J eg er netop blevet færdig med Herta Müllers roman Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig . Det er en stærk og kontroversiel roman om lejren (måske ikke så god som Levis, Sempruns, Kertesz' eller Borowskis romaner og beretninger, men det er en anden sag). For et stykke tid siden bragte Information et interview med Müller, som især - ja faktisk kun fokuserede - på Müllers forhold til sin ven, den nu afdøde forfatter Oskar Pastior. Pastior hjalp Müller med at skrive romanen, idet han selv var udsat for deportation til en sovjetisk fangelejr lige efter 2. verdenskrig. På baggrund af noter og samtaler med Pastior har Müller konstrueret sin fiktive jegfortælling om og af Leopold Augberg, som lige efter krigen bliver deporteret. Senere er det så kommet frem, at Pastior muligvis var spion. Det der undrede mig, dengang interviewet blev bragt, og det blev bragt i forbindelse med at Herta Müller modtog Nobelprisen i litteratur, var, at det udelukkende var fokuseret på historien om Pastior o...

Først og fremmest mener jeg jo, at det på en måde er synd for Josefine Klougart, at hun sådan bliver inddraget i denne virak omkring nomineringen til Nordisk Råds Litteraturpris. Det risikerer at devaluere hendes forfatterskab mere, end det gavner. Selv mener jeg jo også, at det er forkert at nominere hende. Dels fordi det konventionelt set ofte er en pris, der går til mere garvede forfattere, og dels fordi der er en del andre bøger fra Danmark, som burde være kandidater. Hendes bog emmer naturligvis af talent, og den er først og fremmest fantastisk godt skrevet (omend i sin stil meget tæt på Hans Otto Jørgensen, der ligner en lærermester for Klougart og godt det samme), men man har som kritiker den fornemmelse i maven, at den langt hen ad vejen også er en stiløvelse; stoffet yder ikke helt talentet nok modstand, for hvor meget er der egentlig på spil, når det kommer til stykket - de har det jo alle sammen rart deroppe på Djursland. Selvfølgelig er det yderst sjældent, at de forfatter...

Tjah, nyt design. Hvad skal jeg sige? Forhåbentlig mere læsevenligt.

Det er meget morsomt at følge opfølgningen på kulturminister Per Stig Møllers bemærkninger i et interview i Information forleden. Per Stig Møller pegede på, hvordan man i forbindelse med COP15 i København var på udkig efter en forfatter, der kunne indlede mødet med en original og eftertænksom vinkel på klimaproblemet, men man kunne ikke komme på en sådan forfatter. Nu kender vi naturligvis ikke til de personer, der sad i det udvalg, der skulle udvælge en sådan forfatter, eller til deres litterære kompetencer i det hele taget. Interessant kunne det være at vide, hvem de overhovedet overvejede? Men Information har efterfølgende kørt en mindre enquete, hvor en række forfattere (Henrik Nordbrandt, Jens Blendstrup, Suzanne Brøgger) bliver spurgt, om de ville have sagt ja til en invitation – det vil de jo alle sammen. Jeg er ikke sikker på, at den sag kun siger noget om forfatterens lidt usynlige rolle i dag i det samlede kulturelle landskab. Den siger formentlig også noget om, hvor ...

Seminar på KUA på torsdag. Program kan læses her .

Parabolsk parabase Der sidder de bare og suger universet til sig./ Globalisering er roden til alt ondt,/ verden er blevet så fandens påtrængende på det sidste,/ men lad os endelig trække stikket ud i kor. /Jeg går i sort med mine 270 point/ og satser på en flyvende tallerken/ der giver mig mere luft under vingerne/ end bøgens plop i bølgen blå.

