Poesi og globalisering

I cannot read Norwegian poetry, but if I were told that no more poetry was being written in the Norwegian language I should feel an alarm which would be much more than generous sympathy. I should regard it as a spot of malady which was likely to spread over the whole Continent; the beginning of a decline which would mean that people everywhere would cease to be able to express, and consequently be able to feel, the emotions of civilized beings.

(T. S. Eliot i "The Social Function of Poetry" — On Poetry and Poets. London: Faber, pp. 15–25)

Sådan sagde Eliot i en tale, som han holdt i 1943, og citatet fik mig til at gruble en smule over forholdet mellem poesi og globalisering, især hvordan poesien fx forholder sig til den måde, som globaliseringen på den ene side styrker nationalitetsfølelser og på den anden opløser dem. Poesien styrker på en måde en nations sammenhængskraft, også selvom denne er kritisk i forhold til en sådan. Alene det at poesien er poesi og dermed i princippet uoversættelig, binder den til et bestemt lands sprog - på godt og ondt.

Naturligvis findes der universal-engelsk, men tænker man lokalt, er den eneste "danske poesi" på engelsk nærmest kun sang- og raptekster, og dér er det dæleme svært at gøre sig gældende, bare spørg Kim Larsen, hvis danskhed ikke kunnne oversættes til engelsk, eller The Storm (uden nogen som helst sammenligning i øvrigt), hvor afgrunden mellem de himmelråbende naive tekster og den storladne patos i musikken allerhøjest får een til at trække på smilebåndet eller bare skrue ned.

Men kunne man forestille sig danske digtere skrive direkte på engelsk? Det ville da være forsøget værd og får mig til at tænke på det digt af Mette Moestrup "My Language", hvor hun netop påviser uoversætteligheder, lakuner i sproget.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

Læs mere

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Læs mere

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...

Læs mere

Søg i denne blog