Lige en lille, rask nytårsreplik til Erik Skyum-Nielsens underlige "anmeldelse" af Simon Grotrians seneste salmesamlinger, for jeg sidder her med den flotte Frontalgalakser i hånden, og mener jo sådan set, at Grotrian kun er blevet bedre, mere sikker og desto mere original og uomgængelig som salmist. Det Skyum-Nielsen kalder "ujævnt" og "bimlende himmelvendt vås" kunne måske i første omgang oversættes som postmodernistisk og i næste som blot og bar poesi, men begge dele har trange kår i salmegenren, i hvert fald sådan som Skyum-Nielsen forstår denne. Det samme gælder, når han kritiserer Grotrian for ikke at lave ordentlige rim - men det er jo skriftrim, på skriftens (den postmodernistiske poesis) vilkår. Det gode ved Grotrians salmer er (i mine øjne og jeg er ingen ekspert, heller ikke på "teologisk soliditet" (hvad det så end betyder i 2009? I hvert fald noget jeg ikke giver fem flade ører for, set fra poesiens side)), at de ikke helmer. De står ved det postmodernistiske, det sprængte, den korte tænding mellem patos og prutter, latter og gråd. Der er ingen røde tråde at balancere på, for alle ord risikerer at glide på røven her. Netop den tænding, der er ordspillets vilkår, er en af de største kvaliteter ved Grotrians poesi overhovedet.
Ser man på de fleste andre salmister fra det 20. århundrede, er det kendetegnende, at de skriver i en uddød genre, og det lyder som oftest, som om disse salmer forsøger at tænde på et dødt batteri - hvilket Skyum-Nielsen formentlig vil give mig ret i, hvorfor han også længes efter en tidssvarende salmist - men hos Grotrian slår det gnister igen. Tag blot de første strofer i den første salme i Frontalgalakser:
Indædt skriver fostret på sin moders bug
himlen driver over kalvens ædetrug
Herre, alt er verden, til et tunnellys
fragter vore runeskrifter udenbys.
Grædefærdig segner sneen i en å
jeg kan ikke overskue rim derpå
Herre, i din hvide cirkel findes alt
jeg må skrive verden om og nyfortalt.
Himmelhvirvler drejer i en hvid tonsur
mellem mig og skriften er der arkets mur
Herre, giv mig håb om grønne forårsløg
jeg vil skrive under i mit overtøj.
Jeg har stor respekt for Skyum-Nielsen og læser for det meste med glæde hans skarpe anmeldelser, men han har et temmeligt idiosynkratisk forhold til Grotrian. Den ene dag skal man bygge en kirke til denne og den anden rive den ned. Grotrian er en af de digtere, som ikke burde anmeldes fra samling til samling, og slet ikke anmeldes til eller af salmepolitiet. Han skriver indædt på et større projekt, som bl.a. handler om at forny salmegenren, og som allerede har fornyet dansk poesi med noget enestående. Propper man ham ind i en enten-eller jargon, som den Skyum-Nielsen bruger her, gør man ikke bare Grotrian, men også poesien og det enorme talent hos denne uret.
Desuden mener jeg, at Grotrians salmer ikke kun er til kirkebrug, men også til privat brug. De skal også kunne læses indenad derhjemme, under dynen, i bussen, på toget osv. Med andre ord: Fungere som digte. De er et forsøg på at bringe poesien (sådan som den kunne se ud i dag) ind i salmegenren igen. Men ak og ve: Poesi og salme rimer formenligt ikke længere på hinanden. Og hvis de gør det, gør de det ikke som tidligere. Der er noget, der skurrer, en irriterende lyd, som Skyum-Nielsen og andre ikke kan lide: Det er lyden af den skøre (post)modernisme, som sætter alt muligt sammen, også når det ikke rimer, eller måske bare fordi det rimer: Ingen årsager her, kun poesien, sproget, musikken.
Ser man på de fleste andre salmister fra det 20. århundrede, er det kendetegnende, at de skriver i en uddød genre, og det lyder som oftest, som om disse salmer forsøger at tænde på et dødt batteri - hvilket Skyum-Nielsen formentlig vil give mig ret i, hvorfor han også længes efter en tidssvarende salmist - men hos Grotrian slår det gnister igen. Tag blot de første strofer i den første salme i Frontalgalakser:
Indædt skriver fostret på sin moders bug
himlen driver over kalvens ædetrug
Herre, alt er verden, til et tunnellys
fragter vore runeskrifter udenbys.
Grædefærdig segner sneen i en å
jeg kan ikke overskue rim derpå
Herre, i din hvide cirkel findes alt
jeg må skrive verden om og nyfortalt.
Himmelhvirvler drejer i en hvid tonsur
mellem mig og skriften er der arkets mur
Herre, giv mig håb om grønne forårsløg
jeg vil skrive under i mit overtøj.
Jeg har stor respekt for Skyum-Nielsen og læser for det meste med glæde hans skarpe anmeldelser, men han har et temmeligt idiosynkratisk forhold til Grotrian. Den ene dag skal man bygge en kirke til denne og den anden rive den ned. Grotrian er en af de digtere, som ikke burde anmeldes fra samling til samling, og slet ikke anmeldes til eller af salmepolitiet. Han skriver indædt på et større projekt, som bl.a. handler om at forny salmegenren, og som allerede har fornyet dansk poesi med noget enestående. Propper man ham ind i en enten-eller jargon, som den Skyum-Nielsen bruger her, gør man ikke bare Grotrian, men også poesien og det enorme talent hos denne uret.
Desuden mener jeg, at Grotrians salmer ikke kun er til kirkebrug, men også til privat brug. De skal også kunne læses indenad derhjemme, under dynen, i bussen, på toget osv. Med andre ord: Fungere som digte. De er et forsøg på at bringe poesien (sådan som den kunne se ud i dag) ind i salmegenren igen. Men ak og ve: Poesi og salme rimer formenligt ikke længere på hinanden. Og hvis de gør det, gør de det ikke som tidligere. Der er noget, der skurrer, en irriterende lyd, som Skyum-Nielsen og andre ikke kan lide: Det er lyden af den skøre (post)modernisme, som sætter alt muligt sammen, også når det ikke rimer, eller måske bare fordi det rimer: Ingen årsager her, kun poesien, sproget, musikken.
Kommentarer
Men heldig- og naturligvis har Skyum et idiosynkratisk forhold til Grotrians digte. Alle gode kritikere er idiosynkratiske. Skyum anskuer alle digtsamlinger med det inderste af sin (idiosynkratiske) sjæl. Det er en gave. Digteren burde sige tak!