Der er ikke noget punktum

Der er ikke noget punktum. Naturligvis er jeg voksen, føler mig voksen, med alt hvad deraf følger. Men det er ikke en roman værd. Den har vi læst. Kan man finde en form, som både er en slags logbog, og som giver mening bagefter, for andre? Spor af liv, der peger fremad. Jeg mener: en blog skulle nødigt være en dødsdom. Dette indlæg kan altid opdateres. Jeg er allerede træt af legen.

Jeg er mere end mig selv. Jeg er også de andre og omvendt. De lever jo i mig. Det gælder min familie, mine venner. Det er også vigtigt for mig, at det her afspejler mit arbejde, hvor jeg henter en stor del af min identitet. Men at inkludere artikler eller dele fra de bøger, som jeg allerede har udgivet i forbindelse hermed, virker forkert og desuden underligt. Jeg vil hellere beskrive de mellemrum, der findes mellem arbejdet og så det her. Hvad det så end er? Måske en kontekst til det andet, eller omvendt?

Man kan jo skrive selvbiografisk om det samme stof, fx som Hans Otto Jørgensen gør det. Der findes der mange hovedstole, selvom fortællingen på en måde er den samme. En ulykke i barndommen, faren der ikke ser sin søn. Men jeg mener: Perspektivet kan jo flytte sig. Ja, det flytter sig hele tiden. Hovedstolen er en god metafor, men den bygger på et forældet syn på identitet og selv. Jeg vil nødig kalde selvet et væv, men der er i hvert fald en masse tråde, som man skal holde styr på. Man finder én, forsøger at holde fast og beskriver det man ser, imens. Det er et hyr. Eller det er det i hvert fald for mig, og jeg har ingen overordnet fiktion at holde mig til, kun noget løseligt. Tarzan i lianerne, men hvilken Tarzan, den overciviliserede slags. Tarzan ude i tovene.

Det var vist Kafka, der sagde, at han kun kunne være litteratur. Sådan har jeg det ikke helt. Der findes også et liv uden for litteraturen. Men det er fascinerende, når man lader litteraturen inkludere det hele. Når dagbogen åbner sig op mod verden. Det havde Kafka sans for. I hans dagbøger finder man også alt muligt, fortællinger, breve etc. Uden sammenligning i øvrigt ville jeg gerne lave noget lignende, men jeg satser ikke på, at nogen gider at læse det, når jeg dør. Derfor skal det ud nu. Måske man kan betragte det som en avanceret form for Facebook profil. Ikke så historieløs, ikke så visuelt orienteret, men mere vilter og begravet i skrift. Gamle billeder er i stedet gamle tekster. For eksempel som dem, der kommer efter det her indlæg. For god ordens skyld har jeg taget et par billeder med. De er fra før digitalkameraet blev opfundet og totalt ændrede vores forhold til snapshottet. Instant snapshot, om man vil. Ad den vej er vi sikkert blevet mere fotogene, men også mere delte. Individ, det udelte. Det er ikke længere os. Vi har mange brugerflader. Her er én.

Jeg læser Hæfte

Jeppe Brixvold er i mine øjne en undervurderet forfatter. Måske har han allerede skrevet to mindre mesterværker, dels Hæfte, dels Forbrydelse og fremgang. Begge bøger er mærkværdige og udgør på mange måder hinandens modsætninger. Antifiktion og hyperfiktion.

Hæfte er bekendende og performativ, en søgen efter identitet, men også efter en anden stil, at gøre noget andet med litteraturen. Den er en forløber for Claus Beck-Nielsens projekt og beskriver en pilgrimsvandring på El Camino. Det sker mange år før berømtheder fik den idé, at de også burde tage derned som del af deres egen opreklamerede selvfortælling.

Mest fascineret er jeg af afsnittet ”Månebrødre”. Det beskriver jo fint, hvad det er for en selvforståelse, vi har i dag, ja hvad vi forstår ved selvet. Men det indledende, misantropiske afsnit i begyndelsen af bogen er og forbliver bogens højdepunkt. Her vrisser Brixvold som en anden Stig Larsson.

Claus Beck-Nielsen har i et portræt af Stig Larsson (Information 13/1, 2001), før han døde, øje for Brixvold. Især det at Brixvold er dybt inspireret af Larsson, ligesom Beck-Nielsen i øvrigt. Beck-Nielsen skriver:

I det hele taget er Larsson af danske øjne nærmest overset, han noteres meget sjældent i aviser eller tidsskrifter, og det selv om han har betydet meget for flere (og flere) yngre danske forfattere. For eksempel havde Jeppe Brixvolds gennembrud Hæfte været nærmest USKRIVELIG uden Stig Larsson og dennes vilje til at være oprigtig, at stille sig »afklædt på en mark«, skriften som en slags stemme, der tiltaler (og muligvis frastøder) læseren, den stemmeefterlignende brug af kursiv og store bogstaver, hans måde at associere og dennes forbindelse med anelsen og anelsens ditto med det religiøse, det profetiske, Gud, og så ikke videre!

