udhold det stummes Taalmod, bliv til en Ting blandt Tingene, da skal Bølger og Stene vaagne menneskeblevne, Samtidighed nedstrømme fra Bjergene, Havet, Middagens mægtige Horisont. Paul la Cour, Efterladte Digte , 1957

Now we went walking in the rain talking about the pain from the world we hid Now there ain't nobody nowhere nohow gonna ever understand me the way you did Maybe you'll be out there on that road somewhere In some bus or train traveling along In some motel room there'll be a radio playing And you'll hear me sing this song Well if you do you'll know I'm thinking of you and all the miles in between And I'm just calling one last time not to change your mind But just to say I miss you baby, good luck goodbye, Bobby Jean

En by i provinsen .

Læs mere h er. Morten Søndergaard og Merete Pryds Helle kommer forbi.

Findes måske her (hvis man da måske lige tænker bort fra Proust osv.)

Er netop blevet færdig med henholdvis Murakamis Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe og Tomas Espedals Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv . Førstnævnte, synes jeg, er bedst. Jeg fandt aldrig helt rundt eller fandt mig tilpas i Espedals bog (ingen gangart), på trods af de mange gode gå-citater, som bogen indeholder. Bogen fortaber sig i sin egen stil. Derimod fik jeg i den grad lyst til at løbe af at læse Murakami, hvis nøgterne, underspillede og upatetiske stil er beundringsværdig. Som at læse Raymond Carver, men på japansk. Bogen er lykkelig befriet fra bullshit, om man så kan sige. Her forstår man, hvad det vil sige, når folk taler om verdenslitteratur. Murakami er påvirket af en masse vesterlandske forfattere, men man mærker, eller man bilder i hvert sig selv ind, at man mærker, noget andet, noget man ikke helt kan diagnosticere (som vesteuropæisk læser): en japansk klar- og renhed, som i haikudigte eller hvad ved jeg? Læs den før din nabo: Nu vil jeg ud at løb...

Men til hvem? Litteraturpolitiet? Anmeldere, sikkert mig selv inklusive, har det med at anmelde anmeldere (måske fordi vi ikke kan lade være med at anmelde alt, hvad der er har med litteratur at gøre - hvad kan man sige: Vi kan ikke gøre for det!!!). Seneste eksempel er Erik Skyum-Nielsens sarkastiske indlæg her , hvor han går i kødet på Politikens Mikkel Bruun Zangenberg. Jeg ved ikke, hvordan andre har det med sådan noget - personligt synes jeg at det er lidt pinligt - men man kunne jo fortsætte dialogen og gå i kødet på den ellers udmærkede Skyum-Nielsen og be' ham om at anmelde litteratur i stedet for at anmelde anmeldere. Ville det ikke være mere interessant? I det hele taget: Som jeg har sagt det før, så kunne man (som anmelder) faktisk godt have brug for at have en instans at anmelde litteraturen til, et sted hvor det ikke drejer sig om at tage stilling, thumbs up or down, men slet og ret et sted at anmelde litteraturen, den gode, at den findes, og at det er alt nok. Så mang...

Kan salmer sprænges? Elller kan salmer sprænge? Ny stor salmesamling på vej fra Simon Grotrian, Evahave , som efter hurtig gennemlæsning, ifølge denne læser, måske er den hidtil bedste. Fx denne fantastiske salme: Da stiger jeg op i en afgrund af fryd for dragen blev stegt på det glødende spyd; i tårnet med lokker, der svimler i blæsten går sjælen til bords med sin sol under vesten. Da søger jeg ned til de døendes vræl hvor afstanden mindskes fra isse til hæl; i kælderen over min grav er jeg vågen til floderne gisper dit ord gennem mågen. Da vandrer jeg hen til de fødende dyr med tråden i menighedshånden, der syr; en dag er at åbne sit ansigt i miner så himlene slipper de blå trampoliner. Da rækker jeg livet min knasende skal af kærlighedstanker, der iler til bal; og cirkusartisterne hopper i sømme da planter jeg håb, og det vokser i drømme. Grotrians rim er blevet bedre. Han boltrer sig endnu mere frit i de stramme former, om man så kan sige. Således er der også flere salmer, der ind...

