Der har allerede været en smule debat og kommentarer, om en kommentar "Læggen til og trækken fra" fra Anna Libaks side, der er ny litteraturredaktør på Weekendavisen, angående anmeldere af den smalle litteratur. Det hun skriver er vel i kortform, at jo smallere jo bedre, og at det er efter den devise, at anmelderne af den smalle litteratur har anmeldt, fx Tue Andersen Nexø, som hun hænger ud som een af dem - de onde, de utidige, dem der elsker litteratur uden formål (kære Libak: Tænk, på gode gamle Kant, når du lukker dine neoliberalisiske synspunkter ud).
Kommentaren taler for sig selv i al sin uretfærdighed og mangel på selvkritik, blottet for den sensibilitet som enhver, der kalder sig litteraturredaktør, burde have.
Men:
Det første jeg tænker, er naturligvis: Stakkels Lars Bukdahl! Han må da efterhånden føle sig som en sær og fremmed fugl på avisen. Det næste at Vibeke Henningsen, som har efterladt en ironisk kommentar på Glaz Serups blog, har så inderligt ret. Hvad med den smalle, akademiske litteratur? Hvis den ikke sælger eller ikke er populær, er den så dårlig? Ligegyldig for samfundet?
Anna Libak kunne fx have spekuleret lidt mere over, hvordan der faktisk findes "fagområder", også inden for litteratur-anmelderi, og at Tue og Lars B naturligvis og primært tager sig af forholdvis smalle (danske) ting. Og i en tid, hvor det måske er vanskeligere at se forskel på smalt og bredt (end for bare 10 år siden måske?), kan det virke mærkeligt, at man fortsætter en sådan praksis (for det er jo en praksis, om end usynlig og udtryk for redaktionelle valg og fravalg, også på Weekendavisen). Med sociologer som Bourdieu kunne man sige en masse ting om dette, om hvordan den kulturelle kapital er blevet anderledes gennem de seneste år; det marginaliserede og det formålsløse er blevet det onde og alt sådan noget. Jægersoldaters teorier om livet er mere værd end akademikeres.
Hvor Lars Bukdahl var et fantastisk brand for Weekendavisen for bare 5-10 år siden, hvad er han så i dag? Hans praksis ligger i hvert fald særdeles fjernt i forhold til det, som Libak skriver om.
Personligt er jeg heller ikke tilhængere af anmeldere, der synes, at jo smallere litteratur jo bedre, men jeg er heller ikke sikker på, at de findes. Jeg kender i hvert fald ikke nogen, der er SÅ dumme, at de mener det.
Kommentaren taler for sig selv i al sin uretfærdighed og mangel på selvkritik, blottet for den sensibilitet som enhver, der kalder sig litteraturredaktør, burde have.
Men:
Det første jeg tænker, er naturligvis: Stakkels Lars Bukdahl! Han må da efterhånden føle sig som en sær og fremmed fugl på avisen. Det næste at Vibeke Henningsen, som har efterladt en ironisk kommentar på Glaz Serups blog, har så inderligt ret. Hvad med den smalle, akademiske litteratur? Hvis den ikke sælger eller ikke er populær, er den så dårlig? Ligegyldig for samfundet?
Anna Libak kunne fx have spekuleret lidt mere over, hvordan der faktisk findes "fagområder", også inden for litteratur-anmelderi, og at Tue og Lars B naturligvis og primært tager sig af forholdvis smalle (danske) ting. Og i en tid, hvor det måske er vanskeligere at se forskel på smalt og bredt (end for bare 10 år siden måske?), kan det virke mærkeligt, at man fortsætter en sådan praksis (for det er jo en praksis, om end usynlig og udtryk for redaktionelle valg og fravalg, også på Weekendavisen). Med sociologer som Bourdieu kunne man sige en masse ting om dette, om hvordan den kulturelle kapital er blevet anderledes gennem de seneste år; det marginaliserede og det formålsløse er blevet det onde og alt sådan noget. Jægersoldaters teorier om livet er mere værd end akademikeres.
Hvor Lars Bukdahl var et fantastisk brand for Weekendavisen for bare 5-10 år siden, hvad er han så i dag? Hans praksis ligger i hvert fald særdeles fjernt i forhold til det, som Libak skriver om.
Personligt er jeg heller ikke tilhængere af anmeldere, der synes, at jo smallere litteratur jo bedre, men jeg er heller ikke sikker på, at de findes. Jeg kender i hvert fald ikke nogen, der er SÅ dumme, at de mener det.
Kommentarer
Iøvrigt mener jeg ikke, at Lars Bukdahl ligger langt fra hvad Anna Libak skriver. Bukdahl elsker litteratur. Højt og lavt, børne- eller voksen litteratur. Ligegyldigt hvor meget han selv kategoriserer og "genrebestemmer" anden litteratur, så er han i sin natur ligeglad hvor den er, når blot den er. Han er så desuden klar over, at han skal bruge langt mere tid og flere kræfter på at promovere avantgarden. Både fordi han er en af de få, men også fordi læserne er så meget sværere at få til at lytte.