Portrættet er i øvrigt en yderst vigtig forudsætning for at forstå Claus Beck-Nielsens projekt. Tænk her bare på overskriften, der kommer efter citatet ovenfor ”slut med litteraturen”, lyder den. Ligesom ingen endnu, på trods af Beck-Nielsens bekendelse til Larsson, har gjort noget ud af den kobling.

Stig Larsson er og forbliver den skandinaviske godfather til hele den litterære selvfremstillingsbølge. At Larssons forfatterskab så er blevet podet med ideer fra Horace Engdahl og måske Arne Melberg er en anden sag, som forbliver endnu mere uoplyst.

Spydkast

Der er noget i Lone Hørslevs stemme, som jeg godt kan lide. Noget vigende måske? Hun bider ligesom sig selv af, når hun læser Naturlige fjender op. Det har jeg erfaret fra lydbogen. Men også at hun måske er lidt forkølet, da hun læser del tre ind? Hendes stemme er i hvert fald den rigtige for bogen. Eller: Den er der jo alligevel. Sorg og camping har faktisk en jegfortæller, måske er det helt simpelt bare Lone, der fortæller sin fiktion inde i bogen? Hvorfor ikke?

Lydbøger er en fantastisk ting. Dér sidder jeg i min lille sorte bil, på vej til arbejde. Vi er mange og den første kø starter på Oddervej, lige før krydset ved Ringvejen. Så kommer de myldrende, nu også fra Mårslet, og som myrer mod tuen sidder vi fast, må ned i fart, og det er aldrig sjovt. Vi skal jo for fanden på arbejde, og vi har afleveret børn og sager. Tiden er skrøbelig, når vi er frie, løse, parate til at slå til. Sidder man for længe i kø uden at bevæge sig, kommer skammen. Skammen over ikke at foretage sig noget. Men heldigvis ikke den skam, som Philip Roth beskriver i Nemesis, der handler om Bucky Cantor. Han er 23 år og ”playground director”. Imens hans jævnaldrende drager i krig – anden verdenskrig – bliver Bucky hjemme i Newark. Her begynder en polio epidemi langsomt at brede sig, og flere af de børn, som Bucky kender fra legepladsen, dør. Buckys kæreste arbejder et andet og tilsyneladende fredeligere sted, nemlig på en sommerlejr i bjergene ved Poconos. Bucky er i syv sind. Skal han redde sit eget skind og få det arbejde, som hun kan skaffe ham deroppe, eller skal han heroisk blive i Newark og forblive direktør på legepladsen. Set i forhold til dem, der drager i krig, er Buckys dilemma latterligt. Naturligvis skal han blive i Newark. Men set i forhold til et mere egoistisk synspunkt, trækker Poconos vældigt meget i ham. Han ender med at tage til Poconos. Alt er vitalistisk fryd og gammen deroppe, indtil den dag en af børnene deroppe bliver syg. Langsomt erfarer Bucky, at det er ham, der formentlig har bragt polioen med sig derop, og han ender også med selv at blive syg.

Romanen knækker lige efter midten. Man har et enkelt sted hørt, at fortælleren er en jegfortæller, men der er endnu ikke blevet gjort en sag ud af det. Imidlertid træder jegfortælleren tydeligt frem sent i bogen. Han har tilfældigt mødt Bucky senere i livet, hvor denne har fortalt hele sin historie. Det viser sig så, at Bucky ender med at bortvise sin kæreste, selvom hun faktisk vil have ham på trods af den måde, som polioen forkrøbler hans krop. Det er dog ikke noget, som han kan leve med. Han sviner hende så meget til, at hun forlader ham. Det hele er så skammeligt, og Roths erfaringer med mere eksperimenterende fortællinger, fx ”The Breast”, kommer til fuld udblæsning, når han skildrer, hvad det vil sige at være fanget i en vantreven krop.

Mest distinkt, fra min lytning af bogen, står imidlertid den allersidste scene, som jeg kan blive ved med at tænke tilbage på. I et formidabelt flashback, der sætter hele Buckys korporlige mareridt i relief, skildres en scene, hvor han som ung kaster med spyd:

“And the he hurled the javelin. You could see each of his muscles bulging when he released it into the air.  He let out a strangulated yowl of effort (one we all went around imitating for days afterward), a noise expressing the essence of him – the naked battle cry of striving excellence. The instant the javelin took flight from his hand, he began dancing about to recover his balance and not fall across the foul line he’d etched in the dirt with his cleats. And all the while he watched the javelin as it made its trajectory in a high, sweeping arc over the field. None of us had ever before seen an athletic act so beautifully executed right in front of our eyes.”

De sidste linjer i en roman er altid de allerbedste. Derfor må forfatteren også anstrenge sig ekstra meget her, ligesom dette spydkast. Læs dem aldrig, når du kan blive forstyrret, men alene og helt uforstyrret. Eller hør dem i en bil, som jeg gjorde med Nemesis. Afslutningen på Nemesis var én af de største oplevelser med litteratur, som jeg har haft længe, men to andre romanafslutninger, som inden for den seneste tid, har gjort stort indtryk på mig, er Gaute Heivolls, dels i Før jeg brenner ned og i særdeleshed i Himmelarkivet. Selvom den førstnævnte er en bedre bog end den sidste. Men for at får den fulde nydelse af disse, skal man, som det også gælder for Nemesis, læse hele bogen først. Derfor får man ikke flere citater for denne gang.