Læs her om den neoliberale roman .

Se mere her

Jeg faldt over en anmeldelse på kunsten.nu af Mikkel Bolts fine, lille bog: Avantgardens selvmord , der er udkommet på 28/6. Her læser man: "Mikkel Bolt ender faktisk med – måske ubevidst – at fremlægge avantgarden, som noget der aldrig blev en realitet. Ingen af projekterne endte med reel forløsning, kun desperation og til sidst kapitulation til efterkrigstidens fremstormende kapitalisme og mere stabile demokratier. Den nåede aldrig længere end til manifester, indbyrdes kampe og elitært snobberi." Det fik mig til at tænke på, at det måske først og fremmest er den potentialitet, der er i og med retorikken omkring avantgarden, også hos Bolt, som gør, at avantgarden stadigvæk lever, hvis man absolut skal ind i den jargon (levende vs. død avantgarde). Fx når Bolt, efter mere eller mindre at have skitseret jordens fremtidige undergang, afslutter sin bog sådan her: "Enhver krise repræsenterer en mulighed for såvel den gamle orden som det nye. Men det revolutionære perspektiv...

Jeg sidder og roder med min bog om Per Højholt og kan ikke dy mig for bare at lade det hele tale for sig selv: Personen slår til Når man står og ser et af de nye, lette persontog komme glidende, godt oppe i fart og med en slibende, definitiv lyd som når man skærer glas kan man godt gribes af undren over at livet som sådant med dets sorg og camping er langt nok, lige nøjagtigt, fx nåede jeg i dag både at se en stor tudse ved indgangen til Kvickly og at forsone mig med at jeg nok ikke får den at se igen. (fra Pr aksis, 9: Det gentagnes musik , 1989)

Faldt over Juliana Spahrs hjemmeside . Især linket essay & etc rummer mange gode ting, der kan læses online eller downloades som pdf. Er det bare mig, eller minder digtene i Gentle Now, Don't Add to Heartache ikke om nogle af digtene i Ursula Andkjær Olsens seneste opus, Havet er en scene ? Måske er det bare temaet omkring strømmen etc.? Læs i øvrigt Susanne Christensens anmeldelse af Spahrs seneste bog her. Christensen som har skrevet om Spahr flere gange.

Vi kan smøre æter over øjenlåg halleluja verden er Vorherres største kogebog. (faldt (gugle arghh...) lige over d enne salme af og dette interview med Simon Grotrian )

Har man brug for noget intelligent underholdning her i sommerferien og gider man ikke læse svenske femi-krimier, kan man jo læse Henrik H. Langelands Francis Meyers lidenskap . Bogen handler om litteraturprofessoren Francis Meyer, der forelsker sig i sin studerende Nadia Reza Lindtner. Men den handler også om livet på universitetet og om opdagelsen af et hemmeligt manuskript af Petter Dass. Bogen har et ikke ukritisk blik på litteraturlivet på universitetet, som Langeland kender indefra - han har skrevet et afhandling om Proust. Bl.a. lader Langeland Francis Meyer sige følgende et sted: "Jeg må ærlig talt innrømme, at jeg i tunge stunder, og dem har jeg hatt noen av i det siste, tenker på Det humanistiske fakultet som en gigantisk menneskelig parkeringsplass, et enormt arbeidsmarkedstiltak - ja, faktisk er det kanskje ikke den tårnbygningen noen kvartaler bortenfor oss her" sa han og nikket i retning Ibsenkvartalet, "men Niels Treschows hus på Blindern som burde være kal...

