Litteraturvidenskabens berøringsangst

InGUNn Økland beklager sig i norske Aftenposten over litteraturvidenskabens hang til teori og luftkasteller, den har selv stor andel i sin egen krise. Hun skriver:

"Kanskje er det altså samtidslitteraturen som nå må endre litteraturvitenskapen. Det er litteraturen som nå kaller på nye lesemåter, der liv, historie og moral igjen blir noe mer enn estetiske størrelser. Ja, samtidslitteraturen blir stadig mer personlig og livsnær, i Norge demonstrert ved årets to kandidater til Nordisk Råds litteraturpris, Karl Ove Knausgård og Tomas Espedal.

Men selv om mange ønsker seg over i den nye tid, sitter den gamle tid i ryggmargen. Vi er redde for å virke moraliserende eller intimiderende. Det ser vi ikke minst i mottagelsen av Min kamp. Første bok, der et nærmest samlet anmelderkorps unnlot å ta stilling til de etiske problemene ved utgivelsen. Selv etter at forfatterens familie kalte prosjektet for judaslitteratur, valgte anmelderen i Bergens Tidende å snu ryggen til hele problemstillingen. «I rollen som bokanmelder er jeg satt til å vurdere de estetiske kvalitetene ved litterære verk og ikke de moralske sidene ved forfatterens prosjekt,» skrev Gro Jørstad Nilsen i anmeldelsen av Andre bok. Hun har hovedfag i allmenn litteraturvitenskap.

Litteraturvitenskapen har lært oss å nærlese litteraturen med stor tålmodighet. Samtidig har dette faget gitt oss en betydelig berøringsangst for hva som faktisk står i den."

Jeg er ikke helt sikker på, at hun har ret. Det er jo Todorovs gamle argument om igen, teorien er inhuman, især dekonstruktion, livet skal tilbage i litteraturen og litteraturteorien. Er det ikke bare et mode-synspunkt? Litteraturteorien har fx leveret teori til meget andet end sig selv og litteraturen, i den forstand er den en teorifabrik.Desuden handler berøringsangsten i forhold til romaner som Karl Ove Knausgårds for mig at se ikke kun om, at man teoretiserer og æsteticerer projektet, men i ligeså høj grad om pragmatiske forhold: Norge er et lille land, og mange kender hinanden inden for så snæver et felt som litteraturpraksissen er, og om en usikkerhed: Hvordan skal man læse sådanne bøger, der både er eksplicit selvbiografiske og romaner på samme tid.

Da Knud Romer udgav sin selvbiografiske bog i DK, fik han stort set kun anmeldelser, der ikke brugte tid på at læse bogen, men som enten mente, at det var synd for Romer eller at han bare var en smart PR-mand. Det (enten-eller) holder heller ikke, når nu bogen er så meget både-og, også når det gælder forholdet mellem æstetik og etik. Altså Økland kan have ret i, at man som læser nok skal på banen etisk set, men ikke i at man skal holde teori og æstetik ude af billedet.

Da den franske forfatter Serge Doubrovsky i sin tid skrev sin autofiktive roman Fils (1977) var det netop på baggrund af Lejeunes bog om den selvbiografiske pagt - bare ét eksempel på, at teori og liv faktisk interagerer inden for litteraturen, og et yderst vigtigt et i forhold til hele den selvbiografiske tendens, der er lige nu. Et andet kunne være Das Beckwerk. Hvordan ville hans projekt se ud uden Derrida, Agamben, narratologi, poststrukturalisme osv. Ville det overhovedet give mening?

Læs hele artiklen her