Dette er en ulovlig handling når du arbejder med fodnoter

I virkeligheden er det jo bare alle de tekster, som ikke kan finde sammen andetsteds, der ender med at flytte herind. Litteratur hele vejen rundt. Nej, mere end litteratur. Litteratur som engagement, noget der er vigtigt for mit liv og dermed forhåbentlig også for andres. Det var også derfor, at jeg oprettede kurset ”Litteraturen og det gode liv” på folkeuniversitetet. En lidt phony titel som flere havde det lidt svært med. Eller som man i det mindste måtte forholde sig ironisk til. Men egentlig mener jeg det. Ikke at litteraturen handler om det gode liv, men den handler om, hvordan man får sit liv til at lykkes, også selvom vilkåret måske er, at det altid mislykkes. Vi mennesker med litteraturen, ganske simpelt.

Måske er jeg blevet træt af distancen. Fx fodnoter, litteraturlister, henvisninger – alle de ting der ofte fylder en masse i mit mere professionelle, litterære liv, hvis man da kan tillade sig at udtrykke sig så klodset. For ikke at nævne planlægning, ansøgninger, strategi osv. Jeg vil ind til benet. Beskrive det, der er vigtigst for mig, i og med litteraturen. Det handler først og fremmest om et personligt forhold. Dig selv som mellemregning, ikke andet. Det er derfor jeg sidder her – altså på universitetet, på dette beskedne kontor, med denne paperback – det kunne være Jonas Hassen Khemiris Montecore. Den litteratur, der har rykket mig, dannet mig, gjort mig til det jeg er.

Måske føler jeg, at disse ting ofte bliver glemt. Vi fortaber os i alt muligt andet. Forvilder os i ting, der ikke er vigtige i forhold til udgangspunktet. Måske brænder nogle simpelthen ud. Og ender som prodekaner, havde jeg nær sagt. Det kan i øvrigt få mig til at blive nervøs for min egen ild. Måske brænder jeg også ud, og i tilfælde af brandtomt er det sikkert sjovere at være prodekan end forsker.

Samtidig er jeg nervøs for stort set alles reaktion. Her skriver jeg jo en bog afklædt i et litterært felt. Alle fodnoter er barberet væk. Jeg er helt, helt nøgen, og dette er en ulovlig handling, når du arbejder med fodnoter. 

Wild Horsens: Eskils kødsovs

Eskil har en fantastisk evne til at komme bag på alle, der tror de ved, hvor de har ham. Tag nu hans kødsovs. Kun Eskils kødsovs kan hamle op med Michelin-stjerner og hemmelige italienske restauranter. Det er trylleri i køkkenet, og mangen en pige er blevet nedlagt på den måde. Vi er altså mange fans.

- Putter du også dét i?

Jeg stirrer på Eskils hånd, hvori der befinder sig en uidentificerbar HP Sauce.

- Ja, da. Alt muligt, griner han og skovler løgringe så store som rundetårn ned i den sydende pande. Bare det, at han laver sin kødsovs på panden, er nok til at vække forundring hos sådan en som mig.

Det dufter stærkt i hele den lille kollegielejlighed på Sjællandsgade. Måske man kan dufte det helt til Spedalsø?

- Skal vi ikke have noget vin, spørger han.

- Johh, svarer jeg tøvende. Det er tirsdag, og i mine øjne er det en lidt for profan tanke at drikke vin nu. Jeg er en amatør i den henseende. Eskil derimod bliver ved.

- Ja, nede fra kiosken, du ved.

Jeg tøffer lidt rundt og tager min jakke på.

- Jo, jeg henter noget. Et øjeblik, så er jeg tilbage.

På vej ned til kiosken på Sønderbrogade tænder jeg en smøg. Suger den forførende røg helt ned i lungerne og nyder vejret, stemningen. Det er ved at være sommer, tænker jeg. Kirkeklokkerne ringer fra den moderne Sønderbro Kirke. Den er tegnet af Paul Niepoort og ligner slet ikke noget, man ellers finder i Horsens. Det bliver man glad for, når man er ung. Det virker mere urbant, selvom det er et ord, jeg næppe ville bruge eller vide, hvad jeg skulle bruge til, den dag. Jeg er altså på vej. Tænker lidt over kirker i Horsens. Sønderbro Kirke er fin nok, men mest holder jeg af Klosterkirken inde midt i byen og pladsen omkring denne. Det ved jeg ikke. Men der er stemningen anderledes; stadig lidt for urban til Horsens. Den minder én om, at her har der været liv i ufatteligt mange år. Det er rødderne. Det er eksotisk, både at den er bygget i 1200-tallet og at tænke på, at den har været tilknyttet et kloster. Jeg bliver varm ved tanken, som en anden Vitus Bering, på vej ned for at købe en flaske rødvin, en tirsdag aften. Det er sådanne steder, vi opsøger. Nogle vil sige i mangel af bedre, men alligevel. Steder, der rummer et eventyr, og selvom Horsens kan lyde nok så prosaisk, og var det endog i utrolig grad i en ung teenagers øjne, nemlig mine, så findes de.