"Software may reduce humans, but there are degrees. Fiction reduces humans, too, but bad fiction does it more than good fiction, and we have the option to read good fiction. Jaron Lanier’s [forfatter til bogen You Are Not a Gadget: A Manifesto ] point is that Web 2.0 “lock-in” happens soon; is happening; has to some degree already happened. And what has been “locked in”? It feels important to remind ourselves, at this point, that Facebook, our new beloved interface with reality, was designed by a Harvard sophomore with a Harvard sophomore’s preoccupations. What is your relationship status? (Choose one. There can be only one answer. People need to know.) Do you have a “life”? (Prove it. Post pictures.) Do you like the right sort of things? (Make a list. Things to like will include: movies, music, books and television, but not architecture, ideas, or plants.)" Zadie Smith om The Social Network og om Facebook i The New York Review of Books .

Tjekkede lige Hvedekorns hjemmeside, som kun kan anbefales - det er vældig sjov, oplysende og underholdende, ikke mindst i et historisk lys. Lars Bukdahl (redaktør på Hvedekorn ) er, som man kan se, vild med lister. Jeg fandt (JEG stort blomstrende Narcissus) endog mig selv på e n liste over digtende kritikere . Den liste kan man vist kun være stolt over at være en del af ; - ). Bonusinfo: Jeg var endog indstillet til Årets Skovhuslyriker, det år Henriette Houth fortjent vandt. (Lars i øvrigt: Hvad med Thomas Hvid Kromann?) I dag er jeg jo langt mere kritiker end digtende, selvom jeg "can't help it" og af og til skribler sære ting og sager ned i mit noteshæfte. Men for dælen da, hvis der ikke fandtes sådanne hjemløse / herreløse tekster et eller andet sted i ens fortløbende skrift, der bare falder ned i et mellemrum, så var man jo for alvor helt LOST og ikke en rigtigt skriBENT. BOP, BOB, Bob ?

Efter at Gaute Heivoll er blevet indstillet til Brageprisen, diskuterer man nu, om det er etisk forsvarligt at digte om virkelige og levende personer. I weekenden havde forfatter Jon Michelet en kronik, hvori han argumenterer for, at Gaute Heivolls roman Før jeg brenner ned , burde være stoppet. Jeg har ikke adgang til kronikken selv, men synspunkterne er delvist gengivet her . Det er den Nikolaj Frobenius reagerer på her . Selv mener jeg jo, at Heivoll har ret, når han i interviewet siger, at Michelet er en principrytter. Som der står i interviewet: "– Michelet må komme seg ut av sin prinsipptåkeheim, jeg har aldri hørt maken til prinsipprytteri. Han har ett poeng: man må opptre veldig varsomt når man går inn et slikt prosjekt. Mottakelsen viser at Gaute Heivoll har lykkes. Alle berørte og omtalte har omfavnet boken. Ingen har følt seg krenket. Selv biskopen har omfavnet boka, sier Aarø. – Man kan ikke av rene prinsipper låse en forfatter fra å gå inn i slikt stoff. Vi har lovgiv...

Faldt over dette link . Fantastisk at blive taget ned fra hylderne. Og vedkommende har jo fuldstændig ret. Jeg var naiv, himmelfalden begejstret, men stadigvæk (håber jeg) en nogenlunde habil digtlæser. Alle egenskaber der kræves for at læse Simon Grotrians forunderlige poesi ; - )

Via Matias Faldbakken er jeg blevet opmærksom på Lars Brekkes hjemmeside, bl.a. denne her med titlen Naturens ligegyldighed . Tjek også de andre net-installationer.

Opdagede lige denne lille fine artikel af Connie Bork om Karl Ove Knausgårds Min kamp 1 . Min eneste anke er sammenligningen med bekendelseslitteraturen (uden forbehold). Der er naturligvis visse paralleller, men den store forskel er, at Knausgård jo har valgt så fandens meget fra for netop at skrive direkte, råt, nogle vil kalde det realistisk. For mig at se er stilen derfor meget mere (stil)bevidst end megen af bekendelseslitteraturen i 70'erne, hvis kendetegn til tider var, at alle jo kan skrive poesi. Det er ikke alle, der kan gøre det, som Knausgård gør. Naturligvis skriver han sig ind i den isme, som Jon Helt Haarder har kaldt performativ biografisme, og performancen er også en del af værket, kunne man sige. Performativ biografisme er et fænomen, som er forskelligt fra 70'ernes bekendelseslitteratur, bl.a. fordi der er kommet så mange nye medieformer i mellemtiden, der påvirker litteraturen og livet omkring denne. Fx kunne man jo hævde, at vi i en (medie)tid som vores,...

