Simon i telefonen

Hallo, er det Stefan? Du taler med Simon. Jeg husker stadig første gang, Simon ringede til mig. Igennem længere tid havde vi været i brevkontakt, og ved siden af specialet planlagde jeg jo, at skrive denne her bog om hans forfatterskab. Men det var et chok af dimensioner. Som en indre Berlinmur, der bristede. Jeg var målløs og rystet i min grundvold. Ikke at jeg kan huske noget som helst af det, vi talte om, men jeg kan huske følelsen bagefter. At jeg måtte gå en tur, ryge flere smøger i træk, for ligesom at komme på fode igen. For at forstå min reaktion skal man måske forstå, hvor højt jeg værdsatte forfatterskabet på det tidspunkt. Jeg sætter det stadig højt, men dengang var det liv og død, tæt på vanviddet. Jeg levede mig ind i digtene. Oplevede i perioder at være søvnløs, hvorved dag og nat smeltede sammen og fik derved fornemmelsen af, hvad en psykose går ud på. Det handler om ikke at kunne skelne drøm fra virkelighed, ikke at kunne hverken falde i søvn eller vågne op, bare denne her permanente sløring af virkeligheden. Drømmen, der poder sig på virkeligheden, og det lyder også forkert, for man kan præcis ikke skelne. 

Det jeg husker fra første gang jeg besøgte Simon, var et par spidse sko. Jeg forestillede mig Simons liv i København, inden han skrev mesterværket Livsfælder og i øvrigt flyttede hjem til Lemming. Jeg forestillede mig, hvordan han, på trods af anakronismen, ville have gået godt i spænd med Mikkel Thykier, eller hvordan han og Niels Frank besøgte de fede, litterære steder i København. Men jeg ved ikke meget om Simons tid i København, og han har ikke fortalt mig ret meget om den. Men skoene havde en historie, og fra Peter Stein ved jeg jo, at Simon var den her fantastisk flotte fyr, da de sammen startede på Nordisk ved Aarhus Universitet. De spidse sko var alt det, jeg ikke vidste om Simon, en metonymi for levet liv. Nu stod de dér i Lemming, i den for mig nærmest grænseløst talentfulde digters lille hjem. Det var i den tid, hvor jeg om natten lå og mimede digtet fra Ti, indtil jeg kunne det udenad:

Røntgen-portræt

Grænseløst muligt på henbragte dage

at bygges i rædsel:

et foto med blodet, der skurrer af løvspring.

De frembrudte lemmer, når stuen er knækket

som brændende aks, er nødvendige, dette.

At chok-ametysterne gror over kinderne

opkaster bogstaver, tillemper flakkende

mindet om havfærd med kraniet, der flød

af sit tungsind og hval-gejst.

I årevis frygten for ikke at synke.

Skal udpege verden med hvidlige knogler

fra grunden en nat.

Versene spærrer for stjernernes esser

men korset er alles skelet.

Rytmen i digtet var formentlig årsagen til, at man kunne lære det ellers totalt umulige digt udenad, men rytmen var det eneste, der var tilbage før afsindets store stygge sug. Og traditionen. Andre havde på en måde været dér før. Begge dele giver en smule tryghed, midt i rædslen. En ting er dog at leve sig ind i digtet, noget andet at befinde sig i det. Det gjorde jeg heldigvis ikke. Men jeg fik skrevet mit speciale, og det jeg husker tilbage på dér, er især de afsnit der handler om angst og poesi. Dem er jeg stadigvæk glade for. Naturligvis handler de også om mig, og mine personlige idiosynkrasier: dødsangst, ikke mindst. 

På cykelstien

Åh, at være en drage
på Beders cykelstier. Buldre
derudaf med mere ild i halsen
end i røven. At låne ører
til træernes vældige tastatur:

Det hele taler sgu for sig selv.

Nødvendigheden er en gave

"Jeg har alltid forbundet det å være far med et fravær. Nå er det min tur til å være far. Jeg er glad for at jeg ikke kan velge, for kunne jeg velge, så hadde jeg valgt det bort. Til fordel for hva? Jeg hadde valgt arbeidet, reisene, kameratene, alkoholen, festene, den friheten som jeg tilla så stor betydning, og som i dag er fullstendig meningsløs. Jeg har gitt avkall på livet i min krets. Ikke frivillig, men av nødvendighet. Jeg er glad for at jeg ikke kunne velge. Nødvendigheten er en gave, den viktigste jeg noensinne har tatt imot"

Tomas Espedal i Dagbok (epitafer), 2003

Forældreprosa

Nu hvor de findes, ville jeg ikke kunne leve uden dem, mine børn, men det forfærdelige ved den kærlighed, er måden, man som far eller mor er prisgivet både deres nærvær og fravær. Alt det gode forsvinder i det spontanes lykkelige glemsel, imens det dårlige hober sig op som tid, man ikke fik og aldrig får tilbage. Kun som tilskuer kan man erfare deres lykke. Kun som tilskuer kan man mærke den lykke, de producerer i én, når de er væk eller bare sover. Så knager kærligheden, stor og klodset som den er, i en far eller en mor, og man lover sig selv, at morgendagen vil rumme det og dem og være ligeså enorm, som det der knager lige nu. Det går dog hurtigt over, når de dagen efter kun har brug for at vende vrangen ud på dig og dit: Hvor meget kan du egentlig rumme mig, råber de. Heller ikke deres kærlighed kender grænser. Det knager stadig, men ikke så højlydt og ubetinget mere. Man har sit hyr med bare at rumme sig selv. Man kan være for meget og for lidt og på den knivsæg opfører børnene deres linedans: Se mig far, dit spejlæg.