Det gamle kvarter lige nord for havnen er altid en gåtur værd. Her er tiden stået stille. Som om at det altid er søndag når man går dér fra Borgergade og videre ad Slotsgade og Bredgade. Og oppe bagved, bevidstheden om Lunden, Kunstmuseet, en anden verden. Stedet hvor jeg meget senere skulle se og høre navne som David Bowie og Roxy Music, godt nok i en ældre udgave, men alligevel. At det var i den del af byen, de optrådte, passer fint ind i min forståelse af Horsens.

Dernede havnen, lystbådehavnen og Langelinie. Havnen bliver også et yndet udflugtssted for os med udlængsel. Der er ikke meget at komme efter, men alligevel går vi derned. Måske ligger der et russisk fragtskib, noget der bærer på eller lugter af eventyr? Eller vi går længere ud. På Langelinie, den åbne plads og fjorden. Er man heldig, kan det være at cirkus i byen. Det er de sjældent. Men så kan det være, at man støder på en eller anden, der er ude at lufte sin hund. Også om natten. Og sygehuset rumler deroppe mellem liv og død.

Går man op til Sundvej og især længere ud af denne, er det noget andet. Først sygehuset og meget senere Oddervej og derude Stensballe, hvor vi var samlet til Pernilles fest, da vi blev studenter og Danmark vandt EM  fodbold. Oddervej kommer jeg til at kende langt bedre, senere i mit liv, når vi ofte kører fra Beder over Odder til Horsens. Peer Hultberg har nogle beskrivelser i sin selvbiografi, hvordan han og moderen går denne vej,  i bidende kold vind sådan som jeg husker det, men i retning af sygehuset, op af bakken, langs Sundvej. Det er lidt den rene ynk, alt for megen selvmedlidenhed op og ned ad siderne. Jeg ved ikke helt med Hultberg, men det er som om, at han ikke fik det optimale ud af sit talent. Han var ligesom smurt ind i sig selv. 

Nå, skidt. Kører man længere ud af Oddervej kommer man til Søvind og Hundslund. Området omkring Hundslund og Sondrup, som i øvrigt er smukt, kan man læse om hos Henning Mortensen. Fx i Næb og kløer. Det er en privilegeret ting, når steder bliver søsat i litteraturen. Det må jeg prøve engang.

Alt dette tænkte jeg ikke, da jeg var på vej ned i kiosken for at hente vin til Eskils kødsovs, men når man vandrer i litteraturen, kommer man mange steder hen. Jeg var nu nået til Sønderbrogade. Jeg havde røget den King’s, som jeg tændte for lidt siden. På den anden side af gaden gik der nogle piger. De genkendte mig vist, fnisede lidt, tror jeg. Måske fra gymnasiet, tænker jeg, smiler og går op ad trappen.

Da jeg kommer ind i Eskils lejlighed spørger han:

- Hvor har du været?

- Jamen, bare nede for at købe noget vin. Var det ikke det, jeg skulle?

- Jo, for helvede. Fedt. Lad os spise. Maden er klar.

Vejledning

Og jeg kværner løs og bliver selv klogere på det, jeg siger. Eller sådan føles det i hvert fald. Det handler om forskellen mellem Knausgård og Beckwerket. Begge kan jo indlemmes under termen selvfremstilling, synes jeg. Men begges værker har meget direkte affødt nye, nogle gange sammenlignelige, men også usammenlignelige teoridannelser - fiktionsfri fiktion, autonarration og performativ biografisme, dobbeltkontrakt.

Der er naturligvis enorme forskelle på forfatterskaberne. Jeg tror, at de er enige om udgangspunktet, bl.a. den fiktion, verden og virkeligheden er indspundet i. Men midlerne i forhold til at agere i dette er helt forskellige. Jeg er enig med Behrendt, når han forsøger at argumentere for, at det eneste "fiktionsfri" ved Knausgård er selve henvendelsen. Det er med henvendelsen, at Knausgård forsøger at skære alt det overflødige bort (fiktionen fx). Til det har han brug for litteraturen, romanen. Men det er dagbogen, der er forbilledet, for netop her er henvendelsen mere autentisk, om man så kan sige, end i fx en fiktiv roman. Omvendt er romanen mere ekstrovert end dagbogen. Kombinationen af de to er løsenet. Dagbogshenvendelsen i en roman, hvor man skriver sig så tæt ind på sig selv eller sit selv som muligt, velvidende at der måske ingen grænser er indadtil i forhold til det private, men at det afhænger af mod. Det handler altså om at gøre henvendelsen ærlig. De omgivelser, henvendelsen foregår i, er mindre vigtige, fx i hvilken udstrækning de er fiktive, om noget varede uger eller måneder, hvordan vejret var, hvad der blev sagt i situationen. Så længe henvendelsen er ærlig, forbliver det andet noget sekundært.

Hos Beckwerket er der ikke noget sådan på spil. Der spiller fiktionen sammen med fiktionen. Den intervenerer og udstiller det, den griber ind i, et sted mellem parodi, ironi og alvor uden at være nogen af delene. Ideen om noget fiktionsfrit findes næppe. Snarere tværtimod.

