Gå videre til hovedindholdet

Skriften og alle dens skumle typer











Hvad sker der i den poetiske undergrund i Danmark? Alt muligt, og overgrunden leger med. Nogle siger, at litteraturen er død (poesien især), men i så fald er det en genopstandelse, vi er vidner til. Poesien bobler op nedefra. Den kan simpelthen ikke holdes nede for tiden i DK. Det er en poetisk revolution på skrift. To eksempler nedenfor:

Morten Søndergaards må sort dreng dø ren? er en fantastisk lille udgivelse (udkommet på Arena og med lækkert layout af Eli Lund). Superflot og et mindre bogobjekt, virtuost legende med skriften og alle dens skumle typer. På flere måder minder den mig en smule om Per Højholts Turbo, ligesom den eksperimenterer med mediet på samme måde, men nu på andre betingelser. Computeren har jo været der i mellemtiden, og det afsætter sin spor.

Indtil videre har jeg kun fået læst bogen via de sorte typer uden at tage stilling til, hvad alle de grå måtte betyde. Det må jeg i gang med. De små grå hjerneceller. De grå er de mest skumle, har jeg på fornemmelsen.

I det hele taget: Hatten af for forfatterparret Morten Søndergaard og Merete Pryds Helle (af og til også kendt under pseudonymet Liv Mørk). De går jo helt amok. Her et uddrag fra Liv Mørk Fingerkys. Et legitimationspapir (også en fantastisk udgivelse fra Forlaget [Fingerprint]):

Mærkelige blomster
gror på grænsen mellem støj og sprog. Jeg går
på kommunen for at forny mine tilladelser.
Kan jeg være her? Ja. Her
kan man få
alle slags attester. Hvem er vi?
Vi er dem vi er, og vi har papir på det.
Det skal nok gå alt sammen.


Kommentarer

Maya sagde…
Hvad er egentlig definitionen på undergrund? Og hvad med det der er under undergrunden - hvornår rykker det op i ligaen?
Jeg beklager det meget tilfældige spørgsmål, men det var nu altså det jeg tænkte da jeg læste dit indlæg.
Jeg synes det er et godt spørgsmål. Hvad siger du hr. litteratyr, nu i Italien?
Stefan K sagde…
Hejsa,
ja, det er et godt spørgsmål. Det er klart at Søndergaard og Pryds Helle ikke er undergrund i den forstand, men en udgivelse som denne kommer alligevel fra undergrunden.

Måske er det grunden, der ikke findes længere i dansk lyrik? Det ville være det korte svar.

Et lidt længere kunne lyde:

Undergrund er alt det der udgives på forlag, som ikke er etablerede i sædvanlig forstand: Gyldendal, Borgen, L&R, Samleren. Det har ikke nødvendigvis med forfatteren, bogens kvalitet eller graden af eksperimentalitet / avantgarde at gøre, men mere med udgivelsesomstændighederne, synes jeg. Jeg mener: Andkjær Olsen er måske noget et det mest radikale og eksperimenterende poesi herhjemme, men hun udkommer på Gyldendal. Derfor kan man ikke længere sætte lighedstegn mellem fx avantgarde og undergrund.

Hvorfor det er blevet sådan, kan man så søge svar på alle mulige andre steder: Det er nemmere end nogensinde før selv at producere og distribuere bøger, lyrikkens vanskelige forhold på bogmarkedet som sådan.

Hvad ved jeg? Men lad spørgsmålet hænge: Hvad mener I?
Jeg tror også at jeg selv, som du, ville benytte mig af en eller anden institutionel definition.

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...