Forfjamsket

Jeg glemmer aldrig dengang Eskil i løbet af gymnasietiden læste Jørgen Leths tekst om kussen fra Brøndums Encyklopædi op for mig:

”Kussen er den store konspiration. Kvindens magt er i kussen. Kussen kan gøre en mand vanvittig og ruinere ham. Den kan også give ham en mening med livet. Kvinden vil have noget ud af sin kusse, og denne drift er en af livets største energier. Det er den energi der ustandselig skaber fortællinger. Hun vil have at manden skal bruge hende grænseløst. Hun vil have noget af ham. Kærligheden er en lidenskab og en aftale. I Haïti ser kvinden ude på landet kussen som en ejendom, et stykke land hun ejer. Hun taler om den som "min lille jord". Det hun har mellem benene, det er det hun har at handle og bytte med. Kussen er hendes handelsvare. Ved at handle den fornuftigt kan hun opnå en position i livet. Hun ved hvad hun kan give. Hun har sin lille jord, og den er et aktiv som hun vil investere fornuftigt. Den haïtianske kvinde skælver som enhver anden kvinde. Hendes kusse gløder som enhver anden kvindes. Hun ved at hun kan få en mand til at gøre noget for hende. Manden ved at hun har en kusse, og at hun kan gøre noget for ham.”

Det var et af de øjeblikke, der gav varige litteratur-men. Jeg forstod ikke Leth dengang, men det gjorde Eskil derimod. Og den første linje dér, den er ikke til at komme udenom, hvis man nu engang er en mand. Eller ved at udvikle sig til en sådan, som jeg jo var dengang og formentlig stadig (man til mand).

Med fissen er det noget andet. Det er på en måde et hidsigt ord, et ophidset ord. Det er også lidt morsomt – især uden for kontekst. Lyden er i falset og ordets udseende komisk. Etymologien har med det at gnide at gøre. Fisse – det er lyden af flamingo imod flamingo, den sætter sig aggressivt i huden.

Sjovt nok kan man have en stram fisse, men ikke en stram kusse. Kusse er en mere moden, måske endog i visse kredse mondæn betegnelse. Engang overvejede jeg, om man skulle skrive en dansk litteraturhistorie Fra smørhullet til dronningeporten. Imidlertid har et smørhul muligvis andre og mere bagstræberiske konnotationer.

(Nej, det passer ikke. Blot en åndssvag joke for litteraturnørder).

Men så er der jo også fjams. Det kan måske lyde lidt ulækkert, selvom ordet forfjamsket trækker betydningen i en helt anden retning. Der er noget muggent ved fjamsen. Måske forestiller man sig en brændende busk, helt løsrevet fra sin ophavskvinde. Den kommer efter os. Eller os efter den. Vi er der som en mis: What’s New Pussycat? 

I David Lynchs Blue Velvet bruger de danske oversættere ordet ”pulefjams”, idet Dennis Hopper med sin maske går løs på Isabella Rosselini. Det sagde vi meget dengang i gymnasietiden, fjollede som vi var, og selvom det er en neologisme, der står for mandens, nej drengens, helt egne regning.

Kenneth Sørensen

Fantastisk, jeg tror, at jeg har googlet mig frem til videoer med Kenneth Sørensen. Han er ikke helt den, jeg har forestillet mig. Men ellers lever han op til alle mine forventninger. Han er helt sikkert en guru. Han peger på et æg. Sådan ser vores delpersonligheder åbenbart ud i en større og mere uigennemskuelig sammenhæng. Jeg er fuldstændig enig. Jeg er et æg.

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema, naturligvis læser jeg Monte Lema, det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter.

Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt.

Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg har læst længe.

De skriver begge, at Pablo er svagest, når han skriver om teori. Jeg er ikke så sikker. De afsnit han har om Paul de Man, er fremragende, og jeg brugte dem i min undervisning forleden, fordi de Mans tekst er så åndssvagt vanskelig, især dér hvor han begynder på Wordsworth, hvorimod  læsningerne af Lejeune og selvbiografien står skarpt, selv i dag. Hvis vi alle læser som Lejeune, bliver vi til omvandrende litteraturbetjente, med overskæg og jysk dialekt (det siger sig selv), der skal verificere, om begivenheder i en bog er sande eller ej. Gik man sådan til værks i forhold til Monte Lema, ville man gå galt i byen mange steder. Ikke at jeg kender til Pablos privatliv, men alligevel. Psykose er nok så meget sagt. Problemerne med damerne - det tror jeg nok på. Hvem har ikke det?

Lilian skriver, at bogen er bevidst dilettantisk. Det er et godt ord. Man kunne også kalde det deadpan. Bogen holdes i en bevidst monoton tone, som den prosaiske sonetform understøtter. Det fungerer.

Ingen er anmelderne nævner Stig Larsson, men sådan som jeg ser det, må projektet være inspireret af Larssons Natta de mina, hvor han besluttede sig for at skrive dårligt, men ærligt. Larssons projekt lægger sig også opad dagbogsformen, dens uhyrlig kontingens, men også den kontingens der gør, at man med formen så at sige "berører" tiden, der så imidlertid holdes i kort snor af Pablos sonettering.

Og ærlighed? Hvad sker der med den ærlighed for tiden? Den er over os på alle fronter, fra Medina over Knausgård til Llambías. Så længe man bare er ærlig, går det nok. Så kan man slippe afsted med at sige hvad som helst. Llambías' deadpan gør på en måde grin med dette, men gør det måske også muligt?

Hvad ville Kenneth Sørensen mon sige til det?

71 breve til M (fortsat)

Jeg sidder her i min kvalmerus på anden dag og forsøger at finde sammenhæng i romanen. Kvalmen skyldes sygdom, ikke romanen, men jeg noterede mig: "Bogen er en autofiktion uden selvbiografisk gevind, den forsvinder ind i et David Lynchsk fiktionsunivers. Det bliver fladt, som på en skærm. En far out film i en forvirret tekst". I dette univers blander en masse stemmer sig, som ifølge forfatteren er konstrueret sådan her:

"Jeg har aldrig fysisk været i Vernon Valley. Vernon Valley er et eksempel på et sted, og stedet findes i virkeligheden i New Jersey. Jeg´et bruger Vernon Valley, som hun kender til via M, som et mentalt refugium. Under mine samtaler med mine interviewpersoner kom der nogle synspunkter, teorier, forklaringer, løgne og sandheder frem, som jeg af forskellige årsager ikke kunne bruge "rå" i min bog. De forskellige årsager var bl.a.: At nogle af dem var en slags fortalelser - d.v.s. de eksisterede kun i det øjeblik, de første gang blev fortalt (interviewpersonerne ville ikke gentage), de blev aldrig formuleret af mine interviewpersoner (men en masse hentydninger samlede sig til sandheder, der lå bag nøje konstruerede, årelange løgne), jeg MÅTTE og ville ikke bruge dem, som de var, af hensyn til de implicerede/ofrene. Derfor findes der nu de her tekststykker fra idylliske Vernon Valley, hvor jeg´et kan flygte fra, hvad man kan kalde "ondskaben" og det uudholdelige. Tekststykkerne er finurlige og nogle af dem ligefrem humoristiske, selvom de alle er hæftet til tragiske informationer, jeg har fået fra mine interviewpersoner."