Gad vide, hvad Per Højholt kunne have fået ud af Bruce Springsteen i Herning? Imidlertid er jeg stadig sommerhøj på Bruce-koncerten, selv efter et par uger i Italiens varme: Everything dies, baby, that's a fact But maybe everything that dies someday comes back Put your makeup on, fix your hair up pretty And meet me tonight in Atlantic City

Pludselig slår det mig, at jeg muligvis er den eneste Egebak-elev tilbage på Nordisk Institut. Og hvad med min bog som ellers er fyldt med fadermord, eller i hvert fald deleuzianske knivstik til højre og venstre, i en tid, hvor man om muligt savner en type som Niels Egebak mere end nogensinde i den danske litteratur? Hvad er litteraturens særegenhed? Hvorfor læse litteratur? Alt skal måles og vejes, selv Samuel Beckett. Eller Kafka for den sags skyld. Jeg vågner på fransk uden at forstå et ord.

Hvad sker der i den poetiske undergrund i Danmark? Alt muligt, og overgrunden leger med. Nogle siger, at litteraturen er død (poesien især), men i så fald er det en genopstandelse, vi er vidner til. Poesien bobler op nedefra. Den kan simpelthen ikke holdes nede for tiden i DK. Det er en poetisk revolution på skrift. To eksempler nedenfor: Morten Søndergaards må sort dreng dø ren? er en fantastisk lille udgivelse (udkommet på Arena og med lækkert layout af Eli Lund). Superflot og et mindre bogobjekt, virtuost legende med skriften og alle dens skumle typer. På flere måder minder den mig en smule om Per Højholts Turbo , ligesom den eksperimenterer med mediet på samme måde, men nu på andre betingelser. Computeren har jo været der i mellemtiden, og det afsætter sin spor. Indtil videre har jeg kun fået læst bogen via de sorte typer uden at tage stilling til, hvad alle de grå måtte betyde. Det må jeg i gang med. De små grå hjerneceller. De grå er de mest skumle, har jeg på fornemmelsen. I de...

Dette udtryk bruger Per Højholt gentagne gange. Men er der nogen, der ved, hvor det kommer fra? Skriv gerne til mig.

for sådan noget her . Bare navnet "Center for vild analyse" er fantastisk. "Center" der irammesætter og gør brug af en altid formålsrettet jargon, i hvert fald alle vi fra universitetsverdenen, er så bekendte med (vi skulle nødigt spilde samfundets penge), men så "vild analyse". Her knækker navnet over og bliver ironisk - og så alligevel ikke, for vild analyse, lad os få noget mere af det....

For et par år siden puslede jeg med tanken om at få iværksat en oversættelse af Tadeusz Borowskis Hos os i Auschwitz , men heldigvis er der andre, som gør mere og andet end blot at pusle med tanken. Det fine lille forlag Vandkunsten har således udgivet bogen for nylig. Det bemærkelsesværdige ved Borowskis skildring af koncentrationslejren er den nøgternhed, ja ofte ironi, der anvendes. Lejrens hverdag er så absurd, at man simpelthen må grine undervejs. Desuden er der det særlige ved dennes skildringer, at de så at sige er skildret fra een med flere privilegier end ellers. Hvor Primo Levi fx skildrer lejrene fra bunden, der er Borowski et andet sted i hierakiet. Det gør ikke beretningerne til mere behagelig læsning, snarere tværtimod. Bag nøgternheden og ironien lurer skammen, og formentlig var det denne, der var en medvirkende årsag til, at Borowski efter tre forsøg tog sit eget liv Man kan læse mere om bogen her .

I bogpakken fra Dansklærerforeningen finder man blandt andre gode ting, en genfortælling af Hamlet , genfortalt af Oscar K. og med fantastisk billeder af Dorthe Karrebæk. Bogen er første bind i en ny serie fra Dansklærerforeningen, som de kalder Illustreret Verdenslitteratur. Hvis alle udgivelser holder samme standard, har vi meget at glæde os til, selvom det kan blive svært at lave en bog, der er ligeså vellykket, måske især fordi Shakespeares skuespil egner sig så godt til alle mulige former for remediering og genfortælling. Det er universelt og skingrende skørt på samme tid. Urfortælling og poesi knyttet sammen til en heftig cocktail, hvor der ikke er langt mellem mor(d) og skabsalvor: "Nu til min mor, og jeg vil være knivskarp, men bruge ordets dolke, ingen andre."