JØRGEN LETH MELLEMVÆRENDER Nobelsalen fredag d. 29. oktober kl. 9-16 Jørgen Leths værk nyder en hidtil uset bevågenhed. Op til premieren på hans nye film Det erotiske menneske den. 3. november afholder Nordisk Institut et seminar om Jørgen Leths værk. Det er et værk som er præget af mellemværender eller overskridelser imellem kunstarter, imellem populærkultur og kunst, imellem liv og kunst og imellem kulturer. Seminaret udforsker disse mellemværender, om formiddagen i en række oplæg, om eftermiddagen i en samtale med Jørgen Leth. 9-10:30 Per Stounbjerg: Tresserne. Modernisme, massekultur og avantgarde Lars Morell: Leth, Kirkeby og de andre Birgitte Rasmussen Hornbek: Eksilet 11-12:45 Mathias Bonde Korsgaard: Gentagelsen – om Amerika-filmene Stefan Kjerkegaard: Den indre film i Ingenmandsland. Om selvfremstillingen i Jørgen Leths 60'er-digte Nora Simonhjell: En oplæsning Peer Bundgaard: At oversætte Jørgen Leth 14-16 Jørgen Leth i samtale m...

Indslag her .

Dansk forfatterforening arrangerer Danmarkshistoriens største litteraturoplæsning .

Er just blevet færdig med norske Gaute Heivolls fine roman Himmelarkivet , som er fra 2008. Nu ved jeg, at hans seneste roman Før jeg brenner ned er på vej i dansk oversættelse, men det samme burde Himmelarkivet være. Det er via min interesse for litterær selvfremstilling, at jeg er blevet opmærksom på Heivoll. Det bemærkelsesværdige hos ham er i denne forbindelse, at han bearbejder dokumentarisk materiale og kombinerer dette med sin egen historie. Det dokumentariske og det selvbiografiske er to spor, der flettes sammen på original vis. I Himmelarkivet handler det om kommunisten Louis Hogganviks (jf. billedet) historie, hvordan han under mystiske omstændigheder begår selvmord efter at være blevet taget til fange af Gestapo i Kristiansand 1945. Hogganvik kvæler sig selv ved at æde små stumper af madrassen i sin celle. Det mærkværdige er, hvorfor Hogganvik tilsyneladende bliver så opsat på at tage sit eget liv i løbet af de kun 9 dage, han opholder sig i fængslet. Året er jo 1945, og h...

"Der er meget poesi i verden, som er dårligere end rock-tekster. En dårlig rocktekst kan du stadig synge med på til en melodi, og det betyder ikke så meget. Et stykke dårlig poesi ligger der bare, som en lort på en tallerken. Der er ikke noget, du kan stille op med den." Nick Cave i et interview i Gaffa 09, September 2010.

Adda Djørup vinder EUs litteraturpris . Tillykke Adda, det er fortjent, og vi hungrer alle efter et nyt udspil fra din side ; - )

What do you see as the role of a writer in our society? Your role is to write as well as you can. You're not advancing social causes as far as I'm concerned; you're not addressing social problems. [...] What you're advancing is [...] the cause of literature, which is one of the great lost human causes. So you do your bit; you do your bit for fiction, for the novel. Why do you think it's become one of the 'great lost causes' of our time? Oh my goodness. [...] I don't think in twenty or twenty-five years people will read these things at all. Not at all? Not at all. [...] I think it's inevitable. I think there are other things for people to do, other ways for them to be occupied, other ways for them to be imaginatively engaged that are, I think, probably far more compelling than the novel. So, I think the novel's day has come and gone, really. I would imagine you would think this is a great loss for society? Yes, I do. There's a lot of brillianc...