De blev aldrig formuleret af mine interviewpersoner??? Hvad søren skal man lægge i det? Uanset hvad synes jeg, at romanens slutning er en form for eskapisme. Den flygter fra sit stof, fordi den ikke kan færdiggøre det. Fiktionen er i den henseende et trygt sted at befinde sig, især den helt udsyrede fiktion, der helt klapper sammen og i og kapper referentialiteten og dermed det etiske over. Det forbliver en uskyldig flirt og som sådan er projektet på en måde både æstetisk mislykket og en anelse uetisk på samme tid. Det sidste kan man nok leve med, men det første er værre, fordi talentet og ideen er til mere.

(Note til mig selv: Er det en tendens blandt flere af de unge kvindelige, danske forfattere til at skjule sig i disse udsyrede, kollapsede (ansvarsfri?) fiktionsuniverser (der med vold og magt og ofte rå sex kalder på virkelighedsforankring)? Som om de ikke ved, hvad de skal stille op med al den selvfremstilling, selvafsløring, selvudfrielse osv.? Og endvidere (note til disse kvindelige forfattere): Kunne man tænke sig, at selvfremstillingstendensen i virkeligheden er præget af en særlig maskulin diskursform, som kvinderne ikke helt kan finde sig til rette i, fx at mænd altid skriver om deres far og deres far og deres far, suk

PPS: Er det derfor, at Hørslev er så god? Er det derfor, at jeg som mand synes, at hun er god? Suk (igen), skriver eller læser vi nogensinde uden at være vores køn?)

71 breve til M

Nu er det tredje eller fjerde gang, at jeg læser Christina Hagens roman, og hver gang har jeg svært ved at blive klogere på den. Måske læser jeg forkert? Måske forankrer jeg min læsning for meget i det selvbiografiske, for hvilken sandhed, håber jeg på at kunne finde? Måske er det bare projektet, jeg ikke forstår? Hvor det vil hen? Især med det selvbiografiske, eller med sin leg omkring en reel kontakt med indsatte, med en morder, med Lundin? Der er jo ingen umiddelbar eller æstetisk årsag til kontakten. Jeg mener: forandrer det virkelig romanens udsagn på nogen måde? Selvfremstillingen ville jo være en del af værket, uanset om hovedpersonen hedder det samme som forfatteren. I det selvfremstillende ligger der naturligvis en masse provokation i forhold til, hvad man forventer, at unge kvinder skal tænke, føle, beskæftige sig med, men ville bogen ikke være et udsagn om det, selvom navneligheden ikke havde været der? Navneligheden forstærker muligvis det selvfremstillende, men det nærmer sig også en gimmick, ja et PR-stunt for nu at sige det, som det er.

Men bogen er stadig interessant og et godt udtryk for, hvordan de nye, unge kvindelige forfattere gebærder sig i og med deres litteratur, hvordan de sætter deres køn på spil på en anden måde, end forfattere tidligere har gjort det. Jeg tænker på Klougarts Hallerne, samt Nordenhof og Ravn, hvis værker jeg lige har skrevet en anmeldelse om til et kommende nummer af Standart.

Romanens svæven mellem fantasi, fiktion og en mulig virkelighed er subtil. Dens selvhenvendelse interessant. Blandt de ord man kan erstatte eller lægge i titlens M, er jo foruden morder og mand, tillige mig. Det er først og fremmest en afsøgen af dette mig, det handler om, tror jeg. Hvordan forandrer jeg mig, hvis jeg identificerer mig med et udyr, en morder, eller hvis jeg identificerer mig med de kvinder, der rent faktisk skriver (kærligheds)breve til typer som Lundin.

Notat fra en løbetur

En digter ejer ikke noget jeg
Og hvis han gør det
findes han ikke.
I hvert fald ikke på papiret.

Det gælder om at være absolut moderne
en jeg i sin firkant.

(Husk også Kroppen, Rimbaud: Jeg er en anden, Lyngsø, Grotrian)

Den døde vinkel

Pludselig en stor poesi på vej til arbejde fra svenske Kent. Uf, hvor det kvidrer:

Jag var länge ensam enda barnet
Ett monster underst i en hembyggd våningsäng
Och på håll såg jag ljusen dö i dimman
Precis när mörkret tändes upp igen

Och jag såg dig springa över skaren
I jakten på din sagolika vy
Och du lärde mig att fullständigt försvinna
In i dina tankar i ditt huvud står jag fri

Ge mig en vinterdrog
Ge mig allt du har
Kom nu jag är kroniskt låg
Bara mörkret hörs
I ditt öga var en storm jag såg
Som sommarsnö
I döda vinkeln ser jag allt du gör

Och där kommer dom jag ser dom mellan träden
Snälla kan du hjälpa mig att fly
Deras ögon är som mareld över världen
Jag kryper där i askan fågel Fenix född som ny

Ge mig en vinterdrog
Ge mig allt du har
Kom nu jag är kroniskt låg
Bara mörkret hörs
I ditt öga var en storm jag såg
Blåsa sommarsnö
I döda vinkeln ser jag allt du gör

Ge mig en vinterdrog
Ge mig sommarsnö
Kom nu jag är kroniskt låg
Bara mörkret hörs
I ditt öga dansar stormar små
Men det är du som för
I döda vinkeln ser jag allt du gör

Vejledning 2 (døden og kunsten, virkelighed og verden)

...og jeg snakker og snakker og finder frem til at udgangspunktet for Beckwerket og Knausgård jo er det samme - en form for socialkonstruktivistisk virkelighedsopfattelse. Beckwerket agerer, producerer sin kunst i denne virkelighed, spiller spillet for måske at afsløre det? Eller rettere spillets regler og manglende regler?  Ikke at der er noget bag spillet, men at spillet er det eneste. Det viser genkomsten jo. Det er ikke Claus Beck-Nielsen, der genopstår, men Nielsen - ham vi kender fra romanerne, fiktionen måske endda? Her var der sikkert ellers mange, der regnede med, at nu fandt identiteten endeligt hjem i sin krop. Projektet forbliver imidlertid uden et hjem, uhjemligt (Og spilmetaforen er btw ikke altid lige præcis, bl.a. fordi den allerede er blevet brugt af Hans-Jørgen Nielsen og co. Basalt set er det jo ikke et spil, men virkelighed, det drejer sig om).

