den STORE litteratyr

Hallo, er det Stefan? Du taler med Simon. Jeg husker stadig første gang, Simon ringede til mig. Igennem længere tid havde vi været i brevkontakt, og ved siden af specialet planlagde jeg jo, at skrive denne her bog om hans forfatterskab. Men det var et chok af dimensioner. Som en indre Berlinmur, der bristede. Jeg var målløs og rystet i min grundvold. Ikke at jeg kan huske noget som helst af det, vi talte om, men jeg kan huske følelsen bagefter. At jeg måtte gå en tur, ryge flere smøger i træk, for ligesom at komme på fode igen. For at forstå min reaktion skal man måske forstå, hvor højt jeg værdsatte forfatterskabet på det tidspunkt. Jeg sætter det stadig højt, men dengang var det liv og død, tæt på vanviddet. Jeg levede mig ind i digtene. Oplevede i perioder at være søvnløs, hvorved dag og nat smeltede sammen og fik derved fornemmelsen af, hvad en psykose går ud på. Det handler om ikke at kunne skelne drøm fra virkelighed, ikke at kunne hverken falde i søvn eller vågne op, bare denn...

Åh, at være en drage på Beders cykelstier. Buldre derudaf med mere ild i halsen end i røven. At låne ører til træernes vældige tastatur: Det hele taler sgu for sig selv.

"Jeg har alltid forbundet det å være far med et fravær. Nå er det min tur til å være far. Jeg er glad for at jeg ikke kan velge, for kunne jeg velge, så hadde jeg valgt det bort. Til fordel for hva? Jeg hadde valgt arbeidet, reisene, kameratene, alkoholen, festene, den friheten som jeg tilla så stor betydning, og som i dag er fullstendig meningsløs. Jeg har gitt avkall på livet i min krets. Ikke frivillig, men av nødvendighet. Jeg er glad for at jeg ikke kunne velge. Nødvendigheten er en gave, den viktigste jeg noensinne har tatt imot" Tomas Espedal i Dagbok (epitafer) , 2003

Nu hvor de findes, ville jeg ikke kunne leve uden dem, mine børn, men det forfærdelige ved den kærlighed, er måden, man som far eller mor er prisgivet både deres nærvær og fravær. Alt det gode forsvinder i det spontanes lykkelige glemsel, imens det dårlige hober sig op som tid, man ikke fik og aldrig får tilbage. Kun som tilskuer kan man erfare deres lykke. Kun som tilskuer kan man mærke den lykke, de producerer i én, når de er væk eller bare sover. Så knager kærligheden, stor og klodset som den er, i en far eller en mor, og man lover sig selv, at morgendagen vil rumme det og dem og være ligeså enorm, som det der knager lige nu. Det går dog hurtigt over, når de dagen efter kun har brug for at vende vrangen ud på dig og dit: Hvor meget kan du egentlig rumme mig, råber de. Heller ikke deres kærlighed kender grænser. Det knager stadig, men ikke så højlydt og ubetinget mere. Man har sit hyr med bare at rumme sig selv. Man kan være for meget og for lidt og på den knivsæg opfører børnene der...

Jeg glemmer aldrig dengang Eskil i løbet af gymnasietiden læste Jørgen Leths tekst om kussen fra Brøndums Encyklopædi  op for mig: ”Kussen er den store konspiration. Kvindens magt er i kussen. Kussen kan gøre en mand vanvittig og ruinere ham. Den kan også give ham en mening med livet. Kvinden vil have noget ud af sin kusse, og denne drift er en af livets største energier. Det er den energi der ustandselig skaber fortællinger. Hun vil have at manden skal bruge hende grænseløst. Hun vil have noget af ham. Kærligheden er en lidenskab og en aftale. I Haïti ser kvinden ude på landet kussen som en ejendom, et stykke land hun ejer. Hun taler om den som "min lille jord". Det hun har mellem benene, det er det hun har at handle og bytte med. Kussen er hendes handelsvare. Ved at handle den fornuftigt kan hun opnå en position i livet. Hun ved hvad hun kan give. Hun har sin lille jord, og den er et aktiv som hun vil investere fornuftigt. Den haïtianske kvinde skælver som enhver ande...

Fantastisk, jeg tror, at jeg har googlet mig frem til videoer med Kenneth Sørensen. Han er ikke helt den, jeg har forestillet mig. Men ellers lever han op til alle mine forventninger. Han er helt sikkert en guru. Han peger på et æg. Sådan ser vores delpersonligheder åbenbart ud i en større og mere uigennemskuelig sammenhæng. Jeg er fuldstændig enig. Jeg er et æg.