Knausgårds projekt er en utopi fra Beckwerkets synsvinkel, tror jeg, men måske ligeså politisk. Det handler blot om det privates politik, om en sådan henvendelse overhovedet kan finde sted og i hvilken form?

Beckwerket derimod inkarnerer fiktionen. Nu er han den Nielsen, som bøgerne har skabt. Men kødet skal åbenbart give fiktionen modstand. Kødets opstandelse i fiktionen.

Jeg læser Pan

Jeg læser Pan af Knut Hamsun. Det er en rystende oplevelse. Glahn er jo paranoid som ind i helvede, eller ind i Skogen, om man vil. På den ene side er der en vished overromanen. Hamsun har gennemskuet, hvad ungdom indeholder af liderlighed, kærlighed,jalousi og deraf følgende paranoide tanker. Han får det nedfældet og beskrevet.På den anden side hviler der over romanen noget fantastisk uforløst, som omingen niveauer er hellige. Deraf det rystende. Det kan godt være, at LøjtnantThomas Glahn er vanvittig og ser syner, jf. hans navn. Glane kan både værenoget, der træder lysende frem på en mørk baggrund: ”Skoven staar med strakteKviste og glaner lysegrøn”, som ODS oplyser os, men kan også betyde at stirre,glo. Begge dele er tilfældet med Glahn. På et tidspunkt i bogen, hvor Glahn er”tilskogs” lyder det:

”Jeg glæder mig over, at jeg er alene, at ingen kan semine Øjne, jeg læner mig tillidsfuldt ind til Klippevæggen og ved, at ingen kanstaa og iagttage mig bagfra. […] Og jeg blir siddende der en Tidlang stille,jeg falder hen i Hvile, der bæver en lun Følelse af Hygge gennem mig, fordi jegkan sidde saa trygt i Skjul, mens Regnen vedbliver at falde ned udenfor”

Meni skjul sidder han jo så ikke alligevel. Vi læser jo om ham, ser ham. Han er stadigudstillet for os.

                      I norsk litteratur er dermange, som går til skovs. De har ligesom en tradition for det. Jeg tænker fx påErlend Loes Doppler. I sin desperatekamp for ikke at være så fandens kompetent, flytter han ud i skoven. Eller iflere af Per Pettersons romaner. Naturen er en anden i norsk litteratur. Tor Eystein Øverås skriver et sted i Til. En litterær reise:

”Jegbegynner å gå daglige spaserturer i mosen. Min lille skog, tenker jeg; en sisterest av natur omringet av kulturlandskap. I Norge er man omringet av villmark.I Danmark er man omringet av kulturmark. Danmark er en stor park. Danskene vetom alt som finnes, den vesle danske park. Hvert tre og hver sten og hver bekkog hver dam og hver strand har de kartlagt og passer de på.

Gadvide, om det er derfor de skriver bedre romaner? Måske har de bare en andentradition. Ikke det her småtteri, som vi har nedarvet fra H.C. Andersen ogandre. Den danske kortprosa, en velfriseret have. Den norske prosa derimod erklipper, skov og elv.

Her forleden læste jeg fx Lars Frosts Ubevidst rødgang. Frost er god til atholde sproget i gang. Det kører for ham i prosaen. Måske én af de bedste danskeprosaister lige nu. Men midt i bogen ramler det hele og til slut går det heltgalt. Bogen mister langsom sin identitet. Mister pusten, som om den ikke harmere at fortælle. Eller ikke gider. Bliver til wikipedia i stedet. Eller noget,der ligner. Det er ærgerligt.

                      Pan skuffer i øvrigt også lidt til slut. Som om kærlighedshistorienskal gøres færdig og indkredse det andet. Det skal indrammes. Det vilde ogparanoide, som er så gennemført i de første to tredjedele af romanen. Hvad dælen tror han, at han kanmed sit dyreblik?

Smag

Jeg tror, at det er Nick Hornby der i Fever Pitch taler om smagens forbandelse, hvordan man pludselig som teenager ikke længere æder alt. Det er på en måde en forfærdende og chokerende oplevelse. Man får øjnene op for, hvor dårlig smag alle de andre har. Det er jo åbenlyst for enhver, hvorfor Prince er bedre end Michael Jackson, eller hvorfor Kliche og TV2 ikke kan sammenlignes – det ene er kunst, det andet pop. Så simpelt er det og så bare ikke alligevel.