Knausgård anser virkeligheden (lad os kalde spillet for dets navn) for at være en klaustrofobisk fiktion, som han vil henvende sig igennem. Globaliseringens effekt efterlader os med en løgn om, at verden er uden hemmeligheder, at der ikke findes nye erkendelser, nye områder at italesætte, nye måder at henvende sig på.

”Den del af døden, den der tilhører kroppen og er konkret, fysisk, materiel, den død der holdes skjult med en omhyggelighed så stor at den ligner en slags vanvid, og det virker, bare hør hvordan mennesker der uforvarende har været øjenvidner til dødsulykker eller drab plejer at formulere sig. De siger altid det samme, det var helt uvirkeligt, selvom det de mener, er det modsatte. Det var så virkeligt. Men den virkelighed lever vi ikke længere i. For os er alt blevet vendt på hovedet, for os er det virkelige uvirkeligt, det uvirkelige virkeligt. Og døden, døden er det sidste store udenfor. Det er derfor den må holdes skjult. For godt nok er døden uden for navnet og uden for livet, men den er ikke uden for verden.” (Min kamp 1 (dansk), 251)

›

Det han lærer af faderens død, er at det uvirkelige og det virkelige har byttet plads i vores liv og i vores  virkelighed:

"Det var det jeg så, ikke at han var ukjent, men at han alltid hadde vært ukjent. Hadde jeg sagt navnet hans da, ville han ikke ha reagert, det ville ha prellet av, det var ikke lenger hans. Han var en kropp, og den befant seg utenfor navnet. Den hadde falt ut av navnet og lå der navnløs. Hele resten av uken så jeg i korte glimt alt annet jeg hadde rundt meg på den samme måten, som noe utenfor navnet. Det var en hemmelig verden jeg så, og om jeg ikke forstod det da, forstår jeg det nå, slektskabet mellom døden og kunsten, og deres funksjon i livet, som er å hindre virkeligheten, som er vår forestilling om verden, fra å falle sammen med verden." (Min kamp 6, 410)

Nuvel, vender man disse erkendelser mod Beckwerket, hvad får man så? Navnet forsvinder i tågen, forsvinder fra det, som det henviser til. Den navngivne virkelighed falder sammen med verden. Vi ser, hvordan den faktisk virker - den her virkelighed, som vi lever i. Vi er altid allerede efterladt i virkeligheden - der er ikke andet.

Knausgård forsøger derimod at hive virkelighed og verden fra hinanden. Han skriver for at blive sit navn, for at blive Karl Ove Knausgård. Det er et næsten gammeltestamenteligt projekt, som man også hører af citatet nedenfor. Med navnet, navngivelsen af sig selv, håber han på at kunne skære igennem virkeligheden og dermed gribe verden direkte. Derfor er det også, at faderens navn, der også er sønnens, mod slutningen af bind 6 skal afsløres (det bliver nemlig først nævnt der og kun dér):

"Nå hadde jeg skrevet en roman om ham. Det var ingen god roman, men så hadde han heller ikke levd noe godt liv. Det var hans liv, det endte i en stol i et hus i Kristianssand, fordi han hadde kommet til et punkt hvor han oppga alt håp. Det var ikke håp. Alt var ødelagt. Så han døde.

    Vi kunne ha reist ned dit, tvangsinnlagt ham, hvis det gikk an, eller på annen måte fått ham ut derfra. Det gjorde vi ikke. Det angrer jeg ikke på. Han ville det, og han var vår far. Jeg er hans sønn. Historien om ham, Kai Åge Knausgård, er historien om meg, Karl Ove Knausgård. Den har jeg fortalt. Jeg har overdrevet, jeg har lagt til, jeg har trukket fra, og det er mye jeg ikke har forstått. Men det er ikke ham jeg har beskrevet, det er mitt bilde av ham. Det er ferdi nå." (Min kamp 6, 1003)

Herefter fortsætter romanen, eller hvad man nu skal kalde det, der kommer efter denne slutning. Omtrent hundrede sider der afvikler forfatterskabet, men ikke slutter romanen, for den er er allerede slut. Nu kan det fortalte menneske (be)gribe sin verden, Karl Ove Knausgårds virkelighed og verden er blevet et. Han kan koncentrere sig om sit liv, om sin familie. Sproget er manet til tavshed med navnet og litteraturen, der (i hvert fald for en stund) har lukket hullet mellem virkelighed og verden.

Uden punktum (igen)

Det er begrænset, hvad jeg kan nå at skrive. Vi er ved at flytte, og alle flyttekasserne ligger hulter til bulter i hele huset. Huset, som endnu ikke er et hjem, og et hjem, som det først bliver med tiden, måske når bøgerne er på plads eller minderne, eller livet eller mælken, gaflerne, skeerne, børnene, søvnen, fliserne, sjælen, fjernsynet, punktummerne.

Jeg skal undervise i Hans Otto Jørgensens Hestenes øjne og er derfor ved at læse den igen. Atter denne knugende fornemmelse i maven, hvor det trækker sig sammen i een. Hans Ottos kamp for at blive et jeg og ikke forblive et a. Drengens kamp for at blive set, drengens kamp for at se sig selv blive set. Skriftens snapshots i nutid. Minder viklet sammen og forsøgt udviklet i et sprog, der snører sig sammen, eller snøres sammen, som hestenes øjne i sækken, i drømmen. Et lidt uklart traume underneden, der ligger der som en motor, hovedstolen. Dvs. traumet er klart, men hvad der egentlig skete, forbliver uklart. Knausgård skriver om ansigtet, om at løfte ansigtet og forpligte sig på det sociale og det moralske - alt det sproget binder sammen i og for os. Hans Ottos ansigt bliver flået af i Hestenes øjne. Kunne man lave en sammenligning? Hestenes øjne som et forsøg på overhovedet at få et ansigt?