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...

Jeg sidder her i min kvalmerus på anden dag og forsøger at finde sammenhæng i romanen. Kvalmen skyldes sygdom, ikke romanen, men jeg noterede mig: "Bogen er en autofiktion uden selvbiografisk gevind, den forsvinder ind i et David Lynchsk fiktionsunivers. Det bliver fladt, som på en skærm. En far out film i en forvirret tekst". I dette univers blander en masse stemmer sig, som ifølge forfatteren er konstrueret sådan her: "Jeg har aldrig fysisk været i Vernon Valley. Vernon Valley er et eksempel på et sted, og stedet findes i virkeligheden i New Jersey. Jeg´et bruger Vernon Valley, som hun kender til via M, som et mentalt refugium. Under mine samtaler med mine interviewpersoner kom der nogle synspunkter, teorier, forklaringer, løgne og sandheder frem, som jeg af forskellige årsager ikke kunne bruge "rå" i min bog. De forskellige årsager var bl.a.: At nogle af dem var en slags fortalelser - d.v.s. de eksisterede kun i det øjeblik, de første gang blev fortalt (...

Nu er det tredje eller fjerde gang, at jeg læser Christina Hagens roman, og hver gang har jeg svært ved at blive klogere på den. Måske læser jeg forkert? Måske forankrer jeg min læsning for meget i det selvbiografiske, for hvilken sandhed, håber jeg på at kunne finde? Måske er det bare projektet, jeg ikke forstår? Hvor det vil hen? Især med det selvbiografiske, eller med sin leg omkring en reel kontakt med indsatte, med en morder, med Lundin? Der er jo ingen umiddelbar eller æstetisk årsag til kontakten. Jeg mener: forandrer det virkelig romanens udsagn på nogen måde? Selvfremstillingen ville jo være en del af værket, uanset om hovedpersonen hedder det samme som forfatteren. I det selvfremstillende ligger der naturligvis en masse provokation i forhold til, hvad man forventer, at unge kvinder skal tænke, føle, beskæftige sig med, men ville bogen ikke være et udsagn om det, selvom navneligheden ikke havde været der? Navneligheden forstærker muligvis det selvfremstillende, men det nærmer ...

En digter ejer ikke noget jeg Og hvis han gør det findes han ikke. I hvert fald ikke på papiret. Det gælder om at være absolut moderne en jeg i sin firkant. ( Husk også Kroppen, Rimbaud: Jeg er en anden, Lyngsø, Grotrian )

Pludselig en stor poesi på vej til arbejde fra svenske Kent. Uf, hvor det kvidrer: Jag var länge ensam enda barnet Ett monster underst i en hembyggd våningsäng Och på håll såg jag ljusen dö i dimman Precis när mörkret tändes upp igen Och jag såg dig springa över skaren I jakten på din sagolika vy Och du lärde mig att fullständigt försvinna In i dina tankar i ditt huvud står jag fri Ge mig en vinterdrog Ge mig allt du har Kom nu jag är kroniskt låg Bara mörkret hörs I ditt öga var en storm jag såg Som sommarsnö I döda vinkeln ser jag allt du gör Och där kommer dom jag ser dom mellan träden Snälla kan du hjälpa mig att fly Deras ögon är som mareld över världen Jag kryper där i askan fågel Fenix född som ny Ge mig en vinterdrog Ge mig allt du har Kom nu jag är kroniskt låg Bara mörkret hörs I ditt öga var en storm jag såg Blåsa sommarsnö I döda vinkeln ser jag allt du gör Ge mig en vinterdrog Ge mig sommarsnö Kom nu jag är kroniskt låg Bara mörkret h...

...og jeg snakker og snakker og finder frem til at udgangspunktet for Beckwerket og Knausgård jo er det samme - en form for socialkonstruktivistisk virkelighedsopfattelse. Beckwerket agerer, producerer sin kunst i denne virkelighed, spiller spillet for måske at afsløre det? Eller rettere spillets regler og manglende regler?  Ikke at der er noget bag spillet, men at spillet er det eneste. Det viser genkomsten jo. Det er ikke Claus Beck-Nielsen, der genopstår, men Nielsen - ham vi kender fra romanerne, fiktionen måske endda? Her var der sikkert ellers mange, der regnede med, at nu fandt identiteten endeligt hjem i sin krop. Projektet forbliver imidlertid uden et hjem, uhjemligt (Og spilmetaforen er btw ikke altid lige præcis, bl.a. fordi den allerede er blevet brugt af Hans-Jørgen Nielsen og co. Basalt set er det jo ikke et spil, men virke lighed, det drejer sig om). Knausgård anser virkeligheden (lad os kalde spillet for dets navn) for at være en klaustrofobisk fiktion, som ...

