Gå videre til hovedindholdet

ingenting er hemmeligt her

Forleden da jeg færdigskrev min anmeldelse af Lone Hørslevs seneste bog Jeg ved ikke om den slags tanker er normale, som forhåbentlig snart dukker op på Sentura.dk, kom jeg til at tænke på, at Hørslev jo slet ikke tilhører en bekendelseslitteratur a la Vita Andersen. Dels fordi der jo ikke bekendes ret meget i hendes bog, så vidt jeg kan se, dels fordi der er tale om en helt anden og meget større formbevidsthed end knækprosaens – den knækkede jo nærmest bare for at ligne et digt ; - )


Hørslev derimod kalder sine digte for skilsmissedigte. Hun har opfundet en genre til den slags tekster. Det er immervæk en forskel, der vil noget.


Men det som jeg tænkte på, og som måske er mere interessant, det er, at Hørslevs bog jo også er udtryk for nye grænser mellem det private og det offentlige. Det er der mange, der har sagt noget om før. Det er jeg udmærket klar over. Men….


Man kan spørge sig selv, hvad det er, der flytter disse grænser? Grænser er måske slet ikke det rigtige ord. Der er snarere tale om brudflader. Og der er det, at jeg kom til at tænke på, at sådan noget som SMSer jo flytter noget privat ind i det offentlige rum, helt konkret. Man kan være meget mere privat i SMSer, end man kan være i en samtale, lad os til eksempel sige i en bus, men pointen er, at man jo kan være begge dele på samme tid i dag, og at vi netop er det, hele tiden.


Det betyder, at modsætningsforholdet mellem det private og det offentlige ikke eksisterer, eller det eksisterer i hvert fald ikke på samme måde som tidligere. Vi opererer med mange brudflader udadtil.

Samtidig med at vi snakker om vejret med en ældre dame, vi ikke kender i forvejen, fx ved et stoppested, kan vi modtage en SMS, fx fra kæresten, hvori der står, at i nat skal vi dyrke hed sex (undskyld mit dårlige eksempel!). Netop i en sådan situation må man jo finde en grimasse, der kan passe, og det er det, som vi er ved at vænne os til i dag, tror jeg: At være private og offentlige på én gang. Vi er ofte mere nærværende et andet sted end dér, hvor vi konkret befinder os, paradoksalt nok. Skriften i det offentlige rum gør altså noget ved os, ved vores identitet, tror jeg.


Disse pointer gælder naturligvis ikke kun, hvad angår SMSer, det gælder også Facebook og andre internet-relaterede identitetsfremvisninger, også her skal vi vænne os til, ikke bare en balancegang mellem offentligt og privat, men at være private og offentlige på én gang så at sige.


Forskellen mellem Vita Andersen (nej Andersen er måske alligevel for god, lad os tage Lola Baidel i stedet) og Lone Hørslev er derfor den bevidsthed om selviscenesættelse, der er hos Hørslev. Hun ved lige præcis, hvad det er hun bekender og især ikke bekender. Hendes digte er ikke mere bekendende end, lad os sige, Søren Ulrik Thomsens, måske tværtimod!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...