Der er ikke noget punktum. Naturligvis er jeg voksen, føler mig voksen, med alt hvad deraf følger. Men det er ikke en roman værd. Den har vi læst. Kan man finde en form, som både er en slags logbog, og som giver mening bagefter, for andre? Spor af liv, der peger fremad. Jeg mener: en blog skulle nødigt være en dødsdom. Dette indlæg kan altid opdateres. Jeg er allerede træt af legen. Jeg er mere end mig selv. Jeg er også de andre og omvendt. De lever jo i mig. Det gælder min familie, mine venner. Det er også vigtigt for mig, at det her afspejler mit arbejde, hvor jeg henter en stor del af min identitet. Men at inkludere artikler eller dele fra de bøger, som jeg allerede har udgivet i forbindelse hermed, virker forkert og desuden underligt. Jeg vil hellere beskrive de mellemrum, der findes mellem arbejdet og så det her. Hvad det så end er? Måske en kontekst til det andet, eller omvendt? Man kan jo skrive selvbiografisk om det samme stof, fx som Hans Otto Jørgensen gør det. Der find...

Jeppe Brixvold er i mine øjne en undervurderet forfatter. Måske har han allerede skrevet to mindre mesterværker, dels Hæfte , dels Forbrydelse og fremgang . Begge bøger er mærkværdige og udgør på mange måder hinandens modsætninger. Antifiktion og hyperfiktion. Hæfte er bekendende og performativ, en søgen efter identitet, men også efter en anden stil, at gøre noget andet med litteraturen. Den er en forløber for Claus Beck-Nielsens projekt og beskriver en pilgrimsvandring på El Camino. Det sker mange år før berømtheder fik den idé, at de også burde tage derned som del af deres egen opreklamerede selvfortælling. Mest fascineret er jeg af afsnittet ”Månebrødre”. Det beskriver jo fint, hvad det er for en selvforståelse, vi har i dag, ja hvad vi forstår ved selvet. Men det indledende, misantropiske afsnit i begyndelsen af bogen er og forbliver bogens højdepunkt. Her vrisser Brixvold som en anden Stig Larsson. Claus Beck-Nielsen har i et portræt af Stig Larsson ( Information 13/...

Der er noget i Lone Hørslevs stemme, som jeg godt kan lide. Noget vigende måske? Hun bider ligesom sig selv af, når hun læser Naturlige fjender op. Det har jeg erfaret fra lydbogen. Men også at hun måske er lidt forkølet, da hun læser del tre ind? Hendes stemme er i hvert fald den rigtige for bogen. Eller: Den er der jo alligevel. Sorg og camping har faktisk en jegfortæller, måske er det helt simpelt bare Lone, der fortæller sin fiktion inde i bogen? Hvorfor ikke? Lydbøger er en fantastisk ting. Dér sidder jeg i min lille sorte bil, på vej til arbejde. Vi er mange og den første kø starter på Oddervej, lige før krydset ved Ringvejen. Så kommer de myldrende, nu også fra Mårslet, og som myrer mod tuen sidder vi fast, må ned i fart, og det er aldrig sjovt. Vi skal jo for fanden på arbejde, og vi har afleveret børn og sager. Tiden er skrøbelig, når vi er frie, løse, parate til at slå til. Sidder man for længe i kø uden at bevæge sig, kommer skammen. Skammen over ikke at foretage sig nog...

I virkeligheden er det jo bare alle de tekster, som ikke kan finde sammen andetsteds, der ender med at flytte herind. Litteratur hele vejen rundt. Nej, mere end litteratur. Litteratur som engagement, noget der er vigtigt for mit liv og dermed forhåbentlig også for andres. Det var også derfor, at jeg oprettede kurset ”Litteraturen og det gode liv” på folkeuniversitetet. En lidt phony titel som flere havde det lidt svært med. Eller som man i det mindste måtte forholde sig ironisk til. Men egentlig mener jeg det. Ikke at litteraturen handler om det gode liv, men den handler om, hvordan man får sit liv til at lykkes, også selvom vilkåret måske er, at det altid mislykkes. Vi mennesker med litteraturen, ganske simpelt. Måske er jeg blevet træt af distancen. Fx fodnoter, litteraturlister, henvisninger – alle de ting der ofte fylder en masse i mit mere professionelle, litterære liv, hvis man da kan tillade sig at udtrykke sig så klodset. For ikke at nævne planlægning, ansøgninger, strate...

