Har litteraturen ret til adgang til virkelige personers bevidsthed?

Efter at Gaute Heivoll er blevet indstillet til Brageprisen, diskuterer man nu, om det er etisk forsvarligt at digte om virkelige og levende personer. I weekenden havde forfatter Jon Michelet en kronik, hvori han argumenterer for, at Gaute Heivolls roman Før jeg brenner ned, burde være stoppet. Jeg har ikke adgang til kronikken selv, men synspunkterne er delvist gengivet her. Det er den Nikolaj Frobenius reagerer på her.

Selv mener jeg jo, at Heivoll har ret, når han i interviewet siger, at Michelet er en principrytter. Som der står i interviewet:

"– Michelet må komme seg ut av sin prinsipptåkeheim, jeg har aldri hørt maken til prinsipprytteri. Han har ett poeng: man må opptre veldig varsomt når man går inn et slikt prosjekt. Mottakelsen viser at Gaute Heivoll har lykkes. Alle berørte og omtalte har omfavnet boken. Ingen har følt seg krenket. Selv biskopen har omfavnet boka, sier Aarø.

– Man kan ikke av rene prinsipper låse en forfatter fra å gå inn i slikt stoff. Vi har lovgivning som ivaretar personvernet. Ingen er støtt. Men den som tar opp dette er altså en aldrende forfatter fra Larkollen. Jeg forstår ikke Michelets motiver."

Desuden lægger romanen ingenlunde skjul på, hverken at den er baseret på virkelige hændelser, eller at den fiktionaliserer store dele af stoffet. Principielt set kan der naturligvis forekomme masser af etisk uforsvarlige ting i en sådan diskurs. Men én ting er princippet, noget andet er det praktiske: Ingen føler sig stødt. I tilfældet med Åsne Seierstad var det jo netop noget andet.

Som Frobenius siger i interviewet:

"Men når man bruker journalistiske metoder litterært, bør man ikke også underlegge seg journalistikkens etikk?

- «Bør» er et ord som kan forstås på mange måter. Kanskje bør man det, men jeg synes ikke vi skal ta bort noe av den friheten som er knyttet til kunstnerisk virksomhet. Det er noe av det viktigste ved kunstpraksisen, at selv det som kanskje er etisk forkastelig, ikke skal forbys. Man har lov til å bryte etiske regler og å gjøre ting man ikke burde. Noen ganger er det denne overskridelsen som gjør kunsten interessant."

Det er, som man kan se, ikke kun grænserne for fiktion og ikke-fiktion, der her afprøves, men også grænserne mellem æstetik og etik.

Kombinationen af en virkelighed eller virkelige hændelser, der understøtter fiktionen, og en fiktionalisering, der til en vis grad suspenderer referentialiteten, åbner en diskurs, som bevæger sig på tværs af vores sædvanlige begreber om æstetik og etik. Hver gang kan man blive tvunget til at spørge sig selv (ved at læse teksten og til dels parateksten ordenligt), om brugen af den diskurs nødvendiggøres af både indhold og form, og i det spørgsmål ligger der ofte et krav om at afveje etiske problemstillinger overfor æstetiske. Er det fx nødvendigt, at Heivoll benytter sig af autentiske navne og steder i en roman? Gør det romanen bedre? Ja, det vil jeg faktisk mene. Naturligvis bør argumentet være en grundig læsning af bogen, som der ikke er plads til her, men netop det at Heivolls egen barndomshistorie kobles med fortællingen om en pyroman, der bygger på en faktuel person - netop den kobling giver bogen en særegen og original intensitet, som sagtens kan forsvares æstetisk og etisk (viser det sig). Det gør ganske simpelt bogen bedre. Det samme gælder i øvrigt Heivolls forrige roman Himmelarkivet.