Det er en bog uden et punktum, som min gode ven og kollega Stefan Iversen skriver det i en artikel, vi skrev sammen for nogle år siden. Han fortsætter poetisk og præcist:


"Ikke blot Hans Ottos barndom, men også hans forsøg på at genkalde sig denne barndoms afgørende begivenheder, mangler i den grad punktummer. Barndommen er ophørt, men står foruden slutning; fortællingen holder inde, men den finder ikke ro eller forløsning.
                   Hans Ottos sprog mimer ikke et talt eller tænkt sprog, heller ikke barndommens, men er snarere et billede på den fremmedfølelse, som erindringsarbejdet både genkalder og genskaber. Skridtet ud af barndommen begyndes, men fuldendes ikke, eftersom fortælleren ikke får et ben til jorden, ikke en helmening til erindringerne, ikke et punktum til minderne."

Digital hukommelse

Jeg tænker over, hvad det digitale billede gør ved vores hukommelse. Hvad der sker, når billederne ikke længere falmer, når de bevarer deres kontrast og skarphed. Naturligvis ændrer fortiden sig ikke, men det gør vores erindring om den. Måske er problemet, at den ikke længere er fortidig. Billederne forbliver intakte, som om de var taget i går. Den fysiske mangel på tidens tand giver os andre forudsætninger for at sætte os ind i det forgangne. Man frygter naturligvis, at det bliver vanskeligere. At der ligesom er en uudgrundelig grænse mellem det digitale billede og det billede, der bærer præg af tidens tand. Som om fortiden før dette bliver skyllet bort og forsvinder i en glemsel, der ikke kommer for en dag. Jeg ved det ikke. Måske er man blot ved at blive gammel og måske vil teknologien fortsætte med at udvikle sig sådan, at tiden trods alt sætter sine spor. I går er alligevel ikke i dag. Ved vi det godt? Kan vi klare det?

Aftenshowet

Jeg blev ringet op i går af en journalist fra Aftenshowet. I løbet af dagen ville Breivik blive fotograferet i forbindelse med retsagen, og de havde på en eller anden måde opstøvet mit navn, sikkert i forbindelse med selvfremstillingstematikker. Journalisten var vældig sød og intelligent, kendte til alle problemstillingerne i stoffet og efterspurgte sådan set bare en vinkel på stoffet. Jeg forklarede ham, at uanset hvad står man i et etisk dilemma, om man bringer historien eller ej, om man vinkler den fra en politisk eller psykologisk side. Alt det vidste han formentlig i forvejen. Han spurgte også, om jeg havde lyst til at kommentere billederne af Breivik i showet. Jeg sagde nej. Jeg foreslog, at man fik Knausgård ind i studiet. Ikke fordi han var en kendt forfatter, men fordi han var nordmand og forfatter, og jo naturligvis fordi han havde skrevet et essay om begivenhederne. Knausgård er både udenfor og indenfor på samme tid. Han ville kunne gøre det med værdigheden i behold. Han gør det sådan set i essayet fra Weekendavisen med værdigheden i behold.

Men de fik en speciallæge i psykiatri ind i studiet i stedet, og han skulle så forholde sig til en vinkling, som han ikke havde nogen som helst forstand på, nemlig pressens håndtering af sagen, og hvorfor vi er så nysgerrige efter at se Breivik. Selv ville jeg nødigt skulle svare fyldestgørende eller præcis på det. Han er monsteret, som vi alle vil se, sagde speciallægen entusiastisk. Nuvel. Breivik er et monster. Han fortjener ingen omtale, heller ikke denne. Hans gerninger, mener jeg stadig, må betragtes på lige fod med skoleskyderier. Disse skoleskydere har også outrerede, politiske og menneskelige holdninger. Måske ikke så outrerede som Breiviks, idet de trods alt ofte ender med at skyde sig selv. Men også her er der tale om miserable menneskelige tragedier, hvis intentioner vi i bund og grund kan være ligeglade med. Hvad der skaber dem, er naturligvis en anden og mere vigtig sag. Det må vi forholde os til på en eller anden måde.

Noget andet man kan lære af denne sag og andre, er imidlertid også, hvordan pressen fungerer. Når man inviteres ind, fx i Aftenshowet, er det kun ud fra den forudsætning, at det man vil sige eller gøre, fungerer på tv eller på radio. Forsøger man at være nuanceret, vrages man med det samme. Jeg prøvede det en anden gang via Go'Morgen P3, hvor jeg sagde "på den ene og på den anden side", og jeg med det samme kunne høre, at journalisten mistede interessen på stedet. Jeg passede ikke ind i hans narrativer, hans vinkling af historien, som naturligvis havde den underliggende præmis, at det skulle fungere på P3s morgenradio.

I sagen med Breivik var det ikke så svært at sige nej, eller at blive vraget, for den sags skyld. Hvad man nu foretrækker at kalde det. Jeg vil på en måde helst ikke kobles med ham. Men generelt set er man i et dilemma som "forsker" hver gang. Som så mange andre vil jeg jo gerne promovere min forskning og mig selv som forsker. Men ikke for enhver pris, uanset hvor fristende det end måtte være.

Note til en anmeldelse

Jeg skal anmelde Olga Ravns nye digtsamling Jeg æder mig selv som lyng og vil jo gerne skrive en ordentlig anmeldelse, ikke mindst fordi hendes anmeldelser har været noget af det mest opmuntrende i dagbladskritikken på det seneste. Deadline er alt for tæt på, og jeg er usikker på, om jeg kan nå det. Nå, men jeg har kun nået at læse digtsamlingen igennem en enkelt gang, hvilket naturligvis langtfra er nok. Men mit førstegangsindtryk er, at det er digte, der ligesom gemmer skribenten bag deres form. Som om at den måde, som sproget brydes ned på, kun er udtryk for det, dvs. en ren sproglig nedbrydning. Det bliver måske sproglige øvelser, og jeg savner et menneske i digtene måske? Måske, måske? Jeg kan se, at kroppen og kønnet forsøgsvis er på spil, eller rettere: om de er på spil eller bare i spil, skal de næste læsninger afgøre, tror jeg.