Nu hvor jeg er blevet en anelse ældre holder jeg stadigvæk mest af Prince og Kliche, men kan også se de mange kvaliteter ved de andre. Men det allermest forfærdende ved det hele er måske, at jeg selv i dag, hvor jeg jo kalder mig selv litterat og ekspert i ny skandinavisk litteratur stadigvæk har det sådan, at jeg er mere usikker på kvaliteten af et litterært værk end kvaliteten ved film og musik – pop- og rockmusik naturligvis – men alligevel. Man skal ikke tage fejl af, hvor meget man egentlig er blevet stopfodret med disse ting siden man var et barn. Det træner potentielt set ens kritiske bevidsthed. Men for at blive god til give udtryk for en sådan, må man naturligvis øve sig. Imidlertid tror jeg, at en af grundene til at jeg finder det mere interessant at udøve kritik omkring litteratur, er at udfordringen ganske simpelt er større – den intellektuelle udfordring. Det er simpelthen for nemt at se og høre, hvornår en film eller et rockalbum er godt eller skidt. Det er næsten bare at mærke efter i kroppen. Den kender det. Kender følelsen i forvejen. Der kan så spille alle mulige ting ind. Hvordan man har det den og den dag. Fx havde jeg det fysisk underligt efter at jeg havde set den tredje film af Lord of The Rings. Ikke dårligt, men underligt. På den ene side var jeg lykkelig over, at jeg i så forholdsvis sen en alder kunne blive påvirket så kraftigt, ofte er det jo ellers kun et yngre publikum forundt. På den anden side var det som når man drikker – man kan ikke længere tåle så meget, som man siger. Jeg kunne ikke passe mit arbejde. En aften hvor jeg var alene hjemme, og hvor Sine var taget af sted med ungerne for at jeg skulle arbejde, kunne jeg ikke tænke på andet end at køre ind for at se filmen igen. Men jeg vidste at det ville gøre ondt værre. Dér holdt jeg uden for biografen. Det var pisvejr. Men jeg turde ikke gå ind. Jeg kørte hjem igen og surfede videre på nettet for at finde mere info om Tolkien. Jeg lånte en dansk oversættelse hjem af de finske sagn og sagaer, Kalevala, for at opspore flere ting. Jeg var besat. Jeg ønskede at eventyret måtte blive ved og ved. Vintermorgener, når jeg kørte Arthur i vuggestue, kunne jeg tage mig selv i at være en del af et eventyr. Tænk bare at vandre udover markerne med frosten i lungerne, og  sværdet ved sine side. Sværdet ved sin side? Hvor kom det fra?

Som en af de eneste gange nogensinde sad jeg dér i mørket og græd, da Frodo skulle ud på sin sidste rejse. Den film ramte mig i mellemgulvet. Selv i dag skal jeg passe på, hvis filmen tilfældigvis kører på en af tv-kanalerne. Det er ganske simpelt ikke særlig sundt for mig.

Men sådan er det ikke helt med litteraturen. Den rammer mig ikke ligeså hårdt. Heller ikke Tolkiens bøger, selvom jeg naturligvis er vilde med dem også. Måske er det mediet, der gør forskellen, og ikke den træning og erfaring der ligger bag. Alligevel føler jeg mig mere på sikker grund dér, end når det gælder litteraturen. Men netop derfor læser jeg litteratur.

Intet er for småt

Intet er i princippet for småt, når det gælder litteraturen. Da jeg stadig var litteraturcoach, modtog jeg en uopfordret julegave mellem jul og nytår, og den var jeg jo i sagens natur vældig glad for. Det var en digtsamling Electric L. Scenen Elektrisk / af Bue P. Peitersen. Digte der sprang visuelt på siden, både konkret og sprogligt. De var skrevet gådefuldt og inciterende ovenpå Jimi Hendrix' biografi, måske som en blanding af selvbiografisk materiale og Hendrix' biografi?Bag flere af digtene lurer en form for Wild Horses-metaforik. Som om digtene skal berides, dysses ned. Digtenes musik der skal rides til, måske? Det er meget fint udført og så er bogen håndgjort og fin. Ikke til at stå for. Fx kunne jeg vældig godt lide dette digt, der står indrammet på siden og hedder:

(LAP)

I 1976
pakket ud,
de øjne de lyser
og munden;
og håret det driver -
at pible sig nu -
som prins
fra en panservåd
blunden.

Jeg læser Natta de mina

Og heri optræder Horace Engdahl, Arne Melberg og naturligvis Stig Larsson selv. Horace og Arne støber kuglerne, men det er Stig, der udfører tingene i praksis. Han stifter tidsskriftet Kris og de to andre er med. Kan det lade sig gøre at skrive en roman uden centrum, spørger Horace, og Stig besvarer dette med romanen Autisterne. Sådan.

Med med Stig Larsson er man på sporet af kimen til hele den selvbiografiske tendens i de skandinaviske landes romaner. Stig Larsson er en slags Godfather for Karl Ove Knausgård – det er man vist klar over. Men at han også er en Godfather for Claus Beck-Nielsen, er der vist flere, som ikke er klar over. Beck-Nielsen skriver en længere anmeldelse af Larssons Avklädda på ett fält fra 2000 i Information og brokker sig gevaldigt over, at de danske forfattere ikke læser litteratur, medmindre det er oversat til dansk. Dog nævner han Jeppe Brixvolds dagbogsroman Hæfte, som værende dybt inspireret af Larsson. Det tror jeg langt hen ad vejen, at han har ret i, men det er en anden sag. Beck-Nielsen lurer Larsson – tænk bare her på, hvordan han afbilleder sig selv i Selvudslettelser (i den grad afklædt i et felt). Forskellen er bare - og den er også stor - at Beck-Nielsen lægger krop til skriften - skriftens krop, der bliver til fiktionens krop, og mere og mere fiktiv, og ender som en voksfigur. Og apropos selvudslettelser, så er har Larsson naturligvis også sin Godfather, nemlig Thomas Bernhard, om hvilken han i Avklädda på ett fält skriver:

Den i Utplåningen återkommande benämningen på dem var DE MINA. Vilket jag hoppas inte förlett läsare att se en av mine tidigare boktitlar, Natta de mina, som en sådan där löjlig blinkning av samhörighet med Thomas Bernhard. Och i så fall, med tanke på förhallandena i den romanen, kanske rent av betrakta denna titel som en dold aggression mot mina närmaste.