Den sene Henrik Nordbrandt har nogle få digte hist og her, hvor han bare går helt, fantastisk amok. I dette digt fra Drømmebroer (1998), finder man endog måske selveste Lady Di. Hun døde som bekendt i 1997, og digtet kunne sagtens være inspireret af de begivenheder, i hvert fald rent tidsmæssigt. Naturligvis er der ting, der modsiger dette i digtet, bl.a. dets fokus på anatomi, institut osv. Desuden er digtet også en sort kasse, en kiste, som fanger øjeblikke, leverer endnu et snapshot af prinsessen, sådan er det jo i Nordbrandts digtning. Men alligevel: Lady Di hos Nordbrandt - en lille sensation....

Her et lidt perverst og provokerende interview med Matias Faldbakken. Fokus er sikkert præget af VG, som efter sigende er Norges svar på Ekstra-Bladet  Nu bliver de sikkert snart rigtigt trætte af ham i Norge, så må han jo eksporteres til DK.

Faktisk ikke en helt dum tanke Thomas Bredsdorff her serverer om at oprette en professorstilling i poesi i DK, selvom den nyligt besatte stilling i Oxford er blevet omgivet af skandale . "Det er også ved at fremkalde et sammenstød mellem to vidt forskellige måder at bruge ord på – den akademiske og den poetiske – at sådan en stilling kan være noget værd." skriver han, altså Bredsdorff. Hørt. Jeg foreslår Peter Laugesen, selvom han nok ville betakke sig....

Har netop modtaget Den Blå Port nr. 81 i dag og læste fluks det lille fine essay af Elisabeth Friis, hvor hun laver en fiks sammenligning mellem Juliana Spahr og Inger Christensen. Friis viser, hvordan Spahr bruger en sentens fra Christensens ellers dystopiske samling Alfabet (1981) til at skabe luft i sit eget store trøstedigt om 9/11. Midt i håbløsheden står disse nu to sentenser og smiler til hinanden, som noget andet, som en lethed, luft, ja som utvetydigt liv. Sådanne mere essayistiske artikler fra litterater er desværre en mangelvare i dansk litteraturkritik, også selvom vi har mange der som Friis skriver blændende og har gode ideer. Det hele skal helst være formålsrettet, nogen skal have noget for pengene, vi skal formidle (til den håndfuld læsere, der læser artiklen) osv.  Men udover at det er en fin artikel, som Friis leverer, så er det pudsige, at hun er faldet over det selvsamme digt fra Christensens samling, som undertegnede tillige forsøger at gøre sig klogere på i et sæ...

I denne tid hvor jeg er i færd med at vende og dreje det manuskript, der forhåbentlig, og helst inden året er omme, skal blive til en introduktion til Per Højholts forfatterskab, kom jeg til at tænke på, hvordan en tilsvarende bog ville se ud om Peter Laugesens forfatterskab. Man kunne slet ikke skrive en sådan bog, fx inddele forfatterskabet i perioder eller sådan noget. I stedet skulle en "bog" om Laugesens forfatterskab være udformet som wikipedia, hvor man under fx en liste af 100 ord kunne skrive videre, alle afficionadas skulle have adgang til disse opslag. Det skulle netop ikke bare være en encyklopædi, men en løbende skrift. OK, så mangler vi bare opslagsordene. Her måske et par stykker: Brabrand, Kerouac, Det, Græs, Dante, Finnegans Wake, Krage(tæer), (skrive)maskine, Skrift, Turèll, Gråspurve (Fugle), Forstad, Katatoni, Begyndelse, Strøm.... Lad os høre digteren selv: ”Bange som en kanin i en tryllekunstners kuffert hver gang scenelyset tændes  for det er altid mig ...

