Sidder her på kanten af sommerferie og alt muligt andet med Passage nummer 63 om "Dansk litteratur i 00'erne". Heri finder man stærkt anbefalelsesværdige artikler om dansk litteratur i det foregående årti.
Indtil videre har jeg desværre kun fået læst Jon Helt Haarders gode og velskrevne artikel om "Hullet i nullerne", hvor han gør boet op efter indførelsen af begrebet "performativ biografisme" og dertil lægger forskellige fine nuancer til, fx begrebet om "den sociale avatar". Desuden har jeg nået Jørn Erslev Andersens fine kortlægning af "Sprog, objekt, lyd og genre", som giver os en oversigt over den lyrik, der udfoldede sig uden for den gængse bogs grænser.
I det hele taget: Sæt "gøren" foran det hele - det må være nullerne i en nøddeskal: gøren-litteratur, gøren-identitet, gøren-fiktion. Dette "gøren", der på én gang demonstrerer en metarefleksion i forhold til "værket" og en performativitet på samme tid. En "gøren" der fungerer innovativ og destabiliserende på samme tid: litteraturen er ikke længere litteratur i gængs forstand, og det samme kan man sige for de andre kategoriers vedkommende. Fiktion er fx ikke længere fiktion i gængs forstand. Eller sådan er det i hvert fald i forhold til den "skønne" litteratur, som temanummeret beskæftiger sig med. Fiktion lever naturligvis i bedste velgående som underholdning, fx i krimier og tv-serier, hvor der eksperimenteres voldsomt med narrative strukturer m.m., fx i Lost (som jeg personligt er storforbruger af).
Det kan pege på noget andet, nemlig at den litteratur, som jeg her har svært ved at definere som andet end den "skønne" litteratur, muligvis er blevet mere bevidst om sig selv som medie: Hvad kan litteratur, som film og tv ikke kan? (Det er også grunden til, at litteraturkritikken primært helliger sin opmærksomhed til denne og ikke til krimier fx). Ren fiktion er tilsyneladende ikke længere så interessant for den slags litteratur. Der er mange mulige årsager til, at dette "gøren" er blevet så dominerende. Men her nogle skud fra hoften, eller deromkring, fx i retning af en art litteraturens legitimering i en tid, hvor alt i sidste ende handler om rå, dvs. monetær kapital, som Bourdieu siger det, dette "gøren" er udtryk for en metarefleksivitet i forhold til den tendens, eller måske snarere i lighed med den. Er det i orden at bruge tiden på noget så luksuriøst som at skrive litteratur, når nu verden er på randen af alt muligt andet vigtigt, fx økonomisk kollaps? Her kunne man naturligvis sige, at nullerne knækkede: Først kunne vi købe hele verden, dernæst var der udsolgt. Men højkonjunktur-litteraturen fortsatte ufortrødent, selvom Beckwerket (måske meget sigende) fx flyttede dele af sin virksomhed til udlandet undervejs, og vi sammen med Helle Helle skulle Ned til hundene i 2008. Mon ikke udkantsdanmark, kommer på landkortet i 10'erne? Eller hvad med en roman om ældre uden efterløn?
Desuden litteraturens placering i det kulturelle og mediemæssige landskab, som måske igen tvinger litteraturen ind i en legitimeringsdiskurs, der ikke behøver at udtrykke sig mere eksplicit legitimerende end blot ved at tilføje værket denne "gøren"-værk.
"Gøren" er hverken ironisk eller alvorlig, eller måske kunne man sige, at den behøver ikke at være nogen af delene. Den er en performativ afstand til produktet, som efterlader en fundamental tvivl om, hvor "kernen" i værket er. Tag igen Das Beckwerk som eksempel: Er det bestyreren af værket, vi skal orientere os imod, eller skal vi sætte os ned og læse bøgerne. Bør vi ikke forlange kvalitet af begge instanser? Ja.