Eskil har en fantastisk evne til at komme bag på alle, der tror de ved, hvor de har ham. Tag nu hans kødsovs. Kun Eskils kødsovs kan hamle op med Michelin-stjerner og hemmelige italienske restauranter. Det er trylleri i køkkenet, og mangen en pige er blevet nedlagt på den måde. Vi er altså mange fans. - Putter du også dét i? Jeg stirrer på Eskils hånd, hvori der befinder sig en uidentificerbar HP Sauce. - Ja, da. Alt muligt, griner han og skovler løgringe så store som rundetårn ned i den sydende pande. Bare det, at han laver sin kødsovs på panden, er nok til at vække forundring hos sådan en som mig. Det dufter stærkt i hele den lille kollegielejlighed på Sjællandsgade. Måske man kan dufte det helt til Spedalsø? - Skal vi ikke have noget vin, spørger han. - Johh, svarer jeg tøvende. Det er tirsdag, og i mine øjne er det en lidt for profan tanke at drikke vin nu. Jeg er en amatør i den henseende. Eskil derimod bliver ved. - Ja, nede fra kiosken, du ved. Jeg tøffer lid...

Og jeg kværner løs og bliver selv klogere på det, jeg siger. Eller sådan føles det i hvert fald. Det handler om forskellen mellem Knausgård og Beckwerket. Begge kan jo indlemmes under termen selvfremstilling, synes jeg. Men begges værker har meget direkte affødt nye, nogle gange sammenlignelige, men også usammenlignelige teoridannelser - fiktionsfri fiktion, autonarration og performativ biografisme, dobbeltkontrakt. Der er naturligvis enorme forskelle på forfatterskaberne. Jeg tror, at de er enige om udgangspunktet, bl.a. den fiktion, verden og virkeligheden er indspundet i. Men midlerne i forhold til at agere i dette er helt forskellige. Jeg er enig med Behrendt, når han forsøger at argumentere for, at det eneste "fiktionsfri" ved Knausgård er selve henvendelsen. Det er med henvendelsen, at Knausgård forsøger at skære alt det overflødige bort (fiktionen fx). Til det har han brug for litteraturen, romanen. Men det er dagbogen, der er forbilledet, for netop her er henvendels...

Jeg læser Pan af Knut Hamsun. Det er en rystende oplevelse. Glahn er jo paranoid som ind i helvede, eller ind i Skogen, om man vil. På den ene side er der en vished overromanen. Hamsun har gennemskuet, hvad ungdom indeholder af liderlighed, kærlighed,jalousi og deraf følgende paranoide tanker. Han får det nedfældet og beskrevet.På den anden side hviler der over romanen noget fantastisk uforløst, som omingen niveauer er hellige. Deraf det rystende. Det kan godt være, at LøjtnantThomas Glahn er vanvittig og ser syner, jf. hans navn. Glane kan både værenoget, der træder lysende frem på en mørk baggrund: ”S koven staar med strakteKviste og glaner lysegrøn”, som ODS oplyser os, men kan også betyde at stirre,glo. Begge dele er tilfældet med Glahn. På et tidspunkt i bogen, hvor Glahn er”tilskogs” lyder det: ”Jeg glæder mig over, at jeg er alene, at ingen kan semine Øjne, jeg læner mig tillidsfuldt ind til Klippevæggen og ved, at ingen kanstaa og iagttage mig bagfra. […] Og jeg blir siddend...