Jeg har løbet en hel del her på det sidste, hvilket i og for sig er ligegyldigt, men når jeg tjekker Ipoden ser jeg, at det er følgende numre, som har givet mig mest fart i benene: Ladyhawke: "My delirium" Kings of Leon: "Sex on Fire" Ryan Adams: "Fix it" Madonna: "Papa don't preach" Fleet Foxes: "Mykonos" Red House Painters: "Have You Forgotten" Fint nok, især er jeg glad for, at Madonnas hit fra LPen med det vidunderligt naive navn True Blue sneg sig med på listen, ren nostalgi, men hvad med læselisten? Rundt omkring, på kontorer ude og hjemme, natborde, toiletter og diverse flyder det med gode bøger. Lad mig allerførst nævne Peter Laugesens Fotorama , som er hamrende god. Laugesen skælder sine læsere ud, ingen fatter en skid og gud ske lov og tak for det - tænk hvis det forfærdelige skulle ske, nemlig at der rent faktisk var en læser, som læste Laugesen, som han (ikke) vil læses. Laugesen holder apokalypse over sin tid...

Jeg fik refereret en diskussion på Facebook angående min anmeldelse af Katinka My Jones' digtsamling Sølv . Katinka mener, at min anmeldelse er dårlig. Bl.a. er hun utilfreds med, at jeg tager udgangspunkt i flapteksten. Hun har på en måde ret i, at det obstruerer min læsning og at jeg jo, bl.a. på grund af det, ikke får lavet en ordentlig anmeldelse, sorry. Det gik måske lidt for stærkt, og en ordentlighed er naturligvis det mindste, man kan forlange af en anmelder. Faktisk synes jeg ikke, at hendes bog er dårlig, tværtimod. Jeg synes, at der er mange gode ting på færde, men at de måske ikke helt kommer til deres ret / udfoldelse endnu. Dog mener jeg stadig, at flapteksten er et vildskud i forhold til digtene, som slet ikke benytter sig af den (samme) ironi. Det kan siges at være en fejl fra redaktørens side snarere end fra forfatterens. Men i forlængelse af dette kom jeg til at tænke på, at der er en tendens til at opdele anmeldere og forfattere meget skarpt i vidt forskellig...

Sammen med min datter Emma faldt jeg over programmet Allstars på TV2 forleden, hvor Steen Jørgensen (om man kan lide det eller ej) agerer korleder. Under alle omstændigheder, så fik han sit kor til at synge Bowies "Heroes", og det minder mig om en anekdote, som jeg engang fik fortalt. Den lyder nogenlunde sådan her.  Bowie havde under indspilningerne af nummeret placeret mikrofoner med en passende afstand længere og længere ude i studiet, sådan at jo mere han skreg, jo mere kom der med – fra alle kanter, så at sige. På denne måde formåede han at give desperationen lyd i mere end en forstand, men også at udnytte den minimale forskel der naturligt vil være imellem mikrofonerne; det tomrum der nødvendigvis skal fyldes, når man nu har det, som Bowie havde det sidst i halvfjerdserne. "Nothing will keep us together", skreg han ordspillende.  Forskellene mellem mikrofonerne hører man tydeligt i nummeret – som en næsten ubærlig og noget elektrisk interferens. Effekten gør r...

Jeg behøver næppe at nævne, at det er blevet en trend, eller måske snarere en nødvendighed, med alle disse små forlag, der popper op som popcorn. Ofte kan man erhverve sig bøgerne fra disse blot ved at sende en mail. Det er jo fantastisk, selvom det nok skal ses på baggrund af forskellige tendenser inden for bogbranchen og bogmarkedet som sådan. Det gælder både det faktum, at de store forlag formentlig satser mest på kommercielle udgivelser (måske også af nødvendighed, selvom de vistnok (som samlet branche) kan fremvise en  omsætning, som fra år til år er blevet større????), og at det ganske simpelt er blevet meget nemmere og billigere at producere bøgerne selv. Jeg har været så heldig at få tilsendt disse to udgivelser fra Forlaget Fingerprint . I Kristina Stoltz lille pamflet Hjemstavn Nr. 13 (et festskrift) finder man fx følgende fine digt: Så langt så godt så længe jeg ikke behøver at være med. Det var slet ikke meningen, at vi skulle tage den nu. Er det her børneværelset? Herreg...

