Gå videre til hovedindholdet

Litteraturens rovdyr

Jeg fik refereret en diskussion på Facebook angående min anmeldelse af Katinka My Jones' digtsamling Sølv.

Katinka mener, at min anmeldelse er dårlig. Bl.a. er hun utilfreds med, at jeg tager udgangspunkt i flapteksten.

Hun har på en måde ret i, at det obstruerer min læsning og at jeg jo, bl.a. på grund af det, ikke får lavet en ordentlig anmeldelse, sorry. Det gik måske lidt for stærkt, og en ordentlighed er naturligvis det mindste, man kan forlange af en anmelder. Faktisk synes jeg ikke, at hendes bog er dårlig, tværtimod. Jeg synes, at der er mange gode ting på færde, men at de måske ikke helt kommer til deres ret / udfoldelse endnu.

Dog mener jeg stadig, at flapteksten er et vildskud i forhold til digtene, som slet ikke benytter sig af den (samme) ironi. Det kan siges at være en fejl fra redaktørens side snarere end fra forfatterens.

Men i forlængelse af dette kom jeg til at tænke på, at der er en tendens til at opdele anmeldere og forfattere meget skarpt i vidt forskellige folkefærd, ja to litterære arter, og det er næsten altid synd for forfatterne, når anmelderne kommer efter dem. Anmelderne er sådan nogle store stygge, ja frådende dyr, der kaster sig over de skrøbelige forfatteres værker og æder dem råt, for Far her er anmelder, og lille Lise er forfatter. Er det ikke noget ynk?

For det første føler jeg mig, når jeg optræder som anmelder, ikke som sådan een på den anden side af litteraturen, en form for litteraturens rovdyr, der jagter vildt og blot venter på at blive lukket ud af buret, førend jeg går til angreb. Jeg er mere ude på at give læserne af anmeldelsen og forfatteren ikke mindst et eller andet med på vejen. Desuden har jeg sgu da selv fået et hav af manuskripter afvist af forlag med og uden konsulentudtalelser, fået hamrende hård kritik, både fagligt og som spirende forfatter. At jeg blev akademiker / litterat og ikke forfatter er måske en tilfældighed - jeg troede selv, at det skulle være omvendt, indtil jeg en dag pludselig opdagede mig selv som ph.d.-studerende på uni - og sådan tror jeg at det er for mange, både forfattere, litterater, anmeldere, kritikere, eller hvordan man nu bestemmer arten af de litteraturinteresserede.

For det andet har anmeldere jo også en dyb interesse i litteraturen, måske endog den samme som forfatterne. Både som anmelder og som forfatter lægger man noget for en dag. Forfatteren mest naturligvis. Men man eksponerer sig og sine ting, og nogen skal jo mene noget om det. Ellers findes det ikke. Oftest bryder jeg mig overhovedet ikke om at skulle mene noget og vil måske heller bare bekræfte, at det findes, men jeg får bøgerne for det og får desuden en privilegeret adgang til at kunne følge med i den nyeste danske litteratur, som interesserer mig meget.

For det tredje så er det min erfaring, at det faktisk oftest er forfattere indbyrdes, der er hinandens hårdeste kritikere, men de siger det bare ikke højt. Det kan jeg sagtens forstå, miljøet er småt osv. Men een af grundene til at de måske er så hårde ved hinanden kunne jo være, at man har brug for at pisse sit eget territorie af for at finde ud af, hvor man selv står. Det er der ikke noget mærkeligt i, synes jeg, og det bliver man sikkert bedre af som forfatter.

Men summa summarum: Vi lever af hinanden, vi er litteraturen, om man kan lide det eller ej.

Kommentarer

nexø sagde…
Det er meget sjovere at tage rovdyret på sig. Vi kunne være som jærven, f. eks.

Jærven er så glad for at æde, at den gylper kød op for at kunne spise videre. Jærven sætter sin fulde mave i spænd i en træstub, det hjælper opkastet på vej. I en pøl af bræk spejder jærven efter nye byttedyr. Den kigger omkring sig med hadefulde øjne og absurd lange tænder.
Anonym sagde…
Tak for kommentaren. Nu har jeg jo ikke nogen blog eller lign., hvor jeg kan poste indlægget, så det endte på facebook, hvor det vel også hører hjemme.

Jeg synes, det er kammet over med den der flaptekst, men jeg får kun lyst til at lave en endnu mere underlig én næste gang. En rød klud for ... jærven?

Jeg har nu lidt svært ved at se mig selv som den lille mus, men det er også det jeg siger i kommentarfeltet efterfølgende, altså, man skulle have været der.

Derimod er der ingen formildende omstændigheder ved Anne Ø. Laursens "hun har aldrig oplevet noget der er værd at skriv om"-anmeldelse i Citadel. Men det er så langt over strejen at jeg ikke engang gider ...

Nå, men jeg ville også bare sige hej. Hej.

Mvh. Katinka
Stefan K sagde…
Hej Tue og Katinka, mange tak for jeres kommentarer.

Katinka, det citat du citerer fra hende Laursens anmeldelse, er naturligvis noget pjat. Håber og tror aldrig at jeg sigter så lavt, heller ikke i anmeldelsen af din bog ; - )

Og det er ikke dig der er musen, det var mere holdningen som sådan.

Men ja, læg endeligt noget ud til jærven på den næste flaptekst.

HAPS
Anonym sagde…
Ej, hvor blev min hurtige og diskrete rettelse af den dér graverende stavefejl af? Nu laver jeg sikkert en til, det er ude af kontrol.

Nå, men bortset fra det forstår jeg ikke den der idé om, at der skal være en sammenhæng mellem bogens indhold og tonen i flapteksten, men det er vel en smagssag. Jeg holder vel bare af lidt uhøjtidelighed i Poesiens Hellige Sal. :-)


Katinka

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...