Det er begrænset, hvad jeg kan nå at skrive. Vi er ved at flytte, og alle flyttekasserne ligger hulter til bulter i hele huset. Huset, som endnu ikke er et hjem, og et hjem, som det først bliver med tiden, måske når bøgerne er på plads eller minderne, eller livet eller mælken, gaflerne, skeerne, børnene, søvnen, fliserne, sjælen, fjernsynet, punktummerne. Jeg skal undervise i Hans Otto Jørgensens Hestenes øjne og er derfor ved at læse den igen. Atter denne knugende fornemmelse i maven, hvor det trækker sig sammen i een. Hans Ottos kamp for at blive et jeg og ikke forblive et a . Drengens kamp for at blive set, drengens kamp for at se sig selv blive set. Skriftens snapshots i nutid. Minder viklet sammen og forsøgt udviklet i et sprog, der snører sig sammen, eller snøres sammen, som hestenes øjne i sækken, i drømmen. Et lidt uklart traume underneden, der ligger der som en motor, hovedstolen. Dvs. traumet er klart, men hvad der egentlig skete, forbliver uklart. Knausgård skriver om ans...

Jeg tænker over, hvad det digitale billede gør ved vores hukommelse. Hvad der sker, når billederne ikke længere falmer, når de bevarer deres kontrast og skarphed. Naturligvis ændrer fortiden sig ikke, men det gør vores erindring om den. Måske er problemet, at den ikke længere er fortidig. Billederne forbliver intakte, som om de var taget i går. Den fysiske mangel på tidens tand giver os andre forudsætninger for at sætte os ind i det forgangne. Man frygter naturligvis, at det bliver vanskeligere. At der ligesom er en uudgrundelig grænse mellem det digitale billede og det billede, der bærer præg af tidens tand. Som om fortiden før dette bliver skyllet bort og forsvinder i en glemsel, der ikke kommer for en dag. Jeg ved det ikke. Måske er man blot ved at blive gammel og måske vil teknologien fortsætte med at udvikle sig sådan, at tiden trods alt sætter sine spor. I går er alligevel ikke i dag. Ved vi det godt? Kan vi klare det?

Jeg blev ringet op i går af en journalist fra Aftenshowet. I løbet af dagen ville Breivik blive fotograferet i forbindelse med retsagen, og de havde på en eller anden måde opstøvet mit navn, sikkert i forbindelse med selvfremstillingstematikker. Journalisten var vældig sød og intelligent, kendte til alle problemstillingerne i stoffet og efterspurgte sådan set bare en vinkel på stoffet. Jeg forklarede ham, at uanset hvad står man i et etisk dilemma, om man bringer historien eller ej, om man vinkler den fra en politisk eller psykologisk side. Alt det vidste han formentlig i forvejen. Han spurgte også, om jeg havde lyst til at kommentere billederne af Breivik i showet. Jeg sagde nej. Jeg foreslog, at man fik Knausgård ind i studiet. Ikke fordi han var en kendt forfatter, men fordi han var nordmand og forfatter, og jo naturligvis fordi han havde skrevet et essay om begivenhederne. Knausgård er både udenfor og indenfor på samme tid. Han ville kunne gøre det med værdigheden i behold. Han gør...

Jeg skal anmelde Olga Ravns nye digtsamling Jeg æder mig selv som lyng og vil jo gerne skrive en ordentlig anmeldelse, ikke mindst fordi hendes anmeldelser har været noget af det mest opmuntrende i dagbladskritikken på det seneste. Deadline er alt for tæt på, og jeg er usikker på, om jeg kan nå det. Nå, men jeg har kun nået at læse digtsamlingen igennem en enkelt gang, hvilket naturligvis langtfra er nok. Men mit førstegangsindtryk er, at det er digte, der ligesom gemmer skribenten bag deres form. Som om at den måde, som sproget brydes ned på, kun er udtryk for det, dvs. en ren sproglig nedbrydning. Det bliver måske sproglige øvelser, og jeg savner et menneske i digtene måske? Måske, måske? Jeg kan se, at kroppen og kønnet forsøgsvis er på spil, eller rettere: om de er på spil eller bare i spil, skal de næste læsninger afgøre, tror jeg. Jeg havde lidt samme fornemmelse, da jeg læste Mads Myginds debutdigte Før vi har set os omkring . Ikke omkring digtenes forhold til køn og krop, me...