Senturas hjemmeside er just blevet opdateret. Det betyder tre anmeldelser mere fra min hånd, som har været undervejs længe. Anmeldelse af Søren Ulrik Thomsen , Lone Hørslev og Katinka My Jones.

"Nogle gange må man lyve for at sige den helt sande sandhed." skriver Kristian Ditlev Jensen på JPs hjemmeside. Realitylitteratur kalder han det også. Jeg ved ikke, om det er en særlig holdbar betegnelse. Dels bør man give det nogle år for at se om det bare er en trend (virkelighedshunger (litteratur med relevans, som i disse tider har en høj markedsværdi)), dels er Jensen for mig at se en del af den trend (hvis det er en sådan?), og Brøgger har fat i den lange ende, når hun insisterer på, at Jensen har skrevet en roman. Det er måske romanen, som er under forandring. Fiktionen i bøgerne kan ofte ikke konkurrere med fiktionen i film fx, men så kan bøger måske noget andet: fx kan de både ligne virkeligheden og sig selv på samme tid og måske mere subtilt end film/fjernsyn kan gøre det. Omvendt skal der forfattere til, enkeltpersoner, der opfinder og fortæller, ja skriver fortællinger, der kan begejstre, provokere og bringe os nye steder hen (på sin vis vil filmindustrien altid ...

... at lade sig fotografere med en fancy hat? ; - ) God påske!

Der har allerede været en smule debat og kommentarer , om en kommentar "Læggen til og trækken fra" fra Anna Libaks side, der er ny litteraturredaktør på Weekendavisen , angående anmeldere af den smalle litteratur. Det hun skriver er vel i kortform, at jo smallere jo bedre, og at det er efter den devise, at anmelderne af den smalle litteratur har anmeldt, fx Tue Andersen Nexø, som hun hænger ud som een af dem - de onde, de utidige, dem der elsker litteratur uden formål (kære Libak: Tænk, på gode gamle Kant, når du lukker dine neoliberalisiske synspunkter ud). Kommentaren taler for sig selv i al sin uretfærdighed og mangel på selvkritik, blottet for den sensibilitet som enhver, der kalder sig litteraturredaktør, burde have. Men: Det første jeg tænker, er naturligvis: Stakkels Lars Bukdahl! Han må da efterhånden føle sig som en sær og fremmed fugl på avisen. Det næste at Vibeke Henningsen, som har efterladt en ironisk kommentar på Glaz Serups blog, har så inderligt ret. Hvad m...

Fo rleden da jeg færdigskrev min anmeldelse af Lone Hørslevs seneste bog Jeg ved ikke om den slags tanker er normale , som forhåbentlig snart dukker op på Sentura.dk, kom jeg til at tænke på, at Hørslev jo slet ikke tilhører en bekendelseslitteratur a la Vita Andersen. Dels fordi der jo ikke bekendes ret meget i hendes bog, så vidt jeg kan se, dels fordi der er tale om en helt anden og meget større formbevidsthed end knækprosaens – den knækkede jo nærmest bare for at ligne et digt ; - ) Hørslev derimod kalder sine digte for skilsmissedigte. Hun har opfundet en genre til den slags tekster. Det er immervæk en forskel, der vil noget. Men det som jeg tænkte på, og som måske er mere interessant, det er, at Hørslevs bog jo også er udtryk for nye grænser mellem det private og det offentlige. Det er der mange, der har sagt noget om før. Det er jeg udmærket klar over. Men …. Man kan spørge sig selv, hvad det er, der flytter disse grænser? Grænser er måske slet ikke det...

no time ago or else a life walking in the dark i met christ jesus) my heart flopped over and lay still while he passed (as close as i'm to you yes closer made of nothing except loneliness (fra e.e. cummings: Xaipe (1950)) (og hvorfor er han ikke oversat til dansk, øv?)