Det är alltså inte så.

Snarare kan man säga att det är tvärt om! (35)

Derfor er Bernhard også blevet læst af fx Knausgård og en del af andre norske forfattere, men også af Mette Moestrup, der nævner ham – i et interview, var det vist. Og inspirationen fra Larsson fortsætter: Kunne man forestille sig Pablo Llambías' Monte Lema uden Natta de mina?

Citat fra Gombrowicz

”Jeg ville ønske at man i min person fik øje på det jeg pådutter. Trænge sig ind på folk, som en personlighed, for derefter at være denne underkastet for hele livet. Andre dagbøger bør forholde sig til den her foreliggende som ordene ”sådan er jeg” forholder sig til ordene ”sådan vil jeg være”. Vi har vænnet os til døde ord der blot hævder noget, men det ord er bedre som vækker til live. Spiritus movens. Hvis det skulle lykkes mig at fremmane denne bevægende ånd her på dagbogens sider ville jeg kunne fuldbyrde mangt og meget. Først og fremmest ville jeg (og det er så meget des mere nødvendigt som jeg er en polsk forfatter) kunne søndersprænge dette snævre begrebsbur som I har villet holde mig fanget i. Alt for mange mennesker der var en bedre lod værdig har ladet sig lænke. Ingen anden, jeg selv alene, bør besætte min egen rolle.

                      Og videre – ved at jeg, som en form for forslag, fremlægger problemer der mere eller mindre er forbundet med mig selv, drager jeg mig selv ind i dem og de fører mig imod andre indvielser som endnu er mig ukendte. At trænge så langt ind som muligt på jomfruelige kulturers terræn, til steder i dem der endnu er halvvilde og derfor uanstændige, og også at ophidse sig selv ved at ophidse Jer til at være drastiske. For jeg ønsker nemlig at møde Jer netop i det krat, knytte forbund med Jer på den – for Jer og for mig – vanskeligste og mest utrolige måde.”

(Witold Gombrowicz: Dagbog 1953-1954, Arena 1979, side 64-65)

Det åbne

Linjerne fra i nat lyser i mørket. Eller sådan føles de, skrevet halvvejs i søvne som de er. Kun den første og den sidste linje er noget værd, tror jeg. Den første linje var faktisk den, der vækkede mig. Måske reminiscenser af Knausgårds fantastiske åbning i bind 1. Det er vel sådan alle forfattere ønsker at åbne et værk. Eller nej. Ikke alle forfattere. Forfattere som Knausgård. Her ca. 700 sider inde bind 6 er jeg stadig forundret over, hvor let det går. Også ovenpå flere hundrede siders analyse af et Paul Celan digt og det meste af Hitlers biografi revisited. Det ene tager det andet. Han giver virkelig fanden i dette bind. Skriver med knoglerne, som Søren Fauth formulerede det til mig en dag. Men det er ikke knoglerne man hører. Prosaen er flydende, ovenpå. Den kører og indeholder sin egen poetiske energi.

Jeg har tænkt en del over, hvorfor det er så vigtigt for Knausgård at lave den lange analyse af Celans digt? Flere gange i løbet af de forskellige bind berører han tematikken omkring digte og digtlæsning. Han føler sig talt ned til af digte, tror jeg, bl.a. fordi han ikke forstår dem. Det er en af drivkræfterne bag analysen. At komme bagom digtet, og Celan er prøven. Afgangsprøven. Den der beviser at digtet ikke længere kun er noget, der taler ned til ham - at han formår at læse det og det endda over et utal af sider. Med den formår han at bevæge sig selv og sit selv ud i det åbne.

Det er en ejendommelig drivkraft i en ejendommelig, vild prosa. Den er nærmest oprørsk, og de første fem bind baner vejen for denne vildskab. Nu kan han tillade sig at skrive om hvad som helst. Nu er poesien der, synes hans prosa at fortælle os. Drivkraften er ikke det selvbiografiske, selvom parallellen til Hitlers selvbiografi konstant forsøger at sætte Knausgårds i et andet lys. Hitler bliver analyseret som den lille mands talerør. Først bliver han i selvbiografien ikke taget alvorligt af tyskerne, slet ikke de intellektuelle - selvbiografien var jo dårligt skrevet - men da tankerne i denne bliver mere og mere til virkelighed, bliver selvbiografien pludselig en vigtig brik til at forstå manden - manden med en retorik der spiller på laveste fællesnævner. Jeg tror, at Knausgård på en måde også tænker sig selv som den lille mand. Det var jo også det som Serge Doubrovsky sagde at autofiktionen var til for, og Min kamp er først og fremmest en autofiktion. Men en prægnant forskel mellem Knausgård og Hitler (undskyld, men det er netop den formulering, som den lange del om Hitler i bind 6 åbner op for) er, at Knausgård ikke ønsker at projektet åbner op for "den lille mand", det primitive, i os allesammen, tværtimod. Knausgård vil skrive sig fri af det, som Hitler forsøgte at fastholde sine medtyskere i, og som det lykkedes ham at fastholde mange af dem i indtil 45.