Helt Haarder skriver: "Den genkommende metafor er feedbackkredsløbet. Der løber energi rundt mellem spillere og publikum på en måde der ophæver den absolutte grænse mellem parterne og gør alle til deltagere. Performancens betydning er noget autopoietisk der opstår i performancens mellemting mellem æstetisk fænomen og social begivenhed" (29)
Og i øvrigt er denne "gøren" jo, som Jon også antyder, led i noget mere omfattende a la Anthony Giddens ide om det refleksivt moderne, som jeg slet ikke tør tænke på: Alt er i dag ekstremt projektorienteret; også når vi er i gang med vores "gøren"-familie, "gøren"-karriere, ja "gøren-os-til". Er der en vej tilbage? Hvis vores fælles værdier "kun" ligger i denne "gøren", er det formenlig udtryk for en noget tynd fællesnævner, der kun kan finde udtryk i individualiserede forhold (vi vil have mere velfærd, men ikke betale til en fælles pulje).
Måske er det derfor, at Abo Rasul (Matias Faldbakken) går til angreb på fællesværdierne i sin første roman The Cocka Hola Company (2001), som er del i romantrilogien Skandinavisk Misantropi:
Men lad mig lande disse snart uoverskuelige refleksioner via Karl Ove Knausgårds romanserie Min kamp. Når man nærmer sig de fyrre, som undertegnede i øvrigt, kender man til behovet for at lave noget stort. Man løber et marathon for at afværge den værste krise, man skriver doktorafhandlinger, eller hvad ved jeg. Knausgård skriver flere tusinde sider. Men hvori ligger præstationen? Jeg har absolut læst bedre romaner, men jeg har sjældent været vidne til en sådan performance: Knausgårds "gøren"-litteratur. Her overgår han det meste. Den måske lidt kiksede titel, der om ikke andet, så i hvert fald sætter en omtale (en performance) i gang. Men dertil kommer, og det er langt mere vigtigt, dens måde at absorbere sin samtid på, dens omfang og serialitet. Vi risikerer alle at blive skrevet ind i Knausgårds saga. Havde Knausgård gået stille med dørene, fx udgivet Min kamp 1 og 2 uden at vide eller give udtryk for mere, ville sagen være en anden, men netop ved fra begyndelsen at være så målbevidst, ja performativ, bliver sagen en helt anden.
Desuden serialitetens kongruens med sin samtid. Tv-serier kan meget, men de kræver ofte et enormt produktionsapparat og er derfor ofte ofre for en forsinkelse, hvad aktualitet angår. Knausgård demonstrerer, hvordan litteraturen på en måde kan være endnu mere samtidsorienteret end tv-serier. Tv kan mime sin samtid, men litteraturen kan skrive den. Det samme oplevede Peter Øvig Knudsen jo med sin Blekingegade-banden, og det samme oplever Das Beckwerk (dog i mindre grad), når litteraturen ender i retten. I øvrigt kan denne tendens ikke alene tilskrives mediemæssige forhold, for dokumentarprogrammer, mener jeg, kan noget af det samme.
Og som det sidste aspekt: Knausgård gør, som J.K. Rowling gjorde med Harry Potter, men nu for et voksent, litterært publikum - touché - siger jeg bare.
2 kommentarer:
Noget sent at kommentere indlægget ganske vist - men nu lå det der jo mens man søgte vinkler på '00-erne til sin undervisning. Egentlig bare tak for opsummering og (be)greb om det performative.
Det er vel logisk nok der er ved at samle sig en konsensus om det gørende, al den stund det kan rumme både sproglige, såvel som identitetsmæssige og rent art-istiske eksperimenter.
Men det efterlader stadig en frygtelig stor bunke bogstaver i kriminallitteraturens grav. Hvor kom de dog fra? Og hvad skulle de dog her?
De skulle videre, de var i første omgang slet ikke litteratur, men film på bøger ; - )
Når det så er sagt, så tror jeg, at de siger mere om, hvad litteratur også er (udsat for) i dag (medialt set) end om, hvad der sker i litteraturen. Det er naturligvis enormt litteraturhovent synspunkt, men (tror jeg) det er ikke tilfældigt, at de er så nemme at filmatisere og medialt set måske endog egner sig bedre som film (idet de allerede er manuskripter), ligesom de intet har til fælles med de klassiske krimier, der findes inden for litteraturen, men derimod har store fællesmængder med thrillergenren, sådan som vi kender den fra Hollywood. Så tilsætter man det lidt kvindelig, skandinavisk charme og uhygge, måske endog Pippi som voksen og så er det pludselig eksotisk ; - ) Det kan sagtens være god underholdning og til tider måske endog stor fortællekunst, men stor litteratur er det yderst sjældent.
Under alle omstændigheder:
Tusinde tak for kommentaren
Send en kommentar