Tjek Merete Pryds Helles fine  klumme på Sentura. Måske er det mere en artikel end en klumme, men absolut værd at læse. Selv er jeg også tosset med det sted i Macbeth , sikke en poesi: Life´s but a walking shadow, a poor player. That struts and frets his hour upon the stage and then is heard no more: it is a tale Told by an idiot, full of sound and fury, signifying nothing.

Jeg faldt over dette klip af en tysk dramatisering af Matias Faldbakkens roman Macht und Rebel på youtube. Det forunderlige og interessante er naturligvis den måde, som bogen er abstraktliggjort på i dramatiseringen, om man så kan sige. På den anden side: hvordan skal man kunne dramatisere den ironi, som er på spil imellem bogen og læseren? Hvis man blot, rent mimetisk, viser bogens handling, så misser man jo en hel del, og man vil i en sådan dramatisering kunne tillægge Faldbakken alskens grimme motiver. Det kan man muligvis også alligevel. Men bogens pointe er vel, at den balancerer mellem kunsten og vitsen på samme tid. Det ligger fx i fortælleformen, alle de lister bogen rummer og utidige betragtninger, både fra hovedpersonernes og fortællerens side. Så i det perspektiv er bogen også interessant, for lader den sig overhovedet remediere fra bog til drama?

Faldt over denne meget morsomme artikel på JPs hjemmeside. Heldigvis for mig har jeg faktisk læst Orwell, endog på engelsk, fantastisk bog ; - ) Men hvorfor er det netop den, man lyver om? Jeg mener, det ville da være bedre af at prale af Shakespeare eller Marcel Proust (og hvis man vil være helt ude i tovene Joyces Finnegans Wake ?) Men så sofistikerede er løgnerne nok ikke? Vi andre ved i det mindste, at FW findes, og det er alt nok. Det sætter resten i perspektiv.

I forbindelse med diskussionen af litteraturkritik og etc. på Martin Glaz Serups blog, så havde jeg en kommentar til Mikkel Zangenbergs kommentar. Man kan naturligvis læse den derovre , men også nedenfor her: For det første synes jeg, at Mikkels lidt onkelagtige høhø-måde at omtale bloggens litterære offentlighed på måske er lidt nedladende og passé. Naturligvis er anonymiteten et problem, men der udfolder sig rent FAKTISK en litterær offentlighed her (og jeg mener blogosfæren generelt, ikke nødvendigvis denne specifikke diskussion), som jeg mener, at man bør alvorligt (og som Information fx tager alvorligt, hvorved de udmærker sig fra andre danske aviser), og selvom de anonyme bemærkninger er studentikose, så er kritikken af Tue Andersen Nexøs fremhævning af Zangenbergs idiosynkrasier overfor Bukdahl jo på sin plads, synes jeg. Det har aldrig været interessant, så vidt jeg kan se. Dernæst kunne man sige, at litteraturtidsskrifterne jo også er begyndt at anmelde udvalgte ting, det gæl...

Midt i aftensmaden, eller rettere, midt imellem min laven aftensmad, tjekkede jeg lige de forskellige blogs og faldt over denne besynderlige diskussion på Glaz Serups blog. Jeg har tidligere ytret mig på Tue Nexø Andersens blog angående det her med at anmelde anmeldere, og at stille Zangenberg vs. Bukdahl op. Det er ikke interessant, men diskussionen på Glaz Serups blog går alligevel over eller under min forstand, eller hvad ved jeg? Måske er det rigtigt nok, at der ligesom mangler et egentlig alternativ til Lars Bukdahl på den danske anmelderscene, men den påtrængende anonymitet blandt de deltagende kombattanter forhindrer jo en ordentlig diskussion, desværre. Det mest interessante ved sådan noget er måske det, at det overhovedet kan lade sig gøre. Før bloggens tid var det umuligt. Og hvem husker ikke Ella Steehck der huserede på Informations hjemmeside for godt et års tid siden, og som jeg har hørt fra mere eller mindre pålidelige kilder, var selveste Jan Sonnergaard.