Jeg tror, at det er Nick Hornby der i Fever Pitch taler om smagens forbandelse, hvordan man pludselig som teenager ikke længere æder alt. Det er på en måde en forfærdende og chokerende oplevelse. Man får øjnene op for, hvor dårlig smag alle de andre har. Det er jo åbenlyst for enhver, hvorfor Prince er bedre end Michael Jackson, eller hvorfor Kliche og TV2 ikke kan sammenlignes – det ene er kunst, det andet pop. Så simpelt er det og så bare ikke alligevel. Nu hvor jeg er blevet en anelse ældre holder jeg stadigvæk mest af Prince og Kliche, men kan også se de mange kvaliteter ved de andre. Men det allermest forfærdende ved det hele er måske, at jeg selv i dag, hvor jeg jo kalder mig selv litterat og ekspert i ny skandinavisk litteratur stadigvæk har det sådan, at jeg er mere usikker på kvaliteten af et litterært værk end kvaliteten ved film og musik – pop- og rockmusik naturligvis – men alligevel. Man skal ikke tage fejl af, hvor meget man egentlig er blevet stopfodret med disse ting...

Intet er i princippet for småt, når det gælder litteraturen. Da jeg stadig var litteraturcoach, modtog jeg en uopfordret julegave mellem jul og nytår, og den var jeg jo i sagens natur vældig glad for. Det var en digtsamling Electric L. Scenen Elektrisk / af Bue P. Peitersen. Digte der sprang visuelt på siden, både konkret og sprogligt. De var skrevet gådefuldt og inciterende ovenpå Jimi Hendrix' biografi, måske som en blanding af selvbiografisk materiale og Hendrix' biografi?Bag flere af digtene lurer en form for Wild Horses-metaforik. Som om digtene skal berides, dysses ned. Digtenes musik der skal rides til, måske? Det er meget fint udført og så er bogen håndgjort og fin. Ikke til at stå for. Fx kunne jeg vældig godt lide dette digt, der står indrammet på siden og hedder: (LAP) I 1976 pakket ud, de øjne de lyser og munden; og håret det driver - at pible sig nu - som prins fra en panservåd blunden.

Og heri optræder Horace Engdahl, Arne Melberg og naturligvis Stig Larsson selv. Horace og Arne støber kuglerne, men det er Stig, der udfører tingene i praksis. Han stifter tidsskriftet Kris og de to andre er med. Kan det lade sig gøre at skrive en roman uden centrum, spørger Horace, og Stig besvarer dette med romanen Autisterne . Sådan. Med med Stig Larsson er man på sporet af kimen til hele den selvbiografiske tendens i de skandinaviske landes romaner. Stig Larsson er en slags Godfather for Karl Ove Knausgård – det er man vist klar over. Men at han også er en Godfather for Claus Beck-Nielsen, er der vist flere, som ikke er klar over. Beck-Nielsen skriver en længere anmeldelse af Larssons Avklädda på ett fält fra 2000 i Information og brokker sig gevaldigt over, at de danske forfattere ikke læser litteratur, medmindre det er oversat til dansk. Dog nævner han Jeppe Brixvolds dagbogsroman Hæfte , som værende dybt inspireret af Larsson. Det tror jeg langt hen ad vejen, at han har...

”Jeg ville ønske at man i min person fik øje på det jeg pådutter. Trænge sig ind på folk, som en personlighed, for derefter at være denne underkastet for hele livet. Andre dagbøger bør forholde sig til den her foreliggende som ordene ”sådan er jeg” forholder sig til ordene ”sådan vil jeg være”. Vi har vænnet os til døde ord der blot hævder noget, men det ord er bedre som vækker til live. Spiritus movens . Hvis det skulle lykkes mig at fremmane denne bevægende ånd her på dagbogens sider ville jeg kunne fuldbyrde mangt og meget. Først og fremmest ville jeg (og det er så meget des mere nødvendigt som jeg er en polsk forfatter) kunne søndersprænge dette snævre begrebsbur som I har villet holde mig fanget i. Alt for mange mennesker der var en bedre lod værdig har ladet sig lænke. Ingen anden, jeg selv alene, bør besætte min egen rolle.                       Og videre – ved at jeg, som...