Jeg læser Philippe Lejeunes artikler om dagbogsgenren på engelsk. On Diary hedder bogen. Her beskriver Lejeune flere elementære ting for genren. Bl.a. dens forhold til afslutningen. Vi bilder os ind, at et liv kan og bør fortælles, at det, som Aristoteles siger, skal have begyndelse, midte og slutning. Det har fanden har det. Og det fortæller dagbogen os. Det er derfor, at (den sene) Lejeune personligt foretrækker dagbogen frem for selvbiografien. Selvbiografien har fiktion og fortælling i sit blod, skriver han et sted. Det har dagbogen ikke. Den er anti-fiktion. Dagbogen er optegnelser, spor efter levet liv. Den er mærket af fire ting: 1) Trangen til at udtrykke sig, herunder lette trykket eller bare kommunikere. Man kan komme af med noget i sin dagbog, ikke mindst sig selv. Derfor er det egentlig ikke meningen, at man skal genlæse en dagbog. Dagbogskriveri er en handling, der handler om at destruere i denne her forståelse, at skille sig af med noget. En form for renselse. Men de...

Jeg sidder og læser Freuds gamle foredrag om "Digteren og fantasierne" og associerer helt naturligt til Jens Blendstrup. Freud skriver, at digteri kan sammenlignes med børns leg (spiel). Men voksne leger også, eller de fantaserer og dagdrømmer. Hvor børnenes leg imidlertid foregår uden skam, fordi de fx ofte leger sig voksne, eller stræber mod at være det, der er voksnes leg forbundet med skamfølelse. Med andre ord: Det er barnligt at digte, og forfattere burde egentlig skamme sig. Midlet mod ikke at skamme sig, er æstetik og / eller form. Forfattere (digtere) formår nemlig at forme deres fantasi på en æstetisk måde, så den på lovlig vis kan deles og dermed nydes med andre. Nå, men der hvor Blendstrup kommer ind i billedet, er i forhold til den skamfølelse. Jeg er stor fan af Blendstrup og synes jo egentlig, at det er en kvalitet ved hans værker, at de på en måde stadig bærer på spor af skam. Freud har derfor ikke helt ret. Skam kan også være en del af æstetikken, eller i h...

Der er ingen der gider at læse det her. Det er sådan set meget behageligt. Tallene afslører jo alt. Men så kan man skrive for sig selv og i fred. Kun indslaget omkring advokaterne Pound, Trakl og Benn trækker en masse hits. Det mest populære indlæg endnu. Wow. Men det er jo pga. Steen Jørgensens åndssvage hat, og fordi folk ikke aner, hvem fanden de tre navne er. Gad vide om Jørgensen selv har læst Pound, Trakl og Benn? Gad vide om der er mange, der gerne vil have en hat magen til? Manden med den åndssvage hat. Nå, men det er helt forståeligt at folk ikke gider høre mit bavl. Der er ikke meget at komme efter. Måske skulle man sætte gang i en litterær debat igen?

Omkring år 2000 begyndte jeg at skrive på sådan nogle små selvbiografiske tekststumper. På det tidspunkt regnede jeg jo sådan set med at blive forfatter. Det var kun et spørgsmål om tid. Det var samtidigt med, at jeg skrev specialet om Simons digte. Specialet var måske i virkeligheden det, der underminerede den ambition. Pludselig en ph.d.-ansøgning, pludselig et ansvar, et stipendie, meget lange og yderst vigtige fodnoter og en distance. Måske? En mistet evne i forhold til at trænge derind, hvor det bliver påtrængende nok (mig med mine brændende lokummer). Men også modet - det handler altid om mod som forfatter, som kunstner - uden det kommer man ingen vegne. Senere de andres syn på mig. Pludselig kunne man ikke skrive noget uden at blive sammenlignet med dem, man skrev om. En ond spiral, at absorbere sine helte. Bob Hvid Green. Men også en læreproces - at kende til noget indefra - en erfaring, som man muligvis kan ernære sig af endnu. Stykkerne handlede fortrinsvis om min barndom. ...

                                                                                      I'm slipping through the cracks                                                                                        The cracks in a photograph De følgende billeder har jeg angiveligt selv taget med et lånt kamera, Kodak vistnok. På bagsiden af billederne står der 1982, så jeg har været en 9-10 år, da de blev taget. Egentlig burde der være 12 billeder, for jeg husker at man kunne købe enten 12, 24 eller 36 billeders film. Kan man det endnu? Men hvor resten af billederne...