I cannot read Norwegian poetry, but if I were told that no more poetry was being written in the Norwegian language I should feel an alarm which would be much more than generous sympathy. I should regard it as a spot of malady which was likely to spread over the whole Continent; the beginning of a decline which would mean that people everywhere would cease to be able to express, and consequently be able to feel, the emotions of civilized beings. (T. S. Eliot i "The Social Function of Poetry" — On Poetry and Poets. London: Faber, pp. 15–25) Sådan sagde Eliot i en tale, som han holdt i 1943, og citatet fik mig til at gruble en smule over forholdet mellem poesi og globalisering, især hvordan poesien fx forholder sig til den måde, som globaliseringen på den ene side styrker nationalitetsfølelser og på den anden opløser dem. Poesien styrker på en måde en nations sammenhængskraft, også selvom denne er kritisk i forhold til en sådan. Alene det at poesien er poesi og dermed i princi...

Imens jeg sidder og læser Søren Ulrik Thomsens nye essays hører jeg U2s nye CD. Begge dele hører til blandt mine ungdomssværmerier, dengang i gymnasiet osv. Men hvor jeg heldigvis er blevet gammel nok til at synes, at Thomsens essays er hamrende gode, dér er jeg blevet for gammel til U2. Eller omvendt. Jeg fatter ikke, hvorfor U2 halser efter sig selv, hvorfor de tror, at de kan sætte standarden på en ungdommelig måde, suk, som de gjorde engang. Nå, den nye CD er dog, trods alt, måske et lille skridt fremad for dem efter at de skrabede bunden på deres forrige CD. Måske er jeg bare til U2 fra War til Pop , og så er den ikke længere. Fx nummeret "Magnificent" - et godt nummer, men man kommer knap nok ind i det, før Bono ikke længere kan nære sig og skriger ordet "Magnificent" (et pisord i øvrigt som jeg helt sikkert ville være faldet for dengang i 91, men som i dag klinger hult (måske er jeg bare træt af at høre, hvad jeg selv hørte og skrålede med på dengang i 91, e...

Den fyringsrunde på flere danske forlag som bl.a. omtales her , kan komme til at gøre ondt i dansk litteratur, er jeg bange for. Stakkels redaktører, der har knoklet en vis legemsdel ud af bukserne og sikkert ikke for verdens højeste løn, og stakkels dansk litteratur. Jeg kender ikke de konkrete omstændigheder, men man kan sagtens forestille sig hvilke redaktører, der først ryger ud - dels de unge, dels dem der beskæftiger sig med smal litteratur - og hvad er der så tilbage? Især er det ærgerligt med Borgen, som ellers heroisk har forsøgt at fastholde en nogenlunde kurs, hvad eksperimenterende ny dansk litteratur angår. Nu er der så en masse arbejdsløse redaktører, men også en masse redaktørløse forfattere, og hvilket forlag skal de egentlig udgive deres litteratur på? Dichten - ein unbarmherziges Geschäft .

Ja, jeg ved det. Det bør jo handle om litteratur, men jeg er just snublet over dem her. Strengt taget er det jo meget poetisk ; - )

I forbindelse med udstillingen Håb og Erindring. En udstilling om Johannes Ewald skal jeg på mandag holde et oplæg på et seminar om Johannes Ewald. Det foregår naturligvis på Bakkehusmuseet . Udover min optræden vil der være oplæsning af Morten Søndergaard og Mette Moestrup samt foredrag af Peer. E Sørensen, Dan Ringgaard, Erik A. Nielsen og Jan Rosiek. Det starter kl 10 og varer til kl 16.30, hvis man skulle være interesseret.