Jeg havde lidt samme fornemmelse, da jeg læste Mads Myginds debutdigte Før vi har set os omkring. Ikke omkring digtenes forhold til køn og krop, men deres forhold til det politiske - der var en villethed over det politiske i digtene, der fik det politiske til at ligne pynt og ikke en del af digtenes indre drivkraft. Jeg bliver nok nødt til at orientere mig i kollegernes anmeldelser for at blive klogere på Ravns bog og på mig selv. Det er fordelen ved at være i baghånd.

Men min tøven får mig også til at tænke på, om det bare er mig, der er ved at blive gammel? Det skal man altid spørge sig selv om som anmelder. Eller i hvert fald spørge til sine kriterier, for de kriterier harmonerer ikke nødvendigvis med værkets intentioner. I princippet skal man være parat til at lægge sig ned hver gang, og det er noget af det vanskelige ved genren. Man skal være en god læser, både af værket og af sig selv. Men nogle anmeldere er jo også gode, fordi de kommer med deres kriterier og lægger dem ned over det hele. Den slags anmeldere er mindst ligeså vigtige, men de har som regel en vis løbetid, om man så kan sige.

Lejeune om dagbogen

Jeg læser Philippe Lejeunes artikler om dagbogsgenren på engelsk. On Diary hedder bogen. Her beskriver Lejeune flere elementære ting for genren. Bl.a. dens forhold til afslutningen. Vi bilder os ind, at et liv kan og bør fortælles, at det, som Aristoteles siger, skal have begyndelse, midte og slutning. Det har fanden har det. Og det fortæller dagbogen os. Det er derfor, at (den sene) Lejeune personligt foretrækker dagbogen frem for selvbiografien. Selvbiografien har fiktion og fortælling i sit blod, skriver han et sted. Det har dagbogen ikke. Den er anti-fiktion.

Dagbogen er optegnelser, spor efter levet liv. Den er mærket af fire ting: 1) Trangen til at udtrykke sig, herunder lette trykket eller bare kommunikere. Man kan komme af med noget i sin dagbog, ikke mindst sig selv. Derfor er det egentlig ikke meningen, at man skal genlæse en dagbog. Dagbogskriveri er en handling, der handler om at destruere i denne her forståelse, at skille sig af med noget. En form for renselse. Men der findes naturligvis også andre formål. 2) At reflektere, herunder at analysere og bevidstgøre sig selv. Dagbøger handler ofte om en krise, om at komme ud af en krise. Måske er det derfor den hører ungdommen til – ungdom er krisetid, en tid hvor det er svært at finde eller hvile i sig selv. Dagbogen hjælper. 3) At fastfryse tiden og at skabe en hukommelsen ud fra papiret. Man skaber et arkiv over levet liv. Man samler på noget. 4) Fordi det at skrive er lystbetonet. Det er en lyst at se noget tage form, at skabe noget, som man kan spejle sig

i.

Det slår mig ved nærmere eftertanke, at alle disse dele kan overføres til Karl Ove Knausgårds projekt. Ideen om dagbogen som anti-fiktion får Lejeune til at tænke over autofiktion, som han ikke bryder sig om. Hellere vil han tale om kontrakter, og dagbogen er en kontrakt med det ikke-fiktive og med det kontingente. En bundethed man som dagbogskribent indordner sig under. Man har ikke kontrol over sin dagbog, og man får det aldrig. Man skriver en tekst, hvis logik vi aldrig vil forstå. Man samarbejder med en uforudsigelig og ukontrollerbar fremtid. Det er det ydmyge ved dagbogen. Man er prisgivet tid og tilfældighed, som Løgstrup siger det. Sådan er det ikke med fiktionen. Den kan imitere noget sådant, men den er altid i kontrol, når det kommer til stykket.

(hvilket får mig til at tænke på: Åh, alle disse mangler på det ydmyge. Vi vil alle sammen gerne kontrollere vores liv, og medierne foregøgler os, at det kan lade sig gøre. Måske netop derfor går vi imod fiktionalisering frem for fiktion? At noget hedder fiktion i stedet for at være det. Fiktionalisering er et forsøg på kontrol , på at performe vores liv, "impression management" som Goffman siger det)

Lysten til at læse dagbøger, siger Lejeune, kan koges ned til to ting: Følelsen af at røre ved tiden og følelsen af at deltage i en stafet. Er det ikke sådan, det er, at læse Knausgård?

Blendstrups tekster skammer sig

Jeg sidder og læser Freuds gamle foredrag om "Digteren og fantasierne" og associerer helt naturligt til Jens Blendstrup. Freud skriver, at digteri kan sammenlignes med børns leg (spiel). Men voksne leger også, eller de fantaserer og dagdrømmer. Hvor børnenes leg imidlertid foregår uden skam, fordi de fx ofte leger sig voksne, eller stræber mod at være det, der er voksnes leg forbundet med skamfølelse. Med andre ord: Det er barnligt at digte, og forfattere burde egentlig skamme sig. Midlet mod ikke at skamme sig, er æstetik og / eller form. Forfattere (digtere) formår nemlig at forme deres fantasi på en æstetisk måde, så den på lovlig vis kan deles og dermed nydes med andre.

Nå, men der hvor Blendstrup kommer ind i billedet, er i forhold til den skamfølelse. Jeg er stor fan af Blendstrup og synes jo egentlig, at det er en kvalitet ved hans værker, at de på en måde stadig bærer på spor af skam. Freud har derfor ikke helt ret. Skam kan også være en del af æstetikken, eller i hvert fald en del af værkets kvalitet. Blendstrups tekster skammer sig jo helt åbentlyst. Som om de altid er i færd med at gøre noget ulovligt. Og det gør de jo også. Fx er det ulovligt at de til tider minder mere om tegneserie end om "rigtig" litteratur, at personerne bliver så to-dimensionale, eller at teksterne simpelthen bare er avantgarde for skægs skyld. Og mændene - hvad sker der lige med dem - de triller altid rundt et eller andet sted, fx under borde, fx med en sko i munden, de skaber sig og hyler og de skammer de sig gevaldigt, fyrer platheder - et hul er et hul osv.