Her gik jeg og regnede med, at jeg var i opposition til en hel del inden for det danske litterære miljø, hvad angår diskussionen på denne blog inden for de seneste uger. Imidlertid, set udefra med Peter Nielsens øjne (kulturredaktør på Information ), er jeg bare en af Tordenskjolds soldater. Mærkværdigt. Den lukkethed, uanset hvilken karakter den antager, som jeg delvist beskyldte dele af dansk litteratur for at stå for, er pludselig blevet en spændetrøje med undertegnede i spænd. Hvis Peter Nielsen læste sin egen tekst og derefter mit indlæg og mine kommentarer, ville han måske finde ud af, at vi er forbavsende enige. Især måske om målet: Litteraturen skal fylde mere i det samlede kulturelle landskab, men slet ikke om midlerne. Ejersbo-litteratur er i mine øjne ikke løsningen, blot for at gøre en lang historie kort ;- )

Jeg tillader mig lige igen at henvise til diskussionen på min egen blog, som i mine øjne er fantastisk spændende. Jeg er smigret over, at de forskellige, yderst kompetente kombattanter bliver ved med at skrive kvalificerede indlæg. Allerhelst så jeg jo en stor konference eller lignende om dette her emne. Den bør jeg, eller en eller anden arrangere! Det hele handler om og/eller hvordan modernismen er blevet absorberet af en nordisk romantradition?

Har lige modtaget litteraturtidsskriftet Standart nr. 3, YEAH. Mest interessant er Audun Lindholms (ansvarshavende redaktør af det norske tidsskrift Vagant og forlaget Gasspedal) vidende og subtile anmeldelse af Standart selv som tidsskrift i det skandinaviske landskab. Personligt synes jeg jo, at det er vældig vigtigt med dette blik udefra. Mere af det tak.

Tjah. Hvad skal man sige?

Undskyld, at jeg sådan henviser til min egen blog, men her en STOR opfordring til at læse kommentarerne fra Jeppe Brixvold i forlængelse af den debat, der var på denne blog sidste uge. De kan læses nedenfor. Det er jo fantastisk, at en debat kan afføde nogle sådanne, som burde være til stor inspiration for alle. I hvert fald føler jeg mig meget inspireret af Jeppes tanker, ikke mindst i retning af hvad det så er for en romantradition vi har eller mangler i Skandinavien, hvordan romanens form her kunne tænkes at hænge sammen med spørgsmålet som national og borgerlig identitet og i dag velsagtens globalisering etc.?? Jeppe sagde ... Jeg kan slet ikke få øje på en modernistisk tradition inden for romanen i Norge eller i noget som helst andet nordisk land. Hamsuns store forbillede er Dostojevskij, "Sult" er skrevet efter "Kældermennesket", "Mysterier" efter "Idioten", det synes jeg er ret klart, men Dostojevskij er sgu ingen modernist, han er tvært...

Det forstår man jo godt. Nyligt interview med Karl Ove Knausgård her .

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

"Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Andreas Harbsmeier i en nylig artikel, der kan læses her .

Fjerde udgivelse i Arenas småtryksserie, Arena Kontra , er et (øjebliks)arkiv af forfatteren Thomas Hvid Kromann.

Autobiographia Literaria When I was a child I played by myself in a corner of the schoolyard all alone. I hated dolls and I hated games, animals were not friendly and birds flew away. If anyone was looking for me I hid behind a tree and cried out "I am an orphan." And here I am, the center of all beauty! writing these poems! Imagine! Frank O'Hara

