Gå videre til hovedindholdet

Avantgarde-retorikkens potentialitet


Jeg faldt over en anmeldelse på kunsten.nu af Mikkel Bolts fine, lille bog: Avantgardens selvmord, der er udkommet på 28/6. Her læser man:

"Mikkel Bolt ender faktisk med – måske ubevidst – at fremlægge avantgarden, som noget der aldrig blev en realitet. Ingen af projekterne endte med reel forløsning, kun desperation og til sidst kapitulation til efterkrigstidens fremstormende kapitalisme og mere stabile demokratier. Den nåede aldrig længere end til manifester, indbyrdes kampe og elitært snobberi."

Det fik mig til at tænke på, at det måske først og fremmest er den potentialitet, der er i og med retorikken omkring avantgarden, også hos Bolt, som gør, at avantgarden stadigvæk lever, hvis man absolut skal ind i den jargon (levende vs. død avantgarde). Fx når Bolt, efter mere eller mindre at have skitseret jordens fremtidige undergang, afslutter sin bog sådan her:

"Enhver krise repræsenterer en mulighed for såvel den gamle orden som det nye. Men det revolutionære perspektiv har ikke gode kort på hånden. Menuen står på kaos, militære konflikter og endnu mere lidelse for de fordømte på jorden"

Det er den potentialitet, som ligger i tanken om enten en apokalypse eller en revolution, der opildner sproget hos Bolt, som i øvrigt skriver fremragende og - naturligvis havde jeg nær sagt - inciterende.

Noget af det samme fornemmer man hos en skribent som Michel Houellebecq, uden sammenligninger i øvrigt. Houellebecqs perspektiv er ofte også grebet helt udefra, næsten hinsides menneskene, ligesom Bolts her, jf. "de fordømte på jorden". Også Houellebecq skriver med en apokalypse for øje, og det er den, der giver hans stil en særlig misantropisk nøgternhed, og ja en potentialitet (som en tikkende bombe), der er med til at gøre hans bøger så gode

Etiketter

Etiketter:

Kommentarer

THK sagde…
Hej Stefan,

potentialitet? Jeg synes da ærlig talt at Bolts bog virker noget opgivende. Problemet er for mig at se at han (som en sidste(?) rest af en borgerlighed) bliver ved med at insistere på kategorien Kunst og med Kunst kan man ikke lave revolte, I guess. SÅ Bolt er skuffet over kunsten og vil/kan tilsyneladende ikke forlade den. En mere direkte aktivisme ville da være et oplagt valg. Oder?
23. august 2009 kl. 20.00
THK sagde…
Dette blot sagt undrende?
23. august 2009 kl. 20.02
Stefan K sagde…
Men mon ikke han håber?

Og hvis ikke med kunsten, hvad så?

Jeg ved ikke, hvordan Bolt har det, men for mig at se er aktivisme ikke en løsning. Men nu er jeg jo heller ikke til den progressions-tankegang der ligger i megen af avantgarden. Ikke på den måde i hvert fald. Jeg tror på Duchamp og på Højholt: der KAN altid tænkes videre, men en stor del af avantgarden tænker ikke. Så jeg tror i hvert fald på kunsten og i alle mulige afskygninger, ikke på avantgarden ; - )
24. august 2009 kl. 13.41
Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...
Send en kommentar
Læs mere

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...
45 kommentarer
Læs mere

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...
42 kommentarer
Læs mere