Opdagede lige denne lille fine artikel af Connie Bork om Karl Ove Knausgårds Min kamp 1.
Min eneste anke er sammenligningen med bekendelseslitteraturen (uden forbehold). Der er naturligvis visse paralleller, men den store forskel er, at Knausgård jo har valgt så fandens meget fra for netop at skrive direkte, råt, nogle vil kalde det realistisk. For mig at se er stilen derfor meget mere (stil)bevidst end megen af bekendelseslitteraturen i 70'erne, hvis kendetegn til tider var, at alle jo kan skrive poesi. Det er ikke alle, der kan gøre det, som Knausgård gør.
Naturligvis skriver han sig ind i den isme, som Jon Helt Haarder har kaldt performativ biografisme, og performancen er også en del af værket, kunne man sige. Performativ biografisme er et fænomen, som er forskelligt fra 70'ernes bekendelseslitteratur, bl.a. fordi der er kommet så mange nye medieformer i mellemtiden, der påvirker litteraturen og livet omkring denne. Fx kunne man jo hævde, at vi i en (medie)tid som vores, er blevet dårligere til at læse tekster uden at hæfte et ansigt på denne. Det er bl.a. en af grundene til, at anmeldelser fysisk set ofte fylder mindre end selve billederne af forfatterne i aviserne.
Når det er sagt, er det jo også sandt, at Knausgård med sin roman skriver sig ind i en bekendelsestradition, men den må nok betragtes som mere omfattende end 70'ernes bekendelseslitteratur, fx med forbindelser til Proust, Rousseau og Augustin.
Hvad samtidige tidstendenser angår, er det nok så vigtigt, at Knausgårds første roman jo blev udgivet ved hjælp af forlagsredaktør og forfatter Geir Gulliksens hjælp, der "opdagede" Knausgård og uden tvivl havde "virkelighed" på programmet i midten af 90'erne. Læser man således alle de fem første bind, bemærker man, hvordan Knausgård slutter med at beskrive kampen for at få udgivet sin første roman, kampen for at blive forfatter, som han næsten opgiver undervejs. Ute av verden udkommer i 1998 og ligner måske ikke noget i sin samtid, og man opdager således også (efter at man har læst Min kamp 1-5), at stort set alt i debutromanen bygger på selvbiografisk stof på den ene eller anden måde, men radikaliseret på forskellige måder, netop for at give romanen et narrativt drive.
Udover den performative biografisme, kan jeg desuden ikke lade være med at tænke Knausgård sammen med den nye ærlighed, som man fx også fornemmer inden for dansk popmusik, fra Rasmus Seebach til Medina. Råt for usødet, det er det de unge vil ha' ; - )
Kommentarer