Ny nordisk litteratur

"JEG ER TRIST NÅ, KNAUS , idet jeg vet at ditt sjette og siste bind neppe blir lest av meg, veldig trist, men denne tristheten skyldes slett ikke en ulest bok, derimot det faktum at din seksbinds selvbiografi for meg blir en metafor, et megalomant bilde på hovedstrømningene i vårt nåtidige, litterære landskap, der innadvendte, bortskjemte og navlebeskuende salongfähige fortellinger om intimsfære og traumer i alle varianter nesten uten unntak blir bejublet og kanonisert av forleggere og litteraturvitere; jeg er trist fordi jeg føler et nærmest totalt fravær av provoserende, hardtslående og dyptpløyende samfunnsengasjement i norsk og delvis nordeuropeisk samtidslitteratur i en tid da verden virkelig trenger det." Skriver forfatter Gert Nygårdshaug her. (men er det ikke underminerende for hans standpunkt, at han trods alt har læst de første fem bind?) ((og at han i det hele taget, som flere andre, driver parasitær virksomhed på fænomenet Knausgård?))

Den norske forfatter Gaute Heivoll (f. 1978) har skrevet en af de mest fremragende og interessante romaner, jeg længe har læst. Bogen hedder Før jeg brenner ned . Grunden til, at bogen fangede min interessere var, at den dels var baseret på virkelige hændelser, dels at den var selvbiografisk fortalt. Gennem et perspektiv, der fletter forfatterens og fortællerens barnedåb sammen med en række hændelser i den lille bygd Finsland på Sørlandet, hvor en pyroman er på spil, stiller bogen spørgsmål til grænsen mellem fornuft og galskab. Men den er også en beretning om forældre og børn, fædre og sønner ikke mindst, og en beretning om, hvordan fortidens spøgelser kan indhente os på tidspunkter, hvor vi mindst forventer det. En bog som i den grad bliver ved med at hjemsøge sin læser. Læs mere her . P.S.: Suk, hvorfor er de så gode til at skrive romaner i Norge?

»Forfattere og andre historieskrivere, som prætenderer at publicere sande fremstillinger ud fra et alvidende fortællerperspektiv, må sørge for, at oplysninger om let identificerbare personers inderste tanker om personlige og følsomme temaer har solid forankring« Citeret fra Information , der beretter om domsfældelsen af Åsne Seierstad og hendes bog Boghandleren fra Kabul. Hele domsfældelsen kan læses her .

"jeg er åben som vinduet foran mig, strålerne står ind og ud i alle retninger/ og virkeligheden er ligesom doblet op og forsvundet på samme tid, ja!/ for skønt ideen om præcision er skønnere end noget andet/ hvem gider så være pedantisk når man nu for een gangs skyld kan mærke at man selv virker" Martin Larsen: ". digteren selv" i Det stof alting er gjort af , 2001

Nina Christensens fine indlæg her .

Jeg er jo rigtig glad for, at Jens Unmack er enig i mine betragtninger over forholdet mellem ord og musik, jf. forrige indlæg (kronikken i Information), men ked af, at jeg slet ikke nævner Unmack eller Loveshop, som naturligvis skulle have været med i kronikken. Her er der et væld af gode tekster: Kræmmersjæl - min bedste ven du sælger ud og der er intet men kræmmersjæl - mit x-idol så omsorgsfuld som en elektrisk stol

Min artike l i Information .

Sidder her på kanten af sommerferie og alt muligt andet med Passage nummer 63 om "Dansk litteratur i 00'erne". Heri finder man stærkt anbefalelsesværdige artikler om dansk litteratur i det foregående årti. Indtil videre har jeg desværre kun fået læst Jon Helt Haarders gode og velskrevne artikel om "Hullet i nullerne", hvor han gør boet op efter indførelsen af begrebet "performativ biografisme" og dertil lægger forskellige fine nuancer til, fx begrebet om "den sociale avatar". Desuden har jeg nået Jørn Erslev Andersens fine kortlægning af "Sprog, objekt, lyd og genre", som giver os en oversigt over den lyrik, der udfoldede sig uden for den gængse bogs grænser. I det hele taget: Sæt "gøren" foran det hele - det må være nullerne i en nøddeskal: gøren-litteratur, gøren-identitet, gøren-fiktion. Dette "gøren", der på én gang demonstrerer en metarefleksion i forhold til "værket" og en performativitet på samm...