Gå videre til hovedindholdet

Åbent brev til Knaus

"JEG ER TRIST NÅ, KNAUS, idet jeg vet at ditt sjette og siste bind neppe blir lest av meg, veldig trist, men denne tristheten skyldes slett ikke en ulest bok, derimot det faktum at din seksbinds selvbiografi for meg blir en metafor, et megalomant bilde på hovedstrømningene i vårt nåtidige, litterære landskap, der innadvendte, bortskjemte og navlebeskuende salongfähige fortellinger om intimsfære og traumer i alle varianter nesten uten unntak blir bejublet og kanonisert av forleggere og litteraturvitere; jeg er trist fordi jeg føler et nærmest totalt fravær av provoserende, hardtslående og dyptpløyende samfunnsengasjement i norsk og delvis nordeuropeisk samtidslitteratur i en tid da verden virkelig trenger det."

Skriver forfatter Gert Nygårdshaug her.

(men er det ikke underminerende for hans standpunkt, at han trods alt har læst de første fem bind?) ((og at han i det hele taget, som flere andre, driver parasitær virksomhed på fænomenet Knausgård?))
Etiketter:

Kommentarer

Stefan K sagde…
Erlend Loe, hvis holdning jeg er meget mere til, kommenterer her:

http://www.dagbladet.no/2010/08/23/kultur/litteratur/bok/13077679/
24. august 2010 kl. 07.51
dennis sagde…
men han er jo uheldbredeligt ulækker, ham gert nygårdshaug. er det fordi, at han næsten har knaldet ligesåmange damer som han har banket søm i træ (!) eller er det bare fordi, at han har en håndværkeruddannelse, at han skulle have noget at sigeom og til verden. og så sidder han der med en fadbamse og taler ned på den der faderlige facon til en ynger mand (som man fornemmer, han nok skal hjælpe til at blive klog på selv live.) øv - da.
24. august 2010 kl. 09.34
Stefan K sagde…
Du har fuldstændig ret Dennis, den faderlige jargon er temmelig uheldig, måske især fordi man måske fornemmer en misundelse bag den. Imellem ordene står der også: "Gid det var mig, der havde gjort det, som Knausgård har gjort" ; - )

Desuden måden det vendes: Jeg har levet et alt for vildt liv, men jeg behøver ikke at skrive om det (som Knausgård, der kun har levet et ganske almindeligt liv). Naturligvis er det sikkert befængt med overdrivelse, ja fiktion, men, tjah, hvad skal man sige? jeg holder med Erlend Loe.
24. august 2010 kl. 10.50
Stefan K sagde…
Og de bliver ved:
http://www.dagbladet.no/2010/08/25/kultur/debatt/debattinnlegg/litteratur/knausgard/13109863/
26. august 2010 kl. 13.25
Unknown sagde…
Men hvor er det vidunderligt at opleve en stærk og medrevet debat i levende litteraturlandskab. Det kunne vi godt bruge her hjemme, hvor det vel mest er Bukdahl der river sømmene op, for ligesom aldrig at blive færdig med noget så stort som kunst og litteratur.

Standpunkterne i den Norske debat er typiske og handler i grunden om, hvad kunst er. På den ene side kan man som forfatter ikke være til, uden at trække på det liv man har ført, mens man på den anden siden ikke kan skrive en roman (tekst/stykke litteratur) uden fantasi. Hermed kan man heller aldrig bedømme, hvad der er gode krydderier og smagsforstærker overfor hvad der er grøntsagen. Sagt på en anden måde, så er det sjældent man laver mad uden at tilberede den, og det er lige så sjældent at raw-food smager rigtig godt. Irritationen over biografisk og autobiografisk metode er reel, men der er forskel på fodbold-biografier og Knausgaard-autokratier!
30. august 2010 kl. 10.40
Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...
Send en kommentar
Læs mere

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...
45 kommentarer
Læs mere

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...
42 kommentarer
Læs mere