Himmelarkivet

Er just blevet færdig med norske Gaute Heivolls fine roman Himmelarkivet, som er fra 2008. Nu ved jeg, at hans seneste roman Før jeg brenner ned er på vej i dansk oversættelse, men det samme burde Himmelarkivet være. Det er via min interesse for litterær selvfremstilling, at jeg er blevet opmærksom på Heivoll. Det bemærkelsesværdige hos ham er i denne forbindelse, at han bearbejder dokumentarisk materiale og kombinerer dette med sin egen historie. Det dokumentariske og det selvbiografiske er to spor, der flettes sammen på original vis.

I Himmelarkivet handler det om kommunisten Louis Hogganviks (jf. billedet) historie, hvordan han under mystiske omstændigheder begår selvmord efter at være blevet taget til fange af Gestapo i Kristiansand 1945. Hogganvik kvæler sig selv ved at æde små stumper af madrassen i sin celle. Det mærkværdige er, hvorfor Hogganvik tilsyneladende bliver så opsat på at tage sit eget liv i løbet af de kun 9 dage, han opholder sig i fængslet. Året er jo 1945, og han har ikke gjort noget specielt ulovligt. Men måske er det for at slippe for torturen, måske fordi den har gjort ham vanvittig, hvem ved? Heivoll digter sin fortælling. Bl.a. får vi fortalt, hvordan Hogganviks kone Theodora må gå rundt og vente i ubærlig uvished. Men der er også en drømmeagtig scene i bogen, hvor det sidste møde mellem Theodora og Louis, som aldrig fandt sted, finder sted. Sådan noget kan man nemlig i en roman til forskel fra en ren dokumentarisk skildring. Det er gribende. Men endnu mere gribende er den sideløbende fortælling om Heivolls bliven far og hans forhold til bedsteforældrene. Slutningen på selve romanen, inden efterskriftet fik mig således til, rent ud sagt, at få gåsehud. Den kan man selv læse sig til.

Skal man sammenligne den med noget herhjemme, ville det mest nærliggende måske være Peter Øvigs bøger. Men ak og ve, forskellen er jo, at Heivoll er meget mere end en dygtig journalist. Han er forfatter og en vældig dygtig én af slagsen. En anden forskel er, at dette åbenlyst er en roman. Dette giver flere muligheder for at bearbejde stoffet kreativt og personligt, og dette er jo en stor fordel, især hvis man er god til det.

Og i øvrigt kan jeg ikke lade være med at sammenligne Heivolls roman med fx Christina Hagens nylige 71 breve til M. Hagen skriver også sig selv ind i fiktionen og tager en "næsten" dokumentarisk problemstilling op, nemlig den at flere kvinder rent faktisk er i brevkontakt med psykopater som Peter Lundin. Emnet er dog ikke så konkret som i Heivolls tilfælde. Det er mere en anledning end en afsøgning af stoffets muligheder.

Hagen er naturligvis dygtig og et stort talent. Men det ærgrer mig alligevel, at bogens potentielt set sprængfarlige stof kapsles inde i noget, der snarere end at være en eller bare i dialog ender som en monolog.

Nu ser jeg måske nok syner for tiden, men jeg kan jo ikke lade være med at tænke på det som en anelse symptomatisk for en del af ny dansk litteratur. At Hagen så med tiden nok skal få hul igennem til et større publikum (og blive vores svar på Sara Stridsberg), er jeg sikker på. Hendes selvfremstilling generelt mangler jo ikke noget, hvad angår direkte og pågående kommunikation (og sådan er det for flere af de nye forfattere. De kommunikerer på livet løs, men ikke i deres bøger).

Så Hagens bog ender klaustrofobisk, både for jeget og for den stakkels læser, som i dette tilfælde er mig; som om det er en kvalitet i sig selv ikke at kommunikere, ikke at fortælle. Det er det ikke, skulle jeg hilse at sige.