Men er det ikke præcis skammen, der gør Blendstrup så god, så morsom? Og i øvrigt en sådan skam, han har til fælles med fx Kafka, som faktisk også er ustyrlig morsom på sin egen mærkelige måde?

Der er ingen der gider at læse det her

Der er ingen der gider at læse det her. Det er sådan set meget behageligt. Tallene afslører jo alt. Men så kan man skrive for sig selv og i fred. Kun indslaget omkring advokaterne Pound, Trakl og Benn trækker en masse hits. Det mest populære indlæg endnu. Wow. Men det er jo pga. Steen Jørgensens åndssvage hat, og fordi folk ikke aner, hvem fanden de tre navne er. Gad vide om Jørgensen selv har læst Pound, Trakl og Benn? Gad vide om der er mange, der gerne vil have en hat magen til? Manden med den åndssvage hat.

Nå, men det er helt forståeligt at folk ikke gider høre mit bavl. Der er ikke meget at komme efter. Måske skulle man sætte gang i en litterær debat igen?

Selvtekster

Omkring år 2000 begyndte jeg at skrive på sådan nogle små selvbiografiske tekststumper. På det tidspunkt regnede jeg jo sådan set med at blive forfatter. Det var kun et spørgsmål om tid. Det var samtidigt med, at jeg skrev specialet om Simons digte. Specialet var måske i virkeligheden det, der underminerede den ambition. Pludselig en ph.d.-ansøgning, pludselig et ansvar, et stipendie, meget lange og yderst vigtige fodnoter og en distance. Måske? En mistet evne i forhold til at trænge derind, hvor det bliver påtrængende nok (mig med mine brændende lokummer). Men også modet - det handler altid om mod som forfatter, som kunstner - uden det kommer man ingen vegne. Senere de andres syn på mig. Pludselig kunne man ikke skrive noget uden at blive sammenlignet med dem, man skrev om. En ond spiral, at absorbere sine helte. Bob Hvid Green. Men også en læreproces - at kende til noget indefra - en erfaring, som man muligvis kan ernære sig af endnu.

Stykkerne handlede fortrinsvis om min barndom. 99 små mytologiske glimt i stykker, der ikke kerede sig, om de nu var fiktion eller sandhed, men som trygt udfoldede sig som eller blev til erindringer på papiret. 99 fordi de skulle nærme sig en helhed, uden at være det. 0,99 tænkte jeg nok? Måske 99 % sandfærdige? Jeg kaldte dem med et ordspil Selvtekster, idet de hver især skulle udøve en art selvtægt. Er det ikke det, som Serge Doubrovsky mener, når han taler om autofiktion? Det tror jeg. Det er også lige meget nu. Stykkerne blev aldrig færdige, men det hænder at jeg tilføjer noget. Korrektioner, nye erindringsglimt. Det er ikke meningen at de skal være færdige. De skal snarere opdateres med den afstand, der nu engang er til det, de handler om.

Hvor påskuddet kom fra, er jeg ikke helt klar over. Men jeg tror, at det handlede om, at jeg havde læst Hesselholdts Hovedstolen. Jeg er ikke en specielt stor fan af hverken den eller forfatterskabet. Men ideen var jo god, selvom den på en måde var Per Højholts.

Det får mig til at tænke på, om jeg i virkeligheden er så glad for Stenvaskeriet og andre stykker, fordi det er det nærmeste, man kommer Højholt, en selvfremstillende Højholt? Jeg mener at kunne erindre, at han et sted skriver, at han har begravet et manuskript i haven. Nu kender jeg ikke helt til huset i Hørbylunde – jeg turde jo aldrig køre derud – og manuskriptet er nok ikke dagbøger, men alligevel. Det er måske en undersøgelse værd.

Mine egne billeder

                                                                                      I'm slipping through the cracks 
                                                                                      The cracks in a photograph


De følgende billeder har jeg angiveligt selv taget med et lånt kamera, Kodak vistnok. På bagsiden af billederne står der 1982, så jeg har været en 9-10 år, da de blev taget. Egentlig burde der være 12 billeder, for jeg husker at man kunne købe enten 12, 24 eller 36 billeders film. Kan man det endnu? Men hvor resten af billederne er blevet af, ved jeg ikke. Rækkefølgen husker jeg heller ikke længere, men de må være blevet taget over en længere periode. Det der forvirrer mig mest, er at der er billeder fra begge mine barndomshjem. Både billeder fra det hvide hus, hvor jeg boede de første år, og fra gården hvor jeg boede senere hen. Billederne bærer naturligvis præg af en vis, men i dag næsten hemmelighedsfuld, naivitet. Hvad er det dog, jeg har forsøgt at indfange? På den ene side har jeg forsøgt at dokumentere nogle af de personer, som dengang betød mest for mig: Min kusine, min bror, men disses betydning har været på niveau med vores daværende kæledyr: Bulder og Trille. Forskellen er tilsyneladende ikke så stor i et barnesind. På den anden side har jeg forsøgt at leve op til visse konventioner omkring det smukke billede som sådan. Jeg har nok tænkt, at der var for mange personer på vores sædvanlige billeder og for lidt landskab, men derved har jeg indfanget nogle af min barndoms kernesteder, som i dag næsten virker mærkværdigt hellige ved et gensyn: Udsigten ud over marken, jordhøjens forsamling af træer, der rent faktisk skjuler vandtårnet lige bagved, det lille mål i sne. Men jeg har også fået vejen væk fra det hvide hus med. Her står Bulder og gnasker på et eller andet ved en lygtepæl. Formentlig har han lige pisset og derved afmærket sit territorium. Det forstår jeg først nu, Bulder.