Linjerne fra i nat lyser i mørket. Eller sådan føles de, skrevet halvvejs i søvne som de er. Kun den første og den sidste linje er noget værd, tror jeg. Den første linje var faktisk den, der vækkede mig. Måske reminiscenser af Knausgårds fantastiske åbning i bind 1. Det er vel sådan alle forfattere ønsker at åbne et værk. Eller nej. Ikke alle forfattere. Forfattere som Knausgård. Her ca. 700 sider inde bind 6 er jeg stadig forundret over, hvor let det går. Også ovenpå flere hundrede siders analyse af et Paul Celan digt og det meste af Hitlers biografi revisited . Det ene tager det andet. Han giver virkelig fanden i dette bind. Skriver med knoglerne, som Søren Fauth formulerede det til mig en dag. Men det er ikke knoglerne man hører. Prosaen er flydende, ovenpå. Den kører og indeholder sin egen poetiske energi. Jeg har tænkt en del over, hvorfor det er så vigtigt for Knausgård at lave den lange analyse af Celans digt? Flere gange i løbet af de forskellige bind berører han tem...

Det banker på. Hjertet. Billeder bliver til ord der forstørrer sig selv og falder ind mellem søvnen. I stykker her om natten. Jeg kan ikke sove for ordene eller hvad de nu er. Ude i køkkenet lyser tiden.

Hatten er jo fed nok, men er der nogen, der fanger budskabet? Hvis der er et budskab? Det er der desværre for mig. Det er lyrikken, det handler om, tror jeg. Jeg tror så meget, men poesien. Den forsvinder på en dobbelt måde med den hat. Og det er ikke en tryllekunst, jeg bryder mig om. Det handler først om, at ingen genkender navnene. Dernæst at dem der rent faktisk kender navnene, mig fx, kender dem helt for sig selv. Og vi griner ikke ligefrem i kor. Jeg er et spredt bifald. Men måske er det det, litteraturen handler om? Om at være alene, alene sammen. Det er et statement, der taler ned til de få, der faktisk fanger det. Deres advokater hedder jo netop det. Men ikke på en fancy hat og slet ikke i fjernsynet prime time, lørdag aften. Så er der mere litteratur at hente, når Arthur gennemskuer en fejl i fortællingen om Peter Pedal. Det er den første. Den med ballonerne, men hvor han alligevel ender i Zoo. Det hænger jo ikke sammen, påpeger Arthur. Peter bor jo sammen med Manden med ...

Det hele starter i en kopimaskine. Et armbånd med et tal. Så er der styr på det. Gør dig ingen forhåbninger om at slippe ud, levende til det sidste. Udgangen findes ikke her, hvor armbåndet er klippet over. At skrive om sig selv er en tur i dødens pølsevogn, vi taler om et helt dødt løb: Velkommen.

Imens jeg løber en tur mellem jul og nytår, tænker jeg, at der må da være noget andet, man kan bruge den blog til. En litterær dagbog fx. Jeg vil gerne være formidler af litteratur, jeg vil gerne være et alternativ til forfatterblogs, en kritisk røst og blah blah. Men dem er der også nok af. Desuden har bloggen jo allerede vist sig vældig effektiv, når det gælder om at sætte en debat igang. Det er ligesom at trykke på en knap og så kommer de løbende. Historien om lorten og fluerne. Så følger man op. Både anonymt, pseudonymt, for og imod. Så er den hjemme. Debatten lever og dør. Folk pisser territorier af og bliver gode venner til sidst. Altid gode venner til sidst. Men jeg har længe haft denne her tanke i hovedet: Hvad med det uformidlede? Hvad med litteraturens hvorfor?  Dér hvor lokummet brænder. Afklædt i et litterært felt. Kunne man forestille sig en blog, der forsøger at beskrive følelsen af at være besat af litteratur? Ting der sniger sig uden om teorien, de følelser som li...