Forleden da jeg færdigskrev min anmeldelse af Lone Hørslevs seneste bog Jeg ved ikke om den slags tanker er normale, som forhåbentlig snart dukker op på Sentura.dk, kom jeg til at tænke på, at Hørslev jo slet ikke tilhører en bekendelseslitteratur a
Hørslev derimod kalder sine digte for skilsmissedigte. Hun har opfundet en genre til den slags tekster. Det er immervæk en forskel, der vil noget.
Men det som jeg tænkte på, og som måske er mere interessant, det er, at Hørslevs bog jo også er udtryk for nye grænser mellem det private og det offentlige. Det er der mange, der har sagt noget om før. Det er jeg udmærket klar over. Men….
Man kan spørge sig selv, hvad det er, der flytter disse grænser? Grænser er måske slet ikke det rigtige ord. Der er snarere tale om brudflader. Og der er det, at jeg kom til at tænke på, at sådan noget som SMSer jo flytter noget privat ind i det offentlige rum, helt konkret. Man kan være meget mere privat i SMSer, end man kan være i en samtale, lad os til eksempel sige i en bus, men pointen er, at man jo kan være begge dele på samme tid i dag, og at vi netop er det, hele tiden.
Det betyder, at modsætningsforholdet mellem det private og det offentlige ikke eksisterer, eller det eksisterer i hvert fald ikke på samme måde som tidligere. Vi opererer med mange brudflader udadtil.
Samtidig med at vi snakker om vejret med en ældre dame, vi ikke kender i forvejen, fx ved et stoppested, kan vi modtage en SMS, fx fra kæresten, hvori der står, at i nat skal vi dyrke hed sex (undskyld mit dårlige eksempel!). Netop i en sådan situation må man jo finde en grimasse, der kan passe, og det er det, som vi er ved at vænne os til i dag, tror jeg: At være private og offentlige på én gang. Vi er ofte mere nærværende et andet sted end dér, hvor vi konkret befinder os, paradoksalt nok. Skriften i det offentlige rum gør altså noget ved os, ved vores identitet, tror jeg.
Disse pointer gælder naturligvis ikke kun, hvad angår SMSer, det gælder også Facebook og andre internet-relaterede identitetsfremvisninger, også her skal vi vænne os til, ikke bare en balancegang mellem offentligt og privat, men at være private og offentlige på én gang så at sige.
Forskellen mellem Vita Andersen (nej Andersen er måske alligevel for god, lad os tage Lola Baidel i stedet) og Lone Hørslev er derfor den bevidsthed om selviscenesættelse, der er hos Hørslev. Hun ved lige præcis, hvad det er hun bekender og især ikke bekender. Hendes digte er ikke mere bekendende end, lad os sige, Søren Ulrik Thomsens, måske tværtimod!
Kommentarer