På det første billede ser man udsigten over nogle af vores marker. Det var her vi i sin tid forsøgte at få en gigantisk drage op at flyve, men uden held. Vi var tre mand om at trække den bare en smule op. Sneen derude blev ofte til smat længere hen på året. Vejen ud til disse marker blev sidst på sommeren brugt til at køre halmen ind på, men også når vi høstede kørte vi den vej. Jeg kan huske at de grene, man ser hænge, indimellem hang ned sådan at de slog imod de øverste halmballer. Sad man deroppe, skulle man passe på med ikke at blive pisket gevaldigt i hovedet, når grenene kom fra forenden af laddet til dér, hvor vi sad tronende øverst oppe på alle ballerne og var parate til hvadsomhelst.





På dette billede ser man jordhøjen. Selvom jeg ikke var en særlig sær snegl, så gik jeg ofte på markerne her for at finde pilespidser og deslige. Jeg forestillede mig, hvordan man havde levet i stenalderen. Om vinteren stod vi på langrendsski udover landskabet. Fik man nok fart på, endte man nede i buskene ved vejen for enden af bakken, som man ikke kan se her. At bremse på så elendige ski var altid et særdeles risikobetonet foretagende. I jordhøjen byggede vi ofte huler. Eller vi forsøgte at bygge huler. De var klamme. Jorden gjorde dem fugtige og beskidte. Generelt kan man betragte højen her som en ø, og det er i det hele taget underligt, at man ikke jævnede den med jorden. Sådan en lille klat - underlig og besværlig. Omvendt havde vi meget ud af den, og træerne man ser i forgrunden, er æbletræer. De gav rigtig mange æbler. Mange flere end man nogensinde kunne finde på at spise. Og farfar kom styrtende med sit diktum om, at man skulle spise dem på jorden først. Det gjorde vi så, og når vi var færdige med det, var de andre faldet ned på jorden og også begyndt at rådne.






Hvis man kunne fortælle, hvor mange legendariske fodboldkampe, der er blevet spillet her. Det fylder et utal af romaner. Men trøstesløst ser det ud. Man fornemmer ikke, hvordan Killer kunne sætte bolden i treeren, så let som en brasilianer. Eller hvordan han i modsætning til det kunne slå en fis, der stank så meget, at hans storebror måtte give ham en ordentlig mavepumper eller et tarveligt trælår. Jernstativet bagved brugte vi aldrig til gynger, som egentlig var formålet med det. I stedet var det mål for langskud, helst bananskruede som Eders. Bagved bevoksningen ser man Brogårds have. Her kom vi kun sjældent, specielt efter mørkets frembrud. Han kunne jo stå derinde med jagtgeværet.





Bulder pisser. Naboens mur er hvid. Det er efterår, tror jeg. Formentlig ikke sne dér til højre, men en form for plastik, der dækker en urtehave eller lignende. Lygtepælen er langtfra så eventyrlig som den i Narnia. I hvert fald ikke for andre end mig. I huset boede Karen og Poul-Erik. De var vældigt søde, men havde ingen børn. Kun en hund. De var vilde med den hund, også andres. En gang sked Bulder fx på gulvet, og far så rødt. Han hentede et kosteskaft og smækkede det ned over ryggen på ham, og sådan som jeg husker det, så knækkede det fluks. Bagefter tog han Bulders hoved og trykkede det ned i lorten. Så kan han lære det. Men i mellemtiden var Karen gået hjem. Poul-Erik arbejdede på plastikfabrikken i Hornsyld og havde vistnok paryk. Min onkel bankede engang på døren, hvor Poul-Erik stod, men med parykken omvendt på. Den historie snurrer endnu i vores ører den dag i dag.





Trille gør sig til foran kameraet. I baggrunden ser man det træ, som Stig heroisk klatrede op i for at fange hende igen. Men det lykkes som bekendt ikke. Udsigten er fra køkkenet, og man kan se over til Peder Winthers gård. Derovre stod hans barnebarn indimellem og skød efter fugle i vores have. Forsyndelsen var ikke, at han skød fuglene, men at han skød efter fugle, som fløj rundt og ligesom sad på vores territorium, i vores træer, i vores luft. En gang kom far ud i haven. Han havde købt et nyt gevær til at skyde rotter med, men denne gang var der et magasin i riflen, og man kunne skyde flere gange i træk. Det gjorde han så, og vi kastede os til jorden, imens far grinede og gik amok. Bagefter fik vi også lov, og far var i mellemtiden gået indenfor og havde sat Bruce Springsteens ”My Hometown” på – en sang han hørte så meget på det tidspunkt, at båndet endte med at knække. Vi lappede far sammen igen ved at sætte et stykke tape på båndet: ”Last night I sat him up behind the wheel and said son take a good look around. This is your hometown”.




Linda cykler. I baggrunden kommer Ralf. Huset bagerst til venstre er Magdas. Om vinteren kastede vi snebolde på hendes vinduer, og hun stak sit gruopvækkende ansigt frem til stor moro for os drenge. Om sommeren bød hun af og til på kiks, nærmere bestemt Prinzen Rolle. Men de smagte gammel, af en blanding mellem alderdom og mug. Efter sigende så havde Magda ikke et toiletafløb, men sked i en spand og hældte sit lort ud i branddammen, som man aner lige foran huset til højre i billedet. Det forhindrede ikke Killer og andre i at bade i den. Vi skulle ikke nyde noget. Men at fange fisk, det var en anden sag. Lortefisk.






Ralf cykler. Vrigsted downtown. Bulder går anarkistisk den modsatte vej og holder opsyn. I baggrunden kommer far og mor i deres Morris Marina. Den havde far malet. Lidt a la Starsky & Hutch. Men det lignede ikke rigtigt. Til gengæld fik han sat nogle baglygter op i bagruden. Det var sejt. Generelt var jeg dog en smule flov over vores biler. De var altid små og brugte, og så flød der altid med skidt inde i dem. Desuden blev de aldrig brugt, når Ralf og jeg skulle spille fodbold. Måske også godt det samme, for tænk hvis kammeraterne havde set og kørt i vores faldefærdige biler. Ralf har i øvrigt en trøje på, som jeg senere hen arvede. Vistnok med en fodboldspiller på brystet. Til venstre kan man se smedens bil.