Måske forestiller Knausgård sig præcis, at Hitler var en type, der også følte sig talt ned til af poesien. Derfor bliver det måske så påtrængende en sag for Knausgård. Flere gange taler han om en formulering af Hölderlin omkring det åbne. Det er det åbne, måske endog poesien, som Knausgård vil åbne for sig selv og dernæst for os andre. Men også en mangfoldighed, ikke det primitive, vores laveste fællesnævner, der er blottet for poesi, som Hitler.

Måske handler det om poesien som en slags menneskelighedens essens. På den ene side noget total overflødigt, sprog der ikke tjener et formål, og som egentlig ikke er retorisk på nogen måder. Poesien søger ikke at overbevise nogen om noget som helst. På den anden side er det præcis formålet. En helt særlig diskurs muliggjort af det allermest menneskelige i os allesammen: Sproget.

Det banker på. Hjertet.
Billeder bliver til ord
der forstørrer sig selv
og falder ind mellem søvnen.
I stykker her om natten. Jeg
kan ikke sove for ordene
eller hvad de nu er.
Ude i køkkenet lyser tiden.

Advokaterne Pound, Benn og Trakl

Hatten er jo fed nok, men er der nogen, der fanger budskabet? Hvis der er et budskab? Det er der desværre for mig. Det er lyrikken, det handler om, tror jeg. Jeg tror så meget, men poesien. Den forsvinder på en dobbelt måde med den hat. Og det er ikke en tryllekunst, jeg bryder mig om. Det handler først om, at ingen genkender navnene. Dernæst at dem der rent faktisk kender navnene, mig fx, kender dem helt for sig selv. Og vi griner ikke ligefrem i kor. Jeg er et spredt bifald. Men måske er det det, litteraturen handler om? Om at være alene, alene sammen.

Det er et statement, der taler ned til de få, der faktisk fanger det. Deres advokater hedder jo netop det. Men ikke på en fancy hat og slet ikke i fjernsynet prime time, lørdag aften.

Så er der mere litteratur at hente, når Arthur gennemskuer en fejl i fortællingen om Peter Pedal. Det er den første. Den med ballonerne, men hvor han alligevel ender i Zoo. Det hænger jo ikke sammen, påpeger Arthur. Peter bor jo sammen med Manden med den gule hat! Det er sådan tingene hænger sammen: Manden med den gule hat. Som jo også er mig. Her på kanten til søvnen, hvor jeg hænger på Knausgård. Som hænger på sin far. Der hænger på Hitler. Litteraturen er deres ballon. Men den sprænger nu. Farvel. Far vel?

Det hele starter

Det hele starter i en kopimaskine.
Et armbånd med et tal. Så er der styr på det.
Gør dig ingen forhåbninger om at slippe ud,
levende til det sidste. Udgangen findes
ikke her, hvor armbåndet er klippet over.

At skrive om sig selv er en tur i dødens pølsevogn,
vi taler om et helt dødt løb:
Velkommen.

Den store litteratyr springer ud

Imens jeg løber en tur mellem jul og nytår, tænker jeg, at der må da være noget andet, man kan bruge den blog til. En litterær dagbog fx. Jeg vil gerne være formidler af litteratur, jeg vil gerne være et alternativ til forfatterblogs, en kritisk røst og blah blah. Men dem er der også nok af. Desuden har bloggen jo allerede vist sig vældig effektiv, når det gælder om at sætte en debat igang. Det er ligesom at trykke på en knap og så kommer de løbende. Historien om lorten og fluerne. Så følger man op. Både anonymt, pseudonymt, for og imod. Så er den hjemme. Debatten lever og dør. Folk pisser territorier af og bliver gode venner til sidst. Altid gode venner til sidst.

Men jeg har længe haft denne her tanke i hovedet: Hvad med det uformidlede? Hvad med litteraturens hvorfor?  Dér hvor lokummet brænder. Afklædt i et litterært felt. Kunne man forestille sig en blog, der forsøger at beskrive følelsen af at være besat af litteratur? Ting der sniger sig uden om teorien, de følelser som litteraturen afsætter i een? Det bliver pinligt, men jeg er træt af at være litteratur-coach. Jeg er træt af at være så satans klog. I stedet vil jeg være patient, litteraturens håbløse patient, indlagt i litteraturen. Hvordan ser der ud derfra? Sub specie litterarum?

Jeg tænker således, at et nytårsfortsæt kan være: "Den store litteratyr vender tilbage", men det er igen for nemt. Hvad med "Den store litteratyr springer ud"? Det er mere i ånden. Det er det jeg gør. Uden faldskærm.